Ingen udvej

[Damien af Theaham]

Leonora af Legan

Der havde ikke været meget, han kunne stille op. Damien sukkede svagt for sig selv, imens han red op mod Legan-familiens hjem. Ikke nok med at han var blevet forlovet, i dag skulle han møde hende. Han priste sig mest af alt lykkelig over, at Adelaide i det mindste var ude på patrulje. Så kunne hun i det mindste ikke gå og surmule, så han fik endnu dårligere samvittighed.
Han havde modtaget et brev fra sin forlovede, hvilket blot gjorde alt mere besværligt. Den her balancegang var uudholdelig, og han ville mest af alt bare gerne finde et eller andet galt ved komtessen, så han kunne få afbrudt forlovelsen.
Han overlod sin hest til en stalddreng og blev vist indenfor. En tjener meldte hans ankomst, og Damien blev vist ind i en lille stue. Uanset hvad var han nødt til være imødekommende. Hun var en af hans kollegaers lillesøster, og Theaham havde brug for et godt ry. Det gik ikke, at han lod sine følelser komme i klemme.
Komtessen stod inde i stuen sammen med en anstandsdame og det der måtte være hendes storesøster. Umiddelbart virkede hun som en nydelig ung frøken. Han havde lidt håbet på, at der ville være et eller andet åbenlyst i vejen med hende, men hun var yndig og ung. ”Nådigfrøken Leonora, ikke sandt?” hilste han og fandt et venligt smil frem, imens han bukkede for hende og søsteren. ”Det glæder mig at møde Dem.”

[Leonora af Legan]

Det føltes som evigheder Leonora ventede i stuen på at hendes forlovede skulle dukke op. Selvom det ikke var passende for en ung komtesse gik hun nervøst frem og tilbage, tankerne fløj gennem hovedet på hende og halvdelen af dem var der end ikke plads til. Hendes søster prøvede at berolige hende og snakke med hende, men uden helt at det lykkedes.
Så blev hans ankomst meldt og hun stivnede. Der kom han, hendes forlovede, hendes kommende mand. Okay så han så da noget kønnere ud end hun havde regnet med og noget mere venlig. Hun smilede og følte sig allerede en smule mere rolig. "Det stemmer. og De er så Ridder Damien går jeg ud fra" Hun smilede høfligt til ham og nejede let "Velkommen til"
Det gik op for hende at det egentlig var ganske let at snakke med ridderen, eller hvert fald at hilse på ham.

[Damien af Theaham]

Han var en blanding af lettet og ærgerlig over, at ridder Niklaus ikke var til stede. Han vidste, at det nok ville have været akavet, hvis komtessens bror havde været til stede, men samtidig savnede han lidt at have en anden mand i rummet. Det her var ikke lige frem en situation, han var vant til at befinde sig i. Det gik dog ikke at vise uroen, så han holdt den rolige mine. ”Mange tak, De har en smuk bolig her. Selvom den sikkert blegner i forhold til Deres hjem i Legan?” Det måtte være et forholdsvis harmløst emne, gættede han på. Storesøsteren indbød dem begge til at sætte sig, og Damien endte på den anden side af bordet, over for Leonora og hendes søster, der skænkede te op til kvinderne og lidt vin til Damien.

[Leonora af Legan]

Leonora satte sig ved bordet og kiggede lidt på teen, i dette øjeblik kunne hun næsten tænke sig noget lidt stærkere end te, men det kunne hun ikke sidde her og udstråle, så hun gemte hurtigt tanken væk igen, kiggede så over på Damien i stedet og deltog i samtalen. " Jeg har ikke selv været her mange gange. Jeg foretrækker at være i Corus. Begge dele blegner nok lidt ved siden af Legan, men Det er ikke altid udseendet det kommer an på hvis De spørger mig." Hun stoppede op efter at have sagt sin mening. Var det for meget for en komtesse at udtrykke sig på den måde? og hvad vigtigere var, burde de ikke være dus, hvis de var forlovede? Hun var forvirret og det var svært at snakke. Hun blev generet f sin søster og anstandsdamen der også var til stedet men kun for at holde øje. Hun forsøgte at finde noget at sige og åbnede så munden "Hvad med Dem, har De travlt heroppe?"

[Damien af Theaham]

Svaret undrede ham en smule, men han spurgte ikke nærmere ind til det. Umiddelbart tolkede han hendes svar som noget i dur med, at hun mente, at Legan var et smukt len, men at der var noget i Corus, der trak mere i hende. Det var vel også en meget normalt indstilling at have. Han drak lidt af sit glas, imens han overvejede hendes spørgsmål. ”Udstationeringer er ofte præget af travlhed – især her langs grænsen til Scanra.” Han nikkede kort. ”Man skal knokle, så man gør sig fortjent til at rejse hjem igen og holde fri for en stund.” Der var grænser for, hvor mange detaljer han kunne gå ind i, så han holdt sig til det mest overordnede – mest for at skåne komtessen for mere brutale historier. ”Vi bøvler en del med røverbander for tiden. Når først vinteren kommer, bliver der nok måske mere fredeligt.” Hvis der faldt meget sne var det for besværligt for banderne at kæmpe sig over grænsen.

[Leonora af Legan]

Hun lyttede interesseret med mens han fortalte, selvom det ikke var meget hun fik ud af det, da der ikke var mange detaljer. "Kan De så lide at være her? eller glæder de dem til at få fri igen?" Det var et lidt specielt spørgsmål, for på den ene siden håbede hun på han holdte af hvad han lavede, men samtidig med håbede hun på at han så frem til at kunne holde fri og sikkert lave andre ting han interesserede sig for. hvad det så end kunne være.

[Damien af Theaham]

Han trak på skuldrene med en eftertænksom mine. ”Det er svært at sige. Jeg nyder at være her, men samtidig kan jeg også længes hjem. Når man er af sted så længe, begynder man at savne ting efter noget tid.” Han drak lidt mere vin, før han fortsatte: ”Men når man så har været hjemme et stykke tid, begynder man at længes efter grænsen.” Det var svært at sige noget fast, når han både nød at komme ud og væk fra hoffet, men samtidig også længtes efter Theahams plantager eller familien. ”Lige nu er jeg dog ganske tilfreds med at være her i Frølund.”

[Leonora af Legan]

Leonora smilede, hun var godt tilfreds med det svar Damien gav til hendes spørgsmål. Hun vidste udemærket, hvad han mente og kunne nemt give ham ret. "Jeg ved hvad De mener, jeg kender det lidt fra mig selv" Hun drak lidt at sin te og mærkede hvordan en stor sten faldt fra hendes skuldre, de havde faktisk noget til fælles. SOm det gik op for hende, blev hun mere roligt og hendes smil blev mere oprigtigt. Hun kiggede på sin søster et kort øjeblik og så på ham igen. "Tillad mig at jeg spørger, men vil De ikke fortælle lidt om Dem selv. Jeg kender Dem knap nok udover titel og navn"

[Damien af Theaham]

Fortælle om sig selv? ”Det er et meget bredt spørgsmål,” påpegede han med et svagt smil. Der var mange ting, man kunne fortælle. Mange af dem burde man nok også holde for sig selv. Især delen om Adelaide. ”Desuden ved jeg heller ikke meget om Dem?” Han rynkede lidt panden, imens han overvejede, hvad han burde starte med. ”Tja, jeg er fireogtyve år. Jeg er den ældste af fire børn. Det meste af min barndom tilbragte jeg i Theaham, mit første møde med hovedstaden var, da jeg skulle starte som page.” Det var vel de mest oplagte ting at lægge ud med?

[Leonora af Legan]

Leonora lyttede, men blev tydeligt skuffet som han fortalte. Det var ikke den slags hun havde håbet på at høre. Hun kunne gætte sig til de fleste af disse ting. men det var da fint nok at få det helt på plads. da han var færdig kiggede hun på ham igen "men hvad eller? Hvad ud over det? De må da have nogle interesser foruden familie og ridderlivet?" Det lød ikke helt høflig den måde hun fik det sagt på og hun kiggede derfor på ham med et undskyldende blik "undskyld, det skulle ikke lyde sådan. Jeg ville bare gerne vide, hvad der fanger Deres interesse?" Hun håbede inderligt på at de havde noget at dele, så det ikke bare blev et ægteskab på titler, men faktisk også et hvor de kunne dele deres liv.

[Damien af Theaham]

Damien kneb øjnene lidt sammen af den tone, som komtessen valgte at bruge. Hun undskyldte hurtigt, men han havde fået en undskyldning for at bryde sig mindre om hende, og han klyngede sig til den. ”Deres broder er ridder, De burde allerede være bekendt med, hvor meget af ens tid sådan et erhverv optager,” svarede han i første omgang, før han så slækkede en smule på irritationen. Han var jo nødt til at gennemføre det her. Det var mors ønske. ”Vi lever og ånder for vores kald. Vores interesser omhandler derfor også som regel erhvervet. Jeg finder glæde i fægtekunst, at være blandt loyale venner og at beskytte min familie.” Han drak det sidste af sit glas og lod søsteren om at fylde det op igen. ”Som de fleste andre nyder jeg naturligvis også en god fest. Men som arving og ridder er mine interesser først og fremmest at tjene min Dronning og mit len.”

[Leonora af Legan]

Leonora blev skuffet over Damiens svar. han var kedelig og upersonlig. Ja selvfølgelig skulle han tjene Dronningen og sit len, men en eller anden fritidsinteresse måtte han vel have, han var da for pokker et menneske.
Leonora lagde bånd på sig selv og valgte at smile i stedet, måske kom det hele med siden. "Det lyder som om De er en sand ridder fra inderst til yderst" Sådan, et kompliment måtte være på sin plads. Hun skulle nødigt ødelægge den smule gode stemning der var ved at vokse.

[Damien af Theaham]

Bemærkningen fremkaldte et svagt smil. ”Det er meget muligt,” medgav han. Alle hans kammerater var riddere, så man blev nok noget påvirket af miljøet. ”Hvad bruger De så Deres tid på?” Det var jo høfligt at gengælde interessen, selvom han måske nok allerede havde en fornemmelse af hendes interesser. De fleste adelige mænd interesserede sig for ridderlivet og politik. De fleste adelige kvinder interesserede sig for mere hjemlige sysler som at brodere eller noget andet i den dur, som de havde lært på Klosterskolen. Alle var vel mere eller mindre under den samme indflydelse.

[Leonora af Legan]

Leonora blev glad over at han nu også viste hende lidt interesse. Der var selvfølgelig visse ting, hun var opmærksom på hun ikke skulle nævne, særligt med søsteren lige ved siden af. "Tja jeg brodere en smule, men jeg holder mere af at tegne. Jeg ridder en del på min hest, jeg er glad for selskabslege og generelt kan jeg godt lide festlige sammenkomster." Når bare ikke hun endte ud med en eller anden fyr, men det håbede hun ikke han havde hørt noget om. Hun overvejede sine ord lidt. Godt så, hun var nok egentlig ikke den mest spændende kvinde i verden, hvad angik interesser. Denne selvindsigt fik hende til at le kort for sig selv, så hun skyndte sig at holde den ene hånd for munden.

[Damien af Theaham]

”Det lyder som ganske klassiske interesser for en komtesse,” påpegede han med et løftet øjenbryn, men også et glimt i øjet. Han sagde det mest for at give igen for hendes tidligere udbrud. ”Har De nogle foretrukne motiver?” spurgte han så ind, angående hendes interesse for at tegne. Broderi sagde ham ikke rigtig noget, og der var jo ikke så mange fester her i Frølund, som man kunne snakke om.