Voksende nysgerrighed [R]

[Julietta af Dunlath]

Adrian af Dunlath

Egentlig burde hun have taget mindet om den dag efter brylluppet og gemt det væk, dybt nede i en skuffe. Men mindet havde ikke været sådan ligetil at pakke væk, tværtimod. Det var vokset side om side med en følelse af skam, der var begyndt at gnave sig igennem hendes indre, indtil der ikke længere var noget at gøre.

Nu stod hun her så foran Adrians studiekammer. Han var immervæk taget til Dunlath med løftet om, at han ville arbejde videre på sit projekt. Hun sukkede. Nej, måske det var en dårlig ide - hun havde egentlig ikke noget udgangspunkt for at vide, hvordan han ville reagere. Selvom han jo egentlig selv var den, der havde forespurgt at være sammen med andre. Måske ville han forstå? Hun tyggede sammen om sin underlæbe og bankede så, før hånden igen gav sig til at glatte kjolens skørt. Hendes kinder føltes varme og hendes balancerede facade var krakeleret allerede før hun overhovedet var trådt ind i rummet.

[Adrian af Dunlath]

Adrian sad og småblundede hen over en ældgammel bog om illusioner. Han gik og overvejede, om man måske kunne kombinere den slags med billedmagien, men nøj, hvor var det kedelig læsning. Han var næsten faldet i søvn med hovedet hvilende mod den ene hånd, da der blev banket på døren. Med et sæt sad han ret op og ned. ”Kom ind?” Han gned træt næseryggen, før Julia så trådte ind. Et svagt smil fandt frem. ”Julia? Er alt i orden?” Hun så ikke særlig glad ud. Måske nærmere bekymret? ”Er ... Er der noget galt med barnet?” spurgte han, nu pludselig selv noget bekymret.

[Julietta af Dunlath]

Da Adrian reagerede, skubbede hun forsigtigt døren op og trådte ind i rummet. Der var en underlig forsigtighed over hendes ellers så drømmende bevægelser. Hun mønstrede et smil, der dog var temmelig påvirket af hendes dårlige samvittighed og skulle til at åbne munden til et spørgsmål, da han afbrød. Barnet? Hvilket barn? Hendes hænder faldt til maven. Nå ja, det var så let at glemme, når der endnu ikke var synderligt meget mave. "Nejnej, barnet har det fint," beroligede hun ham straks og tøvede så. "Det tror jeg da i hvert fald." Hun rystede på hovedet. "Men Adrian, vi skal lige snakke sammen. Har du tid?"

[Adrian af Dunlath]

Hun troede?! Hvad mente hun med, at hun troede?! Vidste kvinder ikke den slags instinktivt?! Han var lige ved at gå i panik, men så distraherede Julia ham heldigvis fra det. Han rejste sig og gik om for at stå op af skrivebordet i stedet. ”Ja? Hvad er der?” spurgte han nysgerrigt. Det kunne vel være, at hun allerede kedede sig heroppe – det kunne man trods alt ikke bebrejde hende.

[Julietta af Dunlath]

Hun fulgte ham med blikket og mærkede, hvordan rødmen efterhånden var nået både ører og kraveben. Der måtte da være en måde at sige det på, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle gribe det an. "Måske vi kunne.. Sætte os et sted? Eller..." Stemmen døde ud. Hun følte sig forvirret og en anelse rundtosset. Alle de hemmeligheder, der havde været på det seneste var overvældende og en stor kontrast til det ellers dydige liv, hun tidligere havde levet.

[Adrian af Dunlath]

Han så undrende til, imens hun blev mere og mere nervøs og kludrede rundt i sine sætninger. Adrian kom over og tog hendes hånd for at føre hende om bag skrivebordet, så hun kunne sætte sig på stolen. Han satte sig selv på skrivebordet. ”Julia? Hvad er der galt?” spurgte han insisterende og tog hendes ene hånd for at give den et klem.

[Julietta af Dunlath]

Hans hånd om hendes fik kun den dårlige samvittighed til at nage mere i hende, især nu hun skulle til at fortælle ham det. Så virkede det så meget mere.. Virkeligt på en måde. Lydigt fulgte hun med rundt om bordet, for at tage plads i stolen. Blikket fandt de lyseblå skosnuder, der stak frem under kjolen.

"Jeg har gjort noget forfærdeligt, Adrian," tilstod hun og øjnene blev blanke, men hun formåede indtil videre at holde tårerne tilbage. De ville bare give ham lyst til at trøste hende og det fortjente hun ikke. Ikke nu. "Det var så dumt og overilet og jeg har kastet skam over mig selv og dig og vores ægteskab og..." Hun gispede efter luft og fortsatte så "Vores barn. Åh, Gudinden må hade mig for dette!"

[Adrian af Dunlath]

Som hun begyndte at tale, blev han blot endnu mere forvirret. Han var ret sikker på, at det var ham der havde det dårlige ry. ”Rolig nu, Julia, det er sikkert ikke så slemt,” forsøgte han sig opmuntrende og gav hånden et klem. ”Fortæl mig nu bare, hvad der er sket, og så må vi se, hvad vi kan gøre ved det, ikke?” De måtte kunne finde en løsning. ”Vent ...” Han rynkede lidt på panden. ”Over vores ægteskab?” Det var da en mærkelig ting at inkludere. Havde hun afsløret graviditeten? Gik der rygter om det?

[Julietta af Dunlath]

Det var så ufatteligt sødt og typisk Adrian at prøve at trøste hende, men hun havde i dette tilfælde ingen ret til den og hun rystede derfor ulykkeligt på hovedet, så en blond lok faldt ud af den ellers kunstfærdigt flettede frisure. "Ja, over vores ægteskab," gentog hun med vaklende stemme og trak hånden til sig, så hun kunne begrave ansigtet i begge de små hænder. "Du kommer til at hade mig. Lov mig, at du ikke vil hade mig for det, jeg har gjort."

[Adrian af Dunlath]

Hvad i alverden var der sket? ”Julia?” Han rynkede på panden og tog begge hendes hænder i sine. Hun lød så desperat og bange. Det var ikke særlig betryggende. ”Søde Julia, du gør mig bange nu. Hvad er der sket?” Han kunne ikke se, hvad hun dog skulle kunne have gjort for at være så oprevet. ”Du ved, at jeg aldrig kunne hade dig,” sagde han så. ”Jeg lover, at det ikke ændrer sig.”

[Julietta af Dunlath]

Selvom det ikke var mere end et øjeblik siden, hun selv havde trukket hånden til sig, gjorde hun ingen indvendinger, da han nu tog dem begge. Hun tog en dyb indånding. Nu var der ingen vej tilbage. "Lige efter brylluppet, da Leonora stadig var her, sad vi en dag inde og drak te. Vi snakkede som i gamle dage og..." Hun gik i stå. Ambivalensen ved episoden og den bitre skam, der blandede sig i hendes sødmefulde minde, fik hendes blik til at flakke. "Jeg ved ikke, hvad der skete, Adrian, det lover jeg. Jeg elsker dig stadig, men... Vi... " Igen tøvede hun. Det virkede ikke rigtigt at dele skylden med Leonora. "Jeg kom til at kysse hende."

[Adrian af Dunlath]

Havde Leonora sagt noget om ham? Han troede, at de to var blevet veninder igen? Adrian så stadig noget forvirret ud, imens Julia talte. Hvordan kunne hun ødelægge deres forhold ved at tale med ... så afsluttede hun forklaringen. Et langt øjeblik stirrede han blot på hende. Hun havde kysset ... Leonora? Som i ’komtesse Leonora’? På få sekunder så han de to kvinder for sit indre blik. Leonora ... og Julia ... der kyssede. Han slap hendes hænder, greb fat om hendes spinkle krop og smed hende op at ligge på skrivebordet, hvor diverse bøger bare blev skubbet skødesløst til side. ”Jeg tror aldrig, jeg har elsket dig mere, end jeg gør lige nu,” hviskede han hæst og indtog hendes læber med sine egne, imens hænderne mere eller mindre flåede i kjolen for at få den af hende så hurtigt som muligt.

[Julietta af Dunlath]

Så. Nu var det hele der, ude på bordet og hun gjorde sig mentalt klar til råben og skænderier, frustrerede udbrud om, hvorfor han ikke måtte, når hun tydeligvis ikke selv levede efter det regelsæt, men intet kom.

Pludselig var hans hænder om hende og hun så forbløffet op på ham i tide til at blive flyttet over på bordet. Lyden af tunge ting og pergament, der fløj gennem lokalet fik hende kun til at spærre øjnene mere op. Ordene hev hende ud af trancen og hun smilede bredt, før hun tog imod hans kys. Han var fantastisk. Intet mindre. Og han var hendes. Mens hun prøvede at hjælpe ham med at få en arm ud af et ærme uden at flå den af led, var den anden godt i gang med at åbne hans skjorte.

[Adrian af Dunlath]

De bøvlede en del med kjolen, men i sidste ende lykkedes det at få den af hende – hun havde virkelig brug for kjoler, der var lettere at åbne! Underkjolen var heldigvis betydeligt lettere at få hende, og snart røg hans egen skjorte efter den. Han trak hende ud, så hendes bagdel lå ude ved kanten af bordet og bøjede sig så ned for at kysse hende i kavalergangen mellem hendes to fine, små bryster. ”Du skulle have fortalt mig, at du også nød kvinders selskab, Julia.” Stemmen var stadig hæs, og snart brugte han i stedet munden til at vandre ud over det ene bryst og bide hende i brystvorten. Hænderne var allerede nede for at hive hendes braises af, så han kunne begynde at pirre hendes skød.

[Julietta af Dunlath]

Afklædningsprocessen gik hurtigere end før, men hun var ikke længere lige så genert i Adrians selskab, som hun havde været det. De havde ligget sammen næsten hver nat, oftest mere end en gang og det havde fået hende til at forandres, nyde hans sultne blik på hendes krop frem for at frygte det. Endnu et lavt gisp dansede over hendes læber, da han hev hende længere ud på gulvet og hun blev et kort øjeblik smerteligt bevidst om, at hendes fletninger var ved at smuldre omkring hendes hoved. "Jeg,.." Hendes ord druknede i et lavt støn, som hans læber indfangede hendes brystvorte. Kælent buede hun op mod ham, skubbede sig ned mod hans kælne fingre, der kælede for hendes køn. Sådan havde hun aldrig set ham før, så drevet af begær.