Lad os snakke om, hvor seje vi er

[Elisia af Bugtvig]

Gilbert af Meagmarsk

Pandehåret var fugtigt af sved, da hun endelig lagde træningssværdet fra sig og lod træningsdukke være dukke. Et par dage forinden var hun blevet sytten og det brusede stadig i hende. Hun var så tæt på nu. Kun et år tilbage, så ville hun få sit skjold og kunne helt selv bestemme. De lyse hænder gled igennem de kobberrøde lokker, mens hun trak det væk fra panden, som hun sendte et blændende smil til en velkendt væbner, der åbenbart stod lidt derfra.

"Hey Gil," udbrød hun og måtte se sine fingre ubehjælpeligt fanget i filtren helt nede i enden af den krøllede hestehale. Hun rev dem ud ved magt og skyndte sig at slippe et par røde hår, før hun prøvede at redde hele den lettere akavede situation med en kort latter.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han burde virkelig advare Jamie. Hvad nu hvis Niklaus planlagde at sige noget til ham? Gil gnavede i indersiden af sin kind, imens han vandrede af sted langs træningspladsen. Han var netop selv blevet færdig og var på vej ... et eller andet sted hen. Mest af alt var han nok bare på vej ud for at lede efter Jamie. I hvert fald indtil han bemærkede en velkendt skikkelse lidt væk. Han stoppede op og smilede svagt ved synet af veninden fra væbnerskolen. Det virkede som evigheder siden, at han havde set hende.
Da hun bemærkede ham, smilede han stort og vinkede til hende. Han grinede kort, da hun sloges med sit hår. ”Du burde virkelig overveje at få det klippet af,” bemærkede han drillende, imens han kom over til hende. ”God træning?” At dømme efter sveden havde hun fået arbejdet en del.

[Elisia af Bugtvig]

Da fingrene endelig var fri af de filtrede spidser, gengældte hun hans vinken og lod hånden dumpe tungt ned langs siden, da han kom hen til hende. "Klippe mit hår?" gentog hun og så helt forkert ud i ansigtet ved bare tanken om det. For det første var hendes mor så taknemmelig for, at hun havde valgt at beholde sine lange lokker... Desuden havde hun måske ikke så meget imod den måde, ridderne af og til så efter hende, når den røde flætning piskede ned ad hendes ryg. Ikke at hun nogensinde ville indrømme det. Hendes kinder var let røde og hun glædede sig over, at det sagtens kunne bortforklares med træningen. "Bestemt. Hvad med dig? Hvad laver du selv?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grinede lidt af hendes reaktion. ”Nå, nogen er vist til den forfængelige side,” drillede han kækt, men kommenterede ellers ikke på håret. Det måtte pigen jo selv styre. Han samlede hænderne på ryggen og trak på skuldrene ved hendes spørgsmål. ”Jeg er også lige blevet færdig med at træne. Jeg planlagde at ...” Nå ja, det kunne han ikke rigtig snakke om. ”... lave et eller andet. Jeg ved ikke helt hvad,” endte han med at sige. ”Hvad med dig? Skal du mødes med ridder Gavin?” Det var vel meget muligt, at hun skulle ordne noget med sin ridderherre nu.

[Elisia af Bugtvig]

Hun skulede overdrevet til ham og lod det så glide, meget mere interesseret i at få snakket lidt med sin kammerat frem for at lege fornærmet. I stedet havde nysgerrigheden slået ind. De kunne sikkert finde på et eller andet at foretage sig sammen. "Næh, ikke før i aften," slog hun fast med et ganske tilfreds smil derom. Han havde været i fremragende humør efter Grevindens besøg, selvom en lille, uundgåelig irritation da var dukket op igen. Det var vel efterhånden også længe siden, hun havde været der. "Du har heller ikke noget for Ridder Niklaus?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Han rystede smilende på hovedet. ”Jeg skal med ham på patrulje i nat, men indtil da har jeg fri.” Han smilede stort til veninden og kastede et blik rundt. Måske de kunne finde på noget at lave sammen. Ikke at Frølund var fyldt med underholdning. ”Skal vi lave noget? Vi er godt nok begge to færdige med at træne ... men måske vi kunne finde på noget andet?” Træning var det meget af tiden gik med, så han var ikke engang helt sikker på, hvad der var at lave i byen. Udover at besøge Vildsvinet, selvfølgelig. "Skal vi gå en tur i byen? Jeg har ikke fået udforsket særlig meget."

[Elisia af Bugtvig]

"Fedt," udbrød hun med oprigtig entusiasme. Selvom natpatruljerne sjældent rent faktisk var så sindssygt sindsoprivende, men ideen om det havde altid tiltalt hende. Natten var så mørk, kold og overalt i skyggerne lå ukendte farer. Et eventyrlystent smil lå på hendes læber. "Det kan vi sagtens." Hun trak på skuldrene, før hun igen blev bevidst om sit temmelig fedtede hår. "Måske jeg lige kunne få mulighed for at vaske mig og skifte, men så skal jeg gerne være der."

[Gilbert af Meagmarsk]

Nå ja ... sved ... Han trak på skuldrene med et skævt grin. ”Selvfølgelig. Jeg venter bare henne ved stalden?” foreslog han og pegede over mod bygningen. Han kunne godt lide at hilse på hestene, så han kunne lige så godt udnytte ventetiden der.

Som sagt så gjort. Imens Elisia blev klar, gik han over i stalden og kløede et par muler. Han faldt også i snak med nogle kammerater lidt. Da Elisia kom ud igen, stod han klar ved indgangen til stalden og vinkede kort til hende. ”Er frøkenen klar til at bevæge sig udenfor fortet nu?” drillede han og lænede sig mod muren ved siden af stalddøren.

[Elisia af Bugtvig]

"Jep!" Uden videre omsvøb snurrede hun rundt på hælen og dansede væk derfra. Hun fik hurtigt skyllet sig og hårrødderne, før hun trak i sine væbnerklæder i Trebonds farver. Det røde og sorte fik kun hendes hår til at se mere flammende ud.

Hun lagde hånden på en blød mule, da hun nåede hen til Gil ved staldene. "Klar og endda faktisk også præsentabel." Et kækt blink blev sendt hans retning. "Skal vi gøre klar?" De fik sadlet op og begivet sig mod byen. Ofelia var blid, men tydeligt rastløs og havde kun godt af at blive rørt lidt.

Med et smil vendte hun blikket over på kammeraten, der nu også selv var til hesteryg. "Bor du egentlig hos Ridder Niklaus eller hvordan?" Hun kunne umiddelbart sagtens forestille sig værre boligforhold. Gilberts ridderherre var både ganske tiltalende og temmelig reserveret.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han rullede med øjnene af hendes bemærkning, men grinede så og fulgte med hende ind for at sadle op. Imens de red gennem byen kiggede han sig nysgerrigt omkring. Det var rart med en mulighed for at ride lidt rundt med en god ven – hende behøvede han næppe frygte komplimenter og forvirrende bemærkninger fra. ”Ja, jeg bor hos ham. Det virkede bare lettere, at jeg var i nærheden frem for at skulle rende frem og tilbage fra min families hus eller fortet ... hvad med dig?” Han så spørgende på hende. ”Bor du i Trebond-huset?”

[Elisia af Bugtvig]

Det var nu også ganske dejligt at have lidt tid sammen med sine venner mellem alle prøvelserne, også selvom hun elskede ridderlivets mange aspekter. Smilet voksede lidt, da han svarede hende og der gik ikke længe, før hun selv nikkede. "Ja, som du selv siger gav det bare mest mening." Hun trak på skuldrene. At bo sammen med Gareth var at foretrække, når de skulle ud og gøre klar på alle mulige forskellige tidspunkter af døgnet. Også selvom det havde været noget belastende, da Grevinden havde været på besøg. "Snakker I så af og til sammen? Bare jer to?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Det lod til, at de var enige på det punkt. ”Går det? Jeg mener, I er ikke bange for rygter og sådan?” spurgte han. Elisia var trods alt en ung kvinde, der boede i en ugift mands hjem. Det kunne skabe problemer. Gil havde dog også svært ved at se, hvorfor andre riddere skulle gå op i det. Men man kunne jo aldrig vide sig sikker. ”Selvfølgelig gør vi det,” grinede han ved hendes spørgsmål. ”Vi træner jo sammen og sådan. Nogle gange sidder vi bare og snakker lidt, om grænsen og arbejdet og sådan.” Det ville da være skidt, hvis en væbner ikke snakkede med sin ridderherre.

[Elisia af Bugtvig]

Igen trak hun henkastet på skuldrende. "Heldigvis er hans forhold med Grevinden af Disart ret kendt," konstaterede hun og fortsatte ufortrødent. "Desuden kan al tvivl og diverse rygter jo slås ned med en jomfruelighedstest." Hun rødmede dybt, da det gik op for hende, hvad hun havde sagt og hoppede i stedet hurtigt videre til emnet om hans ridderherre i stedet.

"Er han lige så ulmende og hemmelighedsfuld bag lukkede døre, som udadtil?" spurgte hun med et sigende grin. Det var alment kendt, at baronsønnen ikke just var så udadvendt eller snakkesalig. Især ikke når det kom til hunkønnet.

[Gilbert af Meagmarsk]

Ligesom Elisia blev han også lettere rød i roen, da hun talte om jomfruelighedstesten og fik travlt med at se alle andre steder end på hende. Nogle gange glemte han, at Elisia virkelig var en kvinde – eller i hvert fald var ved at blive en. Nej, Niklaus var vist et bedre emne. ”Ulmende?” Han grinede lidt og skævede til hende igen. ”Han er måske ikke den mest udadvendte person ...” Tankerne vandrede kort mod de blink og skæve smil, som ridderen havde sendt ham under deres samtale. Det gjorde rødmen lidt mere fremtrædende. ”Når man er på tomandshånd med ham er han dog meget afslappet og ganske imødekommende.” Måske lidt for imødekommende ...

[Elisia af Bugtvig]

Heldigvis formåede de at komme videre fra akavetheden ved hele situationen og han greb det nye taleemne uden indvendinger. Hun trak en rød krølle tilbage i fletningen og nikkede for sig selv. "Det er sjovt at få lov til at se dem privat," kommenterede hun med en ukarakteristisk eftertænksomhed, før hun igen flækkede i et bredt smil. "Hvad har du så i planerne for os i aften, Gil? Jeg tænker, du sikkert også har behov for at slippe tøjlerne lidt." Hun sendte ham et sigende blik. Nyheden om hans forlovelse var nået hendes ører.