Katten efter musen, men hvem er hvem?

[Prunella af Trebond]

Kieran af Stenbjerg

Prunella var netop blevet færdig med et dampende varmt karbad og havde iført sig nye klæder. Hun var frisk helt ind i sjælden og følte sig opløftet efter en halv dag med sin hest. Først den voksende ro, som klargøringen af den gav hende, så et vildt ridt uden tid og sted, for at vende hjem og pusle om den, før det blev tid til at tage sig af sig selv. Hendes kinder var stadig blussende og røde, og hendes krop emmede af den energi, som det havde givet hende. Her følte hun sig fri og uendeligt stærk. Hun var glad for at være alene. Der kunne hun lade som om verden var anderledes, end den rent faktisk var. Hun havde desuden også haft brug for at rense hovedet lidt efter endnu en besked var dukket op.

Hun smilede for sig selv. Hun var uafklaret omkring sin interesse i den unge Stensbjerg. Hans vedholdenhed pirrede hendes nysgerrighed. Det var mere end vedholdenhed. Selvom hun havde ment sit første afslag ude af efterhånden mange, så havde dansen frem og tilbage vokset sig til noget, hun følte sig draget mod. Ligesom når han var i rummet. Det kunne hun ikke få hold på sine følelser omkring. Hun kendte godt familiens ry, men Kieran udstrålede alt andet end et konservativt ophav. Desuden var snakken i krogene ikke helt loyal over for den version af Kierans moral. Nok var Prunella uerfaren med mænd, når det kom til stykket, men blikket i hans øjne fortalte hende, at rygterne blandt komtesserne var mere troværdige end familienavnet. Hun blev varm indeni ved tanken om det.

[Kieran af Stenbjerg]

Der var gået en uge fra de var ankommet til Corus før han sendte det første brev til Trebond-residensen i Højager. Det var ikke langt fra Stenbjergs eget byhus, men Mithros forbyde han selv skulle aflevere det. Det var den slags man havde tyende til. Det havde kun været en enkelt linie eller to. En invitation til et stykke der gik på Svanen, det førende teater i Corus, der var kendt, og anerkendt, af alle. Han havde fået et afslag. Et høfligt et, men stadig et afslag. Han tog det ikke tungt og sendte endnu en invitation. Så endnu en og stadig havde han ikke fået andet end afslag. Det gjorde ham dog hverken vred eller fik ham til at opgive. Tværtimod. Det var dog efterhånden klart, at hvis han skulle få komtessen til at overgive sig, måtte han tage andre midler i brug. Det var for nemt at sende afslag på en skriftlig invitation.

Derfor var han nu selv på vej det korte stykke til Trebond-huset, til hest, selvfølgelig, uanset hvor kort der var. Hvorfor gå som en simpel borger når man ikke behøvede gøre det. Han overlod hesten til en dreng der straks kom ilende da han red op til huset og trak sine ridehandsker af mens han lod et inspicerende blik glide over huset. Det var ikke første gang han var der, men det slog ham altid hvor småt det så ud i forhold til hans egen families. Han gik roligt op ad trappen og bankede på, blev vist ind og anvist en plads i en tilstødende stue for at vente mens en tjener gav besked til Prunella. Han afslog og blev i stedet stående i hallen mens tjeneren efter et øjebliks tøven forsvandt op ad trappen til husets overtage.

[Prunella af Trebond]

Prunella havde kun lige lukket døren bag sig, da hun fik øje på deres hustjener komme hende i møde. Hun runkede brynene. Han kom kun, når nogen rettede henvendelse, men hvem ville dog have hende i tale på dette tidspunkt? Hendes brødre var ikke hjemme og hendes moder var optaget. Det kunne kun være hende, som han havde kurs imod. Hun stillede sig nysgerrigt afventende. Der var ingen grund til at blive defensiv, tværtimod var hun så opløftet, at hun bød lidt spænding mere end velkommen.

Navnet fik hende til at stivne et øjeblik. Hun var overrasket – og så alligevel ikke. Det tog hende nogle sekunder, hvor tavsheden herskede mellem dem, så slappede hun mærkbart af og smilede bredt. Hun vædede sine læber og nikkede til tjenere. Så satte hun kurs mod hallen uden at vente på ham. Hans hurtigere skridt lød i gangen bag hende, så hun vidste, at han fulgte med. Hun havde igennem sin opvækst haft en del morskab ud af at drille tjenestefolkene. Selvfølgelig diskret nok til, at ingen så det.

Selvom hun var glad og fyldt med overskud, begyndte hendes hjerte alligevel at slå lidt hårdere, da hun skulle gennem den sidste dør ud til hallen og så ham stå forneden af trappen. Hun standsede for toppen og hvilede sin hånd på gelænderet. Hele hendes væsen udstrålede den vilde vind, hun for ikke så længe siden havde haft i sit hår. Det var kæmmet og smukt sat, hendes klæder upåklagelige. Det var en følelse, der kom dybt indefra. Hun satte i gang, mens hun fastholdt hans blik, og hendes smil gled fra læberne og op i øjnene, som hun nærmere sig bunden.

”Mester Kieran, sikke en overraskelse!” spandt hun og kom hen til ham. Hun ventede ikke på tjeneren, der tillod sig at sukke og gav op. Han blev dog i rummet, som kutymen var. ”Hvad skylder jeg æren?” spurgte hun efter behørig hilsen.

[Kieran af Stenbjerg]

Han hørte hendes skridt før han fik øje på hende. I hvertfald var han sikker på det var hende. Skridtene var lettere og betydeligt hurtigere end den aldrende hustjeners og da hun viste sig på toppen af trappen, krusede et vidende smil sig på hans læber. At hun havde haft travlt med at komme hen til trappen drog han sine egne konklusioner omkring, uanset hvor adstadigt hun nu gik ned ad trinnene.

Hans blik fulgte hende trin for trin indtil hun satte fødderne på gulvet i hallen og han bukkede høfligt "Komtesse Trebond." han rettede sig op igen "Jeg er aldeles sikker på De er intelligent nok til at regne grunden til mit visit ud." svarede han hende ganske frejdigt og kneb øjnene let sammen uden at slippe hende med blikket "Ellers har jeg overvurderet Dem."

[Prunella af Trebond]

Prunellas smil blev en anelse bredere ved Kierans ord, før hun tvang det ned i en skælmsk grimasse. Hans provokation gik rent ind, men måske ikke helt som han havde tænkt sig – eller måske netop, som han havde tænkt sig. Hun vidste det ikke, og det pirrede hende. Hvad var hun ude efter? Hun skød hagen let frem og følte sig helt antændt. ”De har ret.” svarede hun ublu. ”Men derfor vil jeg gerne høre Dem sige det alligevel.” Hun fastholdt hans blik kort, før hun så ned.

[Kieran af Stenbjerg]

Hendes reaktion var lige hvad han havde håbet, og lidt mere til. Der var ingen afvisning eller tegn på hun var irriteret over hans tilstedeværelse, hvilket kun bekræftede hans formodning om, at hun havde afslået han invitationer for at spille kostbar. Det var vel enhver kvindes ret. En del af spillet. Hun ville hverken være den første eller den sidste kvinde til at spille det kort, hverken overfor ham eller nogen anden mand "Siden De åbenbart har skrupler ved at tage imod min invitation.." han gjorde en lille kunstpause og rettede sig selv med et charmerende smil "..mine invitationer, ville jeg møde op med den personligt og håbe jeg kunne få Dem til at ændre mening."

[Prunella af Trebond]

Hun kunne ikke undgå at smile stjålent, da han italesatte de mange invitationer og afslag. Hun havde ærlig talt forventet, at han havde givet op efter et par gange, men til hendes overraskelse havde han nonchalant overhørt hendes afvisninger og fortsat ufortrødent. Hun burde være fornærmet og spille endnu stærkere på det, men det var hun ikke – og det gjorde hun ikke. Det var atypisk. Måske var skyldtes det, at han tydeligvis kendte spillet og ugenert manøvrede rundt i det. Det tændte en ild i hende.

”Jeg ved ikke, om jeg skal føle mig smigret eller om De blot et vant til at få Deres vilje, mester Kieran…” spurgte hun sødt, men uden hele at lede efter et svar på spørgsmålet. ”Uanset hvad så har De fanget min interesse…” Hun åndede tungt ud, som tog hun en afgørende beslutning (hvilket hun i sandhed også gjorde). ”Hvad har De mon i tankerne?”

[Kieran af Stenbjerg]

Igen bekræftede hendes reaktioner, uanset hvor subtile de var, ham kun i, at hun dybest set ikke være så afvisende overfor hans tilnærmelser, som hun måske gav udtryk for. Det sitrede i hans ene mundvig igen over hendes spørgsmål, der føltes mere som en konstatering end et egentligt spørgsmål "Begge dele... komtesse Prunella." svarede han med et udfordrende glimt i øjnene mens han nikkede let "Det samme som jeg har haft hele tiden." svarede han simpelt og fortsatte uddybende "Stykket jeg tror ville have Deres interesse går stadig på Svanen en tid endnu." han tav igen og så afventende på hende.

[Prunella af Trebond]

Prunella nikkede konstaterende, men følte sig nu alligevel smigret. Kierans forslag havde bestemt hendes interesse, og hun var heller ikke typen, der trak tingene i langdrag, når hun først havde besluttet sig, men hans selvsikkerhed fik hende til at stritte imod. ”Nuvel, mester Kieran,” spandt hun. ”Men hvad får Dem til at tro, at jeg skulle ændre min mening så let? De er bestemt interessant selskab, og De lokker også med deres forslag, men hvilke løfter ville lægge i luften, hvis jeg blot kastede mig i Deres arme?” hendes smil blev igen sødt og hendes ansigt var malet med uskyld. En uskyld, hendes øjne slog i tusinde stykker og som ville få hendes moder til at låse hende langt væk.

Det var dog løfter, hun ikke havde i sinde at give. Ikke til den første, ej heller den mest ihærdige. Hun ville tabe sin frihed på gulvet i det øjeblik, hun opgav sin dyd. Det var hun fuldt ud bevidst om. Måske ligefrem bange for i selskab med en mand som Kieran. Vidste han det også? Hvad fik det ham til at føle? Han faldt hende ikke i øjnene som en mand, der brugte mange kræfter på anger. Hun så afventende på ham, velvidende at væggene havde ører.

[Kieran af Stenbjerg]

Det blev efterhånden svært for ham at undetrykke det insisterende træk i sine mundvige og det afspejlede sig tydeligt i de lyse øjne der spillede mod hende, på én gang udfordrende og anerkendende "Jeg ville aldrig formode noget så banalt, som at De skulle føle Dem forpligtet til mere end De ønsker ved at tage imod min invitation." bedyrede han roligt og hævede et bryn ganske lidt mens han gjorde en lille kunstpause og så fortsatte "Tag den i stedet som en tak... for godt selskab på turen fra Stenbjerg." foreslog han, selvom den var meget mere end det. Det var dog ikke noget han ville sætte ord på når der uden tvivl var lange ører lige i nærheden.

[Prunella af Trebond]

Prunella skar en grimasse. Hun udtrykte ublu sin skepsis over for hans ord, men det kunne selvfølgelig i sig selv være spændende at lade ham bevise dem. Hun var fristet, men også forsigtig. Hans afslutning på sætningen affødte dog alligevel et ægte smil, der løftede hendes humør. Hun følte sig smigret og blev også let om hjertet ved mindet om deres samtale på turen. Måske ydede hun ham ikke helt retfærdighed, men var blevet ramt af at være vendt tilbage til virkeligheden efter hjemkomsten. Hun så længe på ham.

”Åh, nu var jeg lige så fast besluttet…” sagde hun stille, måske en smule sårbart. Man kunne blive helt i tvivl et øjeblik. Det var hun selv. ”De lokker så påtrængende… Og det er lige præcis derfor jeg ikke kan stå fast, men frygter at det burde en klog kvinde gøre.” Hun lod armene folde over kors foran sig, men hendes væsen var langt fra afvisende. ”Så lad gå… Jeg accepterer.” Hun så på ham, som havde hun lagt sit liv i hans hænder. Hun havde for en stund lagt paraderne væk, men hun frygtede, at det skulle komme til at koste hende dyrt.

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran blev roligt stående under hendes granskende blik uden at give udtryk for at være det mindste berørt af det. Gav hende tid til at tænke, overveje og beslutte sig, selvom han var forholdvis sikker på udfaldet allerede.

Det sitrede svagt i hans ene mundvig igen da hun endelig talte, og brynene krøb endnu engang spørgende opefter. Han sagde stadig ikke noget mens hun med ord vejede for og imod, men belønnede hende med et charmerende smil der fik de lyse øjne til at spille, da hun endelig nåede frem til et valg "Jeg lover Dem De ikke kommer til at fortryde det... komtesse Prunella." han bøjede hovedet lidt og bukkede formfuldendt, med smilet stadig intakt, da han rettede sig op igen "Hvilken dag vil passe Dem bedst?"

[Prunella af Trebond]

Prunella behøvede ikke at tænke sig om, før hun svarede. Et lille ægte smil dansede over hendes læber. Hun måtte tilstå at være spændt over tingenes udvikling. Mænd havde det med at hoppe videre til næste fugl, når de mødte en lukket dør. Kieran var… anderledes. ”Det må være op til Dem, mester Kieran.” sagde hun roligt. Hun var slet ikke upåvirket af hans charme, men skjulte det mesterligt. ”Jeg er faktisk ledig allerede i aften, men hvis De har andre planer, så kan jeg finde en anden dag, der måtte passe Dem bedre. Jeg er sikker på, De har mere på programmet end jeg har…” Hun kunne ikke undgå at lyde en smule mindre sød, da de sidste ord gled over hendes læber.

[Kieran af Stenbjerg]

Kierans ansigt faldt i beklagende folder "Jeg har desværre allerede pligter i aften der ikke lader sig ændre. Min broder, hertugen, har brug for mig." det var måske halvt en løgn, men heller ikke helt usandt "På fredag, måske? Jeg skal sørge for at sende en vogn efter Dem hvis De ønsker det." han kneb øjnene let sammen, tøvede et øjeblik og tilføjede så "De og Deres pige." det var kun høfligt at forvente der ville være en anstandsdame med af en slags, selvom aftenen uden tvivl ville blive mere fornøjelig uden. Han påtænkte at gøre den så lang som muligt, måske med en god middag efterfølgende. For nu lod han dog være at smide mere i puljen end turen i teateret.

[Prunella af Trebond]

Prunella smilede igen og nikkede høvisk. ”Naturligvis,” svarede hun og spidsede læberne eftertænksomt. ”Fredag er et glimrende alternativ.” Hun var lidt kortfattet i sin udmelding, mest af alt fordi det pludselig faldt hende ind, at hun var i færd med at aftale at tage i teateret med manden foran sig. Hans tilføjelse fik hende til at smile bredere, så hun blottede tænderne. ”Jeg og min pige,” gentog hun konstaterende. ”Hun vil med garanti også se frem til at få luftet skørterne lidt, sagde hun frimodigt og så langt fra væltet af den lille nervøse knude i maven. Hun måtte se sig overtaget af en forventningsfuld sødme, som hun alt for sjældent følte. ”Jeg vil se frem til at blive hentet på fredag,” tilføjede hun for at acceptere hans forslag om at sende en vogn. Et ganske galant forslag, skulle hun mene, og følte sig tilstrækkeligt medgørlig til ikke at spille op en stund. ”Tak, mester Kieran, for Deres ihærdighed; jeg ser frem til at komme i teateret med Dem.” Hendes smil var lunefuldt.