Hjælp!

[Gilbert af Meagmarsk]

Niklaus af Legan

Gil havde knapt nok bemærket sin fødselsdag. Han var optaget af sine pligter, og der var endnu mere travlt end normalt i huset, siden han og Nik snart skulle rejse og derfor skulle have pakket. Han var lidt ærgerlig over, at de allerede var på vej hjem, men til gengæld skulle de forbi Dunlath først, og det var jo endnu et sted, hvor man kunne ske at blive udstationeret en dag. Gil glædede sig derfor til at se lenet og borgen.
Dagen efter sin fødselsdag modtog han breve med lykønskninger fra familien rundt omkring, men også ... Efter en endt læsning af et uventet brev stormede Gil ind i en stue, hvor Niklaus befandt sig. ”Niklaus!” Han gav manden brevet, helt ligbleg i ansigtet. ”Hvad skal jeg gøre?!” Han havde aldrig prøvet at skulle kommunikere med en komtesse før og var ærlig talt rædselsslagen.

[Niklaus af Legan]

Det var ikke som sådan, fordi de havde travlt, men nu dagen for deres afrejse var så tæt på, kunne Niklaus knapt nok være i sin egen krop. Der var kun lidt over en uge, før han igen kunne holde sin elskede i sine arme. Hans fingre kløede næsten, men han kunne ikke tillade sig at bruge mere tid på at hakke løs på en træningsdukke. Nej, de skulle have pakket sammen, så de kunne komme afsted.

Gilberts stemme fik ham til at se op fra sin pakning og panden blev lagt i folder, mens han tog imod brevet. Hvad var nu det? I tavshed læste han det, før han så op på væbneren uden helt at forstå. "Du skal pakke," blev derfor det brummende svar.

[Gilbert af Meagmarsk]

Svaret var tydeligvis ikke, hvad Gil ønskede at høre, for han sukkede opgivende. ”Jeg er i gang,” mumlede han tvært. Hvorfor virkede det, som om Niklaus ikke forstod problemet her? ”Hvad skal jeg gøre med det her?” Han pegede på brevet med en lettere panisk mine. ”Hvad skal jeg skrive tilbage? Hvordan skriver man overhovedet ordentligt til en komtesse? Skriver jeg bare tak og ikke noget andet? Eller er det uhøfligt? Hun tog sig jo tid til at skrive!” Hvad nu hvis han gjorde noget forkert, så komtessen og hendes familie blev fornærmede, og de afbrød forlovelsen, og så blev mor og far vred. Ved Mithros, han kom til at ødelægge det hele!

[Niklaus af Legan]

Han så på væbneren, tydeligt uimponeret over reaktionen fra ham. En væbner skulle ikke være på tværs eller sukke af en ordre, men bare gøre som der blev sagt. Hvad i alverden havde han ellers taget ham ind for? Alligevel vidste han også at Gilbert overhovedet ikke var et sted, hvor en sådan lektion ville kunne blive taget ordentligt ind og han besluttede sig for at vente med den lektie til en anden gang.

Imens var det også gået op for ham, hvad knægten talte om. Med et suk tog han plads på sengekanten og nikkede mod en kiste mod væggen som opfordring til, at han skulle tage plads."Så det er det, du ryster i bukserne over?" sukkede han og rystede lidt på hovedet. "Mithros knægt, du gør det sværere end det behøver at være. Hyr en til at skrive det for dig."

[Gilbert af Meagmarsk]

Niklaus så ud til at vågne lidt op, så Gil satte sig på den anviste kiste og så afventende på manden. ”Men jeg har jo aldrig ...” Han tav, da Niklaus fortsatte og gloede så med store øjne på manden. ”K-Kan man det?” spurgte han, næsten håbefuld. Hvis han kunne hyre nogen til at skrive et brev, blev det muligvis meget bedre end alt, hvad han selv kunne finde på. ”Hvem kan man hyre til sådan noget?”

[Niklaus af Legan]

De store øjne fik en noget tvetydig reaktion for ham, som et opgivende fnys og et underholdt smil kolliderede. "Selvfølgelig kan man det," udbrød han, næsten helt overrasket over væbnerens manglende erfaring i livet.

Så slog det ham, at det måske heller ikke var det bedste valg at advokere for. Det ville Alexander i hvert fald ikke mene. Smilet stivnede lidt. "Eller du kan prøve at spørge en af mine bekendte, Junker Alexander af Viksø. Han er vist nok i Dunlath lige nu - han kan sikkert hjælpe dig. Han er studerende, så." Det var i Niklaus' øjne selvindlysende, hvorfor de ting nødvendigvis måtte gå hånd i hånd.

[Gilbert af Meagmarsk]

Nå, det lød ikke rigtig til, at Niklaus var helt glad for den første idé. Alexander af Viksø? Han sagde ikke rigtig Gil noget. ”Det kunne jeg, men det tager jo tid, før vi når til Dunlath ...” Det var lang tid at vente, og det ville være uhøfligt ikke at svare tilbage hurtigt. ”Hm ...” Måske skulle han prøve med at hyre nogen? Han vidste bare ikke helt hvem, så hvor skulle han starte? Måske skulle han prøve noget andet i stedet? ”Jeg kan vel også bare spørge Jamie,” overvejede han og rejste sig igen. Jamie var trods alt tættere på, og han lod jo til at vide en del om den her slags ting. Han kunne sikkert forklare Gil, hvad han burde skrive. Gil gjorde ikke noget forsøg på at skjule, at han var venskabelig med ridderen. Han havde jo været en del omkring Jamie her på det seneste, så der var ikke rigtig nogen grund til at skjule det, når nu det var åbenlyst. Der var jo ikke noget galt i at være på god fod med ham. Så længe det ikke virkede til, at de var på for god fod.

[Niklaus af Legan]

Det lod ikke til at Gil var helt overbevist og det blev kun tydeligere, da han bragte Jamie op. Niklaus rejste sig samtidig med væbneren og hævede hånden. "Er det nu også en god ide?" Han havde hævet stemmen en smule for at være sikker på at trænge helt klart igennem til knægten, der allerede lod til at være på vej videre, både figurativt og rent bogstaveligt. Hvis han havde ret i sin mistanke om væbneren, ville han gerne hjælpe ham en smule på vej og han kendte jo intet til denne Jamies ansvarsbevidsthed og loyalitet. "Dunlath ligger immervæk tæt på Gudernes by, så rejsetiden ville ikke være meget anderledes."

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil stoppede op, da Niklaus talte igen, og så spørgende på manden. Ja, det var selvfølgelig sandt, at brevet ville nå hurtigt frem fra Dunlath. ”Det er sandt ... Men vi når jo først frem til Dunlath om flere dage. Ville det ikke være bedre, hvis jeg svarede hende nu?” spurgte han så og foldede brevet sammen igen. Det virkede smartere at skrive brevet nu, så det kunne komme undervejs snarest muligt. ”Det virker mere oplagt at spørge nogen, som jeg allerede er i nærheden af frem for at vente.”

[Niklaus af Legan]

Det var fuldkommen umuligt at nå ind til Gilbert og Niklaus sukkede opgivende af den unge væbner. Var Katarina og Alexander virkelig de eneste mennesker i hans liv, foruden de andre riddere, der ikke ville gå op i røg, hvis ikke han konstant greb ind og fik rettet op på deres liv igen? "Gil, sæt dig lige ned igen," brummede han i et bestemt tonefald, der ikke inviterede til diskussion. Han overvejede et kort øjeblik selv at blive stående, men besluttede sig så for også selv at tage plads igen. "Hvad foregår der?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Tonen indbød ikke til diskussion denne gang, så Gil dumpede ned at sidde på kisten igen. Niklaus lød alvorlig, så han kiggede opmærksomt på manden. Ved spørgsmålet lagde han hovedet en smule på skrå og valgte at spille uvidende. ”Hvad mener du?” Han viftede lidt med det sammenfoldede brev. ”Jeg skal finde ud af at skrive et svar til komtesse Ermelia.” Det var vel det der foregik? Selvom Niklaus nok snakkede om noget andet. Det var Gil dog ikke rigtig interesseret i at tale om.

[Niklaus af Legan]

Han brød sig hverken om at blive løjet over for eller små lege og da Gil gjorde antræk til begge dele, måtte han knytte en hånd, der hidtil havde ligget fladt mod hans lår. "Stop den udenomssnak!" kommanderede han bestemt og viftede med den hånd, der ikke var blevet knyttet. Knægten skulle ikke sidde og spille dum, for Niklaus var ikke en mand, der ville vælge sig en dum væbner!

Han slappede af i skuldrene og hånden igen. "Du har set bemærkelsesværdigt meget til Ridder Jamie på det seneste," startede han forfra, da han igen havde genfundet roen i sit stemmeleje.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil krympede sig lidt under ridderens tonefald og så væk. Jamen han kunne jo ikke bare tale om det. At undgå emnet virkede lettere. Han rettede først blikket tilbage mod Niklaus, da manden lod til at være faldet lidt ned igen. ”Det har jeg vel,” medgav han og trak på skuldrene. Prøvede at få det til at virke ligegyldigt. Niklaus havde lige råbt, at han ikke skulle snakke udenom, men Gil kunne ikke få sig selv til at sige det hele sådan uden videre. Selv hvis ridderen havde en fornemmelse af, hvad der foregik. ”Han er vant til Frølund, så han har vist mig lidt rundt og sådan. Vi sparrer sammen af og til.” Den slags kunne han vel godt sige. Det var jo ganske harmløst.

[Niklaus af Legan]

Det gav ham et lille stik af dårlig samvittighed at se væbneren krympe sig, men så måtte han da også ved Mithros bare lade være at lyve for ham! Det gjorde heller ikke sagen bedre, at han blev ved at tale udenom, selv efter en lodret ordre om at stoppe det. "Gil, jeg ved, at det kan være skræmmende at tale om ting," sukkede han og prøvede at finde en eller anden indre Alex i sit hoved, der måske kunne hjælpe ham igennem denne situation. "Men jeg vil bede dig om at være ærlig med mig, når jeg spørger ind til, hvad der helt præcist er rammerne for dit kendskab til Ridder Jamie."

[Gilbert af Meagmarsk]

Hvorfor satte han ham i den her situation?! Blikket flakkede, og han vred hænderne. Hjertet hamrede hurtigere og hurtigere, imens farven langsomt forlod hans ansigt. Han måtte ikke lyve for Niklaus, men han kunne ikke bare fortælle ham det. Det ville sætte både ham selv og Jamie i en dårlig position. Jamie var allerede blevet vred nok, da Gil blot havde forsøgt at spørge ind til Yamani-øerne. Uanset hvad han gjorde ville en af dem blive vred. Han begyndte at føle sig fysisk dårlig af problematikken, imens han blot begyndte at ryste ihærdigt på hovedet. Han kunne ikke sige det, men han skulle sige det. Han kunne ikke sige det. Det ville ødelægge alt. Men Niklaus blev sur, hvis han ikke gjorde det. Hvad skulle han gøre? Kvalmen blev voldsommere, og han hev en anelse efter vejret. Hvad skulle han gøre? Hvad burde han gøre? Han ville bare have hjælp til at skrive et brev!