En længe ventet samtale

[Amina Syerske]

Amos Søfarer

Amina havde snakket med Serena og hun var klar på vad næste skridt skulle være. Hun sad i krostuen, i dagens anledning sad Iggy på hendes skulder, og de var netop blevet færdig med at spise.
Hendes arm havde hun lappet sammen og hendes trøje var blevet syet. Nu ventede hun på, at Amos ville komme ind på Duen.

[Amos Søfarer]

Amos var i overraskende godt humør i dag. Han havde netop fundet frem til et af Farkas' lagerhuse og han havde tænkt sig at holde et vågent øje med det fremover, så han kunne slå til og hugge alle tingene, når der var noget rigtigt værdifuldt deri.

Derfor var det lige før, at han smilede for sig selv, da han gik ind på Duen og kroværten var klar med et krus øl, da han kom derop, fordi han kunne se, at det ville være tiltrængt.

[Amina Syerske]

Hver gang var gået, havde Aminas blik faldet på hvem der trådte ind, og endelig efter flere kig, var det endelig Amos der kom. Amina kiggede forsigtigt på ham, og kunne allerede nu mærke nervøsiteten over hvordan hun egentlig skulle få startet samtalen.
Hun kiggede på Iggy for at finde lidt styrke, tømte sit glas og efter at Amos havde sat sig i sin stol og hilst på de andre ved bordet, valgte hun at rejse sig og gå derop.

Det var svært. Hendes hoved kørte på højtryk. Hun havde ikke rigtig snakket med ham siden, han havde bedt hende spise færdig uden mere larm. Så stod hun foran bordet. Hun stoppede i respektabel afstand og kiggede så på ham. Han så glad ud, det var da altid noget. Hun bukkede let "Hr... Mester Amos." Det lød dumt. Hun rankede ryggen og bestemte sig for bare at få det overstået. "Jeg har behov for at lære at bruge kniv.. at beskytte mig selv. Jeg kan forstå du er den bedste her, så jeg ville høre om du vil træne mig, inden jeg kommer galt afsted igen." Knægten der havde angrebet hende med kniven, havde lydt til at ville holde øje og vende tilbage en dag, så hun var nød til at være klar.

[Amos Søfarer]

Amos satte sig velbehageligt op til højbordet og hilste på dem alle, inden han tog en dyb tår af sit krus. Kort efter blev han dog afbrudt og så over på Amina, som pludselig havde opsøgt ham. Og så ved højbordet! Havde den tøs slet intet fattet? Han skjulte den lette irritation og rettede bare hendes tiltale med et "Majestæt".

Hendes ord fik ham dog til at hæve et bryn, mens mændene ved hans side grinede lidt. De forventede tydeligvis ikke, at han ville bruge tid på en pige, som ikke var stort mere end en gadetøs. Men han kunne godt lide tanken om, at tøsen kunne passe på sig selv. En lille rynke fandt frem mellem hans bryn. "Hvis du arbejder gratis for mig under hele træningen og et halvt år derefter, så kan jeg da godt lære dig en ting eller to," sagde han derfor og så overvejende over på hende.

[Amina Syerske]

Amina hørte ham irettesætte hende hendes ord, og trak let på smilebåndet "undskyld, majestæt" rettede hun det og skrev det sig bag øret til næste gang.

Hun lyttede til hans betingelse. De var egentlig ganske rimelige. Hun havde under ingen omstændigheder tænkt sig at sige ham imod. Så hun smilede bare "selvfølgelig. Noget for noget" det var ganske nemt det her, tog hun sig i at tænke, når nogen med titel sagde hop, skulle hun bare spørge hvor højt. Det ville dog kræve lidt meget hvis hun skulle arbejde for både kroen, Serena og Amos og samtidig også nå at træne. Men det var hendes problem. Hun kiggede bare på ham, og valgte sine ord med omhu "hvilket arbejde har du i tankerne og hvornår skal jeg begynde det?"

[Amos Søfarer]

Hun virkede tilfreds med arrangementet og han nikkede let. "Det kan vi tale om efter din første lektion." Det gad han ikke diskutere her foran sine mænd. Han tog endnu en dyb tår af sit krus og satte det fra sig, før han så hen på hende. "Skift til noget andet tøj. Så kan vi starte ude på engen om en time." Han havde tænkt sig at nyde sit øl først i hvert fald.

[Amina Syerske]

Det var overraskende hurtigt at de skulle i gang. Hun havde ventet at der ville gå tid før han havde plads til det i sine planener. Men hun smilede bare. Lidt undrende kiggede hun på sit tøj, hvad var der mon galt med det? Nå ja hun kunne da fint skifte. Det ville hun ikke begynde at diskutere, det ville sikkert være dumt. "På engen om en time" Hun sagde det høj for sig selv, for bedre at huske det og være sikker på hun havde forstået det rigtig. "Tak.. Deres Majestæt" Det lød underligt, men det var vel sådan, hvis hun skulle kalde ham majestæt.

[Amos Søfarer]

Hun forføjede sig og han nikkede let. Han måtte svare på et par spørgsmål om, hvad han mente at få ud af det, men han kommenterede blot, at han havde et job, som hun ville kunne gøre godt for ham. Det passede ikke, men det vidste ingen af de tilstedeværende og derfor slap han let omkring det.

En times tid senere rejste han sig og gik ud til engen. Han så hende ikke umiddelbart derude, men da han kom omkring en lille høj, sad hun der alligevel og han gjorde en bevægelse med hånden, som sagde, at hun skulle følge med ham. Og så gik han ud til den lille dal, han havde trænet Serena i. Han kunne godt lide, at folk ikke kunne se ham alle steder fra.

[Amina Syerske]

Hun bukkede og snurrede omkring og hørte nogen ved bordet stille spørgsmålstegn, men tog sig ikke videre af det. Hun smuttede straks op på værelset. Der var en bunke tøj fra kroen og en lille bunke hun manglede for Serena. Hun fandt et par andre bukser og en tunika med 3/4 ærmer. Så tog hun Serenas kjole frem og lappede videre på den, indtil hun skulle afsted.

Da der var gået næsten en time, pakkede hun sammen og skyndte sig ud af døren. og ned på engen. Hun ville gerne være i god tid, så Amos ikke skulle vente på hende. På engen fandt hun et godt sted at vente bag en lille høj. Da han kom, hoppede hun op og gik hen mod ham. "Tak fordi du gider hjælpe mig." Hun skulle til at sige noget mere, men stoppede. Hun måtte heller opføre sig godt, også her.

[Amos Søfarer]

Nu hvor de var alene, var han ikke nødt til at passe på alle sine bevægelser og ord, så han trak bare på skuldrene. "Hvis nogen skulle få idé om, at du mener, du er min datter, så ville det ærligt talt være rart at vide, at du kan passe på dig selv," sagde han bare roligt. I de uger, der var gået siden de mødte hinanden, var kan faldet mere til ro med de oplysninger, hun havde givet ham. De havde bevist, at de kunne opføre sig, så ingen opdagede noget.

[Amina Syerske]

Hun tænkte igen på den idiot, der havde valgt at stikke en kniv i hende uden for Duen "Det er nok en god ide. Jeg kan ikke forvente at Serena er der til at hjælpe hver gang" Hun gik ud fra at Serena havde fortalt om hvad der var sket udenfor Duen og om at hun havde været nød til at hjælpe. Så grinede hun let "Jeg kan dog lappes sammen igen, men det kan godt være lidt udmattende" Burde hun mon fortælle Amos om sin gave? eller skulle det vente lidt endnu?

[Amos Søfarer]

Han brummede underholdt, men kommenterede ikke på, at han havde hørt historien før. Den var morsom for ham af én eller anden grund. Sikkert fordi de to kvinder var kommet lidt skævt ind på hinanden i starten. "Det er ikke alle sår, man kan lappe sammen igen," svarede han bare og vendte sig om mod hende, da de var nået ned i den dal, han var stilet efter. "Og jeg vil som sagt foretrække, hvis du kan forsvare dig selv. Og hvis jeg selv skal sige det, så vil jeg kunne lære dig godt op. Men det bliver hårdt arbejde. Det advarer jeg dig om med det samme. Og det bliver hver eneste dag. Og vi stopper ikke, når du har lært at bruge knive."

[Amina Syerske]

Amina fulgte med og lyttede nøje efter. Hun rynkede brynene lidt "Hvad skal jeg lære, når jeg har lært at bruge kniv?" Hun kommenterede ikke på det med at det ville blive hårdt, tage tid og være hver dag. Det måtte hun bare tage med. Hun var glad for at han ville bruge tiden på hende. Så pludselig ramte en tanke hende, det var nok egentlig lidt dumt. Men omvendt var det en tanke der tit havde plaget hende om aftenen. "Du f... Amos, Du må undskylde min opførelse. Jeg har vidst fået styr på det med Serena nu, og holder mig på god fod, uden at træde på flere." Det var rart endelig at få sagt til ham, og hun følte sig en smule lettere af det.

[Amos Søfarer]

Hun tog det med godt mod og han nikkede tilfreds til hende. "Ubevæbnet nærkamp til en start," svarede han. "Det er ikke altid, man er heldig nok til at have en kniv i nærheden. Og derefter tager vi fat på et mere langtrækkende våben. Noget, som du kan kæmpe med og holde folk på afstand med, uden at give slip på dit våben, sådan som du er nødt til, hvis du kaster din kniv." Når hun havde lært de ting, så ville han være bedre tilpas.

Hendes næste forklaringer fik ham til at nikke igen. "Det var godt. Jeg forventer, at du respekterer hende som din dronning. Hvad I ellers har af skærmydsler derudover lader jeg være helt op til jer selv. Er du klar?"

[Amina Syerske]

Hun smilede stolt, men uden at det blev pralende "Godt nok, våbenløskamp har jeg kendt til siden jeg var 5" Han var muligvis bedre, men hun følte sig ikke helt uduelig på de punkt. Det andet lød ganske spændende også, og det lød som en fin rækkefølge, selvom det ikke var det hele hun forstod.
"Jeg respektere hende. Hun er faktisk ikke så slem, når først man lærer hende at kende" hun kiggede forskrækket på ham. havde det været okay at sige? "Nu har vi en god aftale, mig og hende. men jo jeg er klar."