Hystaden

[Amelia af Perlegab]

Iliane af Disart

Det var da også utroligt, som alle fuldstændig ignorerede hendes ønsker! James var måske ikke helt så stor en idiot, som hun havde regnet med, men han var stadigvæk irriterende og grov! Mor og far gik rundt og godtede sig over, at deres datter kunne blive baronesse en dag. Og så var der Iliane der rendte helt til Frølund, bare for at føjte rundt med sin kæreste.
Amelia havde surmulet derhjemme, siden hun havde fået at vide, at hun var blevet forlovet. Så snart hun så hørte rygterne om sin kusine og dennes kæreste, blev hun kun endnu mere indestængt og brugte enhver lejlighed til at skule efter Iliane, når kusinen ikke lige bemærkede hende.
I dag var hun blevet slæbt med til en lille familiesammenkomst hos sin kusine og tante. Meget mod sin vilje. Hun ville hellere sidde og surmule over verden på sit værelse. Derfor talte hun heller ikke rigtig under middagen og svarede egentlig bare med korte sætninger og stak til sin mad. De skulle i hvert fald ikke tro, at hun havde planer om at tilgive nogen af dem! Efter middagen beordrede hendes forældre derfor, at hun gik sig en tur i haven og først kom ind, når hun kunne finde ud af at opføre sig ordentligt.
Amelia gik ikke ned i haven, men satte sig på trappetrinene ved terrassen og skulede ud på blomsterne. Det her var uretfærdigt!

[Iliane af Disart]

Hvor en familiemiddag for andre måske var en ganske kedelig affære, havde Iliane altid haft en evne til at se muligheden for festlighed og skønhed i de fleste pligter. Derfor var der også gjort meget ud af både middag og udsmykning af huset. Måske var det også derfor, hun tog det mere personligt end tiltænkt, da Amelia ikke var i sit mest charmerende hjørne - for slet ikke at sige direkte uforskammet - under middagen.

Hun trak det tynde silkesjal tæt om de spinkle skuldre, da hun trådte ud på terrassen. "Den unge frøken virker ikke videre tilfreds," kommenterede hun køligt og lænede sig op ad væggen i en elegant bevægelse.

[Amelia af Perlegab]

Amelia knugede om kanten af sin kappe og iagttog sin ånde flyde ud i luften foran sig. Hun havde lyst til at slå på noget i frustration, men det passede sig ikke rigtig for en kvinde. ”Den unge frøken bryder sig ikke om at blive tvunget i favnen på fremmede baronsønner,” fnøs hun blot, for så at skære en grimasse af haven. ’Unge frøken’. Tsk. De var født den samme dag, så Iliane var højst et par timer ældre end hende.

[Iliane af Disart]

Heldigvis sad Amelia med ryggen til hende, så hun så intet problem i at himle åbenlyst med øjnene over svaret. Så tvang hun sine skuldre lidt ned, før hun gik hen til kusinens side og selv tog plads på trappestenen - selvfølgelig efter først at have fået en tjener til at komme med en tæppe til hende.

"En arving til et baroni er bestemt ikke noget at kimse af," påpegede hun mildt og smilede overbærende til komtessen. "Du burde være henrykt." Amelia ville aldrig kunne skaffe sig et sådant parti på egen hånd.

[Amelia af Perlegab]

Henrykt?! Det måtte være hendes spøg. ”Måske er han en arving, men han er afskyelig,” erklærede hun uden tøven. Det var en anklage, som hun havde haft mod James, før hun overhovedet mødte ham, så familien var nok efterhånden blevet vant til at høre den. Turen til Frølund havde på den ene side gjort hende bevidst om, at han trods alt ikke var fuldstændig uden ære, men havde også medført nogle virkelig grænseoverskridende situationer, som hun stadig fandt dybt pinlige. Selv hvis James havde undskyldt for dem. ”Vi ved begge to godt, hvad det er for liv, I har dømt mig til.” Et liv hvor alt kom til at handle om hendes mand, og senere kom det til at handle om de børn, hun absolut skulle føde, fordi hun var gift med en arving. Hun skulle bare sidde der lige så fint og være en nyttig alliance for folk. Sin egen og hans familie.

[Iliane af Disart]

Iliane hævede et skeptisk bryn og sukkede teatralsk over det barnlige udbrud, der mindede om de mange, hun havde hørt lige siden kusinen havde hørt om forlovelsen. "Har du overhovedet forsøgt at lære ham at kende?" spurgte hun og formåede på mystisk vis at lyde opmuntrende frem for opgivende.

Det forsvandt dog, da Amelia ufortrødent fortsatte. "Efter rundrejsen er mange af de gode muligheder blevet forlovede og hvis ikke du gør noget, kommer du til at ende ligesom den yngste datter af Linden, der nu er gemt væk i Dunlath med en eller anden skørtejæger uden krav til land eller titel." Det var ganske tydeligt, hvad hun syntes om den affære.

[Amelia af Perlegab]

”Mor og far sendte mig til Frølund i et par uger for at bruge tid sammen med ham.” Hun trak på skuldrene. Det havde ikke ligefrem været en succesrig tur. ”Alt jeg fandt ud af, var at han ikke kan tage en spøg.” James var virkelig blevet alt for irriteret over hendes lille finte med sengene. Amelia mindede – igen – sig selv om, at manden trods alt havde undskyldt for det senere. Det var bare svært at slippe mindet. Det gjorde hende stadig ukomfortabel. ”I det mindste lader komtesse Julietta til at elske sin mand.” Det var vel altid noget. ”Jeg vil hellere være enlig end sidde med favnen fuld af børn i et eller andet baroni.” Hvis hun var enlig, behøvede hun i det mindste ikke at skulle behage en eller anden mand hele tiden. Selvom James godt nok havde sagt, at de vel kunne lade hinanden gøre, hvad de havde lyst til ... Hvilket han så ikke helt havde ment alligevel – efter Amelias mening – siden han var imod, at hun kunne omgås andre mænd. Tsk, han ville sikkert rende efter damer, selvom de to blev gift, og så skulle hun holde sig i skindet?

[Iliane af Disart]

Det var ikke nogen nyhed, at Amelia havde været i Frølund, men hun så ingen grund til at påpege det. Hun sukkede lidt af fortællingen. At Ridder Jamie skulle være en tør kiks uden evne til at tage en spøg, var ikke det indtryk, Iliane havde af ham, men også det undlod hun at sige.

"Sådan må du aldrig sige," udbrød hun i et forsøg på at lyde trøstende frem for forfærdet. Det lykkedes nogenlunde. Tanken om en pebermø i hendes familie, siddende som et tegn på hendes manglende evne til at få lavet et passende parti og en ophævelse af ellers den fine aftale, de havde fået lavet med Perlegab, fik hende til at gyse og hun trak sjalet tættere om sig. "Det handler om at spille spillet, Amelia, udnytte dine gyldne lokker og dit bløde fortrin. Sådan kan du få alt, hvad du vil havee." Hun smilede.

[Amelia af Perlegab]

Hun stak næsen i sky og fnøs blot af Ilianes udbrud. Adelige mænd var rare at kigge på, men at gifte sig med dem? Ellers tak. Den efterfølgende snak fik hende til at se kritisk på sin kusine. ”Ah, så jeg skal bare sprede benene og manipulere ham med det?” spurgte hun spottende. Det lød i hvert fald sådan. At hun skulle bruge sit udseende og hans lyster til at få sin vilje. Hun ville altså meget hellere bare få sin vilje fra starten af. Hun endte med at ryste på hovedet. ”Bare glem det. Det er jo ikke fordi, at nogen af jer gider lytte alligevel.” Hele familien var fast besluttet på, at hun og James skulle giftes. Ingen gik op i, hvordan nogen af dem havde det med situationen. Hun sukkede svagt for sig selv. Hun burde virkelig have tænkt mere frem ad. Så kunne hun måske have nået at finde en eller anden tålelig mand selv ... eller være stukket af til Tusaine.

[Iliane af Disart]

Igen sukkede hun opgivende uden helt at kunne forstå, hvordan Amelia var endt som et så selvoptaget og forkælet barn. "Nej, du skal bare opføre dig voksent og indse, at dette ikke er en straf, men en mulighed." Det var umuligt at føre en samtale med hende, når hun skulle være sådan. Måske det ville blive bedre når ridderne kom hjem til Corus igen, så kusinen kunne få mere tid med Jamie? Tankerne om middagsplaner begyndte allerede at tegne sine mønstre.

[Amelia af Perlegab]

Hun rullede med øjnene. Ih, ja, en mulighed for at blive baronesse. Fandtes der noget mere prestigefyldt? Hun sagde dog ikke noget, men så blot ud i haven og fortsatte med at surmule. Hun kunne virkelig ikke se, hvad der var så fantastisk ved hendes situation. Hm ... I det mindste kunne hun måske arrangere nogle fester og få sig selv lidt i centrum, når hun først var baronesse. Tanken ændrede dog ikke rigtig hendes indstilling til det hele. Fester virkede som en meget lille belønning for at skulle bruge resten af sit liv i et eller andet baroni. Tankerne vandrede tilbage til Frølund, og hun bed sig i indersiden af kinden. Hun kunne virkelig ikke se, hvordan hun og James skulle kunne komme godt ud af det med hinanden. I det mindste ville han sikkert fortsætte med at være ridder i nogle år endnu, så de ville vel ikke komme til at omgås hinanden så meget i det første stykke tid. Men det betød jo så bare, at hun ville være strandet alene med sine svigerforældre, og den tanke tiltalte hende faktisk endnu mindre, nu hvor hun tænkte over det.

[Iliane af Disart]

Nej, nu var det simpelthen for meget. Iliane rejste sig igen og rankede sig straks helt op, mens hun så ned på Amelia. Det pigebarn var simpelthen for stædig til at hun gad investere mere tid i hende. "Udmærket," tonefaldet var køligt og høfligt, selvom der stadig var et charmerende smil at finde på hendes læber. "Jeg håber, den kølige luft kan hjælpe på den irrationelle tåge, der har lagt sig over dine tanker." Uden videre omsvøb gik hun ind igen.

afsluttet