Vi er vel familie

[Myrilla af Stenbjerg]

Kieran af Stenbjerg

Efter de var kommet til Corus, havde hun ikke stået stille så meget som en eneste gang. Faktisk allerede fra deres bryllup af, havde der været mere end rigeligt at se til. Ændringer i buhyset, ændringer i Stenbjerg, bryllupper, forberedelser. Selv denne dag, dette besøg til universitetet var ikke uden grund. De sidste praktiske detaljer om orloven skulle på plads og så havde hun selvfølgelig planer om at få snakket med en komtesse fra Lyngvig og en fra Prinshold.

Et velkendt ansigt fik hende til at stoppe. "Kieran," hilste hun med et prøvende smil i håbet om, at hun ikke fremstod så reserveret, som hun følte sig. Svogeren var ikke just en, hun havde tilbragt megen tid med efter brylluppet. Hun gik hen til ham. "Hvad bringer dig hertil?" 

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran drejede hovedet da nogen kaldte hans navn også endda hans fornavn. Misbilligelsen sad et øjeblik som et træk i den ene mundvig, før han blev klar over hvem der havde kaldt og i stedet nikkede høfligt til sin brors hustru "Myrilla.." navnet lå underligt i munden på ham, men det var også nærmest første gang han brugte det "Jeg skulle vende en sag med en bekendt." svarede han, uden at uddybe. Hvilke sager han arbejdede med for Larkin var mellem dem "Og du?" han hævede brynet spørgende mens en flok studerende højlydt snakkende passerede dem. Så vidt han vidste, var hendes studier sat på pause på ubestemt tid.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun bemærkede straks den tydelige misbilligelse i Kierans ansigt, før han genkendte hende. Heldigvis skiftede attituden omgående og hun sænkede skuldrene lidt. "Nogenlunde det samme," svarede hun og samlede hænderne foran sig. Larkins idé havde sat et mindre projekt i gang og universitetet var et perfekt sted at søge ligesindede. "Ud over selvfølgelig at have ordnet de sidste formalia omkring min orlov. Nu jeg er med barn kommer der nok til at gå noget tid, før jeg kan vende tilbage til studierne." Og det skræmte hende. Livet havde forandret sig så utrolig meget på utrolig kort tid.

[Kieran af Stenbjerg]

Hans bryn forblev løftet en smule mens hun svarede, men ligeså lidt som han ville fortælle hende om sine egne affærer, ville han heller ikke spørge til hendes. Ikke direkte. Hvis han ville vide det, var der andre måder at finde ud af det, men det interesserede ham ikke synderligt denne gang "Ah, ja.. din orlov." han nikkede bekræftende, mens han tænkte sit omkring lige dette. Han antog ikke, at Larkin havde nogen ærlig interesse i at se hende fortsætte, men måske ville det komme helt af sig selv når først Stenbjergs arving meldte sin ankomst "Jeg håber alt flasker sig uden de store forviklinger." meldte han med et charmerende smil uden at afsløre hvad han egentlig tænkte.

[Myrilla af Stenbjerg]

Samtalen med Kieran var præcis, som hun havde forestillet sig de få gange, de havde fået mulighed for at udveksle høfligheder i selskab med andre. Måske det ville hjælpe, hvis hun kom ham lidt i møde? Det havde i hvert fald hjulpet med Larkin. "Mange tak og i lige måde," svarede hun med et smil, der fulgte hans. "Hvis det ikke er til ulejlighed, kunne jeg gøre dig selskab?" Hun gjorde et nik mod gangen, han så ud til at have været på vej ned af og vendte så blikket tilbage til ham.

[Kieran af Stenbjerg]

Han var tavs et øjeblik mens han overvejede hendes forslag. Ikke længe nok til at gøre det tydeligt at han tøvede, men det var alligevel lige det han gjorde. Så smilede han glat og slog ud med den ene hånd i antydningen af et buk "Ingen ulejlighed. Jeg er vis på min broder ville værdsætte, at du ikke går her alene." svarede han og bød hende sin ene arm som etiketten foreskrev "Hvortil?" han havde tid. Ikke at han havde kalkuleret med at skulle være anstandsdame for sin brors kone, men på den anden side havde han også halvt lovet Larkin at gøre en indsats på den front.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun smilede høfligt til ham og lagde sin hånd om hans arm, før hun stillede sig ind til hans side. Det føltes underligt at stå så tæt med en fremmed, selvom de jo i lovens og Gudernes øjne var familie nu. "Mine ærinder på universitetet er overståede, så du kunne eventuelt akkompagnere mig til udgangen?" foreslog hun med blikket på hans ansigt og det høflige smil om læberne. Hun havde aldrig været god til adelens skuespil, men det var gået bedre efter hun og Larkin var blevet gift.

[Kieran af Stenbjerg]

Et splitsekund knyttede han hånden og spændte dermed musklerne i underarmen da hun lagde sin hånd mod den. Så slappede han af igen og begyndte at gå i et adstadigt tempo for ikke at give hende indtryk af, at han havde travlt. Hverken med sine ærinder eller med at nå udgangen "Det skal være mig en fornøjelse, hertuginde." erklærede han med et charmerende smil da han drejede hovedet og mødte hende blik "Og alt gik som det skulle? Med dine ærinder?" spurgte han interesseret, i hvert fald på ydersiden "Jeg ser frem til at møde min første nevø.." fortsatte han efter hun havde svaret "..eller niece." tilføjede han efter et lille øjeblik med endnu et smil.

[Myrilla af Stenbjerg]

Musklerne spændtes under hendes hånd og de grønne øjne fikserede et øjeblik på hans arm, før han igen slappede af. Forundringen satte i hende øjeblikkeligt sammen med spørgsmålet om, hvad der dog havde fremkaldt så kraftig en reaktion. Så vendte hun igen blikket tilbage mod ham med et venligt smil. Kinderne føltes en smule varmere ved synet af det charmerende smil, der lå på hans læber. Hun trak blikket til sig igen.

"Ja, det vil jeg mene," konstaterede hun uden at gøre mine til at uddybe. Smilet voksede lidt, da han fortsatte med at tale og hun mødte igen hans blik. På et øjeblik havde han formået at være mere entusiastisk om barnet end Larkin. "Det er dejligt at høre, Kieran. Jeg ser også selv frem til det med stor spænding." Bortset lige fra selve fødselsdelen.

"Det er en skam, at du tog af sted så tidligt efter brylluppet. Jeg håber, at vi kan få mulighed for at lære hinanden lidt bedre at kende, nu Larkin og jeg også er i Corus." Hun sendte ham et smil, der ikke afslørede det forbehold, hun havde for det projekt. Kieran virkede mindst lige så reserveret som Larkin.

[Kieran af Stenbjerg]

Smilet lå stadig som en skygge på hans læber "Det er en omvæltning, men forhåbentligt en der har været både ventet og forventelig." samtykkede han og formåede stadig at lyde reelt interesseret. Børn var ikke noget han selv havde planer om foreløbigt, men han vidste også, at han før eller siden ville skulle gifte sig og så ville den del naturligt følge med. Som enhver anden man havde han både ønske og pligt til at føre sin slægt videre, men han havde tid endnu, mente han selv.

Hans tænder blev synlige et splitsekund da smilet igen blev bredere og han sendte Myrilla et beklagende blik "Jeg havde desværre forpligtelser her i Corus der ikke lod vente på sig." løj han glat og med overbevisning. Det var heller ikke helt usandt, selvom de forpligtelser han havde valgt, måske ikke helt kunne kaldes netop det "Men som du siger burde vi få chancen for at rette op på det nu." ikke fordi han egentlig havde noget ønske om at tilbringe mere tid med hende end han behøvede, men det kunne han ikke så godt fortælle hende. Det var intet personligt, bare sådan verden nu engang var skruet sammen.

[Myrilla af Stenbjerg]

Af erfaring med i hvert fald en mand fra Stenbjerg holdt hun i tankerne, at deres interesse ikke altid var så reel, som der blev givet udtryk for. Ikke desto mindre var hun høflig, da hun svarede. "Bestemt," hendes blik fik en sårbar varme, som hun pakkede væk det sekund, hun selv blev bevidst om. For blot et år siden havde hun intet behov for børn, men nu der var en lille dreng eller pige i hendes mave, havde hun oplevet en helt anden længsel efter det, end hun havde forventet.

"Hvilken fornøjelse," kommenterede hun med en optimisme, der næsten dækkede løgnen. Hastigt bevægede hun sig videre i samtalen. "Jeg ved, hvor vigtig du er for Larkin og derfor også for mig." Denne gang gjorde sandheden i ordene det lidt lettere at få det ud.

[Kieran af Stenbjerg]

Han så ikke på hende igen, men smilet lurede stadig på hans ansigt mens hun talte igen. Bag den imødekommende maske, var han en smule underholdt over hvor langt der var fra den høflige, lidt bly kvinde ved siden af ham, til den hvirvelvind han var blevet passeret af ikke mange dage forinden i huset i Højager "Familie er altid vigtig.." konstaterede han roligt før han drejede hovedet nok til at se på hende med et ligeså roligt smil og et blik der ikke afspejlede andet end samme ro "En familie du også er en del af nu." tilføjede han og stoppede et øjeblik da en gruppe studerende kom omkring et hjørne og lige foran dem.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det sitrede lidt i hendes mundvige ved hans ord. Selvom hun var ganske enig i, at familie var vigtigt, var det med tiden blevet meget tydeligt for hende, at der var en helt grundlæggende forskel i deres opfattelse af, hvordan man var en familie. Hun standsede og ventede på, at de studerende flyttede sig. En høflig nikken blev besvaret til et kendt ansigt, der også interesserede sig for alkymi.

"Det er sandt, ja," hun så tankefuldt frem. Hun var en Stenbjerg nu og for resten af sit liv. Det skulle nok blive langt. "Jeg kan dog ikke andet end at være taknemmelig over den velkomst, jeg har fået." I hvert fald fra Annalin. Larkin var altid et sats og de andre havde hun ikke fået mulighed for rigtigt at komme tæt på.

[Kieran af Stenbjerg]

Kierans blik fulgte momentært de passerende studerende, men uden reel interesse i nogen af dem. I stedet vendte han sin fulde opmærksomhed mod Myrilla igen med et venligt smil "Desværre, må man sige, nåede du ikke at møde vores forældre." bød han ind, velvidende, at den nu afdøde hertug af Stenbjerg, næppe ville have været begejstret for Larkins valg af ægtefælle.

[Myrilla af Stenbjerg]

Der var noget ved det venlige smil om Kierans læber, der fik hende til at være på vagt, præcis som hun havde lært at være det omkring Larkin og hun sukkede mentalt. Det ville blive noget af en udfordring at leve i Stenbjerg-huset. "Jaså?" hun gengældte det venlige smil og trak på de spinkle skuldre. "Jeg var ellers af den overbevisning, at Larkin og jeres forældre desværre ikke var på bedste fod?" Det blev slynget ud som en uovervejet bemærkning, men hendes ører var på stilke.