Tålmodighed belønnes

[Alexander af Viksø]

Niklaus af Legan

18. oktober, 527 M.T.

Der var netop indløbet besked om, at gæsterne var blevet set over bakkeryggen og Alexander havde mistet alt ro i kroppen i samme øjeblik. Efter måneder med savn og skjulte tårer, skulle han nu endelig se Nik igen. Det største problem var jo bare, at de havde publikum til deres genforening og han arbejdede på at styre sin iver, mens han gik ned for at tage imod gæsterne sammen med lensherren og alle de andre.

Med en kraftanstrengelse undgik han at strække hals for at få det første glimt af Nik, da de red ind i borggården og nøjedes med at sende ham et smil - som han dog også holdt i stramme tøjler. Der var en enkelt i selskabet omkring dem, som vidste, hvordan de to havde det med hinanden og ingen af de andre skulle helst få den opfattelse, at de var noget som helst andet end venner.

[Niklaus af Legan]

Endelig. Endelig. Endelig kunne han se Dunlath. For hvert sekund kom det tættere på og der gik ikke længe, før de kunne ride ind i borggården. Han drejede hovedet halvt og sendte Gil et skævt smil, mens de red ind. Så vendte han blikket mod folkene, der var kommet for at modtage dem. Selvfølgelig fandt hans blik omgående det, han søgte efter. Så smuk han var med sine lyse krøller og de bløde læber formet i et smil. Åh, han ville dedikere hvert af sine øjeblikke fremover til at få det smil frem.

Tøjlerne blev givet til en stalddreng, da han endelig kunne mærke jorden under sig igen. Sammen med de andre gik han over for at hilse på først baronen og baronessen, så fik Rupert et varmt bjørneklem, en hilsen til Annora og deres lille datter, Adrian fik et halvhjertet nik, før han fortsatte videre til grankusinen. Hele tiden holdt han i baghovedet, hvor Alexander var.

[Alexander af Viksø]

Alexander hilste på et par folk, mens han ventede på, at Nik skulle finde vej ned gennem rækken af folk, men han fokuserede ikke nok på dem, til at kunne huske dem rigtigt bagefter. Da Nik endelig nåede ham i rækken, blev smilet lige en tand bredere og han greb om Nik's underarm, sådan som var den gængse hilsen blandt mænd og lænede sig ind, så han kunne lægge sin frie arm, om skuldrene på sin elskede og give ham et let klem. Et hastigt, "jeg har savnet dig," blev hvisket, inden de var nødt til at slippe hinanden igen for hver især at hilse på den næste i rækken.

Ridderne blev budt op til te og hyggeligt samværd med baronen og Alexander sad som på nåle, mens de talte stolpe op og stolpe ned omkring urolighederne med Scanra. Selv forholdt han sig tavs og nøjedes med at skotte over til Nik med et blik fuld af længsel, når ingen så deres vej. Hvorfor var det også rimeligt, at de var nødt til at vente med at se hinanden privat til i aften? Ingen ville forvente det af et almindeligt par. Et lille stik i hjertet blev overdøvet af glæde, da Nik svarede på et spørgsmål og han i det mindste kunne høre sin elskedes stemme igen.

[Niklaus af Legan]

Langt om længe nåede han til Alexander. Smilet voksede, grebet strammedes om hans arm. Så var han igen i hans arme. Ordene kildede en smule i hans øre og han nåede lige at få hvisket "Og jeg dig," før han så sig nødsaget til at slippe ham igen.

Sammen gik de ind til te. Der var massere at tale om efter at have tilbragt et par måneder i Scanra. Ridderne havde alle forskellige historier, der fik belyst tilstandene ved grænsen og selvom Niklaus langt hellere ville betragte sin elskede, levede han op til forventningerne. Han svarede, snakkede, fortalte og lyttede - håbede hvert sekund, at der ville opstå en årsag til, at Alexander ville blive inddraget i samtalen.

Efter te var der et kort afbræk til at vaske sig og skifte tøj, og det krævede alt af Niklaus at holde impulsen efter at opsøge Alexander under kontrol. Det ville være mere end almindeligt upassende og ubehøvlet at møde op til middag uden at have skiftet. Så sad de der. En samtale gled ud af en tangent, der opholdt opmærksomheden fra mange af deltagerne. I skjul af sit glas sendte han et skævt, charmerende smil til Alexander.

[Alexander af Viksø]

Dagen var nærmest uendeligt lang, hvis man spurgte Alexander. Det kunne umuligt passe, at de kun var nået til aftensmaden? Han sukkede i stilhed, mens han arbejdede sig igennem sin mad og skottede over til Nik engang imellem. Da han pludselig fangede hans blik, mærkede han et sug gå gennem sin mave og han nåede kun lige at skjule sit smil, som ellers ville have været ret afslørende. Mithros, hvor var det dejligt at se ham igen. Det føltes næsten som om, at han havde været lidt i stykker i de sidste par måneder og nu endelig var hel igen.

Middagen trak ud i det uendelige og først da de allesammen var ved at være færdige, kunne han komme til at gå ud af rummet ved siden af Nik, hvor han uset stak ham en lap papir med ordene; 'Jeg kommer op til dig senere," kradset ned på.

[Niklaus af Legan]

Middagen fortsatte i evigheder og da de endelig rejste sig, undskyldte han sig med rejsetræthed for ikke at skulle blive til en aftendrink. Ikke fordi han ikke kunne bruge den, men der var en helt anden ting, han havde mere brug for og den lille lap med Alexanders håndskrift brændte næsten i lommen på ham, mens han med tre trin af gangen sprang op af trapperne og til sit værelse.

Så var det bare at vente. Rastløst travede han frem og tilbage. Deres tid fra hinanden var endelig gået og på en eller anden måde virkede minutterne, hvor de var i samme hus længere end de mange måneder, de havde været adskilt.

[Alexander af Viksø]

Alexander kunne næsten ikke slappe af, da han var tilbage på sit eget værelse. Han var blevet lidt tilbage i et forsøg på at se, hvor alle de andre gæster ville ende med at opholde sig, men det var umuligt, fordi de gik i alle mulige forskellige retninger. Så den bedste mulighed var nok at blive på sit værelse, indtil han var sikker på, at alle andre var faldet til ro, i hvad de nu ellers havde tænkt sig at lave nu. Og det betød, at han var nødt til at give dem næsten en time, fordi de kunne finde på at ville klædes om eller lignende og så finde ned igen.

Der var ikke gået meget mere end en halv, inden han ikke kunne vente længere og lukkede sig roligt ud af sit værelse og gik ned af gangene så normalt som muligt. Han mødte da heller ikke et eneste menneske på vejen, inden han nåede frem til Nik's værelse og bankede let på. Dette var de farligste tidspunkter og han ville ønske, at han bare kunne smutte indenfor. Men hvad nu, hvis Nik havde nogen på besøg?

[Niklaus af Legan]

Hvor lang tid var der efterhånden gået? Niklaus blev mere og mere frustreret for hvert minut, hvis ikke nærmere sekund, der gik. Ikke længe efter travede han derfor over til sine ting og der blev hurtigt hevet en flaske frem, proppen hevet op og et glas fyldt. Væsken formåede at få lidt ro på de rystende fingre.

En banken fik ham til at se op og han stillede straks glasset fra sig på bordet, hvor det omgående blev glemt. Et par lange skridt, så var han henne ved døren og måtte lige tage en dyb indånding for ikke at rive den op. I stedet formåede han at få åbnet den med bare en smule ro. "Alexander." Det var ikke mere end en høj hvisken, da han straks lagde en hånd om hans nakke og trak ham ind, lukkede døren i samme bevægelse, som han skubbede ham op af den og indtog hans læber.

[Alexander af Viksø]

Han havde hjertet i halsen og sommerfugle i maven, mens han ventede på, at der skulle blive åbnet og det smil, der gled over hans ansigt, da han endelig var alene med Nik, talte sit tydelige sprog om, hvor meget han havde savnet ham. Fornemmelsen af Nik, som indtog hans læber og pressede ham ind mod døren, fik ham til at stønne lystens og uden at tænke ret meget over det, havde han lagt armene om nakken på Nik og trukket sig op, så han kunne lægge benene om hans liv. En enkelt hånd søgte ned til nøglen i døren og drejede den rundt, så de ikke ville blive forstyrrede.

[Niklaus af Legan]

Synet af hans smil fik en eksplosion af glæde til at starte i hans indre. Endelig rystede fingrene ikke, ikke engang bare en lille smule. Hænderne var igen præcis, hvor de skulle være. Han støttede ham, hankede ham helt op om sine hofter, før han trykkede sig tættere ind til ham. Straks gik han i gang med at løsne skjorten. Der var ikke plads til flere ord, selvom de jo egentlig ikke havde talt sammen direkte endnu. Lige nu var der kun hans fine krop i hans arme og de bløder læber mod hans. Et tungt støn druknede i kysset.

[Alexander af Viksø]

Alexander havde ikke det mindste imod at gå lige til sagen. Han havde haft svært ved at sove i flere dage op til deres ankomst, fordi han havde længtes sådan efter at mærke Nik i sine arme igen.

Flere timer senere havde de stadig ikke fået nok af hinanden, men de havde dog sat farten ned og nu lå de bare tæt omslyngede på sengen uden på nogen måder at kunne være tættere på hinanden. "Mithros, det føles næsten, ligesom da vi var nyforelskede," mumlede han dovent og kyssede Nik på den arm, han havde nærmest.

[Niklaus af Legan]

Minutter blev til timer, mens deres kroppe smeltede sammen. Han havde længtes efter det så længe, at han på ingen måde var færdig selv flere timer senere, men tempoet var dog alligevel blevet sagnet lidt.

Han strøg fingerspidserne over hans arm i en doven bevægelse, før han lagde et kys i de bløde krøller. "Med dig er det altid som at være nyforelsket," mumlede han og kyssene fortsatte ned fra håret og ned over hans tinding, før han indså at det ville kræve en kraftanstrengelse for at komme længere ned. Han droppede det derfor og hovedet dumpede tungt ved ved siden Alexanders igen.

[Alexander af Viksø]

Han smilede skævt og trak Nik's arme tættere om sig, så han følte sig helt omsluttet af ham. "Jeg håber, at der går mange år, inden du bliver udsendt igen," mumlede han så og drejede i nakken, så han kunne komme Nik i møde til et kys. "Hvis jeg får min vilje, så får du aldrig lov til at gå nogen som helst steder igen, uden at jeg kommer med." Han vidste godt, at det var noget åndssvagt noget at sige, for ingen af dem kunne bestemme sådan noget. Men det var nu alligevel en dejlig tanke.

[Niklaus af Legan]

Da han trak i ham, strammede han straks grebet om ham og trak ham tættere ind til sig. Ridderlivet var en stor del af ham, men ikke den største. Ikke længere i hvert fald. Han strøg fingrene igennem de bløde krøller og kyssede ham i nakken, før hans læber i stedet blev fanget ind til et nyt kys. "Vi ville aldrig være adskilt nogensinde igen," mumlede ham og nikkede lidt med et fjernt smil på læberne. "Men bare rolig, elskede, så snart jeg bliver... Ja, dagen skal nok komme."

[Alexander af Viksø]

Han kunne ikke lade være med at smile og fantasere om, hvordan livet kunne være, hvis de levede i det eventyr, de samme tegnede foran dem. "For øjeblikket er jeg mere end glad, bare over at være tæt på dig. Bliver du i Corus hele vinteren?" Det havde han slet ikke overvejet at spørge om før nu. Hvad nu, hvis han skulle hjem til Legan til midvinter eller sådan noget åndssvagt noget.