Tilfældigt møde?

[Alexander af Viksø]

Leonora af Legan

1. september, 527 M.T.

Normalt var Alexander bestemt ikke vigtig nok til at blive inviteret med til ting på paladset. Det skete selvfølgelig fra tid til anden, men det var ikke ret tit. Denne aften var han dog, men mest fordi han kendte den komtesse, som arrangerede den lille festlige komsammen, som var sat op i paladsets haver - på trods af det begyndende efterår.

Det var fortrinsvis unge ugifte adelige, der var inviterede og han havde ikke kunnet undslå sig. Desuden var han heller ikke sikker på, at han havde helt lyst. Han trængte til at komme ud i livet og møde nogle mennesker.

Han havde gået lidt for sig selv, da han pludselig fik øje på Niklaus' yngste søster og et kort nu stoppede han op, inden han tog sig sammen og gik nærmere. Han havde aldrig talt med hende før, men på den anden side.. Hvis Nik havde tænkt sig at gøre alvor af, at han skulle med til Legan snart.. Så var det måske på tide? Han bukkede formfuldendt og smilede til hende. "Godaften, komtesse Leonora. Jeg håber, at De hygger Dem?"

[Leonora af Legan]

Leonora nød at være til en festlig komsammen igen, selvom det ikke var helt det samme nu hun var blevet forlovet, men sådan måtte det altså være. Hun havde stadig ikke mødt sin kommende mand og han var langt væk, så hvad kunne det skade?
Hun valsede lidt omkring i sin smukke blå kjole og smillede til alle, stoppede op hos nogen for at snakke og nød generelt aftenen. En ung mand kom hen og hilste på hende, med fornem buk og smil. Hun nejede yndefulgt for ham og gengældte hans smil "Godaften" Hun tog ham i nærmere øjensyn et øjeblik og fortsatte så "Alexander.. af Viksø, ikke sandt? Hvem hygger sig ikke til en festlig komsammen?" Hun overvejede om hun havde glemt et eller andet, det lød på den unge mand som om han kendte hende bedre end hun kendte ham. De havde da ellers aldrig snakket før. Det ville hun have husket. Alligevel sendte hun høfligt spørgsmålet retur "Og De?"

[Alexander af Viksø]

Han smilede let og måtte stiltiende give hende ret. "Jo, jeg hygger mig skam også. Men som De siger, så er det næsten svært andet." Han nippede til det glas, han gik rundt med og så ud over forsamlingen. "Møder De nogen, som De bryder Dem om? Eller De kender måske dem allesammen?" Hun var nok ikke langt fra at skulle forlove sig. Det var jo trods alt normen for unge komtesser.

[Leonora af Legan]

Hun kiggede søgende på ham, han var ikke meget ældre end hende så det ud til. Var det det han var ude efter? Han var da ganske pæn, ingen tvivl om det, men nu var hun trods alt forlovet, og det var ikke det bedste skridt at glemme det til en festlig komsammen. "Jeg har ikke rigtig kigget. De fleste er i Frølund, både min bror og min forlovede, og mange af de andre jeg kender." Hun kiggede rundt en ekstra gang Alice var der og Vittoria også, men hun havde endnu ikke set Julietta "Her er da folk jeg kender, men ja.. Det er lidt kompliceret" Hun smilede og lod det ligge. "Leder de selv efter nogen?"

[Alexander af Viksø]

Han løftede et overrasket bryn. Så hun var allerede forlovet? Det havde han ikke hørt noget om. Det måtte være sket, efter Nik var taget af sted til Frølund. Overraskelsen gled dog over i et varmt smil. "Jeg var ikke klar over, at De allerede var forlovet," forklarede han sig med et smil. "Jeg kender lidt til Deres bror, men det er trods alt snart længe siden, at vi har talt sammen. Må jeg tillade mig at kongratulere Dem?" Han bukkede let i hendes retning igen og rettede sig så op. Til hendes spørgsmål trak han let på skuldrene. "Fra tid til anden," svarede han med et smil. "Jeg har ikke travlt."

[Leonora af Legan]

Det var overraskende svært at gengælde hans smil ved forlovelsen. Til gengæld fandt hun det ganske hyggeligt at han kendte Nik. "Jo jeg er skam forlovet." Hun tog sig selv i at tvinge et smil frem på læberne "De skal være velkommen til at kongratulere" Hun synes nu egentlig ikke det var noget at råbe hurra for, det var trods alt bare noget hendes forældre havde fundet på uden at snakke med hende om det først. Men nå, Hun gemte den sure mine væk og var istedet mere interesseret i, hvor han kendte Nik fra. "Jeg beklager, men jeg mindes ikke at min broder har snakket om dem?"

[Alexander af Viksø]

Hendes smil virkede desværre ikke helt glad, men ud fra, hvad han kendte til hendes far, så var han ærligt talt ikke overrasket. Han håbede dog bare, at hun ville kunne finde lidt lykke i sit kommende ægteskab trods alt. "Nej, det har han sikkert ikke," svarede han med et smil. "Vi har også kun mødt hinanden ude i byen," fortsatte han med et skuldertræk. Det var ikke helt løgn. De mødtes aldrig ved hans gemakker alligevel.

[Leonora af Legan]

Han virkede som en ganske flink mand, hvilket fik smile frem hos Leonora igen "Måske De har lyst til at gå en lille tur i haverne?" Hun kiggede e smule mere nysgerrigt på ham "Så kan du fortælle, hvordan du og Nik mødtes?" Hun ville gerne snakke om sin bror. Egentlig så savnede hun ham, og ville gerne have han snart kom hjem, så hun også kunne snakke med ham omkring forlovelse og mænd og den slags. Det hele kunne hun nok ikke fortælle, men noget måske. Bare det ikke blev lige som dengang med Adrian.

[Alexander af Viksø]

Han smilede igen - uden at behøve at tænke over det. Hun var sådan set en ganske sød ung kvinde. "Hvis De har lyst, så går jeg da gerne en tur med Dem i haverne. Hvis altså De mener, det er passende?" Nu var hun jo trods alt forlovet og det ville være en dårlig ting at sætte rygter i gang om, at hun tilbragte en masse tid med andre mænd. At ingen forlovet så behøvede at være nervøs for hans selskab, kunne Alexander jo ikke godt forklare nogen. "Men når sandt skal siges, er der faktisk ikke så meget at fortælle." Det var blevet noget helt naturligt for ham at fortælle halve sandheder om sit forhold til Nik og han tænkte slet ikke over det længere.

[Leonora af Legan]

Hun kiggede sig lidt omkring, folk virkede mest til at have travlt med deres eget, så hvem skulle bekymre sig om at de gik en tur sammen? Desuden burde det vel være i orden at gå en tur med en ven, uden at folk skulle lægge alt muligt unødigt i det, Og hvis de gjorde kunne hun vel snakke med Nik om det. "Passende.. Vi har vel lov at tale bare fordi jeg er blevet forlovet?" Det var aldrig faldet hende ind hvor meget en sådan forlovelse kunne sætte en stopper for. "Det er ikke rimeligt at man ikke kan lære nye bekendskaber bare fordi man er forlovet med en eller anden arving " der var ikke brok at finde i endes stemme, hun kunne bare ikke forstå hvorfor man skulle afskæres fra verdenen, og da slet ikke for en hun endnu ikke havde mødt.

[Alexander af Viksø]

Han kom til at le lidt af hende og hendes spørgsmål. Selv var han ikke særligt stiv i, hvad der passede sig eller ej, men hun måtte da vide, hvorfor det kunne skabe problemer for hende. "Nu tænkte jeg såmænd heller ikke på, at vi ikke kunne tale sammen," svarede han derfor med et skævt smil og et blink. "Jeg tænkte mere på, om det nu var passende, at vi talte sammen alene." Han gjorde en bevægelse ud mod selskabet. "Som det er nu, så har vi jo masser af vidner på, at vi ikke foretager os noget upassende. Hvis vi går alene rundt i haverne, så kan onde tunger hurtigt komme på gled."

[Leonora af Legan]

Leonora sukkede, hun ville jo bare gå en tur i godt selskab, snakke med Alexander ikke andet. Det var rart at gå, fremfor at stå stille her. "De har nok ret. Vi må vel hellere blive her så. " hun synes ærlig talt at det var noget pjat sådan at antage ting. Der var meget der var værre end at de to gik en tur.

[Alexander af Viksø]

Han kunne tydeligt se, at dette irriterede hende, men han kunne simpelthen ikke lade hende gå den slags igennem, hvis han kunne undgå det. Desuden tænkte han også meget på, hvordan Nik ville reagere, hvis der kom rygter til Frølund med ham selv og Leonora i centrum. "Det tror jeg også," sagde han med et smil om læberne. "Men det forhindrer jo ikke os i at hygge os her. Skal jeg ikke finde noget, som De kan drikke?"

[Leonora af Legan]

Leonora overgav sig med et smil "Hvis blot selskabet er godt, er omgivelserne vel også mindre vigtige" Der var noget charmerende ved ham, noget roligt og hun synes egentlig at han var vældig sød. "Hvis De tager et glas med til Dem selv, må De meget gerne." Hun satte sig på bænken nært ved, mens han gik ind efter noget at drikke til dem.

[Alexander af Viksø]

Han smilede let. "Det kan De tro. Jeg er tilbage om et øjeblik." Han bukkede let for hende og så gik han over for at hente to glas med afkølet frugtsaft, som han bragte med tilbage til hende og rakte hende det ene, inden han satte sig ned ved hendes side. "Vil De ikke fortælle mig lidt om, hvad De får tiden til at gå med, når De bor i hovedstaden? Læser De?" Han troede det ikke rigtigt, for han troede på, at han ville have set hende i en eller anden sammenhæng. Men på den anden side, så var han jo heller ikke selv på universitetet hver dag.