Fred i huset

[Larkin af Stenbjerg]

Myrilla af Stenbjerg
01-10-527 M.T.

Det havde været meget morsomt at se hende te sig om dagen, men nu var det aften, og der ville ikke gå lang tid, før de skulle sove. Larkin var ikke sikker på, om Myrilla ville blive i deres fælles soveværelse, eller om hun ville vælge at sove et andet sted. Umiddelbart var han selv ligeglad, men han var da lidt nysgerrig efter at se, hvad hun valgte.
Indtil videre sad han blot og læste videre i bogen om alkymi i en af lænestolene i soveværelset. De fleste havde så småt trukket sig tilbage for aftenen, så freden var atter faldet over huset. Larkin sad blot og ventede på, at Myrilla dukkede op, eller at en tjenestepige ville komme og fortælle, at hertuginden sov i et andet værelse.

[Myrilla af Stenbjerg]

Efter skænderiet var Myrilla søgt ud i haven. Efteråret havde efterhånden lagt sig over hovedstaden, men den kolde luft havde gjort godt for hendes hoved. Selvfølgelig var det også blevet hjulpet på vej af en samtale med Annalin, der havde valgt at gøre hende selskab. Faktisk var det den samtale, der havde bragt hende tilbage til hende og Larkins sovekammer, frem for at sove for sig selv.

Forsigtigt åbnede hun døren, før hun trådte ind i lokalet. Hun havde ikke lyst til endnu en konflikt, men med Larkin var det desværre altid en mulighed. Et suk blev kvalt. Hvordan kunne det være, at selv når hun bar sig rank og ret med en hertugindes værdighed, i Stenbjergs farver og fortalte ham, at hun bar hans barn, kunne han stadig være så forbandet... Hun valgte at skubbe tankerne i baghovedet. Det var ikke det, hun var kommet for.

[Larkin af Stenbjerg]

Så snart døren blot åbnede, kunne han regne ud, at det var Myrilla. Tjenestefolkene bankede altid på. Han så op fra bogen smilede ubekymret til hende, da hun kom ind. ”Har du det bedre?” spurgte han roligt og gik egentlig bare ud fra, at hun sagde ’ja’. Ellers var hun vel ikke kommet herind. ”Jeg har aftalt med Kieran at gå ned og spise på Kronhjorten i morgen, så du behøver ikke vente på mig til frokosten.” Normalt spiste de jo sammen, men i morgen ville han altså tilbringe lidt kvalitetstid med sin lillebror.

[Myrilla af Stenbjerg]

Igen formåede Larkin at overraske hende, denne gang med et ubekymret smil og hun skulle lige til at hæve stemmen igen. Hvor vovede han at sidde der upåvirket? Men hun nøjedes med en lille spillen fra kæbemusklen uden at værdige det et svar. Den slags provokationer ville hun slet ikke lege med på.

"Det lyder da godt," mumlede hun uden egentlig at have nogen holdning til det. Kieran var forsvundet umiddelbart efter brylluppet og hun havde endnu ikke fået et synderligt forhold til ham. "Er det ikke snart på tide, at han tager sig en hustru?" Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv, så hun blev bare stående ved døren.

[Larkin af Stenbjerg]

Han trak på skuldrene. ”Han er ved at se sig omkring. Det haster ikke endnu, og jeg vil foretrække at lade ham vælge selv.” Han havde ingen planer om at bestemme en hustru for broderen. Desuden lod det til, at Kieran havde fundet en interessant lille komtesse. Måske ville han ende med at vælge hende. Han kommenterede ikke på, at hun bare stod ved døren. I stedet rettede han blot blikket mod bogen igen. ”Jeg er sikker på, at han snart finder et passende parti.”

[Myrilla af Stenbjerg]

"Det må være dejligt med den tillid." Endelig fortsatte hun ind i lokalet, hvor hun tog plads foran sit spejl. Smykkerne blev lagt på plads i omhyggelige, værdige bevægelser, før hun gav sig til at løsne håret for alverdens dingenoter og dimsedutter, der var blevet brugt til at holde de mørke lokker oppe. Snart faldt de en efter en ned om hendes spinkle skuldre. Egentlig burde hun have haft en tjenestepige med, men hun følte ikke behovet for at have flere vidner til et eventuelt opgør. "Forhåbentlig en, der ikke er gift," fortsatte hun misbilligende. Det var egentlig ikke det, det skulle handle om.

[Larkin af Stenbjerg]

”Jeg er sikker på, han værdsætter den,” svarede han roligt. Larkin gjorde i hvert fald sit bedste for at lade Kieran leve det liv, som manden ønskede for sig selv. Der var valg hustru nu en gang ret vigtigt. Da den næste bemærkning faldt, rynkede han lidt på brynene. Han havde en fornemmelse af, hvad Myrilla muligvis hentydede til, men følte ikke for at gætte på det. ”Nå, han har måske fået sig selv i problemer igen?” spurgte han derfor blot og bladrede om på næste side af bogen.

[Myrilla af Stenbjerg]

Gennem spejlet fik hun kastet et blik på Larkin, der sad skråt bag hende. Selvom brynene blev rynket, var det igen ikke helt den reaktion, hun havde håbet på. Langsomt rejste hun sig op og gav sig til at løsne snørerne på kjolen i tavshed. Ryggen bød dog på en udfordring og det var først, da hun nåede dertil, at hun med kæben spændt for at holde eventuelle spydigheder bag tænderne trådte hen til Larkin, stadig med ryggen til ham. "Vil du assistere med en hånd eller skal jeg kalde efter en tjenestepige?" spurgte hun med tydelig distance i tonen i forhold til den varme, kærlige hun havde brugt siden deres bryllup.

[Larkin af Stenbjerg]

Da hun kom over til ham, så han op fra bogen. Han trak på skuldrene. ”Nej, jeg kan godt gøre det.” Han lagde bogen på bordet og rejste sig. Roligt gav han sig til at løsne kjolen. Han lod fingrene stryge mod den blottede hud af og til, men gjorde ellers ikke antaster til noget. Da kjolen var helt løsnet, satte han sig på sin plads igen og samlede bogen op. ”Du har ikke planer om at fortælle mig, hvad du hentydede til før?” spurgte han så. Hvorfor bragte hun det op, hvis hun ikke havde tænkt sig at forklare det?

[Myrilla af Stenbjerg]

Hver af de små, tilfældige berøringer, som Myrilla havde en lille mistanke om, ikke var så tilfældige igen, fik hendes krop til reagere, men hun nægtede sig selv at lytte til de impulser, han vakte i hende. I stedet gik hun igen væk fra ham og trådte ud af kjolen, der blev lagt over en stoleryg. Hun trak en tynd kåbe om sig, før hun lige så langsomt satte sig ned på kanten af sengen. De grønne øjne hvilede tankefuldt på ham. "Jo, det har jeg, men først bliver jeg nødt til at spørge dig om noget," denne gang tillod hun et lavt suk. "Hvordan fungerer det, dit belønningssystem?" De slanke ben blev lagt over kors.

[Larkin af Stenbjerg]

Han måtte igen rynke lidt på panden, da hun ikke svarede, men i stedet skiftede emne. Det var da et mærkeligt spørgsmål, hun stillede. ”Mit belønningssystem?” Nå, det havde hun alligevel opfanget. ”Tja, du opfører dig ordentligt, og til gengæld giver jeg dig, hvad du vil have – et studiekammer, mulighed for at studere videre når barnet er født. Den slags.” Han gad ikke rigtig lade, som om der ikke var tale om belønninger. Det var jo sådan, det fungerede. Man lod være med at gå på tværs af hinanden og til gengæld kunne man så være ambitiøs og opnå noget med sin position.

[Myrilla af Stenbjerg]

I det mindste benægtede han ikke, men svarede hende ærligt. Så havde det i det mindste ikke udviklet sig til en konflikt endnu. Det var da altid noget. Hun nikkede. "Og hvis jeg i fremtiden, såfald det bliver aktuelt, skulle ønske mig, at du viste begejstring ved nyheden om, at jeg var med barn," begyndte hun, stadig med blikket på ham "Hvordan skulle jeg så... Behage dig?" Selvom hun virkelig prøvede, kunne hun ikke forhindre sin afsky for netop den tanke fra at nå ordet.

[Larkin af Stenbjerg]

Han kunne godt høre, at hun ikke var tilfreds med situationen. Han forstod dog ikke hvorfor. Hun havde da fået en masse ud af deres aftale? Hun fik lov til at fortsætte sine intellektuelle interesser, og han bakkede hende endda op i det. Hvorfor var hun så stadig utilfreds? ”Du var utilfreds med den glæde, jeg portrætterede i stuen. Hvis du ikke er tilfreds med skuespil, må jeg erklære fallit på det spørgsmål.” Han trak på skuldrene. ”Graviditet er en naturlig ting. En del af vores arbejde.” Når han tænkte på barnet, tænkte han mere over, hvilket køn det ville blive, og hvilke muligheder der mon kunne være for ægteskabsalliancer. Og så håbede han selvfølgelig, at barnet ville have Gaven, men der ville gå flere år, før de ville vide den slags. I det hele taget var hans tanker mere fokuseret på, hvad der skulle gøres for, at barnet ville blive en ordentlig arving med stærke alliancer. Faderlig kærlighed havde han ikke rigtig nogen erfaring med, så den del faldt ham aldrig ind.

[Myrilla af Stenbjerg]

Kæbemusklen spillede igen. "Fordi den glæde var karikeret og falsk," indvendte hun og måtte bruge et øjeblik på at beherske sig selv igen, så hun ikke ville handle drastisk og uovervejet. "Hvilket jo kun skaber et nyt spørgsmål. Alle de stunder, vi har tilbragt sammen, hvor du har komplimenteret mig eller mit selskab og virket glad, har de været lige så falske? Et skuespil for at dit arbejde blev lettere og mere mageligt?" Tanken fik det til at vende sig i hende. Var det virkelig sådan et liv, hun havde at tilbyde deres barn? Hendes hænder rystede.

[Larkin af Stenbjerg]

Ja, det havde vel været lidt karikeret. Han havde også gjort det netop for at gå hende på nerverne. Dog var det vel relevant at overveje, om hans opførsel før også var falsk. Hm ... ”Jeg komplimenterer dig, fordi jeg mener, at du er intelligent og smuk, og fordi jeg mener, du klarer dit ansvar godt. Det er der intet skuespil i.” Hun var jo alle de ting, og det var ting, han nød at se, så han fremhævede dem, så hun blev ved med at bibeholde dem. Det var jo sådan komplimenter fungerede. ”Og tiden efter vores bryllup har været behagelig, så jeg har haft det ganske rart med dig.” Han syntes bestemt, at de – eller i hvert fald han – havde haft det godt gennem de sidste par måneder. Myrilla havde været rolig og føjelig, og han kunne godt lide, når hun opførte sig sådan. ”Så ja, jeg var glad.” Det måtte vel være den mest rationelle konklusion.