En forvirret knægt

[Gilbert af Meagmarsk]

Niklaus af Legan

Verden var et forvirrende sted. Gil havde siddet det og stukket til sin aftensmad, men ellers ikke rigtig spist noget, og resten af aftenen havde han vandret rastløs rundt i huset uden rigtig at kunne finde noget produktivt at lave. Han havde gemt Jamies brev væk i en af skufferne på sit skrivebord og turde ikke rigtig være på sit værelse nu. Så i stedet for at sidde og læse eller gøre sine ting klar til morgendagens strabadser strejfede han omkring i Legan-boligen.
Måske skulle han prøve at gå ud og træne? Måske ... Han strejfede gennem en stue og opdagede først, at der sad nogen i den, da vedkommende rømmede sig. Det gav et sæt i ham, og så over på Niklaus, der sad i en stol. ”Åh ... godaften, Niklaus.” Han skyndte sig at bukke ud af ren vane, selvom ridderen havde bedt ham om ikke at være så formel. ”Hvad laver du?” Det var måske egentlig åbenlyst, hvad Niklaus lavede, men det gik for sent op for Gil, hvis tanker flød rundt et sted oppe under loftet.

[Niklaus af Legan]

Dagens træning havde været hård og udmattende, men efter sin samtale med Leonora, var han blevet sprængfyldt med frustration og længsel efter Alexander. Hvad lignede det også, at hun sådan kom og tværede det i fjæset på ham, at hun havde kunnet snakke med hans elskede efter han selv havde haft det privilegium? Det vidste hun selvfølgelig ikke, men det hjalp ikke på hans sprængfarlige tilstand.

Da han indså, at hans krop dog alligevel var for udmattet til at blive ved at slå løs på ting, havde han sat sig ned med en bog i håbet om, at det ville berolige ham. Selvom han mest af alt havde lyst til at lukke hænderne om Alexanders velformede bagparti. Eller... Han måtte slippe bogen et kort øjeblik, da fingrene kløede på den karakteristiske måde, han hidtil kun havde oplevet, når der havde været en kvinde i hans soveværelse. Han huskede den dunkende følelse, det havde spredt i hans krop, som hans knyttede næver havde ramt deres barnagtige ansigter.

Lyden af skridt fik ham til at hæve blikket lige i tide til at se toppen af Gilberts hoved, som væbneren bukkede for ham. Han klukkede fornøjet og rystede på hovedet, mens han prøvede at slippe den kløende følelse i fingrene. "Jeg sidder blot og prøver at finde ro." De grå øjne studerede den unge knægt. "Hvad lusker du selv rundt for på denne tid af døgnet?"

[Gilbert af Meagmarsk]

”Åh ... undskyld.” Han forstyrrede vist så. Hm? Dette tidspunkt? Han så over mod vinduerne. Det var ganske rigtig bælgmørkt udenfor. ”... det er sent ...” Det var tydeligvis ikke gået op for ham, hvad klokken var. Han samlede hænderne på ryggen og vippede fraværende lidt frem og tilbage på fødderne. ”Det ved jeg ikke rigtig ... jeg føler mig bare lidt rastløs og kan ikke sove ...” Han lagde overvejende hovedet på skrå. Han burde virkelig prøve at sove. Han skulle tidligt op i morgen. Tanken fik ham til at sukke opgivende for sig selv. ”Måske prøver jeg også at finde ro?” overvejede han så. Det var sikkert ikke helt den samme ro som Niklaus.

[Niklaus af Legan]

Hastigt hævede han en afværgende hånd og smilede et skævt, drenget smil til Gilbert på tværs af stuen. "Der er intet behov for at undskylde," forsikrede han ham roligt og lod blikket glide over knægtens skikkelse for igen at vende tilbage til hans øjne, mens han forklarede sig. Det var nu ganske underholdende at se ham kæmpe med det.

"Du skal være velkommen til at gøre mig selskab, hvis du skulle have lyst." Han slog ud mod lænestolen ved sin side og lagde bogen fra sig uden behov for bogmærke. Så spændende havde den alligevel ikke været.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grinede bredt til Niklaus, da undskyldningen blev viftet til side. Måske var han slet ikke som Jamie? Måske så han ikke på alle mænd på den der måde, som Jamie talte om? For en stund studerede han blot sin ridderherre, imens manden talte. Han var egentlig ikke sikker på, hvad det var, han ledte efter. Han måtte dog indrømme, at Niklaus’ drengede smil havde nogenlunde samme effekt som Jamies havde haft – han formåede dog at undertrykke forlegenheden, fordi der var andet at tænke på. ”Gerne,” nikkede han og gik hen for at slå sig ned i en stol. Niklaus var vel også en tiltalende mand? Hans hår var i hvert fald pænt. Gil rynkede lidt på panden ved tanken og forsøgte at regne ud, om det var det, Jamie havde ment. Det gav stadigvæk ikke meget mening, så han sukkede opgivende for sig selv. Måske havde han virkelig brug for at spørge nogen om det, men hvordan kunne han spørge andre, når det var forbudt? Måske kunne han finde en måde at pakke det ind?
Der var stille lidt, imens Gil i ny og næ skævede til Niklaus. Hvis han skulle spørge nogen, han stolede på ... ”Niklaus ...” startede han endelig i et tøvende tonefald. ”Er det sandt, at folk på Yamaniøerne kan gifte sig med en person af deres eget køn? Nogle riddere påstod, at det var tilfældet, men jeg ved ikke, om de bare forsøgte at bilde mig et eller andet ind ...” spurgte han så, allerede på vagt for negative reaktioner fra ridderen. Forhåbentlig tænkte manden bare, at Gil var nysgerrig og ville have en mindre kulturlektion eller sådan noget.

[Niklaus af Legan]

Af uvisse årsager lettede det lidt, da Gilbert valgte at overgive sig til latteren og accepterede hans invitation. Det var ganske rart, at væbneren lod til at føle sig lidt bedre tilpas i hans selskab og han ville for alt i verden gerne beholde det sådan. Selvom han ikke havde noget behov for samme forhold til Gilbert, som han selv havde haft til sin ridderherre, var han enig med Gavin i, at det var godt, at have et tæt, tillidsfuldt forhold.

"Kan jeg byde på noget til tørsten?" spurgte han og var næsten ved at rejse sig, da Gilbert lod til at være på vej hen mod et eller andet, der plagede ham. Niklaus rynkede brynene og satte sig tilbage i stolen. "Det var da et interessant spørgsmål fra en fjortenårig væbner." Han studerede ham med åbenlys nysgerrighed.

[Gilbert af Meagmarsk]

Niklaus reaktion gjorde ham straks bekymret. Fornemmede han noget? Skulle han ikke have spurgt ham?! Nej, nej, nej, nej! Hvis han fandt ud af det, ville han ikke være hans ridderherre længere, og mor og far ville høre om det, og ... Han var på nippet til at give efter for et panikanfald, men tvang sig selv til at prøve at forholde sig rolig. ”Virkelig?” spurgte han bare og forsøgte at gøre sine øjne så store, spørgende og naive som overhovedet muligt. ”Jeg vil gerne have noget at drikke,” tilføjede han så nikkende for at følge op på det, Niklaus havde været i gang med. Lad være med at gætte det, lad være med at gætte det, lad være med at gætte det!

[Niklaus af Legan]

Måske den karikerede maske havde været overbevisende, hvis ikke hans stemme var knækket en ganske lille smule og Niklaus smilede smørret, mens han rejste sig op og hentede to glas og en karaffel fra reolen. De blev fyldt med en rutineret bevægelse, før han rakte det ene glas til væbneren. "Værs'god." Han tog igen plads i lænestolen og lænede sig tilbage med glasset i hånden, slyngede nonchalant væsken rundt i glasset.

"Men jo, det er sandt," besvarede han det spørgsmål, Gilbert havde stillet få øjeblikke forinden. "Det er tilladt at blive gift med en af samme køn på Yamani-øerne, men derved risikerer man også at blive frataget al ret til land og titel." Øjnene hvilede granskende på knægten. Han var arving, ligesom han selv var det, og måtte uden tvivl forstå, præcis hvad det betød.

[Gilbert af Meagmarsk]

”Tak.” Han tog imod glasset og slappede tydeligt mere af. Niklaus lod ikke til at have fattet mistanke, så han var bare lettet over at undgå problemer. Livet var allerede rigeligt komplicerede, og han havde ikke brug for mere kaos. Han drak lidt, imens Niklaus fortalte. Den sidste tilføjelse fik han til at rynke på panden. Den del havde Jamie sjovt nok udeladt. ”Så de tillader det, men der er en risiko forbundet med det?” spurgte han undrende. Så selv Yamaniøerne var åbenbart ikke så anderledes fra Tortall. Uanset hvad ville man sætte sin familie i en dårlig position. Det var bare forkert. Han sukkede og rystede let på hovedet. ”Det giver ingen mening. Jeg har aldrig hørt om den slags før, så jeg var helt sikker på, at ridderen løj.”

[Niklaus af Legan]

Da Gilbert talte, tog han en tår og nikkede til ham, som den varme væske trak sit brændende spor ned gennem hans svælg. Det var dog en følelse, han med årene var endt med at være temmelig forfalden til. "Det er ikke Yamani-øerne, der har indflydelse på det, men din familie herhjemme, der kan tage det valg." Han trak på skuldrene uden at være villig til at udtrykke sin egen holdning til netop dette. "Men fortæl mig, Gil, hvem er denne ridder, der render rundt og taler om den slags omgang?" Det ene ben blev lagt over den andet i en glidende bevægelse.

[Gilbert af Meagmarsk]

Nåh, så Niklaus talte om, hvis nogen fra Tortall tog til Yamaniøerne. Han nikkede let, før det gik op for ham, at ridderen dermed indirekte havde siddet og advaret ham mod at gøre det. ”Det var ikke ...!” udbrød han forskrækket og blev mod sin vilje højrød i ansigtet. Nej, nej, nej, nej, nej! Kontrol! Genvind kontrollen! Desværre var det bare lidt svært, når man var 14 år og ikke rigtig forstod, hvad der foregik. Ved Niklaus’ spørgsmål trak han på skuldrene og så væk uden at svare. Han kunne ikke tillade sig at lyve for sin ridderherre, men han kunne heller ikke bare sælge Jamie ud. Han sukkede svagt. ”Det var altså ikke ment på den måde,” mumlede han og tvang en surmulende tone ind i stemmen i et forsøg på at redde sig selv. ”Han syntes nok bare, at det var sjovt at se mig stå og holde på, at det i hvert fald ikke var sandt, at sådan et sted fandtes. Ha ha, se den dumme lille væbner og sådan ...” Var det en god undskyldning? Umiddelbart syntes han selv at den lød lidt dårlig, men han var nødt til at prøve at redde det på en eller anden måde.

[Niklaus af Legan]

Der gik lidt tid, før han opdagede betydningen bag hans ord og blev højrød i hovedet. Ridderen kunne ikke undgå at more sig over hans befippelse. "Undskyld, jeg skulle nok have valgt mine ord med større omhu. Det var generelt ment," trak han i land, nu han havde fået den reaktion, han sådan havde fisket efter. Og lige som de slet skjule tegn ikke var gået hans næse forbi, opdagede han også den pludselige hemmelighedsfulde adfærd omkring navnet på ridderen, der havde plantet den slags tanker i hans hoved.

"Jamen det er jeg også sikker på, er en mægtig sjov leg," slog han det hen med en rysten på hånden. "Hvem er så spøgefuglen? Hvis bare det var en vittighed er der vel ingen grund til, at vi ikke kan tale om geniet bag." Han tog endnu en tår og skålede opfordrende til Gil.

[Gilbert af Meagmarsk]

Vent, hoppede han på det? Gil sukkede lettet og drak lidt af sit glas. Det kunne være gået voldsomt galt, men heldigvis lod det ikke til, at Niklaus rent faktisk havde talt direkte til ham. Det var bare en almindelig forklaring af situationen.
Til gengæld indså Gil for sent, at han nu selv var vadet direkte ind i et forklaringsproblem. Hvis det bare var en spøg, var der ganske rigtig ingen grund til at dække over ridderen, han havde talt med. Han havde dog virkelig ikke lyst til at nævne Jamie ... kunne han slippe af sted med at sige, at han ikke kendte ridderen. ”Det ...” Hvad nu hvis Jamie fik problemer? Selv hvis Gil solgte det som en spøgfuldhed. ”Jeg fangede ikke hans navn,” løj han og trak på skuldrene, før han drak en ordentlig slurk af sit glas og så hostede lidt på grund af den stærke drik.

[Niklaus af Legan]

Man kunne næsten se, hvordan røgen begyndte at stige ud af hovedet på knægten, men Niklaus lod være at kommentere på det for nu. Det lod til, at han var travlt nok beskæftiget med bare at holde sig selv fra at gå helt op i røg. "Aha," han lod det hænge i luften, stående helt tydeligt, at han ikke så sig overbevist af den dårlige undskyldning. "Jeg håbede, vi kunne være ærlige med hinanden, men det kommer forhåbentlig med tiden."

Smilet blev igen skævt, da Gilbert lod til at være noget overrasket over glassets indhod. "Pas på, du ikke kløjes i det." Han kunne ikke lade være at klukke lidt og lænede sig igen tilbage i stolen.

[Gilbert af Meagmarsk]

Niklaus bemærkning virkede præcis efter hensigten, og Gil fik straks enormt dårlig samvittighed. Han sad og løj for sin ridderherre. Var der ikke regler imod det? Da han først fik overstået hosten, sad han blot og stirrede ned i sit glas, imens skyldfølelsen langsomt åd ham op indefra. Han kunne ikke bare sælge Jamie ud. Men han kunne heller ikke bare lyve for Niklaus. ”... Jamie,” mumlede han endelig, så lavt at det nok var svært at høre. ”Men det var bare en spøg!” fastholdt han stædigt og i et lidt højere toneleje. Han ville virkelig ikke have, at ridderen fik problemer. ”Og han var ikke på nakken af mig eller sådan noget. Det var harmløst.” Niklaus skulle bestemt heller ikke tro, at Gil blev mobbet eller hakket på eller sådan noget.