En evigt behagelig overraskelse

[Annalin af Stenbjerg]

Kieran af Stenbjerg

Efter brylluppet, der ellers havde sat gang i hele Stenbjerg, havde lensborgen været næsten foruroligende tom. Kieran var taget af sted så snart muligheden havde budt sig og ikke længe efter var både Joshua og Arthur taget mod Frølund, kort efterfulgt af Larkin og Myrilla, der var taget af sted - først til Naxen og senere til Corus. Så det var ikke fordi beslutningen havde været hård at tage.

Nu var hun her endelig. Efter at have fået sine ting båret op til et værelse og Dom lagt til middagslur, havde hun taget et langt bad. Rejsen havde været udmattende, men nu var hun endelig fremme. Til et tomt hus. Med et suk sank hun ned i en af stuerne med en bog. Sådan var det vel for folk med hendes held. Lyden af fodtrin fik hende til at se op.

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran havde tilbragt nogle timer over en god frokost på Kronhjorten sammen med et par gamle studiekammerater. Der havde ikke manglet noget af hverken vådt eller tørt og han var i godt humør da han vendte tilbage til Stenbjerg-residensen. Uden at have andre planer den dag, sendte han en af pigerne efter en kande te og satte selv kursen mod den lille stue han oftest sad i når han var i huset.

Uden at forvente andre i huset end sig selv, han vidste at både Larkin og Myrilla var ude, gjorde han sig ingen ulejlighed før han gik ind. Der stoppede han ved synet af Annalin og overraskelsen stod et øjeblik malet på hans ansigt. Så krusede et smil sig på hans læber "Hvilken behagelig overraskelse på en allerede glimrende dag. Hvornår ankom du?"

[Annalin af Stenbjerg]

Synet af Kieran var ikke som sådan en overraskelse, eftersom hun jo godt vidste, at han boede der for tiden, men med sit held havde hun aldrig forventet, de ville befinde sig i huset på samme tid. Alene... Hun lagde bogen fra sig uden at slippe ham med blikket og lagde det ene ben over det andet i en glidende bevægelse, der i et flygtigt øjeblik blottede en lys ankel.

"Det kan ikke være meget mere end et par timer siden," fortalte hun, mens et koket smil tegnede sig på hendes læber. "Tillad mig at sige, at det er en... Udpræget fornøjelse at se dig igen, Kieran." De blå øjne fik det til at snurre varmt i hendes underliv. Åh, hendes tanker havde slet ikke ydet ham og hans effekt på hende retfærdighed.

[Kieran af Stenbjerg]

Han fik endelig slugt den indledende overraskelse og bukkede let til hendes hilsen "Fornøjelsen er min, Anna.." svarede han og da han rettede sig op igen, spillede et udfordrende smil på hans læber "Havde jeg vidst du var på vej, ville jeg have sørget for du fik en mere passende modtagelse, end et tomt hus." han gik nærmere og slog sig ned i en lænestol overfor hende "Blev der for tomt på Stenbjerg?"

[Annalin af Stenbjerg]

Mest af alt havde hun selvfølgelig lyst til straks at springe op fra sin plads og møde hans læber i et hedt kys, mens hun slyngede benene om hans liv, men det ville der ikke blive noget af. Det var immervæk stadig i et hus med massere af nysgerrige øjne, der kunne løbe med beskeder til nysgerrige ører.

"Det skal du ikke tænke over, Kieran," forsikrede hun ham halvhjertet og rettede kjolens skørt. "Overraskelsen i dit ansigt var hele den manglende velkomst værd." Hun blinkede legende til ham og lod så hænderne foldes i skødet. "Nej, jeg havde lovet Myrilla assistance, indtil hun har vænnet sig til de nye forpligtelser som hertuginde." Og så havde hun savnet ham. Savnet ham ubegribeligt.

[Kieran af Stenbjerg]

"Virkelig?" spurgte han med en underholdt trækning i mundvigen, mens de blå øjne vandrede inspicerende ned over hende. Han lagde ikke skjul på det og behøvede ikke forestille sig, hvad der lå under kjolestoffet. Han kunne levende genkalde sig det "Altid den opofrende hjælper. Du er alt for god af dig, Anna." hans blik fandt hendes igen "Du giver og giver. Jeg håber du får ligeså meget tilbage."

[Annalin af Stenbjerg]

Det gav hende altid en varm følelse i kroppen, når Kierans karakteristiske, blå øjne gled vurderende over hende og denne gang var bestemt ingen undtagelse. Hun smilede, rettede lidt på sig og hævede kæbelinjen en ganske lille smule, så halsen kun virkede længere og hendes træk mere delikate. "Det er mig en glæde at give," fortalte hun ham oprigtigt, men noget ved undertonen gav ordene en dobbelttydighed, der kun var tiltænkt ham. "Men ja, det er da altid rart at vide, at ens bestræbelser bliver..." Et smil krusede sig over hendes læber "værdsat."

[Kieran af Stenbjerg]

Hans smil blev bredere uden at det krævede nogen særlig anstrengelse. Havde han savnet hende? Ikke som sådan. Han var ikke en mand der sådan lod sig tynge af følelse eller bindinger, men han var ganske ærlig omkring, at det var en glædelig overraskelse at se hende igen "Dine bestræbelser har altid været værdsat, Anna." konstaterede han roligt, med det karakteristiske træk i den ene mundvig, netop som pigen kom ind med hans te. Han fik hende til at sætte den på det nærmeste lille bord og sendte hende så afsted igen efter en kop til Annalin "Har du spist?" godt nok havde han selv lige spist, men for høfligheds skyld kunne han godt gøre hende selskab over hendes egen frokost.

[Annalin af Stenbjerg]

Selvom tjenestepigens tilstedeværelse tog lidt af den fængslende magi, der havde været over deres øjeblik alene, gav det situationen noget andet i sin påmindelse om, at deres følelser, hvor end dyrisk drevet de måtte være, var forbudte. Det fik hende kun til at nyde det mere. "Ja, umiddelbart efter min ankomst," fortalte hun ham med et taknemmeligt smil. Det behagede hende, at han udviste omtanke for den slags ting. Arthur ville aldrig have skænket det en tanke. "Det ærgrer mig, at vi ikke fik mulighed for at sige farvel efter bryllupsfestlighederne, men jeg håber, din rejse hertil var behagelig?"

[Kieran af Stenbjerg]

Antydningen af et smil blev ved at lure i Kierans mundvige og mens pigen forlod stuen igen, benyttede han chancen til at betragte Annalin med et uudgrundeligt blik før han nikkede "Godt.. jeg tror heller ikke jeg kunne klemme ret meget mere ned." han lod en hånd hvile på hvert af stolens polstrede armlæn og hævede brynene lidt "Virkelig?" det sitrede i hans ene mundvig "Tak.. ganske.. stimulerende. Enhver rejse går hurtigere når man er i godt selskab."

[Annalin af Stenbjerg]

Hun smilede til ham uden at fjerne blikket, selv da tjenestepigen vendte tilbage med en kop og hældte op til hende. Ikke længe efter var hun væk igen og Anna lænede sig frem for at samle koppen op. Hans ord fik en ukarakteristisk stramhed til at stryge over hendes ansigt for et flygtigt moment, før det igen forsvandt og efterlod hende med et mildt smil som altid. Det var ikke gået hendes næse forbi, at Kieran havde valgt at følges med datteren til Grevinden af Trebond og et grønt monster havde tittet frem. "Så er det nok derfor dagene uden dig i Stenbjerg har syntes så lange," filosoferede hun med et indbydende smil om læberne.

[Kieran af Stenbjerg]

Det flygtige glimt på hendes ansigt fik ham til at knibe øjnene let sammen. Hvis ikke det var fordi han allerede havde blikket fikseret intenst på hendes ansigt mens de talte, ville han sikker ikke have opfanget det, men nu fik det ham smile bare en smule bredere "Du smigrer mig, Anna.." han løftede en hånd og strøg sig påtaget tænksomt over hagen "Du ved hvordan jeg har det med Stenbjerg.. det er måske nok hjem, men mulighederne for at udfolde sig er.. begrænsede."

[Annalin af Stenbjerg]

Meget bevidst om kjolens fald rykkede hun en smule på sig, så den stadig lå løst om maven. Selvom det ikke var meget, den var vokset endnu, var den ikke længere så flad, som den plejede. Det var selvfølgelig ikke sikkert, at Kieran overhovedet ville kunne se forskel. "Og du er ikke en mand, der kan lide at føle sig begrænset." Så meget vidste hun dog om ham. Omhyggelig med ikke at brænde sig, tog hun en tår af teen og satte den fra sig igen. Det var en kærkommen varme i det efterhånden efterårskolde Corus. "Ikke at det ændrer på det faktum, at du har manglet i Stenbjerg."

[Kieran af Stenbjerg]

Han smilede skævt, men nikkede uden at forsøge at benægte noget som helst "Hovedet på sømmet." svarede han med en lettere selvtilfreds mine, lænede sig frem og tog selv sin tekop op fra bordet "Det varmer mig.." hans udtryk var alvorligt hen over koppen, men blikket spillede udfordrende "Jeg var af det indtryk, at du havde selskab af både min onkel og din mand da jeg forlod Stenbjerg?" han hævede brynene spørgende og nippede til sin te.

[Annalin af Stenbjerg]

Det var ikke kun det fysiske, slog det hende igen, som hun nippede til sin te. De kunne tale sammen, havde altid været i stand til det, og nød rent faktisk hinandens selskab. Ikke som hende og Arthur. Som selvfølgelig også var der, emnet var på vej hen. "De tog af sted til Frølund ikke længe efter du selv var rejst mod Corus," fortalte hun og var egentlig både glad og trist ved det. Stenbjerg var altid så ulideligt ensomt, når ikke Joshua var der, men samtidig glædede det hende, at hun ikke behøvede sove sammen med Arthur.