En spændende nyhed

[Myrilla af Stenbjerg]

Larkin af Stenbjerg

Rejsen til hovedstaden havde været lang og udmattende. Generelt havde de sidste par måneder været lidt for fyldt med rejser frem og tilbage gennem landet. Heldigvis havde det ikke taget længe for tjenestefolkene at forberede et varmt bad til Hertuginden ved ankomst og efter det følte hun sig både mere klar og oplagt. I en tætsiddende kjole i Stenbjergs farver trådte hun ned af trappen, før hun satte gennem hallen og ind i en af stuerne, det fugtige hår bundet stramt op.

Synet af Larkin fik hende til at smile mildt og hun ventede et øjeblik, betragtede ham blot fra sin plads i døråbningen, før hun endelig trådte ind. "Så er vi tilbage igen," konstaterede hun med en uvant ømhed i stemmen, som hun skridtede tættere på. Først et par meter fra ham standsede hun.

[Larkin af Stenbjerg]

Han var ved at være godt træt af rejser. Nu var de i Corus, og han planlagde at blive her til foråret. Ikke tale om at han gad rejse mere rundt i det her år. Efter at være kommet hjem var Myrilla gået op for at få et bad, og Larkin havde kort talt med Kieran, der bød ham velkommen hjem og lovede, at han ikke have været alt for meget efter tjenestepigerne. Så satte han sig ellers med en af de alkymibøger, som Myrilla havde givet ham i fødselsdagsgave. Man slappede nu engang bedst af med en bog mellem hænderne.
Han så først op, da hans hustru sluttede sig til ham i stuen. ”Det er vi,” svarede han med et let smil og klappede på pladsen ved siden af sig. ”Hjalp badet?” Myrilla havde virket noget udkørt.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hans opfordring gik ikke uset hen, men hun vidste ikke helt, om den bedste fremgangsmåde var at sætte sig ved hans side. Et langt øjeblik stod hun stille. "Jeg er nødt til at tale med dig om noget," begyndte hun, tøvede atter et minut. Så gik hun rundt om bordet og satte sig ned ved siden af ham. Denne gang lænede hun sig dog ikke ind til ham som normalt, men satte sig så meget med front mod ham, som sofaen tillod det. Hænderne lå foldet i hendes skød.

"Jeg ved godt, jeg ikke burde holde ting hemmelige for dig, men..." Hendes blik flakkede. Hun havde været bange for, at han ikke ville lade hende komme tilbage til Corus. Så tvang hun sig til at møde hans blik igen, rankede ryggen. Musklen i kæben spillede diskret under huden.

[Larkin af Stenbjerg]

Det lød alvorligt? Han løftede øjenbrynet og sænkede bogen helt, da hun kom hen til ham. ”Men?” Havde hun holdt noget hemmeligt? Tonen i hans stemme bar et tydeligt præg af, at indrømmelsen ikke faldt i særlig god jord. Han brød sig ikke om, at hun rendte rundt og skjulte ting for ham. Nu troede han jo lige, at han havde fået styr på hende. Han blev dog ikke decideret arrig. Det kunne jo være, at det var en lille ting, som hun blot havde gået og været flov over eller sådan noget.

[Myrilla af Stenbjerg]

Tonen fik allerede sat dagsordenen for, at han bestemt ikke syntes, det var i orden. En anelse besværet sank hun hårdt, følte sig uendeligt tør i svælget. "Jeg var bange for, det ville påvirke beslutningen om, at vi begge skulle til Corus i en negativ retning." Forsigtigt rakte hun ud for at tage hans hånd, men ombestemte sig så midt i bevægelsen og lagde i stedet hænderne over sine knæ. "Larkin, jeg er med barn." Myrilla havde prøvet at holde en alvorsfuld mine, men nu hun hørte sig selv sige ordene, kunne hun ikke lade være at smile igennem masken.

[Larkin af Stenbjerg]

Han kneb øjnene lidt sammen. Nu fik han næsten lyst til at sende hende tilbage til Stenbjerg, bare for at vise hende hvad der skete, når hun forsøgte at lyve for ham. Så fortalte hun endelig, hvad hemmeligheden. Blikket blødte straks lidt op. Fint, han kunne vel lade hende slippe denne omgang ... ”Ikke andet? Jeg ville da have været villig til at lade dig rejse med til Corus, hvis du havde fortalt mig det.” Hun havde trods alt opretholdt sin del af deres aftale nu. ”Men det var jo godt. Hvor langt henne er du?” Han vendte blikket tilbage i bogen for at finde det sted, han var kommet til. Graviditeten chokerede ham ikke rigtigt. Det havde jo bare været et spørgsmål om tid, og de havde arbejdet på det længe.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hvert træk i hans ansigt var foruroligende og hun rykkede sig ubevidst lidt tilbage for ikke at provokere ham yderligere. Reaktionen var undervældende og fuldstændig antiklimaktisk, men det var først, da han hævede bogen igen og ville give sig til at læse videre, at musklen ved kæben først dirrede faretruende. Ikke andet? Hun havde lyst til at stikke ham en flad og knugede sine rystende hænder for at forhinde, at de måtte driste sig til noget idiotisk. "Ikke andet?" gentog hun hult og så på ham, stadig ude af stand til at vælge, om hendes ansigtsudtryk skulle hælde mest mod den harme eller det chok, hun følte. "Jeg fortæller dig, jeg bærer dit barn og..." Hun tav.

[Larkin af Stenbjerg]

Ved Mithros altså. Hvorfor lød hun så chokeret? Larkin sænkede igen bogen og nikkede. ”Det gør du, ja.” Hvad forventede hun? En fest? At han faldt på knæ foran hende og græd af lykke? ”Sådan fungerer ægteskab, kære. To personer bliver gift, og så får de et barn. Naturligvis er det gode nyheder, du kommer med, men det er jo ikke fordi, at det er uventet eller overraskende på nogen måde. Det var et spørgsmål om tid.” Han forstod ikke, hvorfor andre mænd nogle gange hidsede sig sådan op over det. Det her var jo blot en del af en naturlig proces, som alle gennemgik. Det var ikke noget særligt. ”Jeg er sikker på, at dine brødre gerne giver dig den chokerede reaktion, hvis det er den, du savner.” Nå ja, hun havde ikke svaret ham endnu. ”Hvor langt henne er du?”

[Myrilla af Stenbjerg]

Igen krøb han under huden på hende, men denne gang var det ikke just en positiv ting. Han fik det til at klø ubehageligt og hun fik næsten lyst til at gøre et eller andet drastisk i afmagt. "Det er ikke mine brødre, jeg forventer den af, men den mand, hvis unge, jeg skal presse ud," protesterede hun og nægtede at besvare nogen som helst spørgsmål, før han havde leveret en passende mængde entusiasme over den nyhed, hun netop havde overbragt ham. "Og nu vi er inde på mine forventninger, så er det at blive talt til uden nedladenhed, når jeg er i færd med at fortælle dig om noget, der for mig er vigtigt."

[Larkin af Stenbjerg]

Hun fortsatte. Hvorfor var hun så besat af det her? Selvfølgelig var det en stor forpligtelse for en kvindes krop at bære et barn i ni måneder, men det var da ikke hans problem. Det havde hun tjenestepiger, helbreder og veninder til. ”Du stillede mig et dumt spørgsmål, så selvfølgelig får du et nedladende svar tilbage, Myrilla.” Det var ikke hans problem, at hun mente, det her var en eller anden gigantisk begivenhed, der tilsyneladende var et optog gennem byen værdigt. ”Vi vidste begge to, at du ville blive gravid før eller senere, så hvorfor forventer du, at jeg skal være overrasket? Det går jo som planlagt.” Kvinder kunne virkelig hidse sig op om dette emne.

[Myrilla af Stenbjerg]

Kæben blev kun mere spændt, da han insisterede på at holde fast i sit latterlige udgangspunkt om, at hun åbenbart ingen form for anerkendelse fortjente på det område. Et dumt spørgsmål? Hun prøvede at berolige sig selv, men hver muskel i hendes krop var spændt i arrigskab. "Jeg forventer ikke, at du skal være overrasket, men blot glæde dig lidt over det faktum, at jeg er med barn," indvendte hun hidsigt og måtte kæmpe mod den spændte kæbe, for at få ord ud gennem de sammenbidte tænder. "Det er mig helt ubegribeligt. Jeg har været blid som et lam og kælen som en kat, ikke voldt nogen problemer og så kan du ikke engang unde mig det?"

[Larkin af Stenbjerg]

Siden hvornår havde de aftalt, at han skulle hoppe rundt af glæde over en graviditet, fordi hun havde opført sig ordentligt? Men fint, hvis det var sådan en reaktion hun ville have, kunne han let spille den rolle. Han lagde bogen fra sig og blødte op i et undskyldende mine. ”Du har ret, kære. Det var ikke retfærdigt af mig.” Stemmen var blid og øm, imens han rakte over og strøg hendes kind. Han smilede ubesværet og efterlignede til perfektion glæde. ”Jeg glæder mig bestemt til, at vi kan blive forældre og få vores lille arving. Jeg er sikker på, at du vil blive en fantastisk mor.” Han tog hendes hånd og kyssede den lige så blidt. Så rettede han blikket op mod hende. Et iskoldt blik, der dog stadig var tilsat det strålende glade smil. ”Så, kære, er du tilfreds nu?” Hun havde fået, hvad hun havde bedt om, og så forventede han egentlig, at det her emne var uddebatteret.

[Myrilla af Stenbjerg]

Kæben var et sekund lige ved at smutte fra hende, da han vendte på en tallerken og pludselig virkede som definitionen på rendyrket glæde. De grønne øjne blev misset sammen i mistænksomhed, mens han kyssede hendes hånd. Der var noget ved det pludselig skift, der virkede foruroligende og da kulden skinnede igennem i de blå øjne, sprang hun op fra sin plads. "Din syge..." Hun tav og marcherede arrigt ud af lokalet, gjorde sig ekstra umage for at hamre døren i med et altoverdøvende brag.

[Larkin af Stenbjerg]

Ah, helt dum var hun nu engang ikke. Han grinede lidt, da hun valgte at stikke af og samlede bogen op igen for at læse videre. Så kunne det da være, at hun var færdig med at te sig nu. Han kunne altid straffe hende senere for hendes bemærkning mod ham. Lige nu ville han bare gerne læse sin bog i fred.

lukket