En mulighed

[Adrian af Dunlath]

Julietta af Dunlath

19-10-527 M.T.

Det havde været en travl dag. Ridderne ankom, og der ville være fyldt med folk i borgen i nogle dage. Adrian var først og fremmest optaget af at skjule Julias graviditet. Han ville gerne vente lidt med at erklære hende gravid overfor familien, og hvis de lykkedes godt med at skjule den nu, ville de have adskillige vidner, der troede, at hun ikke var gravid – eller i hvert fald ikke var særlig langt henne.
Siden både far og Rupert var her, kunne Adrian og Julia heldigvis slippe for at sidde og sludre med ridderne efter aftensmaden, så de havde trukket sig tilbage til deres værelse og i stedet nydt hinandens selskab, som det nu passede dem bedst.
De lå nøgne i hinandens arme under dynen og slappede af, da Adrian valgte at bringe et gammelt emne på banen: ”Julia?” Han kyssede hende i den rodede blonde manke som havde formet sig omkring hendes hoved. ”Ønsker du stadigvæk at se mig sammen med en mand?” Han lod være med at presse mere på med trekanten. Det havde vist været lidt for voldsomt for hende sidste gang.

[Julietta af Dunlath]

Brystet hævede sig, da hun fyldte lungerne helt op med luft, trukket ind gennem næsen. Duften af ham gjorde hende kun mere sprudlende, hvilket i forvejen ikke var så lidt med tanke på, hvad der netop var sket. Det havde virkelig også været et tiltrængt afbræk efter den nervøsitet, hun havde følt hele dagen omkring ridderne. Hun smilede dumt og lagde kys langs hans kraveben. Han smagte stadig salt og hun vædede læberne med tungen.

"Mh?" Hun lagde nakken lidt tilbage og så op på ham med store, nysgerrige øjne. Spørgsmålet fik straks den karakteristiske rødmen til at skylle op i hendes kinder. "Det er noget tid siden, vi har snakket om det," sagde hun og så genert ned, før hun skubbede sig op på albuen, lagde sig halvt ind over ham.

[Adrian af Dunlath]

Han nikkede og strøg fingrene gennem hendes blonde lokker, da han lagde sig ind over hende. ”Det er det.” Han sukkede veltilfreds og lod fingrene glide videre ned ad hendes ryg. ”Men vi har en mulig kandidat til det blandt ridderne. Så derfor spørger jeg dig nu.” Han sendte hende et svagt smil. Det var jo ikke altid det letteste bare lige at skaffe en mand, som de kunne lege lidt med. Man måtte tage de få muligheder, der nu skulle ske at melde sig.

[Julietta af Dunlath]

Det burde da ikke være så pinligt, når de havde talt om det før, men det var det alligevel og hun måtte bruge et øjeblik eller to på at få bare nogenlunde kontrol over de blussende kinder, før hun følte sig klar til at tale igen. Hun sank noget besværet. "Hvem?" spurgte hun, da nysgerrigheden tog over forlegenheden. En ridder, der.. Ville være sammen med andre mænd? Hun kunne næsten ikke tro det. Så gispede hun. "Det er ikke en, jeg er i familie med, vel?" spurgte hun, skiftede hurtigt fra nysgerrig til forfærdet bare ved tanken.

[Adrian af Dunlath]

Han rystede afvisende på hovedet. ”Det får du ikke bare lige at vide. Ikke før du har sagt ja til det ... og han har sagt ja til det for den sags skyld.” Jamie skulle helst lige være med på ideen, før Adrian havde tænkt sig at afsløre ham. Ved hendes efterfølgende ord, grinede han uvilkårligt. ”Selvfølgelig er du ikke i familie med ham!” Det ville han da aldrig gøre mod hende! Han fortsatte med at nusse hende på ryggen, imens de snakkede.

[Julietta af Dunlath]

Hun sukkede teatralsk og satte sig kun lidt mere op, pludselig langt mere optaget af deres samtale end at skjule sin nøgne krop med dyner og tæpper. "Hvorfor bliver du ved med at holde den slags ting hemmelige for mig, Adrian?" klagede hun "Jeg mener.. Vi er gift nu." Det var i hendes hoved altså nok til, at han burde fortælle hende alt. Uden undtagelse. Hans latter fik hende til at skotte misbilligende ned til ham. "Man ved jo aldrig, du er jo så hemmelighedsfuld hele tiden." Hun trak en lok af de blonde hår bag øret, der straks faldt ned igen.

[Adrian af Dunlath]

”Julia, jeg har allerede fortalt dig, at jeg ikke bare kan udlevere folk ...” sukkede han. Da hun satte sig lidt mere op, flyttede han hånden fra hendes ryg og ned for at stryge hendes lår i stedet. ”Det er noget, jeg har lovet dem. Alt jeg kan fortælle dig er, at han er en af de ankomne riddere.” Hvilket selvfølgelig var skønt. Det var ikke hver dag, at man sådan lige kunne finde en ridder, der var villig til at ligge med en anden mand. ”Hvis du vil gå videre med dit ønske, finder du ud af det snart.”

[Julietta af Dunlath]

Det var ikke et helt tilfredsstillende svar, men hånden på hendes lår var en kende distraherende og hun blev som altid til varmt smør under hans berøring. Derfor sukkede hun og tyggede lidt ned om sin underlæbe, før hun lagde hænderne bag hans nakke, hev lidt i ham, som tegn til at han skulle følge med, da hun lagde sig ned på ryggen. "Jeg vil stadig gerne se dig med en anden mand, så.. Ja." Hun kyssede ham igen og smilede lidt på til ham. "Mit svar er ja."

[Adrian af Dunlath]

Han rullede rundt og ind over hende, da hun selv flyttede sig. Med den ene hånd støttede han mod sengen, imens den anden strøg hende over låret. Smilet blev bredere ved hendes svar, og han kyssede hende på næsen. ”Søde Julia, du ved altid, hvad du skal sige for at gøre mig i godt humør,” bemærkede han drillende og gned sin næse mod hendes. ”Vi kan gøre det aftenen før, at de skal rejse videre til Corus.” Der kom jo til at være noget afskedsfest og sådan, så det ville nok være det bedste tidspunkt. Folk ville være trætte, og Jamie rejste videre næste dag, så Julia slap for at gå og have det akavet med at se ham, hvis noget gik galt. Adrian kyssede blidt hendes læber igen.

[Julietta af Dunlath]

Igen tog hendes kinder en rosa nuance og smilet voksede sig kun større, selvom hun jo egentlig vidste, at det ikke altid var helt sandt. De havde haft massere af episoder med hele kærlighedsdramaet, hvor hun bestemt ikke havde vidst, hvad hun skulle sige, for at gøre ham glad. Men nu var det ikke længere det samme problem. "Jeg elsker dig," mumlede hun derfor ubekymret, mens hans næse blev trykket mod hendes. "Men er det ikke lidt... Sent?" Nysgerrigheden havde efterhånden siddet i hende længe og hun var ved at blive utålmodig.

[Adrian af Dunlath]

”Mhm,” brummede han mod hendes læber og hvilede panden mod hendes. ”Jeg elsker også dig.” Især da hun fortsatte med at tale, og han brød ud i latter. Åh, hun var virkelig for god til at være sand. Så forbandet perfekt. ”Du er sørme blevet utålmodig,” drillede han og lod hånden glide længere op ad hendes lår. ”Men fint ... i overmorgen så?” foreslog han og løftede et afventende øjenbryn af hende. Det var måske lige hurtigt nok at forsøge sig med det i morgen.

[Julietta af Dunlath]

Hun tog et kys mere fra hans læber og forelskede sig kun mere i ham, da han gengældte hendes kærlighedserklæring. "Det har ikke noget med det at gøre," indvendte hun genert og blikket flakkede. Ikke at der gik længe, før hun igen fandt hans blå øjne. Han var så smuk. I en blid bevægelse trak hun fingrene gennem de bløde krøller. "Men hvis du gerne vil i overmorgen," hun trak på skuldrene, stadig genert ved emnet. Bevægelsen skubbede en gylden lok ned over hendes bryst.

[Adrian af Dunlath]

”Selvfølgelig ikke,” medgav han blot, men i en tone der indikerede, at han ikke nødvendigvis troede på hende. Selvfølgelig havde det måske noget at gøre med hendes graviditet, men det var sjovere at drille hende. ”Så gør vi det der.” De måtte finde ud af, hvordan de skulle gå omkring det hele senere. Lige nu ville han blot nyde lidt mere af natten med sin lille perfekte hustru.

lukket