En historie om rivaler

[Mitsuke Ryuunosuke]

Anduo jian Cadao

Efter middagen på Slyngrosen havde Mitsuke haft travlt. Afsindigt travlt. Aftaler skulle laves, der skulle forhandles og forberedes. Samtidig var der mange, der kredsede omkring uvisheden ved Dronningens velbefindende. Derfor var den noget så irriterende (omend desværre også alt for fascinerende) ambassadør fra Sarain gledet lidt i baghovedet. Lige indtil hun hørte hans navn. Ambassadøren var åbenbart vendt hjem fra en tur til Carthak.

Hun blev vist ind i et lokale og bedt om at vente, stod med ansigtet lagt i neutrale, hemmelighedsfulde folder, mens hun ventede på Ambassadør Anduo. De mørke øjne studerede nysgerrigt rummet.

[Anduo jian Cadao]

Anduo havde haft travlt, mens han var i Carthak og nu hvor han var vendt tilbage, så var der naturligvis hele stakke af sager, som afventede hans tilbagevenden, som han skulle arbejde sig igennem. Derfor havde han brug hele den sidste dag på arbejdet og han var også godt igang med stakken denne dag, da én af hans assistenter kom og fortalte, at den yamanske ambassadør ønskede at se ham i modtage-værelset.

Han glippede søvnigt og forvirret med øjnene, mens han forsøgte at huske, om de havde en aftale, men han kunne altså ikke komme i tanke om noget og endte blod med at gå ned for at mødes med hende. Så kunne hun vel selv fortælle, hvad hun ønskede. Desuden kunne han ikke lade være med at glæde sig lidt til at se, om hun var lige så køn, som han huskede det.

Da han kom ind i modtage-værelset, bukkede han derfor passende for hende og sendte hende et høfligt smil. "Deres Excellence. Hvad skylder jeg æren?"

[Mitsuke Ryuunosuke]

På trods af det kontrollerede ydre, var hun ikke just noget tålmodigt menneske og det glædede hende, at ambassadøren trods alt ikke lod vente på sig, selvom han så ofte havde en evne til at krybe under huden på hende. Respektfuldt bukkede hun nakken for ham og lod et smil blive sendt gennem et fængslende blik gennem de mørke vipper.

"Ambassadør Anduo," hilste hun med samme smil i stemmen, som der var at finde i hendes legende blik. Hvert ord var bevidst, hver bevægelse indstuderet og nøje beregnet som et yndefuldt skuespil og hun var stadig ubeslutsom over for, om hun skulle lade sig opsluge af hans optræden. "Det kom mig for øre, at De var vendt hjem fra Carthak."

[Anduo jian Cadao]

Han blev heldigvis mødt af en rolig Mitsuke, så hun var her ikke for at brokke sig over et eller andet, som han havde gjort. Det var altid noget. For han orkede ærligt talt ikke at skændes lige nu. "Ja, jeg vendte hjem igår," svarede han med endnu et smil. "Vil De ikke sidde?" Han rakte armen ud i retningen af to gode lænestole, som stod ovre ved et af vinduerne. "Må jeg byde på noget at drikke? Eventuelt én af de vine, jeg netop har haft med mig hjem?" Han anede ikke, om hun nogensinde havde været i Carthak.

[Mitsuke Ryuunosuke]

Hun nikkede igen til hans svar og fulgte hans gestikuleren mod stolen, før hun i tavshed tog plads ved vinduet. Sikke gæstfri han pludselig var blevet, ambassadøren. "Det ville være mig en glæde," svarede hun ham oprigtigt og satte sig rank til rette i stolen, evigt bevidst om sin positur. Intet var overladt til tilfældigheder eller letsindighed og med hvert ord og hver bevægelse rykkede de rundt på hinandens brikker, observerede hinanden og prøvede at forudse det næste træk. Eller det var i hvert fald det, hun fortalte til sig selv, var årsagen til hendes ukarakteristisk impulsive besøg.

[Anduo jian Cadao]

Han smilede venligt, da hun tog plads og han gik roligt hen og fandt en flaske, som han havde sat pris på under sit besøg. Han åbnede den og fandt to glas frem til lejligheden, som han skænkede op i. Så stillede han flasken på bordet mellem de to stole og rakte det ene glas frem mod hende. "Det er et godt tidspunkt, De kom for at tale med mig på," sagde han roligt, mens han satte sig i sin egen stol og slyngede glassets indhold rundt i cirkler. "Jeg trængte ærligt talt til et lille afbræk. Mængden af arbejde, jeg havde liggende til at vente på mig, da jeg vendte hjem, var en smule overvældende." Han smilede igen og hævede glasset til en skål, inden han drak. Der var snart længe siden, han havde set hende og ligesom han let lod sig irritere, så lod han også let gamle frustrationer fare.

[Mitsuke Ryuunosuke]

Med blikket var som naglet til ham, mens han fandt både flaske og glas frem. "Det glæder mig, at mine besøg også kan være kilde til noget andet end frustrationer og grå hår," kommenterede hun spøgefuldt og igen var en spøgefuldhed at finde i hendes blik. "Sådan er det, når vigtige mennesker tager ud af landet." Hun tog glasset i en yndefuld bevægelse og fulgte hans eksempel, slyngede selv glassets indhold rundt i glasset. Som en kat, der betragter musen, studerede hun ham nøje.

[Anduo jian Cadao]

Han smilede til hende nok engang og der var et skælmsk glimt i hans øjne imens. "Når De ikke kommer for at forhindre mig i at nå mine mål, så er jeg ganske sikker på, at Deres besøg kan være ganske behagelige," sagde han bare med et skævt smil. Hun var en kvinde af stand, så hun ville sikkert ikke tænke i de baner, som hans egne lige slog smut over. Han smilede dog lidt i respons på netop den tanke. "Og det er elskværdigt af Dem at omtale mig som en vigtig person," svarede han med endnu et smil. "De lader til at gøre meget for at komme på min gode side i dag. Det får mig til at overveje, om der måske alligevel er noget, de ønsker af mig." Hans spøgefulde smil tog brodden af ordene.

[Mitsuke Ryuunosuke]

Ordene og de mange fortolkningsmuligheder, der lå i dem fik hende til at sende ham et facetteret blik, der fik lov at dvæle ved hans længere end hun normalt ville have tilladt det. "Så længe, De ikke forsøger at forhindre mig i at nå mine mål, kan jeg ikke se nogen årsag til, jeg ikke skulle forsøge at gøre ethvert besøg behageligt." Et legesygt glimt spillede kort ind over hendes blik, før hun vendte det mod vinen og tillod sig selv at smage. Den var ulig noget andet, hun nogensinde havde prøvet før og bestemt meget forskellig fra den risvin, de havde i hendes hjemland. "På ingen måde, Ambassadør Anduo, jeg ville blot spørge ind til Deres rejse og ophold i Carthak. Det lyder vældig interessant."

[Anduo jian Cadao]

Fangede han rent faktisk et glimt af noget underholdt i hendes blik? Han kendte hende ikke godt nok til at vide det med sikkerhed, men han havde en fornemmelse. Han kunne dog ikke tillade sig at spille videre på det, hvis det ikke var tilfældet og nippede derfor blot lidt mere til sin vin, mens hun talte videre.

"Det var såmænd også ganske spændende. Jeg fik lov til ved selvsyn at se nogle af de produktioner, til de varer, som vi har forhandlet os frem til under den famøse handelsrute," svarede han med et smil, som blev lidt skævt ved tanken om, hvor hårdt de var stødt i hinanden dengang.

[Mitsuke Ryuunosuke]

Langsomt nikkede hun, blikket låst til det skæve smil om hans smalle læber. Hvor langt fra hinanden de end stod politisk, var der noget stærkt dragende over denne ambassadør, der med sin individualisme og styrke bar sin egen form for skønhed. Som en ildflue blev draget af ilden blev hendes blik draget mod ham, også selvom hun i netop det øjeblik med sit dvælende blik blev alt for bevidst om sandsynligheden for, at hendes politiske rygte kunne brænde op på netop den flamme, hun følte sig så draget af.

Hun trak blikket til sig igen. "De må endelig indvie mig i Deres erfaringer," opfordrede hun i et forsøg på at bevare sin egen, søde illusion om, at hun udelukkende havde søgt hans selskab af professionel interesse. Modvilligt mødte hun atter hans blik.

[Anduo jian Cadao]

Han smilede til hende igen. "Gerne," svarede han og gav sig i kast med at fortælle om de forskellige ting, han havde set dernede. Imens kommenterede han også på, hvilke ting, han mente, hun måske ville finde ekstra interessant. "Hvis De ønsker det, kunne De måske komme med, når jeg skal besøge produktionerne næste gang?" spurgte han med et lille glimt i øjet. "Jeg ved, at de vil have flere spørgsmål derhjemme, når jeg sender mine rapporter, så jeg har aftalt endnu en rejse." Datoen lå slet ikke fast. Det kom alt sammen an på, hvor hurtige de var derhjemme.

[Mitsuke Ryuunosuke]

Som han fortalte, gjorde hun sig umage med at være tavs på de rigtige tidspunkter og komme med små, begavede spørgsmål og kommentarer til hans udsagn. Det glædede hende, at de kunne sidde sådan og føre en civiliseret samtale efter deres noget heftige sammenstød et par måneder forinden. Alligevel var der også noget foruroligende ved det.

Tilbuddet fangede hende uforberedt og et kort øjeblik forholdt hun sig tavs, vurderende. "Jeg vil med glæde undersøge, om det er en mulighed." Hun holdt en lille kunstpause, mens en ganske let trækning spillede ved hendes ene mundvige i et flygtigt øjeblik. Så var det ovre. "Men det er bestemt et diplomatisk tilbud. Jeg vidste slet ikke, De var så glad for mit selskab?" Der var noget drilsk dybt i de mørke øjne, da hun igen fangede hans blik.

[Anduo jian Cadao]

Han smilede lidt til gengæld for den korte munterhed, han så hos hende. "De tager helt fejl her, Ambassadør Mitsuke. Jeg forsøger blot at indynde mig hos Dem, så De vil være eftergivende over for mig, næste gang vi sidder i forhandlinger." Han sendte hende et lille skævt smil igen og nippede så til sin vin, mens han sad og betragtede hende efter mindste tegn på, hvad hun mon tænkte om den kommentar.

[Mitsuke Ryuunosuke]

Langsomt lænede hun sig en smule mere tilbage i stolen. Det var tydeligt, at han nød at vende spillekortene mod hende. Hun skulle nok spille dem tilbage igen. "Det må jeg give Dem, en velovervejet plan," hun sendte ham et uudgrundeligt blik, fascineret af det besnærende glimt af stærk, selvkontrolleret charme, der glødede fra ham."Men nu De har afsløret dette mesterværk af en plan, kan De jo lige så godt fortsætte og indvie mig i bevæggrundlaget for, at De valgte at afsløre esset i ærmet allerede nu?" Mitsuke havde ingen problemer med at lege med på hans lille leg og vippede hovedet en ganske lille smule på skrå, betragtede ham afventende for hans næste træk.