Et velkendt ansigt

[Iliane af Disart]

Murray af Naxen

Det var ikke længe siden, Iliane var vendt tilbage til hovedstaden. På vej hjem fra Frølund havde der været en mindre krise i Disart, der først skulle tages hånd om, før hun kunne vende tilbage til Corus. Endelig var hun dog fremme, tilbage ved hoffet. Det føltes skønt. Evigt og altid havde hun elsket storbyens travlhed, hvor hun havde det som en fisk i vandet.

Et velkendt ansigt malede et smil over hendes læber og hun satte omgående sin vej mod Hertugen af Naxen. "Murray," hilste hun, da hun nåede hen til ham og målte ham med blikket, før hun fandt hans øjne. "Jeg synes nok, jeg hørte, du var tilbage i Corus."

[Murray af Naxen]

Han var ikke meget for at være tilbage ved hoffet, men nu hvor Dronningen var syg, virkede det ikke som en god idé at blive i Naxen. Så nu var han her, og Vania var desværre derhjemme. Hun havde i dag travlt med at få et overblik over tjenerstaben i boligen.
Stemningen var lidt mere afdæmpet end normalt på paladset, grundet Dronningens sygdom, men her var som altid en del adelsfolk. Murray havde egentlig håbet på at snige sig ned til træningsbanen for at sparre lidt, men det var svært at undgå folk, der ønskede at snakke med ham. Han havde jo været væk fra hovedstaden et stykke tid. Den sidste han havde lyst til at snakke med, dukkede desværre snart op. Murray måtte minde sig selv om, at Vania selv ville håndtere situationen, så han forsøgte at lade være med at se utilfreds ud, da Iliane nåede over til ham. ”Iliane,” hilste han – som altid brummende. ”Ja, vi kom tilbage for et par dage siden.”

[Iliane af Disart]

Murray virkede altid lidt brummende og kort for hovedet, det var hun efterhånden ganske vant til og hun var klar med et indbydende smil, da han gengældte hendes hilsen uden at se noget underligt i den. "Det er en fornøjelse at se dig igen," fortalte hun med et muntert glimt i de blå øjne og nikkede sigende frem som en opfordring. "Gå med mig lidt, vil du ikke, Murray? Der er jo sket en hel del siden sidst, vi sås." Der var så meget, de skulle tale om. Han var immervæk blevet gift sidenhen.

[Murray af Naxen]

Han nikkede lidt til hendes forespørgsel og fulgte med hende, da hun begyndte at gå. Det var svært ikke at bringe ’gaven’ op. Måske havde Vania haft ret i, at det var bedre at skjule det. Han foretrak nu stadigvæk at vide det. ”Det er der.” De havde ikke set hinanden siden Myrillas bryllup. Meget var hændt siden da. ”Du kom ikke til brylluppet, men det er vist også det største der er sket siden sidst.” Måske havde hun ment, at det var for akavet? Eller også ville hun bare ikke være der på grund af den ’gave’, som hun havde sendt dem.

[Iliane af Disart]

Uden at vente på invitation, tog hun hans arm, som etikette foreskrev det og sådan satte de i bevægelse. Hun smilede op til ham. "Nej, det beklager jeg virkelig, kære," undskyldte hun og trak på skuldrene, "Men det gør mig bestemt ikke mindre nysgerrig. Hvordan var det? Jeg kan forestille mig, det har været overdådigt," fortsatte hun ufortrødent. Murray var bestemt ikke en mand, der gjorde ting halvt og de havde haft fordelen af at have det sene bryllup, så han kunne overgå Hertugen af Stenbjerg. Nu var det op til Hertugen af Macay at toppe den med sit bryllup, der var sat til midvinter.

[Murray af Naxen]

”Ikke ’kære’, Iliane,” rettede han hende kort. Han tvivlede på, at Vania ville værdsætte den slags kælenavne, så det var bedst at undgå dem. ”Ja, det var det. Vania stod for planlægningen, og hun fik det, som hun ville have det.” Han nikkede bekræftende. Han havde ikke meget forstand på at arrangere fester, så han havde blot sørget for at betale for det. ”Jeg er blot ked af, at Dronningen ikke var i stand til at deltage.” Hun var trods alt hans tante, og det ærgrede ham, når hele familien ikke kunne være samlet. Forhåbentlig fik hun det bedre før Raouls bryllup. Det ville være synd og skam, hvis hun ikke kunne deltage sin egen søns bryllup.

[Iliane af Disart]

"Nå ja, beklager," slog hun det hurtigt hen uden rigtigt at bide mærke i irettesættelsen. Det var sikkert af hensyn til hans nye hustru, men hun var der jo ikke uanset. "Det er også bedst at lade kvinder om den slags," nikkede hun en melodisk latter. "Men nu vi taler om Vania, hvordan har hun det så? Er hun faldet godt til som hertuginde?" Et smil kombinerede bekymring og let medlidenhed. At styre et len var ingen let sag. Så kom Dronningen på banen og Iliane var ikke sen til at følge med det nye emne. "Nej, jeg hører, det ikke går så godt." Igen et medfølende smil.

[Murray af Naxen]

Han nikkede let til hendes vurdering omkring bryllupper. Det var bestemt noget, som kvinder forstod sig mere på. ”Hun er faldet ganske godt til, ja. Hun er meget dedikeret til lenet og gør, hvad hun kan for at vise sit værd som hertuginde.” Denne gang blev minen noget mere tilfreds, da han nikkede. Vania gjorde det godt. Hun viste altid stor interesse, når de snakkede om Naxen, uanset hvad det handlede om – minedrift, våben, alliancer. Hun var ivrig efter at lære mere og involvere sig. Angående Dronningen kunne han blot brumme lidt. Han ville helst ikke tænke på, hvor slemt det mon kunne være.

[Iliane af Disart]

Det lod ikke til at Dronningens helbred var et godt emne, men det var nu også at forvente, så Iliane havde ingen udfordringer med at søge til endnu en af de ting, der var sket i mellemtiden. "Og din søster, Myrilla?" spurgte hun. Murray og hendes relation havde aldrig bare været elskere. De var allierede og derfor kendte hun også både til Myrilla og Marcus. "Hertugen af Stenbjerg var en fin forbindelse, det må jeg give dig. Er hun faldet godt til?"

[Murray af Naxen]

”Hun har det fint.” Han vidste, at Myrilla havde haft problemer med hertugen, men det havde han selvfølgelig ikke planer om at dele med andre. Han håbede bare, at hun og hertugen kom bedre ud af det med hinanden nu. ”Hun har ikke altid været den mest udadvendte person, men hun lader til at være faldet godt til. Da hun deltog i vores bryllup, mindede hun om vores moder. Jeg tror aldrig, hun har lignet hende så meget før.” Myrilla havde virkelig båret sig selv som en hertuginde, hvilket glædede Murray. Hun havde jo altid haft det i sig, men blot været mere interesseret i den akademiske verden.

[Iliane af Disart]

Et oprigtigt smil skyllede ind over hendes ansigt. Selvom hun da havde lavet noget postyr ved hans bryllup, havde hun jo egentlig ingen ønsker om noget ondt mod hverken Murray eller nogen anden fra hans familie. Hun fejede en blond lok væk fra skulderen i en glidende bevægelse. "Ja, jeg har godt hørt, at Larkin skulle være god for hende," kommenterede hun. Hertugen af Stenbjerg var endnu en af hendes bekendte, så det lå hende ganske naturligt at bruge hans fornavn. "Selv fik jeg aldrig fornøjelsen af at møde hende, men jeg har kun hørt godt om den tidligere Hertuginde af Naxen."

[Murray af Naxen]

Han nikkede igen. Han håbede, at det var sådan det hang sammen. At hertugen var god for Myrilla. Umiddelbart virkede hun glad. ”Det er selvfølgelig rigtig. Du var nok for ung.” Den forrige hertuginde af Naxen var trods alt gået væk for mange år siden, så det gav mening, at Iliane ikke havde set hende. ”Hvad har du selv foretaget dig?” Forhåbentlig havde hun en god undskyldning for ikke at være kommet til brylluppet. Han var af den overbevisning, at man ikke bare lige udeblev fra et Naxen-bryllup. Selv hvis det så alligevel ikke blev årets største begivenhed, når nu Raoul også skulle giftes. Man kunne ikke overgå de kongeliges bryllupper.

[Iliane af Disart]

Hun klappede ham blidt lidt på armen. "Det har været horribelt, du vil slet ikke tro det, Murray," klagede hun stadig med et smil over læberne, "En gruppe, der åbenbart mener, at det skulle være synd for minkbeholdningen eller sådan et eller andet med dyrs følelser, fik lavet rigtig rav i den under rundrejsen." Hun himlede teatralsk med øjnene. Alle kompetente mennesker var åbenbart forsvundet fra Disart nogenlunde samtidig med hende og hendes moder havde bestemt ikke været til nogen hjælp. "Så der var desværre en del oprydningsarbejde, da jeg kom hjem til Disart."

[Murray af Naxen]

Han rynkede lidt på panden. Det lød bestemt besværligt. Han var ikke selv vant til den slags problemer, men nu arbejdede hans len også med metaller. ”Rav i den?” spurgte han for at få en uddybning. ”Blev forbryderne fanget?” Gad vide hvad de havde gjort? Det lød, som om det havde involveret en del arbejde. Det gav vel mening, at man ville udnytte det, når grevinden var væk. Murray var altid selv nervøs ved tanken om at efterlade Naxen, hvis nu der kom flere problemer med banderne.

[Iliane af Disart]

"Ja, det lykkedes dem at løslade store dele af minkbeholdningen ud i naturen, hvor den så blev et problem," sukkede hun og rystede lidt på hovedet. Det var en fuldkommen uovervejet plan, der kun havde voldt alle parter problemer. "Selvfølgelig blev de fanget, kære," forsikrede hun ham, havde tydeligvis allerede glemt alt om irettesættelsen tidligere. Iliane var langt mere optaget af samtalen. Hun var da ikke en fuldkommen inkompetent grevinde. "Men ja, det medførte en masse sene aftener og en del hovedpine."