Det der med kærlighed..

[Leonora af Legan]

Delora af Tirragen

Aftenen var stadig ung, da Leonora tog afsted for at besøge Den unge komtesse hun beundrede. Selvom de ikke Havde gået på samme årgang på klosterskolen, havde Leonora alligevel lagt mærke til hende, og følt sig i godt selskab hos hende.
Leonora stod nu udenfor Tirragen hus, bankede på og blev ført ind af en tjener. Hun blev ført ind til Delora, hvor hun nejede let med et smile og hilste på pigen "Godaften Delora. Hvordan går det?"
Hun kiggede afventende på hende med et smil. Det havde været en noget spontan tanke at besøge hende uden for skolen.

[Delora af Tirragen]

Det var sjældent at Delora fik gæster. Meget sjældent. Mest fordi hendes fader ikke ville have det. Men, Hertugen havde sagt eller gjort noget, som havde fået faderen til at trække kløerne til sig. Eller i hvert fald måske bare lade det gå ud over hendes søster i stedet for. Så da hun fik besked på, at Leonora af Legan ville komme forbi, vidste hun slet ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv.

Hun sad inde i stuen, da komtessen blev vist ind af en tjener og hun så op med et svagt smil på læberne. "Godaften Leonora," sagde hun og rejste sig, for at neje. Hun slog ud med hånden. "Kom og sæt dig," hun satte sig selv ned igen, mens en tjener begyndte at anrette et lille tebord. "Det går stille og roligt. Jeg savner min broder," det gjorde ondt i hendes lille hjerte, hver gang hun tænkte på den ældre bror, som var taget til Frølund.

[Leonora af Legan]

Leonora smilede let og satte sig ned "Ja, jeg ved hvordan det føles. Nik er også afsted. Jeg skal dog snart til Frølund, og håber jeg også får tid til at snakke med ham" Leonora savnede sin broder meget og tænkte på ham oftere og oftere. Hun sad og kigged rundt i stuen, på alle tingene der var der, og forsøgte at få et indtryk af både Delora, men også hele familien."Er du faldet godt til? sammen med hertugen tænker jeg på."
Leonora havde været overrasket over, at Delora allerede var forlovet. på nogen måde synes hun det var snyd på andre måde synd.

[Delora af Tirragen]

Hendes eget hjerte blødte og gjorde ondt, ved tanken om, hvor mange flere måneder, at Davin skulle være væk. Ikke en gang et brev, havde han sendt. Og hun vidste ikke, om hun selv turde skrive til ham. Tænk hvis deres fader opdagede det? Han ville blive vred og straffe hende. "Du er heldig," sagde hun derfor blot og rankede sig i sin stol, mens hun foldede sine hænder dydigt og underdanigt i skødet. "Åh... Brylluppet er endnu ikke fastlagt. Men Hertugen er god mod mig. Og venlig," hun kunne ikke have drømt om at få sig en bedre mand. Hun vidste godt, hvor langt over hendes stand, som hun giftede sig. Nyt og fattigt baroni, der kun var i bronzeskjoldenes bog. At blive hertuginde, det havde hun aldrig turde drømme om.

[Leonora af Legan]

Leonora fik en smule ondt af Delora. Hun kunne mærke hendes savn til sin broder og kendte den alt for godt fra hende selv. "Hvis du ønsker, kan jeg tage en besked med til ham fra dig" Hun smilede. Leonora ville altid gerne hjælpe sine veninder så godt hun kunne. Hun kiggede imponeret på Deloras måde at føre sig frem på, sidde på og tale på. Hun ønskede somme tider selv at hun var bedre til det, også når familien ikke kiggede, men det var svært når nu hun ikke følte sig hverken vigtig som sin broder eller smuk som sin søster. Hun var virkelig på mange måder 3. barn i familien, og hun var flov over de problemer hun fra tid til anden skabe for familien.
Til hendes kommentar om hendes kommende ægtemand blev Leonora igen imponeret "Er du slet ikke nervøs for om du ender med ikke at blive lykkelig sammen med ham?" Det var Leonoras store frygt selv. At ende i et ægteskab, hvor hun ikke var lykkelig og aldrig opleve rigtig forelskelse.

[Delora af Tirragen]

Hun rystede afvisende på hovedet. "Det behøver du ikke," sagde hun med et svagt smil. "Det er nok bedst, hvis det kun er fader og broder, som skriver breve sammen," hun ville ikke blande sig i ting, som ikke kom hende ved.

Til Leonoras ord, blev hun pludselig forvirret. "Lykkelig? Det har jeg ikke tænkt på," svarede hun og vidste ikke helt, hvordan hun skulle tænke over det. "Jeg har blot tænkt på mine pligter som Hertuginde, hvordan de vil være," hun var ikke i tvivl om, at de ville være langt flere, end hendes egen moders.

[Leonora af Legan]

leonora lyttede og lod det falde lidt i ro inden hun igen åbnede munden "Jeg ville ønske jeg kunne være som dig" hun ville så gerne prise sin familie og gøre dem stolte, bringe familien videre. Men jo mere hun prøvede, jo større virkede problemerne også til at blive når det så gik galt. Hun påtvang sig et smil og foldede hænderne i skødet "Det er nok også den bedste måde at gøre det på"

[Delora af Tirragen]

Hun rynkede panden og så forvirret over på Leonora. Hun kunne ikke forestille sig, at nogen ville ønske, at de var hende. Men de havde naturligvis heller ingen anelse om, hvad der skete, når familien var alene. Og de utallige gange, hvor hun havde sovet i stalden. Alene. "Åh, det skal du da ikke ønske dig," sagde hun med et forsigtigt smil og forsøgte at lyde opmuntrende. "Lykke er bare ikke et begreb, jeg har tænkt over. Min fader har altid sagt, at jeg skulle gøre mig pligt og bringe familien ære. Og så har jeg ikke tænkt over mine egne ønsker," hvilket hun heller ikke havde tænkt sig at gøre nu. Det var ikke hende, at være selvstændig.

[Leonora af Legan]

Der kom et lille fnys fra Leonora og så smilede hun til sin Delora "Jeg vil bare ønske jeg kunne gøre familien stolt. Uden alle de problemer jeg forårsager" Hun kiggede flovt ned i jorden. Hun burde lære ikke at være så letpåvirkelig af sine følelser og altid holde dem uden på tøjet eller lige under huden. Hun vidste bedre. Det havde hun da lært. Hvorfor skulle det så føles så umuligt til tider? Det var bestemt ikke nemt at være hende og ikke nemt at gøre familien stolt, som hun ellers gerne ville.

[Delora af Tirragen]

Det gav et ryk i Delora da Leonora fnøs og hun så forskrækket på komtessen. Havde hun sagt eller gjort noget forkert? Hun håbede det virkelig ikke. "J-jamen... Hvorfor kan du ikke gøre din familie stolt? Skal du da ikke giftes med Ridder Damien?" Forvirringen i Deloras ansigt var total. Det måtte være noget af det bedste, at blive gift med en arving og på den måde gøre sin familie stolt ved at producere arvinger. Selv kunne hendes børn aldrig arve noget, med mindre Thomlins børn kommer ud for en stor ulykke. Og det håbede Delora ikke, at de gjorde. Selvom hun ikke havde mødt dem endnu.

[Leonora af Legan]

Leonora smilede undskyldende og overvejede hvad hun skulle sige, hvilke ord hun skulle bruge. "Jo jeg skal giftes, og endda med en arving. Jeg er bare så nervøs for om han overhovedet vil bryde sig om mig, om han vil glædes ved mig og om jeg vil gøre ham ære. Jeg kender ham ikke og har ikke mødt ham." Hun tøvede kort før hun fortsatte "Det hele er bare lidt i overkanten tror jeg. Jeg ved ikke hvad der venter mig" Hun blev forbløffet over sine egne ord. Det havde altså ikke noget med ham at gøre. Det var uvidenheden der hele tiden havde været hendes problem. Hun vidste det i samme nu, som ordene kom over hendes læber.

[Delora af Tirragen]

Hun åndede lettet op da ved Leonoras ord. Så var det altså ikke noget, som hun havde sagt. Det var hun da trods alt glad for. "Så vidt jeg har forstået, så kommer kendskabet til hinanden med tiden. Og forståelsen," hun anede ikke noget om det selv, hun havde blot hørt efter i skolen. "Og når vi er blevet gift, så vil vores mænd sætte os ind i vores opgaver. Eller i dit tilfælde vil det måske nok være baronessen, der vil tage sig af dig," og det misundte Delora lidt. Hun havde ingen svigermor, som kunne vejlede hende. Hun ville derimod få to fuldvoksne stedbørn, som var meget ældre end hende selv.

[Leonora af Legan]

Hun lyttede efter Deloras ord, og smilede. Måske var det slet ikke så slemt det hele. "Du har sikkert ret. Mange tak, det var hvad jeg havde brug for at høre" Hun smilede til hende.
"Men nok om mig nu. Hvad får du tiden til at gå med?"
Leonora havde endelig fået nok af at snakke omkring forlovelser og bryllupper og ville gerne bare snakke lidt med en veninde om helt almindelige ting, som ikke var liv vigtige vendepunker eller havde stor betydning for andre end dem selv. bare et øjeblik mærke den frihed der var givet dem.

[Delora af Tirragen]

Hun smilede svagt, og vidste ikke helt, hvor meget hun havde hjulpet med. Eller hvad hun havde sagt, som kunne have hjulpet Leonora. Men hun stillede ikke spørgsmålstegn ved det. Til hendes spørgsmål trak hun let på skuldrene og tog sin lille sykurv frem. "Jeg er i gang med et brodere en dug til spisebordet," svarede hun. Det var noget af et svært projekt, som hun havde bevæget sig ud i. Men det hjalp på hendes triste tanker omkring Davin.

[Leonora af Legan]

Leonora så efter sykurven. Det så ganske yndigt ud, hendes arbejde. Hun rakte derfor hænderne frem " Det ser flot ud, må jeg se?"Leonora ville aldrig have tålmodighed til et så stort stykke arbejde, hun nøjedes ofte med puder og dets lige. Hun synes hurtigt det blev ensformigt og kedeligt. Dog kunne hun sagtens se godt arbejde hvor det var og give det den rette opmærksomhed.