En akavet samtale

[Gavin af Trebond]

Niklaus af Legan

Det var et par dage siden, at han havde talt med Elise på patrulje og han havde forsøgt at finde en måde, hvorpå han ville kunne tale med Niklaus om emnet på den mindst mulige akavede måde. Det var jo slet ikke noget, de talte om normalt. Og han var ikke helt sikker på, om ikke Niklaus fortrød, at han nogensinde havde fortalt om det. Eller måske havde han helt glemt, at de nogensinde havde talt om det. Det hele var til at få hovedpine af, så til sidst stod han bare foran Legan-familiens hus og bankede på med en flaske whiskey i den ene hånd og et smil på læben.

[Niklaus af Legan]

Det havde været nogle underlige dage. Niklaus havde efterhånden begyndt at kunne ane hjemrejsen i horisonten og længslen efter Alexander havde været altdominerende. Normalt ville han sikkert have brugt den på at give Gilbert en masse gode erfaringer gennem noget træning, men væbneren havde de sidste dage brugt meget af sin fritid ude af huset og havde generelt virket fjern. En ting, han mistænkte, var forbundet med de pludselige spørgsmål om kærlighed mellem mænd.

Med et suk havde han derfor slået sig ned i en længestol med den bog, han efterhånden havde forsøgt at gå i gang på mindst et dusin gange. Det havde været en gave fra Alexander, så han burde nok give den et forsøg, men ordene var lange og hans tanker flyvske.

En banken fik ham til at se op. Han havde givet husholdersken, der stod for hele den daglige drift, samt de praktiske opgaver i huset, fri for aftenen. Et suk, der egentlig kun var lettet over, at han igen blev distraheret fra det umulige projekt, bogen havde vist sig at være, forlod ham og han rejste sig op. Et skævt omend noget træt smil foldede sig over hans læber. "Gavin." Han åbnede døren og tog et skridt indenfor. "Hvad bringer dig herhen?" Uden videre omsvøb satte han allerede ind mod stuen igen. Han havde godt set flasken i kammeratens hånd og vidste udmærket, hvad den var en opfordring til.

[Gavin af Trebond]

Han smilede venligt til sin kammerat og gik uden videre med indenfor. "Jeg kedede mig," løj han lidt og fulgte med ind i stuen. "Og så har jeg noget, jeg skal forsøge at tale med dig om, som sikkert kommer til at skulle bruge en hel del alkohol, inden den samtale bliver bare næsten behagelig." Tonen var lys og ærlig, mens han fortalte sandheden uden videre. Han ville helst ikke give Niklaus grund til at føle sig snigløbet, når de senere kom ind på emnet.

[Niklaus af Legan]

Niklaus brummede, ikke helt overbevist om sandheden i hans ord, men samtidig heller ikke uvenlig, mens han fortsatte hen over gulvet. Han vendte sig halvt om med et nyt smil til Gavin, da han allerede nu kridtede banen op med en advarsel, før han nikkede mod en af lænestolene som en tavs invitation. To glas blev taget fra barskabet, før han selv tog plads i den anden lænestol. Det var ikke mere end et par dage siden, han havde siddet der med Gilbert. Tanken fik ham til at ryste lidt på hovedet, før han satte glassene fra sig på bordet. "Jamen så lad os starte med nogle forhåbentlig mere behagelige emner," foreslog han og lagde det ene ben over det andet. "Tager du hjem, når sneen falder?"

[Gavin af Trebond]

Gavin satte sig uden videre i den anviste lænestol og gjorde sig det behageligt ved at løsne sit sværdbælte og hænge det over armlænet. "Gerne for mig," svarede han med et smil og tog imod glassene, som han fyldte op, da han havde gjort kort proces med proppen i flasken. "Jeg regner med det," svarede han så. "Elisia har haft rigtigt godt af at være heroppe, men der er stadig noget, vi skal nå at dække, inden hun skal gennem Prøvelsen til næste vinter." Og det var ikke alt, man kunne lære i Frølund. "Hvad med dig?"

[Niklaus af Legan]

Blikket hvilede på Gavin, mens han talte. Så tog han imod et glas og hævede det til en skål. De smagte på det i tavshed og et godkendende nik gav udtryk for hans billigelse, før han fortsatte. "Er hun virkelig allerede så tæt på?" spurgte han. Det virkede ikke som længe siden, Gavin havde taget den lille krudtugle under sine vinger. Det havde syntes til at være et stort arbejde, men kammeraten havde vel egentlig klaret det udmærket. "Ja, jeg skal bruge vinteren på at følge Baronen." Der kom et trækning af bitterhed over hans mine, som han sagde det, men ellers lød han forholdsvist umærket ved det. "Desuden skal unge Gil vist møde sin forlovede."

[Gavin af Trebond]

Han nikkede og drak selv en god slurk af sit glas. Det var virkelig en god flaske. "Ja, der er snart kun et år til. Tiden flyver lidt for hurtigt, hvis jeg skal være ærlig. Jeg vil komme til at savne hende, når hun engang skal ud på egne ben." Han smilede skævt og drak lidt mere af sit glas. "Du skal tage at nyde de år, du har med Gil," sagde han så, da der kom snak om den andens væbner. Han undgik behændigt snakken om Baronen. Det var et emne, de først skulle tage hul på senere. "Lige pludselig er han videre." Smilet blev lidt skævt.

[Niklaus af Legan]

Han tog selv en tår mere, mens Gavin fortalte. Selvom de to riddere var kammerater og han derfor da havde tilbragt nok tid med hans væbner til at vide, at hun ikke var så slem af en kvinde at være, havde han ikke helt samme tålmodighed, som Gavin tydeligvis havde, til at håndtere hendes viltre temperament. "Ja, han er ganske talentfuld," kommenterede han fornøjet og kunne ikke undgå at bemærke en varm stolthed brede sig i brystet. "Sikke en poetisk vinkel lige pludselig. Har Iliane været forbi igen eller er du begyndt at læse det pladder på egen hånd?" Tonen var drillende og smilet skævt.

[Gavin af Trebond]

Han kom til at grine og måtte holde sig for munden for ikke spytte den mundfuld ud, han lige havde indtaget. Da han endelig havde fået sunket, hoste-grinede han lidt, inden han kunne svare. "Nej, det har hun nu ikke." Han blinkede nogle tårer efter anstrengelsen væk og hostede lidt igen. "Men det kan være, at hun er begyndt at påvirke mig lidt i den retning, hvem ved?" Han lo lidt igen og rømmede sig en sidste gang, inden han igen havde helt styr på sig selv. "Ej, jeg er nok bare kommet til at tænke over, hvor hurtigt årene går. Jeg kan slet ikke lige helt forestille mig at skulle starte med en ny væbner om om bare et par år igen." Han smilede skævt.

[Niklaus af Legan]

Han måtte selv overgive sig til latteren, da Gavin så ud til at være ved at kløjes i det hele. Det forstummede ganske naturligt og han klukkede stadig lidt, mens kammeraten genvandt talens kraft. "Nej, det er vel ret underligt," lo han og rystede på hovedet for sig selv. Det var nu ikke mere end et par måneder siden, han havde mødt Gilbert for første gang, men måske han selv ville sidde i Gavins sted et par år senere? "Tror du, hun bliver klar til det?" Prøvelsens kammer var immervæk ingen let sag.

[Gavin af Trebond]

Gavin smilede og nikkede bestemt. "Ja, det er jeg helt sikker på," sagde han varmt og drak lidt mere af glasset igen. "Hun er virkelig dygtig og heldigvis ganske lærenem. Hun bliver ved, indtil hun har fået styr på det. Ingen slinger i valsen dér." Han smilede og så over på vennen. "Hvad med Gil? Er han stadig lige dygtig til at høre efter?"

[Niklaus af Legan]

Endnu en tår blev slynget ned, mens han lyttede til den lille, rosende tale om Elisia. Et smil lå klar, da talen igen fandt på Gil. "Knægten har talent, ingen tvivl om det," fastslog han skråsikkert og fortsatte så "Han er en af de små spirrevipper, ligesom jeg selv var det engang." Han havde ikke været en af de store fra naturens side, som eksempelvis Gavin var det. Men det var der råd for. "Her de sidste dage har han dog haft jord i hovedet, men det har nok noget at gøre med den forlovelse," svarede han med et skuldertræk, selvom han nu havde en mistanke om, at det nok mere var tanken om en mand, der havde distraheret væbneren.

[Gavin af Trebond]

Gavin trak lidt på skuldrene og nikkede, mens han sank endnu en brændende mundfuld. "Ja, den slags kan gøre enhver tosset," medgav han og var lige ved at sukke lidt af sig selv, men tog sig i det. Hvordan kunne samtalen blive ved med at ligge lige for, nu hvor han ikke ville tale om det endnu? "Hvem er det, han skal forloves med?" spurgte han så med et hævet øjenbryn og lænede sig frem, så han kunne fylde deres glas op igen. Niklaus havde godt nok drukket en del mindre end han selv og han mindede sig selv om, at han skulle sætte farten lidt ned.

[Niklaus af Legan]

"Det ved jeg egentlig ikke," indrømmede han og trak på skuldrene, mens han selv tog en rask tår af glasset, før han lod det hvile lidt mod sit knæ. "Jeg ved kun, hun går på klosterskole. Det er godt nok en ung alder." Han kunne ikke tilbageholde et medfølende suk. Samtidig vidste han dog også, at det ikke var unaturligt for Meagmarsk. Gils lillesøster var vist også forlovet med Kronprinsen. "Men det lyder, som om du selv kender lidt til frustrationen ved en forlovelse? Er der stadig knas mellem jer på det punkt?" Han huskede godt, Gavin havde været en kende frustreret over deres manglende enighed om ægteskab.

[Gavin af Trebond]

Gavin rystede på hovedet og smilede. "Nej, den del løste sig heldigvis, da jeg rejste herop. Så fandt hun ud af, at hun ikke kunne undvære mig længere, end hun var nødt til." Han blinkede drenget til sin kammerat og kunne ikke dy sig for at prale lidt. Det var jo trods alt ikke helt løgn. "Nej, det er bare tydeligt nok at se på folk, at ikke alle er glade for de forlovelser, der bliver indgået på deres vegne." Niklaus var trods alt én af dem, som det havde påvirket meget. Men det skulle de ikke tale om nu! Han drak lidt mere af sit glas.