Møde på duen

[Rose Kayla]

TAG - BRYCE | WEARING - THIS

Jeg passer ikke din grimme ildelugtende syge bastardunge.. Ordene løb igennem hendes tanker selvom hun prøvede at skyde dem fra sig. Hendes fingre strammede sig om datterens krop og hun kyssede hende i håret med en lille bekymret rynke mellem de mørke øjenbryn. Barnet var tydeligvist ikke tilfreds med at sidde stille i hendes skød, så hun slækkede sit greb og satte hende ned på gulvet. Hun så bekymret efter hende mens hun løb ind mellem de folk der sad ved bordene, men hun kendte de fleste og hendes ængstelse stammede ikke fra de omkringsiddende, men var opstået fordi datteren var syg. Det var ikke alvorligt, endnu, men hun vidste hun ikke havde råd til mere medicin hvis det blev værre og da slet ikke hvis hun ikke kunne få ungen afsat nogle steder. Hun tog en tår af det lunkne krus øl hun havde fået mens hun betragtede datteren løbe rundt og få smilet frem på alles ansigter. Hun var svær ikke at elske med sit glade smil og store øjne. Rose smilede varmt ved synet, men det forsvandt langsomt da hun fik øje på hvem datteren var stoppet bagved. Pigen var tilmed gået igang med at pille ved et mønstret klæde han havde på, noget hun sjældent kom særlig tæt på og da han vendte sig for at se hvem hev i hans tøj, kunne Rose ikke holde sig tilbage længere. Hun var straks på benene og ilede hen mod barnet, mens hun prøvede at finde på den bedste måde at sige undskyld til ham. Hun håbede dog inderligt at han ikke vidste at hun var bagud med betalingen til dem, da hun havde brugt det meste af sine penge på medicin til ungen, der så ud til at virke da hun havde det en del bedre. Det var dog aldrig sikkert når det kom til denne sygdom.


"Hvordan har du fået blomster på dit tøj?" Spurgte den lille pige og vendte sig mod sin mor, da den unge kvinde nåede hen til hende. "Mor se han har blomster på tøjet." Rose nejede så godt hun kunne overfor sin herre og lod en formel undskyldning glide over sine læber, mens hun undgik hans blik. Derefter knælede hun ned ved siden af pigen, der stadig holdt fast i hans tøj. "Kom så Maja - lad den fine herre gå." Hun talte lavmælt, vel vidende at det ikke var en helt okay måde at tiltale ham på, men datteren var for ung til at forstå forskellen på konge og tjener og hun ville ikke ud i en længere forklaring om hvad en konge var.

[Brishen Cipris]

Det var en aften som de fleste andre på "Den Dansende Due". Der havde generelt i en længere periode været nogenlunde ro. Ikke bare på Duen, men også ved Corus's andet hof i den nedre by. Selvom det havde været endnu en lun sommerdag, havde regnen dagen før bragt kølige vinde med sig og ilden dansede dovent i den åbne pejs bagerst i krostuen. Ved det massive bord tæt ved, sad en mand i samme stol han altid sad i. Hans mørke øjne var fjerne og rettet mod de dansende flammer, som var han et helt andet sted.

Selvom han sad i sine egne tanker var det dog langtfra tilfældet. Han var ligeså opmærksom på sine omgivelser som altid og da noget puslede bag stolen han sad i, stivnede han umærkeligt. Den ene hånd var allerede på vej mod den nærmeste skjulte kniv ved det lette træk i det spraglede skærf han havde om livet, da en lys stemme fik ham til både at rynke brynene i mild overraskelse og først nu dreje hovedet. Et øjeblik trak det i hans ene mundvig da pigen gentog sig selv, denne gang til en af de mange kvinder der havde deres gang på Duen, og mange andre steder.

Han sagde ikke noget mens hun satte sig på hug og belærte pigebarnet, men antydningen af et nik kom der dog før han løftede hånden og bremsede hende i at gå "Kan du godt lide blomster.. Maja?" han henvendte sig direkte til det lille menneske, hvis størrelse ikke ligefrem var et hverdagssyn på Duen. Hvorfor hun var der vidste han ikke, men det var et spørgsmål hendes mor kunne få senere.

[Rose Kayla]

Rose var utrolig god til at skjule hvor hurtigt hendes hjerte bankede mens hun knælede ned ved siden af sin datter. Det var egentlig ikke fordi hun tit belærte hende om hendes opførsel, men hun følte hun burde forsøge for ikke at give ham en ide om at hun ikke respekterede ham. Hun stoppede dog op i sin handlingsplan, da hans reaktion overraskede hende og et øjeblik flakkede hendes blik forvirret mellem datteren og tyvenes konge. Selvom hun var glad for at han ikke havde reageret negativt, var hun stadig ængstelig og ønskede at hive sin datter væk fra ham så hurtigt som muligt.

"Ja! Der er så mange farver på dem. Jeg kan bedst lide den gule farve. Hvilken farve kan du bedst lide?" Det var tydeligt at pigebarnet mente hun efterlignede de voksnes måde at snakke på overordentligt godt. Hendes kropssprog viste dog tydeligt at hun alligevel ikke havde tålmodighed til samtalen, men stod og svingede med armene, mens hun så rundt på alle mulige andre meget mere interessante ting hun fik øje på. 

Rose havde i midlertidigt sat sig på hug ved siden af den lille pige og prøvede at gøre sig så usynlig som muligt, som var hendes fortrukne forsvarsmekanisme når hun følte sig udsat. Maja kunne måske undskyldes med sin alder, men hun havde ikke selv samme mulighed og forholdt sig derfor afventende. 

Pludselig nøs pigebarnet dog to gange, men moren kunne se det komme og hun nåede at holde sit tørklæde op foran pigens mund så det ikke ramte andre end de to der allerede var involverede. En snert af bekymring og ængstelse sneg sig ind i Roses øjne, selvom hun skjulte det godt bag ved en neutral mine og hun strøg sin datter over håret med et diskret smil på læben.

[Brishen Cipris]

Brishen, fordet var nu engang hans navn, selvom ingen af de tilstedeværende i krostuen lige nu vidste det, så opmærksomt på den lille pige der pludrede løs som kun et barn kunne gøre det. Han holdt hele tiden øje med hendes mor ud af øjenkrogen, uden at lade sig mærke med hendes tydelige vagsomthed "Hvilken farve jeg bedst kan lide." gentog han pigen og rynkede brynene i påtaget tænksomhed mens han gned sig over den skæggede hage "Rød." hans blik vandrede et langt øjeblik til kvinden med et vurderende blik før pigen nøs og igen tog hans opmærksomhed.

Han blev siddende passiv og betragtede det lille scenarie, rakte så ud igen og lagde to fingre under pigens hage for at få hende til at se på sig "Er du forkølet, Maja?" spørgsmålet var ligeså meget rettet til pigens mor, hvilket han gjorde tydeligt ved at se på hende, i stedet for pigen mens han spurgte "Hvis man er syg skulle man være i sin seng og ikke på Duen på den her tid." han lod hånden falde uden endnu at have sluppet Rose med blikket, tydeligt forventende en forklaring på hvorfor pigebarnet var taget med.

[Rose Kayla]

Maja så forventningsfuldt på manden foran hende, stadig vippende frem og tilbage på fødderne. Hun smilede derefter over hans svar med et tilfreds udtryk i øjnene. Derefter vendte hun sig mod sin mor og skulle til at sige noget, men nøs i stedet og rystede forvirret på hovedet bagefter.
Rose mærkede hans blik på sig, men valgte at holde sit på sin datter, selvom hun en enkelt gang så flygtigt hen mod ham. Den unge pige var ikke tålmodig nok til at se særlig længe på herren i stolen og frigjorde sig hurtigt fra hans hånd, efter hun havde nikket et par gange og svaret med et kort: “Ja” Derefter blev pigebarnets fokus taget af noget langt mere interessant og hun trippede videre bag om lænestolen, mens moren blev siddende og skævede efter sin datter.

Rose ville have svaret på hans første spørsmål, men hendes datter kom hende i forkøbet og hun fik derfor først ordet da han afsluttede sin anden sætning. Hun rynkede sine øjenbryn i en desperat mine og rystede på hovedet. “Jeg kan ikke efterlade hende alene derhjemme.. Og jeg kan ikke blive hjemme.. Så kommer der intet mad på bordet.. “ Sagde hun med ord der var så lave at de næsten blev hviskende. Hun følte derefter et jag af skyldfølse over ikke at kunne sørge for sin egen datter og så ned på sine hænder hun havde foldet i sit skød. Det var dog kun et øjeblik, for hun vendte snart ansigtet op igen, med retning mod hendes øjensten, der havde fundet en træske at lege med. Et lille sørgmodigt smil dukkede op på moderens læber, mens hun et øjeblik glemte hvem hun sad overfor.

[Brishen Cipris]

Antydningen af et smil viste sig et kort sekund på Bryce's ansigt og brød en smule af den hårde maske han ellers viste verden. Det var dog væk igen så snart hans opmærksomme blik hvilede på Rose og blev der, også selvom han ud af øjenkrogen fulgte pigen forsvinde rundt om stolen han sad i. Han blev siddende urørligt, pånær fingrene på den hånd der hvilede på stolens armlæn og trommede lydløst mod det blankslidte træ mens han ventede på en forklaring.

Han lyttede uden at afbryde og uden at fortrække en mine mens hun talte. Hånden forlod armlænet og han gned sig tænksomt på den skæggede hage i adskillige sekunder mens den opstemte larm fra kroen ikke forhindrede ham i at høre pigebarnets glade pludren et sted bag sig "Og hvad plejer du at gøre når du er ude?" han kastede et hurtigt blik rundt efter sin søster der ville være den rette til at tage sig af situationen og ikke ham. Han fandt hende ikke og lod blikket vende tilbage til Rose med en overvejende mine "Du kan lade Maja blive her i nat. Jeg garanterer for hendes sikkerhed." han løftede hånden og holdt pegefingeren op mens han betragtede hende alvorligt "For denne ene gangs skyld. Det bliver ikke en vane."

[Rose Kayla]

Rose mødte først han blik nu da hun følte sig en anelse mere sikker. At han lod til at synes om hendes barn gjorde ham mere sympatisk og selvom hun aldrig havde tænkt det modsatte om ham, blev hun lidt mere rolig. Hendes blik blev dog ikke i hans øjne særlig længe af gangen, hvilket mest skyldtes at hun var vandt til ikke at se folk for længe i øjnene, for at undgå problemer.
Rose skulle til at forklare sig, men hun lod ham i stedet tale færdigt og betragtede ham tålmodigt.
“Tak Deres Majestæt.. De er alt for venlig.” Svarede hun og bøjede hovedet let, hvorefter hun slikkede sin underlæbe og valgte at svare på det spørgsmål han først havde stilt hende. “Den gamle dame der plejer at passe hende ville ikke fordi hun var syg... Ser De.. Jeg har ingen familie at vende mig til når Maja bliver syg..” Forklarede hun, hvorefter hendes blik bevægede sig hen mod pejsen og hun betragtede den varme ild. Det var sjældent hun kom så tæt på de gode pladser, for det meste holdt hun sig længere mod døren, hvor man kunne mærke vinden blæse igennem de utætte breder. Det var dog varmt og trygt herhenne og hun havde ikke lyst til at gå, hvilket hun alligevel ikke kunne, når hendes konge havde vist hende sådan en venlighed følte hun at hun måtte blive hvor hun var indtil han blev træt af hendes selskab.

[Brishen Cipris]

Bryce slog afværgende ud med den ene hånd da hun takkede. Spytslikkere var der nok af i kredsen han færdedes i. De fleste af dem ville ikke tøve med at stikke en kniv i ryggen på ham når han vendte den til. Kvinden der sad ved siden af hans stol virkede dog ikke som en af dem, men derfor viftede han stadig hendes taknemmelighed bort med en let trækning i den ene mundvig. Han forblev tavst lyttende mens hun forklarede sit dilemma og nikkede let for så at følge hendes blik til pigen der havde fundet en sodet kvist nær pejsen og nu var i gang med at tegne noget han ikke kunne se på stenene foran ilden.

"Jeg gør det for pigen.." brød han roligt tavsheden, drejede hovedet og så på Rose igen med et fast blik hun ikke gengældte. Han løftede hånden og gjorde med hende, som han kort forinden havde gjort med hendes datter; lagde to fingre under hendes hage og tvang hende til at se op "Og fordi det koster mig hvis du ikke er derude." han nikkede mod døren ud til gaden i en klar opfordring. Hans tone var hård, som den var nødt til at være, men hans blik fulgte det ikke helt op mens han et øjeblik holdt hendes blik fast.

Så brød han øjenkontakten igen og rettede sig lidt op i sædet da pigen maste sig ind i det begrænsede rum mellem bordet og stolen hvor hun holdt begge sine, nu tilsodede, små hænder i vejret. Antydningen af et smil viste sig flygtigt på Bryce's læber mens han løftede hende op på skødet uden at tage sig af de små, beskidte håndtryk, der sekundet efter prydede hans skjorte "Din mor er nødt til at gå, Maja. Vil du hjælpe mig imens hun er væk?"

[Rose Kayla]

Rose betragtede sin datter da hun tegnede på stenene med en sodet kvist, mens hun prøvede at tage sig sammen og ikke straks løbe hen til hende og ud fra duen. Hun blev dog imidlertidigt nødt til at se ham i øjnene, da hun mærkede hans fingre under sin hage og mødte kun med en kortvarig tøven hans blik. Hun bed sig i underlæben mens han talte og da han var færdig rynkede hun øjenbrynene let og blinkede et par gange, for at skjule det vand der langsomt dukkede op i hendes øjne.

Da han brød øjenkontakten vendte hun hurtigt ansigtet væk fra ham og trak vejret dybt. Hun havde slet ikke lagt mærke til at hun havde holdt vejret mens han havde set hende i øjnene. Hans bemærkning havde dog trukket hende tilbage til hendes håbløse tilværelse og på en så ufin måde at hun følte sig endnu mindre tilpas nu end da hun kom. Hun var dog vandt til at blive behandlet som skidt efterhånden og rejste sig langsomt op, uden at skænke ham et blik. I stedet gik hun over til pigebarnet, lagde sine slanke hænder om pigens kinder og kyssede hende på håret.
“Jeg elsker dig. Bliv her.” Hviskede hun og rettede sig op igen, uden at kunne lade være med at sende ham et skarpt blik, inden hun vendte sig væk fra de to og gik mod døren, mens hun bekymrede sig mere over sin datter end over de mænd der ventede hende på den anden side af den trygge mur.

OUT

[Miri Iskandar]

Siri Sarka, som alle på Den Dansende Due kendte hende, trådte ind, samtidig med at en kvinde, hvis ansigt hun kendte, trådte ud. Hun vendte sig dog ikke for at se efter hende, men fortsatte i stedet ind i kroen med faste, sikre skridt og løftet hage. Der var næppe en sjæl derinde, som ikke var klar over, hvem hun var og endnu mindre, hvem hun var søster til. Et skælmsk smil spillede over hendes læber, som blikket fandt Bryce Sarka - hendes storebror, Brishen - Tyvenes Konge.

Øjeblikket efter sank hendes blik til den mindre skikkelse på hans skød, som ikke just var en barmfager kvinde (selvom hun måske ville blive det en dag). Øjenbrynene hævede sig kun den mindste smule, men hendes ansigtsudtryk ændrede sig ikke, før hun faldt ned i den tomme stol ved siden af kongen, med det ene ben slået nonchalant over armlænet. "Har du fået en unge, siden jeg så dig sidst, fratele mai mare?" Et slankt bryn skød i vejret, før Miri - hvis mavemuskler sagtens kunne holde hende, selvom hun sad med benet løftet foran sig - lænede sig frem og så nysgerrigt på pigen.
Et smil spillede over de fyldige læber, og var mere venligt end det småprovokerende hun (som altid) havde sendt sin bror for et øjeblik siden. "Og hvem er du så, fată drăguță?" Miris fingerspids slog let imod den lille piges næse, en handling som uvilkårligt fik barnet til at fnise.

_{1. storebror, 2. søde pige}

[Brishen Cipris]

Brishen var på ingen uopmærksom og ingen del af Roses mimik gik ham forbi. Han gjorde dog intet for at glatte ud på sine hårde ord mens hun rejste sig og han selv tog pigen på skødet. Havde de været under fire øjne, havde han nok håndteret situationen anderledes, eller i hvert fald sagt tingene på en anden måde. At hun ikke havde fanget det finere undertoner tog han ikke så tungt, men han forstod hendes tøven og bekymring. Selv hvilede han roligt i vished om, at hun med daggryet også ville opdage, at hendes datter havde været i gode hænder.

Han lod hende tage afsked med datteren og så efter hende ligesom han selv gjorde "Hav en god nat, Rose." kaldte han efter hende mens han vendte opmærksomheden mod pigen igen og denne gang smilede tydeligt "Er du sulten?" han hævede brynene spørgende og fik et forsigtigt nok tilbage fra pigen der ikke var helt så kæphøj nu hendes mor var gået "Hvad er din livret?" pigen rynkede de små bryn og tænkte grundigt over sagen før han fik et beskedent ønske om havregrød med mælk der fik ham til at le kort "Det skal du få." han vinkede den nærmeste kropige hen til sig, gav ønsket videre, ignorerede hendes undrende mine og sendte hende videre.

Hun var kun lige forsvundet ud mod køkkenet da Miri viste sig i hans synsfelt og hjemmevant dumpede ned på den ledige stol ved siden af ham. Han himlede med øjnene og fnøs opgivende "Zece .. cel puțin, sora." svarede han tørt, men flydende på sit andet modersmål og så på sin yngre søster med et næsten muntert glimt i de mørke øjne. Pigen på hans skød drejede sig nysgerrigt for at følge med i samtalen hun ikke forstod det hele af og gned sin næse da Miri prikkede den. Hun skævede kort op til Brishen der nikkede og så så på Miri igen "Maja.. og jeg skal have havregrød!"

1. "Mindst ti, søster."

[Miri Iskandar]

Miri fnøs af sin brors kommentar, kun halvt underholdt. Hun svarede ham dog ikke, men lænede sig i stedet nysgerrigt frem mod det lille væsen på Brishens skød og smilede varmt til den lille pige. Tyvedronningens øjenbryn hævede sig i et påtaget overrasket udtryk, mens hendes læber formede en lille cirkel. "Hvor er du heldig, Maja." Fingeren, som i et kort øjeblik havde rørt pigens næse, hvilede kortvarigt under pigens hage - uden Miri havde nogen anelse om, at hun betragtede pigen som hendes bror havde gjort kort forinden.

Med navnet, et ordentligt syn på pigebarnets ansigt og det faktum, at det ikke var gået Miris skarpe blik forbi, at barnets mor kort forinden havde forladt Den Dansende Due, behøvede den mørkhårede sigøjner ikke spørge videre ind til, hvis barn hendes bror havde taget på skødet. Grunden kunne hun tidsnok få senere.

Kvinden lænede ryggen tilbage mod armlænet igen, uden at tage blikket fra det lille menneske, som i Miris øjne ikke så helt rask ud. "Jeg har hørt, at havregrød i sengen er det bedste for en lille skønhed, som skal vokse sig stor og stærk. Lyder det ikke godt?" Miri hævede øjenbrynene spørgende, og rettede så et alvorligt blik mod sin bror. "Mama vine la ziua de mâine Corus. Ea poate vindeca."

Miris blik faldt, og hun smilede til pigen, som intet forstod, men syntes travlt optaget af at betragte tyvedronningens hårpragt, som var mindst lige så farverig, som det skørt der for et øjeblik siden havde fascineret hende. Miri så op mod Brishen igen. "Det er for alles bedste."

1. Mor kommer til Corus i morgen. Hun kan helbrede hende.

[Brishen Cipris]

Brishen var ikke et sekund i tvivl om, at Miri kendte pigens mor bedre end han selv gjorde. Én ting var at kunne genkende ansigter og sætte navne på, men pigerne på Corus' gader og kroer, var hendes område mere end det var hans. De svarede måske nok allesammen til ham i sidste ende, men i det daglige var det Miris bord at holde styr på dem og sørge for så lidt ballade som muligt. Han smilede antydningsvist mens hans søster svarede pigen han havde på skødet og tog sig selv i at tænke hvordan det hele ville have set ud, hvis de begge havde fulgt de baner der var blevet stukket dem ud da de var yngre.

Blikket han besvarede Miris med var lige så alvorligt som hendes og blev fulgt af et afmålt nik "Bănuiesc că haa nu ai platit această săptămână?" fortsatte han lavmælt og med let hævede bryn. Fordelene i at kunne et sprog det var de færreste der kendte, var mange og at skåne pigens ører for snak om hendes mor var kun en af dem. Han så ned igen da pigen trak i hans skjorte og så spørgende på ham med et håbefuldt glimt i de lyse øjne, der meget tydeligt vidnede om hendes fædrene aner "Kommer der en smørklat på min havregrød?" Brishens tænder blev et kort sekund tydelige i et smil før han trak på skuldrene "Måske. Det må du vente at finde ud af." pigen smilede forsigtigt med små fingre der stadig pillede ved kanten af hans skærf, men så ud til at være tilfreds med svaret, for nu.

Brishen lod den ene hånd blive liggende på barnets ryg og så igen på sin søster med et nik "Când doarme, am ceva de discutat." pigen så fra den ene til den anden med en rynke i panden og havde tydeligt lyst til at spørge til det underlige sprog, men gjorde det ikke. I stedet skjulte hun et gab bag en lille hånd, eller prøvede i hvert fald at gøre det og vendte tilbage til at se fascineret på Miris hår og de mange ting der var flettet ind i det.

1. Jeg går ikke ud fra du har fået betaling fra hende denne uge?
2. Når hun sover, er der noget jeg skal snakke med dig om.

[Miri Iskandar]

Miri hørte udemærket Brishens spørgsmål, men hendes blik var ikke rettet imod ham. I stedet vandrede det ud over de mange forskellige, men for det meste, velkendte ansigter på Duen. Hendes stemme var dæmpet, og smilet var kortvarigt væk - noget der afslørede hendes alvor. "For alles bedste," nøjedes hun med at gentage, uden at svare direkte på sin brors spørgsmål. Det var ikke nødvendigt, og øjeblikket efter så hun tilbage mod den lille pige med smilet på læberne igen. Da Brishen svarede hende, nøjedes Miri med at blinke konspiratorisk, før hun rettede blikket mod tyvekongen igen.

En slank pegefinger snoede en perlefyldt hårlok, og hun vippede let med det ben, som var foldet ind over det andet over stolens armlæn. Miri nøjedes med at nikke, at hun havde forstået og nåede ikke selv tilføje andet, før en kropige dukkede op, for at fortælle at pigens havregrød var færdig.
Det var denne gang Miri der tiltalte hende, og bad hende tage pigen med ovenpå, og sørge for at hun fik lige al den grød hun kunne spise. Hun smilede drillende til pigebarnet, som tøvende lod sig overtale af den venlige kropige og opfordrende blikke fra de to søskende og snart efter var på vej i seng.

Det efterlod Miri og Brishen tilbage, lige vel udenfor hørevidde af de nærmeste - hvis ikke man var paranoid, og det kunne de nok ikke helt sige sig fri for at være nødt til at være.
Miri hvilede sine hæle mod Brishens armlæn, i vanlig lillesøsterprovokation, og sendte ham et antydningsvist smil, med øjenbryn der hævede sig opfordrende.

[Brishen Cipris]

Brishen kneb øjnene lidt sammen og nikkede langsomt en enkelt gang da Miri gentog sig selv. Den utilfredse rynke blev siddende på hans pande og glattedes først ud, da pigen på hans skød vovede sig til at tale igen. Selvom han smilede nåede det ikke helt hans øjne, men pigen ville næppe opdage det, modsat Miri der kendte ham bedre end så godt som alle andre. Han lod hende føre ordet da en af krofatters piger kom tilbage med melding om havregrød, smilede beroligende til pigen der skulle have den og garanterede hende, at det var helt forsvarligt at følge med ovenpå.

Han fulgte de to med blikket indtil de forsvandt op ad trappen og vendte så blikket mod sin søster. Hans egne øjenbryn hævede sig lidt over støvlerne der nu var placeret mod armlænet på hans stol, men han gjorde intet ved det. Som nogenlunde den eneste kunne Miri slippe afsted med en sådan respektløshed "Hvor længe har tøsen skrantet?" han gjorde et næsten usynligt kast med hovedet mod trappen uden at slippe hende med blikket. Rose var på ingen måde den eneste af kvinderne på gaden der havde en bastardsunge, men hun var en af de få der havde beholdt sit barn, frem for at give det væk, eller det der var værre.