Kommende svigerinder

[Gisela af Condia]

Illunie af Condia

Gisela havde ærlig talt ikke brugt et eneste sekund på at lære sin kommende svigerinde bedre at kende. Og det til trods for, at hun efterhånden havde været i Corus i en månedstid. Men hun havde trods alt haft travlt med forberedelserne til sit eget bryllup og samtidig med at sno Raoul om sin lillefinger.

Men nu havde kronprinsessen budt hende på te, og Gisela havde set sig nødsaget til at sige ja. Hun havde iklædt sig en ferskenfarvet og meget dydig kjole, mens hendes lyse hår var blevet flettet og hang ned over hendes ene skulder. Hun kom gående ned ad gangen og stoppede op ude foran døren, hvor en tjener meldte hendes ankomst og lidt efter bød hende indenfor i den store stue.

[Illunie af Condia]

Det var ikke fordi Illunie på nogen måder kunne beskrives som smålig eller optaget af petitesser, men efter der var gået mere end en måned uden den marenske prinsesse havde opsøgt hende, havde hun valgt at tage sagen i egen hånd. Heldigvis havde Gisela takket ja til invitationenen, ikke fordi hun kunne tillade sig så meget andet.

Der var gjort klar til te og Illunie havde stået klar, da den kommende svigerindes ankomst blev annonceret. "Prinsesse Gisela," hilste hun og nejede høfligt som hilsen, mens hun udnyttede øjeblikket til at sende hende et vurderende blik.

[Gisela af Condia]

Hun havde mentalt forberedt sig på at opføre sig pænt og som en ung og dydig prinsesse, som var fortabt i et andet land. Og da Illunie nejede for hende, gjorde hun det samme. Naturligvis til perfektion. "Kronprinsesse Illunie," hilste hun tilbage og rettede sig derefter op med hænderne dydigt foldet foran sig.

Gisela var ikke helt sikker på, hvad hun skulle tale med kronprinsessen om. Men om et par måneder blev de svigerinder. Og de skulle jo bo sammen de næste mange år. "Tillad mig at sige, at jeg er utrolig glad for invitationen i denne travle tid," hendes stemme var blid og mild mens hun talte.

[Illunie af Condia]

De gik mod hinanden, så tydeligvis hinanden an og Illunie noterede mentalt, at Giselas nejen var en smule dybere end hendes egen - som det skulle være. Hun smilede imødekommende og gjorde en inviterende gestus mod sofamøblementet, så de kunne tage plads. "Ingen årsag," forsikrede hun hende varmt, sådan som hun havde lært det "Jeg er blot taknemmelig for, at De havde tiden til at kunne mødes." Med mere ynde end hun havde haft, da hun kom til Tortall i sin tid, tog hun plads i sofaen. "Jeg har længe gerne ville gøre Deres bekendtskab."

[Gisela af Condia]

Hun smilede og nikkede til invitationen, hvorpå hun begyndte sammen med Illunie at gå derhen. "Det er meget svært at finde tiden," sagde hun med et mildt suk, som om hun var en smule træt. "Forberedelserne er udmattende, selvom min kusine Josepha hjælper til," hun løftede en lille hånd op og rettede lidt på en vildfaren lys lok, så den kom om bag øret. "Men det glæder mig, at De ville se mig. Jeg har selv været for optaget til at tænke i disse baner," undskyldte hun sig, og lod sine rødme lidt for at understrege, hvor ked af det hun var.

[Illunie af Condia]

"Selvfølgelig," kommenterede hun medfølende og allerede nu var alarmklokkerne begyndt at ringe i hendes indre. Der var noget kunstigt og indøvet over den marenske prinsesse. Selvfølgelig var det ganske normalt blandt kongelige, men Illunie var nok blevet lidt for vant til den tillid, der hvilede mellem både hende og Jonathan, men også hende og Raoul. Selvfølgelig havde hun også boet på paladset i fjorten år. Måske prinsessen bare skulle bruge lidt tid på at falde på plads?

Derfor fandt hun et nyt smil frem til Gisela, mens teen blev hældt op. "Det er også kun fuldt ud forståeligt," forsikrede hun hende "De må endelig spørge, hvis jeg kan tilbyde min assistance på nogen måde." Hun huskede selv, hvor alene hun havde følt sig i Tortall i starten og hvis hun kunne hjælpe, gjorde hun det gerne. Når selvfølgelig ikke hun havde andre ting at se til.

[Gisela af Condia]

Hun sad roligt i stolen, mens en tjener skænkede den varme te op i tekopperne, og da det var sket, lænede hun sig ganske let frem og løftede den op i sine små og lyse hænder. Ganske forsigtigt nippede hun til den meget varme væske.

Hun rynkede ganske let panden ved Illunies tilbud. Måske... Hun nippede endnu en gang til teen. "Jeg har tænkt..." Startede hun og slog ganske let blikket ned. Hun vidste godt, at de ikke var på fortrolig fod. De havde kun mødt hinanden til middage, og så ellers ikke så meget udover det. "Raoul... Han er en meget følsom mand, ikke?" Spurgte hun og så over på sin kommende svigerinde med en let rødmen i kinderne.

[Illunie af Condia]

Illunie havde allerede vendt blikket mod den dampende væske i koppen og der var derfor et lille strejf af overraskelse i det mørkebrune, da hun så op på Gisela igen. Hun havde godt nok ikke forventet, at prinsessen ville tage imod tilbuddet så hurtigt efter. Og især ikke til information. Hun tog en lille tår og stillede langsomt koppen fra sig igen, benyttede tiden til at vurdere forespørgslen nøje. "Jo, på mange måder er han," nikkede hun så. Det ville vel ikke være en skidt ting at beskrive ham som.

[Gisela af Condia]

Hun nikkede. "Det har jeg kunne fornemme," sagde hun og nippede ganske let til teen, der stadigvæk var dampende varm. Det var svært at finde noget fælles at tale om, når de faktisk på overfladen ikke så ud til at have noget til fælles. "Men det virker på mig som om, at han er meget tynget af sin moders sygdom. Og det gør ondt på mig at se," ikke helt sandt. Men hun kunne ikke relatere til den følelse at skulle miste sin moder, så hun anede ikke, hvordan man reagerede på sådan noget.

[Illunie af Condia]

Hun smilede imødekommende. "Dronning Lianokami er ikke blot en elsket af folket som regent for dette land, men også elsket af sine sønner som deres moder," konkluderede hun og nippede igen til teen. Selvom hun gerne ville byde prinsessen velkommen, var hun altid på vagt over for fremmede - især én, der kom hendes familie så nær.

"Men jeg har ventet så længe på at møde Dem, Prinsesse Gisela, så De må endelig fortælle lidt om Dem selv," prøvede hun i stedet at lede emnet hen på. Det virkede knapt så vanskeligt. "Jeg er sikker på, vi kan gøre en hel del, så De hurtigt kan føle Dem hjemme her."

[Gisela af Condia]

Hun nikked. Den del havde hun hurtigt opfattet, selvom hun ikke var vant til at folket elskede regenten. Sådan havde det ikke været i næsten hele hendes levetid. Hun kunne dog fornemme på sin kommende svigerinde, at dette emne var uddebateret.

Så da Illunie i stedet vendte samtalen over på Gisela, kom hun med et forsigtigt smil. "Jeg må indrømme, at jeg er i noget uvante rammer," sagde hun undskyldende. "Min familie er... Ikke særlig tæt. Jeg skal lige vænne mig til den fortrolighed, som virker til at være denne families kerne," fortalte hun og nippede ganske let til teen.

[Illunie af Condia]

Selvom Giselas svar ikke fjernede påpasseligheden helt, satte den i stedet liv i både overraskelse og en smule dårlig samvittighed. Illunie var jo også selv fra en tæt familie, fyldt med varme og havde slet ikke haft den udfordring ved Condia-familien - snarere tværtimod. Der var så mange flere regler og forbehold. "Ja, det kan nok være lidt overvældende, hvis ikke det er noget, De er vant til," indrømmede hun med et smil og tog en tår af teen, før hun satte den fra sig igen. "I dette hjem er overbevisningen blot, at det liv, der er forventet af os, bliver meget mere overskueligt, når man har hinanden."

[Gisela af Condia]

Hun var lige ved at fnyse. Ulig kronprinsessen var Gisela bestemt ikke født til sin titel. Det var en hun havde fået, kun på grund af at hendes fader var blevet konge af Maren. Men hun nøjedes med at smile og trak let på skuldrene. "Jeg har siden klosterskolen i Maren levet sammen med min lærermester. Og så er jeg jo ikke født til min titel," hun nippede ganske let til teen. At indrømme dette, var kun et led i et virke interesseret i et fortroligt forhold med svigerinden.

[Illunie af Condia]

Illunie trak på skuldrene uden helt at forstå, hvorfor Gisela havde valgt at læse et spørgsmål om titler ind i hendes ord. Måske det nagede hende, at hun ikke var født med royalt blod, ligesom de var det. "Familiær tæthed har vel intet at gøre med titler, om man så er født til dem eller ej," hun lagde hænderne foldet i skødet og skubbede det ene ben bag det andet. "Men hvor længe er det så siden, De har set Deres forældre?" spurgte hun og tilføjede så "Hvis ikke De har noget imod, jeg spørger."

[Gisela af Condia]

Hun var ikke enig med kronprinsessens kommentar, men havde ikke lyst til at indgå i en diskussion omkring familiær tæthed. Det var noget, hun aldrig havde oplevet trods alt. "Min moder så jeg sidst på hendes fødselsdag sidste år. Og min fader så jeg, da han bekendtgjorde min forlovelse med Prins Raoul," svarede hun uden at have noget imod det. Hun satte koppen fra sig på bordet, da der ikke var mere te i den. Og lagde selv sine foldede hænder i skødet på den svage ferskenfarvede kjole.