Bundet sammen for evigt

[Adrian af Dunlath]

Julietta af Dunlath
d. 16-09-527 M.T.

Det havde været alt andet end perfekt, men i det mindste havde de haft en undskyldning. Forhåbentlig ville hoffet købe den. Den naive, romantiske lille komtesse der inderligt ønskede at følge sin forlovede, og den forlovede der bare blev tvunget gennem det. Det var ikke perfekt, men dog langt bedre end alternativet.
At holde masken gennem dagens festligheder var svært, så han var ualmindeligt lettet, da de endelig kunne trække sig tilbage. Så snart de var i hans soveværelse – der nu var deres soveværelse – kollapsede han på sengen med et dybt suk. ”Endelig er det overstået!” Han åndede lettet ud. ”Jeg håber, at vi klarede vi det ... det virkede som om folk troede på os ...” Men man vidste jo aldrig.

[Julietta af Dunlath]

Brylluppet. Julietta havde planlagt, drømt om og glædet sig til den dag hele sit liv, men nu den var overstået, havde hun mest af alt lyst til at sætte sig og græde sit hjerte ud. I tavshed fulgte hun ham til soveværelset, der nu ikke længere kun var hans, men også hendes. Det var ikke længe, hun havde været i Dunlath og selvom gæsteværelset havde været fremmed og ensomt, havde hun vænnet sig til det. Dette var bare endnu et fremmed værelse i et fremmed hus i et fremmed len.

"Hm," mumlede hun distræt og så længselsfuldt på vinduet. For første gang i selskab med Adrian ønskede hun sig langt væk. Til Linden, sin mor og sine søstre. Hendes kinder blussede, da hun endelig formåede at rive blikket væk fra vinduet og hen på Adrian, der lå og slangede sig i sengen.

[Adrian af Dunlath]

Hun var noget stille i det ... Han drejede hovedet og så efter hende, imens hun stirrede mod vinduet. Han satte sig lidt op på albuerne og rynkede på panden, da hun endelig så på ham. ”Er der noget galt?” Han skubbede sig helt op at sidde og kørte hånden gennem sit hår. Han kunne godt forestille sig, at hun ikke var glad for situationen. Det her var nok ikke gået, som hun havde ønsket det, men der var ikke meget, som de kunne gøre ved det.

[Julietta af Dunlath]

Selvfølgelig havde han bemærket, at noget var galt, men hun havde selvfølgelig heller ikke prøvet så ihærdigt på at skjule det. Hun sukkede lavt og trak på skuldrene, før hun langsomt satte i bevægelse over mod ham. Forsigtigt tog hun plads på kanten af sengen med endnu et suk. "Det piner mig at se, at vores bryllup gør dig så ulykkelig," hun tav et kort øjeblik, før hun fortsatte "Det var aldrig min intention, det håber jeg, du ved." Julia prøvede virkelig at møde hans blik, men noget i hende fratog hende modet og hun endte derfor med at stirre på en gylden tråd i den røde tunika.

[Adrian af Dunlath]

Tja, han kunne ikke lige frem påstå, at han var glad for at stå i den her situation. Han vidste dog, at det her var tanker, der havde tynget Julia meget. ”Det er ikke din skyld, Julia,” sagde han roligt og rykkede sig lidt ud, så han kunne sidde ved siden af hende. Han tog hendes hånd og gav den et blidt klem. ”Min holdning til ægteskab kommer nok aldrig rigtig til at ændre sig ... men uanset hvad kunne jeg ikke ønske mig en bedre hustru end dig.” Hvis han absolut skulle gennem det her, var han i det mindste glad for, at det trods alt var med Julia. Hvis han skulle tilbringe resten af sit liv med en anden, skulle det være hende.

[Julietta af Dunlath]

Hun gjorde hverken fra eller til, da han rykkede hen til hende, selvom hun lige i det øjeblik ikke følte den samme tryghed, hun normalt følte i hans nærvær. Der var intet ved dette, der var fjerlet, lyserødt og romantisk, som hun altid havde forestillet sig, det ville være. Det blå øjne blev fugtige og hun så ned på sin hånd i hans. "Jeg troede, jeg kunne ændre det," snøftede hun ulykkeligt og trak hånden fra hans, for at kunne gemme sit lyserøde ansigt i hænderne, mens det klagende snøft blev til flere.

[Adrian af Dunlath]

Hans ord hjalp vist ikke meget, så han lagde armen op om hendes skulder i stedet og trak hende ind til sig for at trøste hende. Han aede hende på armen og kyssede hende i håret. ”Søde Julia, du må ikke græde ...” bønfaldt han hende og knugede lidt om hende. ”Måske bryder jeg mig ikke om ægteskab, men det betyder jo ikke, at jeg ikke elsker dig, vel?” påpegede han. ”Det er ideen om ægteskab, jeg bøvler med ... jeg er ikke ked af at skulle tilbringe mit liv med dig.” Det havde han efterhånden indset for længe siden. Han elskede hende jo. De hørte sammen ... selv hvis han så godt kunne tænke sig at have nogle løse relationer på siden. Det var bare lidt ærgerligt, at den slags gjorde Julia ked af det, så han havde det dårligt med at gøre det ...

[Julietta af Dunlath]

Berøringer og kyssene gjorde kun ondt værre, og tårerne begyndte nu også at trille ned over hendes kinder og under hænderne, der stadig dækkede hendes ansigt. Som han fortsatte med at tale fik hun dog forsøgsvist lagt bånd på sig selv igen og hun så op på ham med store øjne. "Kan du love mig det, Adrian?" Hun snøftede, men tårer var der umiddelbart ikke flere af. "Vil du elske mig resten af dit liv?"

[Adrian af Dunlath]

Han lagde begge hænder mod hendes kinder og mødte hendes blanke øjne. ”Jeg vil elske dig for evigt,” lovede han hende. Han kunne ikke forestille sig, at han nogensinde ville være i stand til at stoppe med at elske hende. Han strøg tommelfingrene mod hendes kinder og kyssede hende så på næsen. "Så lad være med at græde." Derefter lod han sig falde ned på ryggen igen og hvilede hovedet mod madrassen under sig. ”Lad os hellere være glade for, at folk ikke lod til at fatte mistanke.”

[Julietta af Dunlath]

Det lød troværdigt og Julia vidste udmærket godt, at Adrian hidtil ikke direkte havde løjet over for hende. Han elskede hende. Et smil fandt vej gennem tårerne og hun trykkede læberne mod hans, efter han havde kysset hendes næse. Det var vådt og hun trak sig tilbage, tørrede øjnene, mens han lagde sig ned og hun atter lod blikket sænke sig over ham med en tydelig gnist af både fascination og beundring. Hånden lagde sig over maven, der stadig lignede sig selv eller allerhøjest en lidt opspilet udgave af sig selv. "Tror du virkelig?" Tonen var forhåbningsfuld, mens hun draget af ham rykkede sig længere ind på sengen.

[Adrian af Dunlath]

Han nikkede. At give udtryk for hans egen frygt og underliggende bekymring ville ikke hjælpe. Det var bedst at forholde sig positiv, når han var i nærheden af Julia. Ellers blev hun bare unødvendigt bekymret. ”Jeg tror, at det gik. Jeg så i hvert fald ikke nogen kigge på din mave.” Og den slags måtte jo være et tydeligt tegn, hvis folk mistænkte noget. Han rakte en hånd op og aede hende på kinden. ”Men ja ... til gengæld er vi strandet her det næste lange stykke tid.” Nok faktisk et helt år ... Det blev hårdt, men de kunne jo ikke gøre så meget ved det.

[Julietta af Dunlath]

Smilet voksede og hun lænede sig helt instinktivt ind mod hans hånd. Igen blev hun grebet af en trang til at undskylde, men samtidig var det også det eneste, hun havde gjort, siden de havde ligget sammen. Grædt og undskyldt. På et tidspunkt måtte det vel slutte. "Men i det mindste er vi her sammen," mindede hun ham om og forsøgte sig med sit bedste opmuntrende smil. "Og jeg lover, jeg vil gøre alt, jeg kan, for at gøre dig glad." Smilet blev mere oprigtigt.

[Adrian af Dunlath]

Han smilede til hende. ”Nemlig.” De havde hinanden at støtte sig til, og han havde tænkt sig at gøre, hvad han kunne for, at ingen ville tro, Julia allerede var med barn. Chokerende nok kunne Annora og Rupert vise sig nyttige nu. Dunlath havde allerede et eksempel på hurtig graviditet, så de kunne måske afværge mistanke ved at pege på storebroderens ægteskab og sige, at Dunlath-mænd bare var meget effektive. ”Så det vil du?” Smilet blev mere skævt, og han satte sig op. ”Så synes jeg, at du skal rejse dig op, så jeg kan få den kjole af dig.” Hvis hun var så ivrig efter at gøre ham glad, ville han da bestemt ikke spilde tiden.

[Julietta af Dunlath]

Det øjeblik hans smil blev skævt og blikket tog form af noget meget mindre stuerent, blev hendes kinder atter varme. Langsomt kom hun på benene med et genert smil. "Du er en sand romantiker," kommenterede hun spøgefuldt i et forsøg på at lyde kæk, der sikkert havde været mere vellykket, hvis ikke hendes stemme havde skælvet en ganske lille smule. Hun rakte en hånd frem som en invitation til, at han skulle rejse sig og gøre hende selskab på gulvet.

[Adrian af Dunlath]

”Ja, er jeg ikke?” grinede han og rejste sig for at tage hendes hånd. Han trak hende ind til sig og kyssede lige så blidt hendes læber, imens hænderne løsnede kjolen. De havde begge brug for at slappe af efter den hektiske dag, og man slappede altid helt fantastisk godt af, når man lå og hyggede sig med nogen i en seng. Han skubbede kjolen ud over hendes skuldre og begyndte så selv at tage sin tunika af.