Glædeligt gensyn

[Leonora af Legan]

Niklaus af Legan

Endelig var der tid til at Niklaus havde et frirum fra alle pligterne. Leonora gik storsmilende hen mod ham i en af familiens stuer,hvor han sad og slappede af. Det var længe siden hun havde set ham ordentligt og hun stoppede derfor op, for rigtigt at se ham igen. Jo det var ham, hendes smukke broder, som hun elskede så højt, endelig kunne de snakke sammen. Hun satte hurtigt i bevægelse og fandt plads overfor ham med et bredt smil på læberne "Nik. Endelig kan jeg få lov at tale med dig" Det var svært at finde ud af, vad hun ville starte med at sige. Der var sket så mange ting, og hun havde så meget hun gerne ville dele med ham. Hun besluttede derfor at starte ud med sit løfte fra Corus "Jeg mødte en af dine venner i Corus, Alexander ed han." hun stoppede eftertænksom op et øjeblik for at være sikker på hun fik hele beskeden med "Jeg skulle hilse fra ham og sige, at han glædede sig til du kom hjem igen og at han tænkte på dig.. Det var vidst sådan" Hun tænkte efter en ekstra gang. Jo det var det hele. Så smilede hun igen til sin broder.

[Niklaus af Legan]

At være ridder var skønt. Det var hans drøm, hans formål. Det var det, han kunne. Ikke at han forstod, hvorfor de ikke kunne have lagt grænserne lidt længere mod syden, men det var jo ikke fordi han skulle brokke sig. Han satte sig lidt til rette i sofaen, han havde plantet sig i efter sit bad og havde ingen intentioner om at rejse sig foreløbig. Uden at have læst så meget som et ord i den bog, han holdt, vendte han siden.

Lyden af skridt fik ham til at se op og han smilede afmålt til søsteren. "Leonora," hilste han med et nik og lagde bogen fra sig. "Ja?" Igen rykkede han lidt på sig, denne gang mere op fra sin plads for ikke at se helt sammensunken ud. "Alexander?" Han rynkede på næsen og skulle til at komme med indvendinger. Som altid trak han sig lidt tilbage, når uvedkommende ville begynde at kommentere på hans mere private interesser. "Jamen tak. Tak." Hilsnen fik det til at snurre varmt i maven, men det var ikke en følelse, han tillod sig selv at dvæle ved.

[Leonora af Legan]

Leonora bed mærke i sin broders meget kortfattethed, men han var vel nok træt efter arbejdet. så hun besluttede sig for at være den der førte ordet. "Ja Alexander. Jeg mødte ham til en sammenkomst. Han kunne åbenbart genkende mig som din søster. Vi snakkede en del om tegninger. Det lader til han er god til at tegne portrætter og nu har han lovet mig at lære mig det, når jeg kommer hjem igen." Leonora glædede sig. hun havde længe ønsket at kunne tegne bedre end hun gjorde, og nu havde hun endelig mulighed for at lære det. "Han ville også se mine tegninger." Det var tydeligt at Leonora var blevet meget glad for Alexander meget hurtigt, og på nogen måder allerede så lidt op til ham.

[Niklaus af Legan]

Det var på ingen måde, fordi han så Leonora som en uintelligent pige, men af og til var der et hint eller to for meget, der fløj over hovedet på hende og han brummede lidt, da hun ufortrødent plaprede videre om ting, hun slet ikke vidste noget om (læs: Alexander).

"Hm," brummede han igen uden at have overskuddet til overhovedet at prøve at lægge skjul på sin misfornøjelse ved hele situationen. Leonora behøvede altså ikke rode sig ind i dette! Han lænede sig lidt længere tilbage i sofaen og så på hende med vurdering i blikket. "Er det smart at stifte et tættere bekendtskab til en junker, når din forlovelse kun lige er kommet på plads?" inkvirerede han med rynkede bryn.

[Leonora af Legan]

Hun så på sin broder og kunne ikke helt beslutte sig for om hun skulle smile eller blive sur. bare fordi hun fornyligt var blevet forlovet kunne hun vel nok få lov til stadig at snakke med folk, men samtidig forstod hun også hvad han mente med kommentaren. Hun endte med en mellemting og sank en smule sammen "Jeg ved det godt. Jeg ville bare så gerne lære det. Det er jo ikke fordi der sker alt muligt. Han er desuden meget opmærksom på at vi ikke er alene, så folk kan snakke." Hun kiggede ned på sine hænder og fortsatte "Jeg har lært min lektie og skal nok lade være med at rode mig ud i problemer igen" Den ene gang på rundturen som Nik kendte til var nok til at understrege at hun havde lært af tingene.. Næsten.

[Niklaus af Legan]

Niklaus havde kendt Leonora hele hendes attenårige liv og vidste udmærket, hvilke små træk i hendes ansigt, han skulle lede efter, for at vurdere hendes humør. Det glædede ham da også, at hun valgte at tage hans ord for hvad de var, frem for at starte en tåbelig diskussion om det. Måske alligevel han havde været heldigere end Roland med sine søstre. Både fordi han kun havde to frem for fire, men også fordi de måske alligevel var lidt lettere at tøjle end Linden-pigerne lod til.

Han lod tanken fare og nikkede tilfreds af Leonoras ord. "Alexander er en..." Han måtte tie et øjeblik for at dræbe det smil, der var på vej frem alene ved at nævne hans navn. "God mand. Ærefuld, intelligent. Det ville vel ikke skade, hvis han kunne lære dig en ting eller to."

[Leonora af Legan]

Det var svært for Leonora at læse sin broder. Først lød det ikke til at hun måtte omgås Alexander, så virkede det som om Nik var ved at smile over noget ved manden og pludselig ville det være godt at Alexander lærte hende noget.

Leonora var forvirret. Hun måtte prøve at stikke lidt til sin bror og se hvad der så kom ud af det. "Han har allerede hjulpet mig lidt. Jeg var meget i tvivl om hvad jeg skulle gøre i forhold til alt det her med forlovelsen, men så fortalte han om hvordan han selv var forelsket og hvilke komplikationer det gav ham" Det gik op for hende, at hun da slet ikke havde fået pigens navn. Men det havde bestemt været i hjælp alligevel.

[Niklaus af Legan]

Talen om Alexander havde som en slange snoet sig igennem hans tankespor og trak et glitrende spor af beundring efter sig. Først efter et par sekunder gik det op for ham, at Leonora talte. "Jaså?" Han så på hende og lagde armene over kors. "Og hvad kunne du så lære af ham og hans komplicerede forelskelse?" inkvirerede han med brynene rynket, så panden blev lagt i folder. Det huede ham langt fra, at Alexander havde valgt at tale med flere om sin forelskelse - især med tanke på, at den nye udvalgte var ingen anden end hans lillesøster.

[Leonora af Legan]

Leonora kiggede længe på ham. Der var et eller andet ved ham, måske noget der gik ham på? Hun kunne ikke helt gennemskue hvad. "Tja altså.. Vi snakkede omkring kærlighed" Hun rødmede en smule, Det var ikke normalt et emne hun delte så ofte med sin broder. Hun holdte en lille pause, men fortsatte så "Jeg fortalte min holdning. At folk skal have lov til at ægte dem de selv finder passende, frem for at blive kædet sammen med nogen de ikke kender. Men Alexander fortalte mig nogle ting, der gjorde at jeg alligevel besluttede mig for at glemme det og bare acceptere at være forlovet mig en jeg aldrig har mødt. Det har jeg så nu, og det virker da forholdsvis godt nok" Det var svært helt at forklare. Det var ikke så meget det ALexander havde sagt, mere det, at han have givet hende en klarhedsfølelse.

[Niklaus af Legan]

Kærlighed? Hans skepsis blev kun mere udtalt, da han også rettede sig lidt op. Det var virkelig ikke optimalt, hvis Alexander havde givet hende en mistanke om noget. Han vidste ikke, hvor meget Leonora lige gik og snakkede med folk, der ikke skulle vide noget. "Hm," brummede han misbilligende, før hun kom til sin konklusion om, at hun havde accepteret sin forlovelse. "Det var da måske meget godt," mumlede han og lænede sig lidt tilbage igen. "Har du da selv..." Hans stemme døde ud. Været forelsket? Nej, han kunne ikke få sig selv til at sige det. Irriterende selvbevidst om tavsheden, der hang efter hans ufuldendte sætning, rømmede han sig.

[Leonora af Legan]

Der var et eller andet ved Niklaus der ikke var som det plejede. Hendes broder der ellers altid virkede så urokkelig og sikker, virkede nu næsten nervøs. det måtte være al snakken om følelser. hvad kunne det næsten ellers være? Hun kiggede på ham ved hans spørgsmål. Hans fik det ikke stillet færdig, så hun måtte gætte sig til, hvad det havde været. "nej.."
Hun var usikker, men det var hendes umiddelbare svar på alle de tænkelige måder, hun kunne afslutte hans spørgsmål.

[Niklaus af Legan]

Det gjorde ham mere end bare en lille smule ukomfortabel, at samtalen havde taget en temmelig privat drejning og han rømmede sig endnu engang, denne gang i et forsøg på at overhøre hendes svar. Han havde virkelig ikke lyst til at høre om hendes kærlighedsliv. "Udmærket," konstaterede han og nikkede lidt til hende uden at vide, hvad han ellers skulle foretage sig. Det virkede så underligt og opstillet. Fingrene pillede ved en løs tråd i sofaen, men også den mistede hurtigt hans interesse.

[Leonora af Legan]

Leonora kiggede på sin broder og kunne ikke helt lade være med at le for sig selv. Han var lidt sød, som han sad der og var ukomfrontabel omkring samtalen. Men hun elskede sin broder og ville ikke pine ham mere end højst nødvendigt. Hun besluttede sig derfor for at skifte emne. "Men nok om mig. Hvordan har du det? Har det været travlt heroppe?" Det måtte være noget han havde det bedre med at snakke om, i stedet for alt det følsomme. Selvom det andet var sjovt, så var han hendes broder og hun så ham helst som den stærke selvsikre mand som kunne klare alt.

[Niklaus af Legan]

Heldigvis skiftede hun emne, før Niklaus kunne nå at bide mærke i hendes morskab over hans tydelige nervøsitet ved emnet. Han nikkede igen, denne gang vurderende. "Frølund er, hvad Frølund altid har været," konstaterede han henkastet med et træk på skuldrene. "Her er koldt og mørkt. Den eneste fordel er, vi får lov til at gokke nogle scanranere i hovedet." Et drenget smil fik lov at danse over hans læber for en kort bemærkning, før han igen så over på hende med et mere alvorsfuldt udtryk. "Og du og Katrina? Er I gode? Opfører jer ordentligt?" ville han vide.

[Leonora af Legan]

Der var hendes elskede broder, præcis som hun bedst kunne lide ham. Stærk og en smule drenget. Hun elskede når han smilede og virkede til at have det godt. Sådan var det nu bedst. Hun var dog ikke særlig glad, da han stillede spørgsmål til hende og hendes søster. Hun havde altid haft svært ved at lyve overfor ham "Katrina opfører sig som en engel ligesom altid. og jeg.. Jeg gør hvad jeg kan for ikke at skade familiens rygte og ry." Hun kunne ligeså godt være ærlig. Han ville få det ud af hende alligevel, det kendte hun ham for godt til.