En god forret skal vække appetitten

[Mitsuke Ryuunosuke]

Anduo jian Cadao

Efter deres sidste møde havde det bestemt ikke været helt så ligetil bare at glemme om ambassadøren fra Sarain, som det havde været førhen. Deres aftale havde ligget i luften med al sin mystik om, hvad der mon lå i deres relation, for slet ikke at tale om, hvad der kunne ligge i den. Så kom dagen. Om morgenen havde hun modtaget besked fra Anduo.

Det havde været både rutine og samtidig noget helt nyt at skulle gøre sig klar til middagen. Efter at have prøvet i hvert fald otte forskellige, valgte hun til sidst en hvid og midnatsblå kimono, malede læberne røde og fremhævede øjnene med sort. Det mørke hår blev sat kunstfærdigt op, netop klar, da det blev annonceret, at ambassadøren var der. Med langsomme, værdige skridt trådte hun ud og mødte ham. "Deres Excellence," hilste hun og bukkede for ham i respektfuld hilsen.

[Anduo jian Cadao]

Han var endelig nået igennem den kæmpe stak af arbejde, han havde haft liggende for sig og så havde han også tilladt sig selv en enkelt dags kort arbejde og hvile, inden han havde sendt besked til Mitsuke. Han ville gerne være veludhvilet, når han skulle til at konversere med den kønne ambassadør, som også elskede at komme med små velovervejede bemærkninger, skjult i et slør af ord.

Nu hvor dagen dog var oprandt, steg han ud af vognen foran hendes hus og lod sig melde, mens han ventede i hallen. Han var selv iført en løs skjorte med mange flotte broderinger og et par mørke bukser. Håret var blevet behandlet i olier, som fik alle hans små krøller til at komme helt til deres ret.

Der gik ikke længe, inden hun viste sig og han kunne ikke lade være at trække vejret en ekstra gang ind. Hun var altid køn, men på én eller anden måde var det i dag... Mere. Og hans smil blev bredere, mens han bukkede for hende. "Deres Excellence," svarede han drillende og gik hen ved siden af hende og tilbød sin arm. "Er De klar til at gå?"

[Mitsuke Ryuunosuke]

Der var noget ved synet af Anduo, der overraskede hende. Han var altid pæn og velsoigneret, men denne gang var det noget andet. Der var noget dragende over ham, som ikke undgik hendes mørke øjne. Heldigvis skulle de være alene sammen, så der ville ikke være noget underligt i, at hendes øjne ville hvile på ham hele aftenen.

Hun tog hans arm og så op på ham gennem de taktisk sænkede vipper, før hun nikkede i en rolig bevægelse. Han duftede godt, krydret, bemærkede hun for sig selv og fulgte ham ud af huset. "Tillad mig at sige, at De har valgt den perfekte aften til dette." Det var hverken for koldt eller varmt, men unaturligt mildt i vejret - selv byens placering taget i betragtning.

[Anduo jian Cadao]

Han smilede tilpas, da hun tog hans arm og de gik udenfor. "Ja, jeg må også sige, at jeg selv er ganske godt tilfreds. Dette er meget mere lig Sarain's temperaturforhold. Jeg mener, man kan vænne sig til meget, men jeg synes nu stadig, at her tit er alt for varmt." Han smilede let og åbnede døren for hende ind til den lukkede vogn, der stadig holdt og ventede udenfor. "Hvis det behager Dem?" sagde han elskværdigt og betydede hende, at hun gerne måtte gå indenfor og sætte sig ned.

[Mitsuke Ryuunosuke]

"Til gengæld er luftfugtigheden meget mere stabil end den er på Yamani-øerne," fortalte hun ham og fangede hans blik, sendte et lille smil med de mørke øjne, "Hvilket jeg personligt kun kan tale godt om." Yndefuldt trådte hun op i vognen med en hånd fra ham og fulgte ham med blikket, da han kort efter gjorde hende selskab. Normalt delte hun sjældent vogn med andre. Det var for småt, for intimt. Blikket studerede ham vågent. "Hvor tager De mig så hen, Ambassadør Anduo?" spurgte hun roligt, som vognen satte i bevægelse.

[Anduo jian Cadao]

Han nikkede let og smilede til hende. "Det tror jeg gerne," kommenterede han, netop som de ankom til vognen. Han trådte ind efter hende og satte sig ved hendes side. Det var ikke helt tilfældigt, at han havde valgt det sådan, men det behøvede hun jo ikke at få at vide. "Der er et spisested i den østlige bydel, som jeg er ret glad for," svarede han med et smil. "De har altid nye musikere på scenen til aften-underholdningen og man får altid lyst til at blive bare lidt længere." Det var ikke et af de steder, han selv spillede, så han regnede ikke med at komme i snak med nogen dernede. Dette var et meget finere sted, end han selv gjorde sig sine folder.

[Mitsuke Ryuunosuke]

Deres ben strejfede hinanden. Et øjeblik var overraskelsen strømmet igennem hende, men der gik ikke længe, før hun fjernede benet. Det var næsten som om hun stadig kunne mærke det. "Det lyder interessant," komplimenterede hun ham med et værdigt nik. Der havde ikke været meget tid for hende til at undersøge den østlige del af byen, men hun havde da været der et par gange og hver eneste gang var hun blevet fuldstændig forelsket. "Så må vi se, om det lever op til Deres i forvejen høje standard."

[Anduo jian Cadao]

Det havde ikke været et uheld, at han havde placeret sit ben op af hendes. Det var en uskyldig måde at teste hende lidt på. Se hvordan hun ville reagere på forskellige situationer. Denne gang blev han dog skuffet. Hun lod slet ikke til at tænke over berøringen og kort efter flyttede hun sit ben. Nå. Så meget for det. Han lænede sig let tilbage i sædet og trak nonchalant på skuldrene. "Det håber jeg sandelig. Men jeg kan jo ikke andet end håbe, at De har samme smag som jeg, når det kommer til den slags."

[Mitsuke Ryuunosuke]

Som han rykkede sig tilbage, rykkede hun sig helt automatisk en lille smule frem, endnu ikke klar til helt at give op på den berusende følelse, hun fik i hans nærvær. "Tillad mig at spørge, Ambassadør, er De lige så kvalitetsbevidst i alle henseender?" inkvirerede hun med et legende tonefald, før hun igen trak sig bare en smule tilbage. Selvom de var alene, var det stadig ikke passende adfærd.

[Anduo jian Cadao]

Han smilede let og lænede sig frem igen, mens han nød, at hun var kommet ham i møde denne gang. "Det kan De tro," erklærede han og lod sit eget blik møde hendes, mens han smilede skævt. "Der er ikke meget i min hverdag, jeg ikke sætter fuldkommen pris på. Jeg er generelt en smule overkontrollerende er jeg bange for. Jeg kan godt lide at have styr på tingene."

[Mitsuke Ryuunosuke]

Selv, når de ikke talte, var alt en konstant forhandling. De skulle komme hinanden i møde på skift, begge række ud og tage imod, men dette var ikke en politisk slagsmark. Dette lå meget tættere hjertet. "Det er bestemt ikke en kvalitet, De burde undskylde eller være bange for." Hendes blik lå stadig i hans, men der var kommet en større alvor bag det sorte. "Selvom det bestemt ikke altid er en kvalitet, der er så ligetil at besidde." Spøgefuldheden vendte tilbage til hendes blik og hun lænede sig lidt frem igen. "Vil De ikke give mig ret?"

[Anduo jian Cadao]

Et skævt smil bredte sig på hans ansigt over hendes ord og en let skuldertrækning akkompagnerede det troligt. "Det lyder som om, De taler af personlig erfaring?" spurgte han i en drillende tone i stedet for at svare på hendes spørgsmål. "Gemmer der sig mon også en lille kontrollerende personlighed under det smukke ydre?" Det ville ikke undre ham, hvis der gjorde. Det var nemlig ikke nogen dårlige egenskab at have som ambassadør.

[Mitsuke Ryuunosuke]

Han var så gavmild med sine smil og fra tid til anden følte Mitsuke sig helt fristet til at imitere det skæve og fristende smil, han havde, men hun holdt som altid det kontrollerede ydre, som hun havde lært det. "Jeg ville ikke kalde det kontrollerende," vævede hun og så på ham med øjnene fascinerede af det besnærende glimt af stærk selvkontrolleret charme. "Jeg er blot bevidst om, hvordan jeg godt kan lide tingene gjort." Hun rankede sig en smule og flyttede lidt på benene, så det ene knæ svævede lidt væk fra hans, inden hun lænede sig ind mod ham igen. Hun kunne mærke hvordan han med det smil rykkede rundt på hendes oprindelige opstilling af de indre skakbrikker. Det var nu ganske spændende.

[Anduo jian Cadao]

Hendes ord fik ham til at smile skævt igen og han rystede let på hovedet. "Og hvordan reagerer De, hvis tingene ikke bliver gjort på Deres måde?" drillede han med et glimt i øjet. "Jeg husker personligt en helt bestemt samtale, hvor det kunne være gået begge veje i en tid." Han blinkede til hende og afventede svaret.

[Mitsuke Ryuunosuke]

Med det drillende smil var det let at glemme, at de stadig på mange måder var konkurrenter. Selvom han så mere end universelt muligt tiltalende ud af en politisk modstander at være. Det kunne på længere sigt godt vise sig at blive mere end et distraktionsproblem for hende og det huede hende bestemt ikke som Yamani-øernes ambassadør, men på et mere egoistisk plan var der ikke noget hun hellere ville end at lade sig distrahere af hans mørke øjne og det blink, han sendte hende. "Det er også derfor, jeg forsøger ikke at ende i situationer, hvor tingene ikke bliver gjort på min måde," konstaterede hun og en lille muskel i hendes højre mundvige dirrede ganske kort, før antydningen af et smil igen forsvandt. "Det kan De også kalde ansvarsbevidst." Øjnene spillede fornøjet.