Hvis du bare vidste [R]

[Niklaus af Legan]

Alexander af Viksø
23. juli 524 M.T.

Det havde været i en vending så snæver, at han nærmest havde kunne se sit liv lukke sig om ham, før grebet igen var blevet løsnet. Ikke mindre end et par måneder forinden var der kommet et ægteskabstilbud. Det første. Chokerende var det ikke, men alligevel havde det været et par angstprovokerende uger, før hans mor havde overtalt Baronen om, at Niklaus endnu var ung. Netop derfor smagte øllet måske des bedre. Krydret med smagen af frihed.

Et bredt, drenget smil lå om hans læber, da han slog sig ned på en tom stol ved siden af... Det var da ikke Gavin. Han så lidt forundret på den noget mere ranglede, askblonde og meget yngre mand, der sad foran ham på den plads, han kunne have insisteret på, var Gavins. Ridderkammeraten var ikke at spotte nogle steder, så det hang han sig ikke i. "Goddag - eller aften," rettede han sig hurtigt og hævede kruset i en skål.

[Alexander af Viksø]

Alexander's venner var gået hjem eller hjem sammen med en anden, men han havde ikke været klar til at gøre det samme og han havde derfor i stedet sat sig op til baren. Det var eksamenstider og han havde brug for at få tankerne lidt på andre baner. Derfor smilede han også bare til den mand, som satte sig ned ved hans side. "Godaften," svarede han roligt og hævede sit eget krus, inden han drak af det. "De ser en smule overrasket ud. Har jeg spinat mellem tænderne eller sådan noget?"

[Niklaus af Legan]

Smilet voksede, da den fremmede ikke lod til at finde det pludselige selskab til nogen form for besvær og drak selv af sit krus, før han stillede det fra sig med en klukkende latter over spørgsmålet. Normalt var han ikke så frembrusende, når det kom til fremmede, men natten var ung og det var han også - samtidig med at være helt beruset af sin tilbagevundne frihed. "Nej, på ingen måde," afviste han hurtigt med et drenget smil og en hovedrysten. "Jeg har blot forlagt en af mine venner og var et øjeblik af den overbevisning, at De var ham. Deres tænder er komplet spinatfri."

[Alexander af Viksø]

Alexander sendte den fremmede et smil og så sig så om med hævede bryn. "Nu kommer denne ven vel ikke og bliver vred over, at jeg har taget hans plads?" spurgte han så - kun halvt i sjov. Det var ikke alle, som tog lige let på den slags ting.

Da det ikke lod til at være tilfældet, faldt hans blik dog tilbage på sin sidekammerat og han rakte villigt en hånd frem. "Alexander af Viksø. Uden spinat," præsenterede han sig med et smil og ventede tålmodigt på, at den anden skulle følge trop. Han virkede ikke utilnærmelig.

[Niklaus af Legan]

Igen rystede han beroligende på hovedet. "Nej, det er der vist ingen fare for." Man kunne ikke sige, Gavin var typen, der ville starte en konflikt over noget så tåbeligt som det. Ikke fordi han kunne finde ham i det pågældende øjeblik uanset. Uden tøven gengældte han hilsnen. "Niklaus af Legan, for det meste også uden spinat, men vi kan ikke alle være fejlfri," spøgte han og tog sig endnu en tår fra kruset foran ham. "Fortæl mig så, Alexander af Viksø, hvad De render rundt og foretager Dem, når ikke De stjæler gode mænds pladser?" Igen blev smilet skævt.

[Alexander af Viksø]

Niklaus af Legan. Det ringede en klokke, men han vidste ikke lige hvorfor i denne stund og han slog det hen. Det skulle nok dukke op engang, det var han sikker på. Han tog endnu en slurk af sit krus, inden han svarede og rullede så let med skuldrene. "Jeg er filosof," svarede han med et skævt smil. "Og nej, det er ikke lige så kedeligt, som det lyder." Han rystede let på hovedet med en let latter, fordi han var så vant til at få den reaktion. "Jeg bruger mine timer på universitetet, hvor vi for øjeblikket er i gang med en ualmindelig hård omgang eksamener. Derfor denne her." Han løftede sit krus og drak af det igen.

[Niklaus af Legan]

Det virkede heldigvis ganske ligetil at tale med den fremmede studerende og han følte sig hurtigt afslappet i hans selskab. "Den må De nok sælg lidt bedre," opfordrede han og fik så straks den forklaring, han havde søgt. Omend det ikke just var nogen videre positiv salgstale. "Nå ja," endte han med at konkludere "Det er de færreste, der aldrig får behov for at skylle deres dag ned med noget god humle, uanset hvilket fag, man er i."

[Alexander af Viksø]

Alexander kom til at le lidt og rystede så på hovedet. "Det kan De da have ret i. Hvilket fag er De selv indenfor?" Det var tydeligt nok, at han havde et fag i hvert fald. Ellers ville han ikke have sagt, som han gjorde lige før. Mens han ventede på svaret, gled hans blik diskret ned over mandens skikkelse. Muskuløs, det var helt sikkert. Han smilede let for sig selv.

[Niklaus af Legan]

Niklaus kunne ikke lade være at smile selvtilfreds, da samtalen bevægede sig ind på hans eget fag. Selvom det var hårdt og udmattende fra tid til anden, ville han aldrig fortryde sit arbejde. Sin livsstil. "Ridder af Kronen af både navn og gavn," svarede han og trak fingrene igennem de ibenholtsfarvede lokker i en nonchalant bevægelse, syntes han bemærkede mandens blik søge væk fra sit ansigt. Hans smil blev uvilkårligt en smule bredere.

[Alexander af Viksø]

Ahh.. Det forklarede muskelmassen. "Ja, det tror jeg gerne. Har De så udøvet masser af heltegerninger og deslige?" spurgte han med et smil. Det var trods alt fordommen om riddernes fag, ligesom kedsomhed havde været det om hans eget. "Jeg er sikker på, at De redder ungmøer fra drager både hver og hveranden uge?" Han grinede dumt af sin egen morsomhed og rystede så på hovedet. Måske han skulle holde igen med øllen et stykke tid.

[Niklaus af Legan]

"Jeg bedriver ikke andet," kommenterede han kækt og nåede ikke at stoppe sig selv fra at blinke til Alexander, før det var for sent. "Ungmøer og drager fra daggry til tusmørke," skyndte han sig at fortsætte i håb om, at han ikke ville lægge noget underligt i blinket ud over en komisk indforståethed. Han lænede sig en smule tættere på Alexander i fortrolighed og fortsatte så med dæmpet stemme: "Det er på første side i ridderhåndbogen, må De forstå."

[Alexander af Viksø]

Alexander stivnede et kort nu over det lille blink, mens han mærkede en lille rødmen skyde op i kinderne. Han hævede dog hurtigt kruset til sine læber og drak endnu en dyb slurk, mens han fik styr på sig selv igen og da han sænkede det, var han tilbage til sit gamle jeg, mens han smilede underholdt af Niklaus' historie. Tricket med kruset, var et, han havde indøvet gennem flere år og normalt var der ikke nogen, som tænkte noget særligt over det. Andet end at han var lidt mere af en drukmås, end de havde forestillet sig. "Det lyder udmattende. Hvad står der så på anden side?" spurgte han interesseret.

[Niklaus af Legan]

Et kort sekund troede han, at han havde set en rødmen brede sig over Alexanders kinder, men det måtte vel bare være det dæmpede lys og varmen i lokalet, der havde gjort det. Han virkede i hvert fald stadig upåvirket, så der havde nok ikke ligget noget bag, konkluderede Niklaus for sig selv, før han ufortrødent fortsatte, "Måske er det ikke så meget en regelbog som en løbeseddel." Han var i sit és. "Riddere er normalt ikke så meget for at læse, så vi holder os til sværdkampe og obligatorisk pral."

[Alexander af Viksø]

Alexander kunne ikke sige sig fri for at være en smule fascineret af Niklaus og hans humoristiske sindelag. Der var noget særdeles indtagende ved ham, men Alexander kendte sig selv for godt og holdt sig i kort snor. Det var aldrig en god idé at kaste affectioner på mænd, man havde mødt i en krostue. Der var for meget risiko involveret og alt for mange ukendte faktorer. Derfor kunne han dog godt nyde mandens selskab. "Og det er De god til? Obligatorisk pral altså?" spurgte han drillende og mærkede sig selv miste taget, så han tog første skridt til at flirte og han trak omgående sig selv op i ret stilling igen i stedet for at læne sig over mod Niklaus, som han netop havde opdaget, at han gjorde. Ja. Det var absolut nok med den øl. "Hanse? Må jeg få et glas saft i stedet?" Han så efter kroværten og fik et venligt smil tilbage. Han havde ikke råd til at tage chancer.

[Niklaus af Legan]

"Den bedste, vil jeg vove at påstå," spøgte han fortsat, for yderligere at understrege sin pointe. Den særlige naturlighed, der var over deres samtale blev dog afbrudt, da den studerende pludselig satte sig mere op og valgte at udskifte sin øl med saft. Straks blev han opmærksom på sin foroverlænede stilling og han rettede sig mere op, rømmede sig selvbevidst. "Ja, Hanse, der er jo intet som lidt god, stærk saft til at dulme eksamensstres," drillede han, omend ikke lige så løssluppent som øjeblikke forinden.