Så hellere kysse en gris

[Elisia af Bugtvig]

Kian Falkeblik
22. august 527 M.T.

Det var ikke fordi, hun havde haft lyst til at se Kian igen efter deres første møde. Hun havde ikke lyst til at se ham, tænke på ham, tale til ham, høre hans stemme. Nej, hun ville slet ikke have noget med ham at gøre. Alligevel stod hun nu og skrabede med foden i jorden ude foran Vildsvinet.

Elisia havde ellers gjort sit bedste for at holde sig væk, det havde hun, men der var noget ved den langfingrede mand, hun havde mødt ude foran bageren, der havde vakt hendes nysgerrighed. Og da først det sket, var den ikke til at få til at få til at holde kæft igen. Hun lagde armene over kors og stirrede trodsigt på Vildsvinet. Hun burde bare gå derind og fortælle ham, at han slet ingen indflydelse havde på hende og hendes beslutninger! At det var kontraproduktivt skubbede hun hidsigt bagud, mens hun vedblev at stirre vredt på døren.

[Kian Falkeblik]

Der var gået to dage, så Kian gik egentlig bare ud fra, at den hidsige lille væbner ikke gad se ham igen. Det var vel heller ikke så overraskende. For at finde noget andet at underholde sig med, var han derfor taget ud i byen i dag for at tømme et par lommer på markedspladsen. Nu var han så på vej tilbage til Vildsvinet for at tage sig en lur og måske deltage i lidt terningespil. Han skulle af sted med karavanen igen i morgen, så han ville bare slappe af i dag.
Da han nærmede sig kroen, spottede han overraskende nok en lille velkendt skikkelse. Han lyste op i et skævt smil, imens han nærmede sig væbneren bagfra. Han ærgrede sig lidt over at hun bar en kappe. Det var svært at se kroppen. Da han stod bagved hende, rømmede han sig så. ”Hvor længe har du stået her, pus?” spurgte han smilende og forsøgte at lade være med at lyde alt for selvtilfreds.

[Elisia af Bugtvig]

Sekunder blev til minutter, mens hendes stolthed, stædighed og arrigskab kæmpede om, hvem der kunne være mest dominerende. Hun havde lyst til bare... Egentlig vidste hun det slet ikke, men hun kunne godt komme på tusind modstridende svar, der udelukkende ville tegne hendes ubeslutsomhed tydeligere.

En stemme bag hende fik hende til at stivne og igen gik der et par øjeblikke med altoverdøvende tvivl. Han ville sikkert se umådeligt selvtilfreds ud, så hun havde virkelig ikke lyst til at vende sig om, men samtidig kunne hun heller ikke blive ved at stå at stirre på døren. "Det angår ikke dig," mumlede hun stædigt og hævede kæben, mens ryggen rankedes og brystet pustet lidt op.

[Kian Falkeblik]

Han lænede sig lidt ind over hendes lille skikkelse og så ned på hende. "Nå, det gør det ikke?" Han trak på skuldrene og gik så forbi hende for at åbne døren. "Jamen så vil jeg ikke forstyrre dig mere, pus," sagde han roligt og satte kursen ind for at købe sig et krus øl.

[Elisia af Bugtvig]

Brynene søgte opad i den glatte pande og igen mærkede hun irritationen flamme op. Hvorfor skulle han være sådan? Det var hende, der burde være totalt ligeglad med ham og ham, der burde have opsøgt hende, tiggende efter tilgivelse. Før døren kunne nå at lukkes igen efter ham, var hun henne ved den og havde flået den op, fulgte efter ham i rask trav.

"Hvad har jeg gjort dig?" Nu væltede det hele ud og der var ingen måde at stoppe de tanker, der havde ræset rundt i hendes hoved over det sidste halvandet døgn, siden hun havde mødt ham. "Hvad har jeg gjort, der på nogen måde kan retfærdiggøre den adfærd? Hvorfor kan du ikke bare være venlig og opføre dig ordentligt ligesom et hvilket som helst andet, normalt menneske?" Hun prustede irriteret til en rød krølle, der var faldet ind over hendes ansigt.

[Kian Falkeblik]

Som forventet fulgte hun efter indenfor. Kian havde dog langt fra forudset det mindre sammenbrud hun derefter havde. Han gloede chokeret på hende for en stund, før han så alligevel tyssede lidt på hende. ”Så, lad os nu undgå at lave en scene,” bad han lavmælt. Så sukkede han svagt og lagde armene over kors. ”Hør, hvad siger du til, at jeg giver et krus øl?” foreslog han så. Han måtte hellere få hende til at falde lidt ned. Selvom det var lidt nuttet at se Elisia hidse sig sådan op over ham. ”Så sætter vi os ned, og så kan du skælde ud, alt hvad du vil?”

[Elisia af Bugtvig]

Endelig! Endelig fik hun pillet den afslappede, ligeglade attitude fra hinanden og midt i sin vrede, følte hun alligevel en lille, insisterende jubel. Hun skulle lige til at åbne munden til flere indvendinger, for hvis hun følte for at lave en scene, skulle han da slet ikke bestemme, om hun skulle lave en scene eller ej! Så løsnede hun alligevel bare en smule op ved fornuften i hans ord, selvom hun aldrig ville indrømme det over for ham. Ørerne var stadig en smule røde.

I et forsøg på at samle sig selv, så hun op på ham, prøvede at koncentrere sig om hans tilbud i stedet. "Øl?" Hun vidste, at hendes forældre ikke just var glade for det, men Gavin ville ikke have noget problem med det og det var vel det, der betød noget? Det var jo heller ikke, fordi hun ville fremstå som et pattebarn foran ham. "Fint," endte hun derfor med at mumle.

[Kian Falkeblik]

Siden hun faldt lidt ned og gik med på hans forslag, vinkede han hende med sig længere ind i kroen. Oppe ved disken bestilte han to krus øl til dem og viste hende så med ned til et ledigt bord. Han slog sig ned på en stol og stillede det ene krus på hendes side af bordet, før han tog en slurk af sit eget. Så stillede han det fra sig og så afventende på hende. ”Lad mig så høre, hvorfor du er så vred,” sagde han med et skævt smil og så afventende på hende. ”Noget med at jeg ikke er høflig nok? Hvad havde du da forventet?” Ikke at det gjorde ham noget, at hun var sur. Det betød bare, at han var kommet ind under huden på hende.

[Elisia af Bugtvig]

At hun var gået med til forslaget, var dog bestemt ikke det samme, som at hun var direkte overbevist om, at det var en god ide og hun brugte yderligere et par sekunder på tøven, før hun endelig fulgte efter ham. Kort efter slog hun sig ned ved bordet. Øllet rørte hun endnu ikke.

"Det har ikke noget," begyndte hun arrigt, men stoppede så sig selv og trak vejret ind gennem næsen et par gange, før hun startede forfra i et mere roligt og behersket toneleje. "Det har ikke noget at gøre med, at du ikke er høflig nok, men at du konstant, selvom det er ganske tydeligt, at jeg ikke bryder mig om det.." Igen måtte hun stoppe og få genvundet kontrollen. "Søger at tirre mig." Hun nikkede for at understrege sine ord, før hun hurtigt tilføjede: "Og så stjal du min pung."

[Kian Falkeblik]

Han lyttede pænt uden at afbryde hende. Så kunne han også nyde sin øl samtidig. ”Det gjorde jeg ... men jeg gav den da tilbage igen? Det var ret pænt gjort af mig,” svarede han med et skævt smil og stillede kruset fra sig. Han kunne let bare have beholdt pungen. Den havde føltes dejlig tung og fuld af mønter. Resten af hendes argumenter var dog en anden side af sagen, og smilet blev lidt bredere. ”Hvad laver du så her, pus? Hvis jeg er så irriterende?” spurgte han roligt.

[Elisia af Bugtvig]

Munden åbnedes og Elisia var allerede klar til at overdænge ham med nye indvendinger, men hun holdt sig mund. Måske kunne han ikke finde ud af at opføre sig ordentligt, men hun havde i hvert fald tænkt sig at gå foran med det gode eksempel for passende adfærd blandt civiliserede mennesker. Hvis Lalia og Gil havde set hende nu, havde de sikkert været færdige af grin. Hun skubbede beslutsomt tanken i baghovedet.

Alle svar forsvandt som dug for solen og hun følte sig så uendeligt vattet, som hun sad der med åben mund og ingen ord til at forlade den. "Lad være med at kalde mig pus," mukkede hun og skulede tvært til ham. "Og jeg kom, fordi jeg ville give dig chancen for at undskylde." Og så fordi tilstedeværelsen af Grevinden med alt, hvad det indebar, temmelig effektivt havde fjernet hendes lyst til at være hjemme hos Gavin.

[Kian Falkeblik]

”Nej,” afviste han blot igen. Det var jo ikke fordi, hun rent faktisk kunne stoppe ham fra at tale, som han havde lyst til. Han skulle dog være opmærksom på, at hun ikke endte med at gå sin vej igen. Han nikkede eftertænksomt, men skød dog igen hendes udmelding ned: ”Jeg har ingen planer om at undskylde.” Så måtte hun jo vurdere, hvad hun så ville stille op. Han hvilede albuerne mod bordet og iagttog hende nysgerrigt. ”Har du aldrig prøvet at være genstand for mænds interesse, Elisia?” Hun var omgivet af dem, så der måtte da være mænd som havde lagt an på hende og drillet hende lidt før?

[Elisia af Bugtvig]

De små hænder knyttedes igen under bordet, men hun huskede sig selv på, at hun ville være pragteksemplaret nu, også selvom hun ikke havde den fjerneste ide om, hvad hun skulle sige til ham, når han ikke var synderligt løsningsorienteret. "Nå." Hvordan skulle hun fortsætte? Nej, selvfølgelig, det gjorde han for hende og spørgsmålet var nok til at holde liv i hendes rødmen. Nu havde hun da aldrig! "At være genstand for noget som helst overlader jeg til de andre adelspiger," stemmen dirrede en smule, men hun formåede stadig at bevare roen. "Jeg er væbner og vil en dag være ridder af Kronen, hvis interesser er de eneste, der optager mig." Det var så ikke helt sandt, men hun syntes selv, det lød godt.

[Kian Falkeblik]

Han lo lidt og syntes egentlig bare, at hun blev mere nuttet, når hun sad der og benægtede enhver interesse for mænd. Det var tydeligvis løgn. Om noget afslørede kinderne hende. ”Det er nu ikke rigtig op til dig at bestemme, om mænd interesserer sig for dig. Vi kan fint selv bestemme, hvem vi kaster vores blik på. Uanset om kvinden er ridder eller ej.” Han trak let på skuldrene. ”Men ja, om du gider acceptere interessen er selvfølgelig op til dig,” nikkede han så og drak lidt mere af sin øl. Han var allerede halvvejs igennem den.

[Elisia af Bugtvig]

Fint, måske det var på tide at skifte taktik. Hvis han skulle sidde og være så pisse besværlig, så kunne hun i den grad også! Det var faktisk en af hendes stærkere sider - i hvert fald, før hun var startet som page. Med den ene hånd hev hun kruset til sig og nippede ganske forsigtigt til det, før hun selv lagde armene ind over bordet og lænede sig lidt længere frem til ham. "Og hvorfor er det så, at netop jeg har fanget den interesse?" spurgte hun og hævede et flabet bryn af ham. "Du har immervæk gjort det ganske tydeligt, at du ikke bryder dig om hverken adelige eller de høfligheder, der uundgåeligt følger med et sådant bekendtskab."