Et anderledes bekendtskab

[Elisia af Bugtvig]

Kian Falkeblik
20. august 527 M.T.

Det var lidt over en uge siden, Grevinden af Krukkerup var kommet til Frølund og rastløsheden var efterhånden ved at tage livet af Elisia. Selvfølgelig overholdt Gavin alle sine ridderherre-forpligtelser til ug, men når der ikke var nogle pligter, følte hun sig stadig ikke helt velkommen i hjemmet. Det var meget tydeligt at både gimpen og Gavin var temmelig forelskede og deres tid væk fra hinanden havde gjort dem mere end bare en smule kvalmende og irriterende at være i lokale med, så endnu engang var Elisia søgt ned mod byen.

Hun trak kappen lidt tættere om sine skuldre og bevægede sig gennem byens gader. Selvom det kun var august, var det allerede køligt i den nordliggende by. Fuld af selvmedlidenhed søgte hun ind i bageren og kom derfra med et sødt mandelbrød i en lille pose. Blikket studerede torvet. Hvad skulle hun nu foretage sig?

[Kian Falkeblik]

Kian vejede pungen lidt i hånden, imens han krydsede torvet. Han var netop ankommet til Frølund efter at have ageret vagt for en karavane af handelsfolk. Som altid betalte det ganske godt, så han gik og overvejede, hvordan han nu skulle fornøje sig selv. Han var strandet her i nogen dage, så han var jo nødt til at fordrive tiden med et eller andet, indtil han skulle følge med karavanen tilbage til Corus igen.
Han hang pungen på plads inde under kappen igen, og blikket faldt på en ung kvinde, der kom gående i hans retning. Ganske yndig og velklædt. Hun måtte være en væbner. Byen var jo fyldt med dem, og han kunne ikke forestille sig, at en eller anden ung komtesse ville forvilde sig herop. Tøjet var også for fint til at være borgerligt. Kian lyste op i et skævt smil og bestemte sig for at se lidt nærmere på hende. ”Undskyld mig.” Han trådte ind foran hende i en glidende bevægelse, stadig med det afvæbnende smil på læberne. ”Smager det godt?” spurgte han og pegede på brødet i hendes hænder. Meget simpelt spørgsmål, men man skulle jo starte et eller andet sted.

[Elisia af Bugtvig]

Stadig rastløs satte hun i bevægelse over torvet. Et eller andet måtte hun jo kunne finde ud af at foretage sig. Hånden greb ned i posen, før hun hev brødet op og gav sig til at gnaske lidt på det, stadig grublende over, hvad der nu var næste punkt. En stemme fik dog effektivt brudt den tankerække og hun så overrasket over på manden, bøjede nakken i respektfuld hilsen og skulle til at neje for ham, da noget ved hans ydre stoppede hende. Han bar sig ikke som en, hun nødvendigvis burde neje for.

Spørgsmålet fik hende et kort øjeblik til at se helt forvirret ud, før hun så så ned på brødet i sin hånd og fik slugt den bid, der efterhånden var blevet til grød i hendes mund. "Ja, bestemt. Hvis De har en sød tand, ... Mester?" Hun smilede forsøgende.

[Kian Falkeblik]

Noget sødt? Tja ... ”Lidt sødt har vist aldrig skadet nogen,” bemærkede han med et drillende blink. Sikke høflig hun var med al den etikette. Han grinede og nikkede let til hende som hilsen. ”Kian,” præsenterede han sig. ”Nå, men hvor fik De brødet, frøken ...?” spurgte han så og lagde afventende hovedet på skrå. Han gættede stadig på, at hun var væbner, men valgte at tiltale hende anderledes. Så fik hun mulighed for at rette på ham.

[Elisia af Bugtvig]

Hun smilede og blev underligt forlegen over drillerierne uden helt at kunne sætte en finger på, hvorfor. I stedet fandt hun sit mest selvsikre, skæve smil frem. "Ja, det er den effekt mandler og kanel har." En fåret latter døde hurtigt ud.

"Væbner," rettede hun ham hurtigt, da det gik op for hende, at han havde fisket efter hendes navn for at fuldende introduktionen. "... Elisia." Et navn havde måske også været ganske godt. Hun tog brødet over i den anden hånd og rakte armen frem i den klassiske, tortallanske hilsen. "Og det er fra bageren derovre," forklarede hun og vendte sig halvt om, for at kunne udpege den.

[Kian Falkeblik]

Han smilede blot lidt af hendes forsøg på at være morsom. Det faldt lidt til jorden, men det var nu sødt at se hende forsøge. ”Ah, væbner. Det må De undskylde, væbner Elisia.” Han fulgte kort hendes udpegning af bageren, før han vendte opmærksomheden mod den fremstrakte hånd. Efter en kort overvejelse valgte han at tage blidt fat om hånden og hæve den op, så han kunne plante et kys på håndryggen. Han var sgu da ikke ridder, så han behøvede ved Guderne ikke hilse på hende som en. For ham at se var hun blot en køn ung kvinde. Hen over hånden sendte han hende endnu et blink. ”Det glæder mig at gøre Deres bekendtskab.” Han slap hånden igen og vendte så fokus tilbage mod bageren. Der lod dog til at være en mindre kø derinde, og han skar en grimasse. ”Typisk.” Så måtte han vel vente lidt. Selvom køen nu også var en god mulighed for at lette vægten på et par af de ventendes punge ... hm ...

[Elisia af Bugtvig]

"Intet at undskyl..." Øjnene fulgte årvågent hans ansigt, da hans bevægelse, som han bøjede sig ned og lagde et kys på hendes håndryg, mens stemmen døde ud. "...de." Hun så stædigt op på ham, selvom der begyndte at komme lidt farve i de fregnede kinder. Han skulle i hvert fald ikke tro, at hun bare var en eller anden fjalet adelspige!

Udbruddet fik hende til at vende sig om igen. Der var stadig kø derinde. Så så hun tilbage på ham, vurderede kort. Måske han kunne løse hendes problem med overflødig tid. "Det var egentlig til senere, men..." Hun trak sit eget brød helt ud af posen og rakte den frem i et tavst tilbud næææsten uden tøven. "Hvis De ikke ville have noget imod at gøre mig selskab for en stund?"

[Kian Falkeblik]

Han smilede tilfreds, da han spottede en smule farve i pigens kinder. Det klædte hende ganske godt, selvom det ikke var så udpræget. Da hun tilbød ham brødet, lagde han hovedet på skrå og løftede et øjenbryn. ”Tja, normalt lader jeg mig ikke betale i brød ... men jeg er sulten, så hvorfor ikke?” Han trak på skuldrene og snuppede brødet fra hende, før hun kunne nå at fortryde. Han delte det og tilbød hende halvdelen. ”Siden der er tale om dit selskab, er halvdelen nok.” Han valgte at droppe etiketten igen, siden det aldrig rigtig var noget, han havde gjort sig i. Han var ikke fra et miljø, der gik op i den slags. ”Har du ikke en ridder, der mangler dig?”

[Elisia af Bugtvig]

Hun hævede et bryn ved kommentaren og kunne ikke undgå at føle nysgerrigheden røre på sig. Gad vide, hvad hans erhverv egentlig var. Det var irriterende ved at være væbner. Gennem etiketten alene havde man ligesom givet afkald på den form for mystik.

Underlæben gled ned i en indigneret måben, da han bevidst valgte at tiltale hende i dus. "Jeg ved ikke, hvordan De er vant til at gøre det, hvor De er fra, Mester Kian, men ønsker De at være dus med mig, må De spørge," insisterede hun forarget og nægtede at besvare flere spørgsmål eller drillerier, før han affandt sig med den præmis.

[Kian Falkeblik]

Han stod blot og morede sig lidt over, hvor forarget hun blev. Hun var nu en sød lille en. Han tog ikke hendes krav særlig tungt, men trak blot på skuldrene. ”Nej,” svarede han blot og afventede så ellers hendes reaktion. Han gad ikke at gå ud af sin vej for at holde på formerne, og han mente bestemt ikke, at han behøvede hendes tilladelse for at gøre, som det passede ham. ”Hvis du går, vil jeg have den anden halvdel af brødet tilbage,” bemærkede han ved nærmere eftertanke. Adelige havde det med at hidse sig op, hvis de ikke fik deres vilje, så han var bevidst om, at hun måske ville stampe væk i ren og skær arrigskab.

[Elisia af Bugtvig]

Nej? Hvad i alverden mente han med nej!? Det krævede en del selvbeherskelse ikke bare at stige til de helt skingre toner og bede ham stikke sit mandelbrød op et vist sted, men hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse. "Hvorfor skulle jeg gå?" spurgte hun med en stemme, der på ingen måde mønstrede den rolighed, hun havde satte sig for, men heldigvis kun dirrede en smule og på intet tidspunkt blev rigtigt skinger. "Desuden har De ikke renter i gaver, ligesom jeg heller ikke har renter i det stykke brød, jeg netop gav Dem." Hun skulede olmt til ham, bevidst om at lægge tryk på den høflige tiltale.

[Kian Falkeblik]

”Fordi adelige har tendens til at være nærtagne,” svarede han afslappet på hendes spørgsmål. ”Man kan allerede se det på dig.” Hun lignede en, der var klar til at stikke ham en lussing. Da hun begyndte at belære ham, sendte han hende et skævt smil, og snuppede det halve brød ud af hendes hånd igen, før hun nåede at tale færdig. Når man boede på gaden, fik man trods alt hurtige fingrer. Så gik han forbi hende med begge stykker brød. ”Nå, men hvor synes du, at vi skal gå hen?” spurgte han over skulderen og forventede egentlig bare, at hun fulgte med. Hun havde trods alt givet ham brødet, så han ville holde hende med selskab.

[Elisia af Bugtvig]

Hele hendes lille krop nærmest dirrede af arrighed. Hvor vovede han, at indtage den moralske høje hest i denne situation? Hun var en væbner på sin vej til at blive ridder af kronen! Desuden kendte han hende slet ikke, men var allerede i gang med at dømme hende alene på det grundlag. "Jeg er aldeles ikke nærtagende!" spruttede hun, ude af stand til at holde sin indignation i skak.

Selvom hendes reflekser var skarpe, nåede hun kun lige at reagere på brødet, der blev snuppet ud af hendes hånd, før manden allerede var sat forbi hende. Hun havde ikke nået at tage stilling til, hvordan hun havde tænkt sig at reagere, før fødderne allerede havde sat i løb efter ham. "Og hvordan har De så fået den vrangforestilling, at De kan tillade Dem en sådan adfærd!" fortsatte hun, bestemt ikke mindre irriteret nu, da hun kom op på siden af ham.

[Kian Falkeblik]

Han grinede lidt af hendes svar. ”Du har så evigt ret, væbner! Jeg tror aldrig, jeg har hørt så blide toner som din fløjlsbløde stemme,” drillede han blot, da hun påstod, at hun i hvert fald ikke var nærtagne, imens hun tydeligvis var arrig og netop nærtagne.
Da hun kom hen på siden af hende, spredte et bredt smil sig på hans mund. ”Vrangforestilling? Jeg synes da, at jeg slipper ret godt af sted med det,” svarede han roligt og fastholdt sin positive mine, imens hun gik der og sydede. ”Desuden får du sikkert rigeligt med etikette på fortet, ikke sandt? Lev dog lidt når du endelig har lidt fritid.”

[Elisia af Bugtvig]

Synet af smilet fik det kun til at syde mere i hende, men modsat hans forestillinger, var det ikke en lussing hun havde lyst til at give ham. Nej, der var tale om en solid, knyttet næve lidt i hans selvtilfredse smil. Hun holdt sig dog tilbage, selvom den ene hånd allerede var knyttet. Som væbner kunne hun ikke bare tillade sig at rende rundt og slå på folk. "De har hverken ret eller indsigt til at udtale Dem om mit liv," indvendte hun bestemt og prøvede at få lagt bånd på sig selv, selvom hun nu synes det var mere end rimeligt, at hun blev oprevet over hans flabetheder.