Småligt eller rimeligt?

[Vania af Naxen]

Myrilla af Stenbjerg

d. 28. august, 527 M.T.

Dette var ikke noget, hun kunne tale med Murray om. Hvis hun fik sin vilje, så ville der gå langt tid, inden han overhovedet ville opdage, at Iliane havde sendt dem noget som helst. Eller. Sendt hende noget. For det var helt tydeligt, at det var en gave, som udelukkende var sendt i forsøget på at skabe splid mellem hun selv og Murray. Og så på deres bryllupsdag!

Vreden og harmen sled stadig i hende, mens hun ventede på Myrilla, som hun havde bedt en tjenestepige om at hente. Nogen måtte hun tale med, inden hun sendte sit svar. Hun ville være sikker på, at hun ikke var helt urimelig.

[Myrilla af Stenbjerg]

Murray og Vanias bryllup havde vist sig at være anledning for en del uforudsete begivenheder. I hvert fald for Myrilla, der havde været af den naive tro, at turen til Naxen måske ville give hende lidt tid med Larkin og tiltrængt tid i sit barndomshjem, men nogle ting forandrede sig aldrig. Og der skete altid noget i Naxen.

Forsigtigt bankede hun på, før hun trådte ind i lokalet til svigerinden med et mildt smil om læberne, det ikke helt formåede at skjule nysgerrigheden. Hun ville gerne sige noget, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle starte, så i stedet forholdt hun sig tavs, afventende.

[Vania af Naxen]

Vania stod henne ved vinduet og så ud, mens hun ventede. Hun havde ikke kunnet koncentrere sig om at slappe af, så hun nøjedes med at se ud på gartnerne, som var i gang med at forsøge at få styr på haven oven på alle de gæster, der havde vadet rundt i den hele dagen igår.

Da døren blev åbnet, vendte hun sig om og kom helt uvilkårligt til at smile til Myrilla, da hun så hende. Hun gik hen til hende og lagde flygtigt sin kind mod svigerindens, inden hun sukkede dybt. "Du må undskylde, at jeg sådan har brug for din hjælp hele tiden," sagde hun med en let rødme i kinderne, mens hun tænkte på natten før brylluppet. "Men jeg har altså noget, som jeg er nødt til at vise dig." Hun lagde sin hånd på Myrilla's albue og førte hende hen til et bord i midten af rummet. På bordet lå et brev og en æske.

[Myrilla af Stenbjerg]

Bekymringen lagde sig lidt, da Vanias læber tegnede et smil. Så var det i det mindste ikke lige så galt, som det havde været sidste gang, hun havde haft behov for hendes hjælp. Smilet på Myrillas læber voksede en ganske lille smule. "Det skal du ikke tænke på," forsikrede hun hende blidt og gav svigerindens hånd et blidt tryk, før hun fulgte med hen til bordet. Undren stod skrevet i de grønne øjne, da hun tog brevet fra bordet og gav sig til at læse.

Der var tavst lidt. Så lagde hun brevet fra sig med let rystende hænder og åbnede æsken. Kæben faldt ned i en let måben. "Det gjorde hun ikke," mumlede hun forbløffet og så så op på Vania igen.

[Vania af Naxen]

Vania's egne hænder begyndte at ryste lidt igen i vrede, mens hun ventede på, at Myrilla læste brevet. Hun var så vred på Iliane, at hun næsten ikke kunne rumme det og det fik hende til at ønske at gøre Iliane ondt. Ligesom Iliane havde forsøgt at gøre hende ondt. Og netop derfor havde hun brug for Myrilla's råd i dette. Så hun ikke gjorde noget overilet.

Da ordene forlod Myrilla's læber, tog Vania en dyb indånding og pustede langsomt ud for at få ro på sig selv igen. "Det gjorde hun, jo," svarede hun med et bestemt drag om munden. "Jeg ved godt, hvad de lavede sammen, før han lærte mig at kende. Mens vi var forlovede." Netop den del havde gjort hende vred, men han var stoppet med at ses med hende, da Vania havde bedt om det og det havde fået hende til at tilgive Murray. Iliane på den anden hånd. "Er jeg den eneste, som mener, at dette er langt over rimelighed?"

[Myrilla af Stenbjerg]

Nu hun havde læst brevet og forstod Vanias følelser, kunne hun også sagtens se igennem det beherskede ydre og se direkte ind i arrigskaben, hun udmærket forstod. "Den strigle," kommenterede hun sammenbidt og holdt så ellers mund, mens Vania talte. Broderens private affærer havde ikke været det, der optog Myrilla mest tidligere, så selvom hun havde haft en mistanke, havde hun aldrig gidet opsøge hverken be- eller afkræftelse. "På ingen måde," udbrød hun krigerisk og rystede straks på hovedet. "Har du fortalt det til Murray?"

[Vania af Naxen]

Vania fik det lidt bedre i maven, da Myrilla tydeligvis også blev vred på Grevinden. Så var hun i det mindste ikke alene i sin vrede. Til spørgsmålet rystede hun bestemt på hovedet. "Nej. Og han skal ikke have det at vide foreløbigt. Ikke, hvis jeg skal bestemme det i hvert fald. Det her klarer jeg selv."

Hun så på svigerinden og bed sig pludseligt usikkert i læben. "Jeg... Jeg har faktisk allerede skrevet mit svar. Men... Ja... Jeg er nervøs for, om jeg går over stregen." Hun hev endnu et brev frem fra en lomme. "Det er det, jeg har brug for hjælp til. Jeg vil gerne, hvis du læser det. Og.. Og jeg vil gerne, hvis du fortæller mig sandheden. Husk på, at hun trods alt er Grevinde. Men hun har lige fornærmet mig groft! Og... Og jeg er Hertuginde af Naxen!" Hun kunne mærke, at hun begyndte at forsvare sit brev alt for meget nu og hun rystede bestemt på hovedet og rakte så brevet frem til Myrilla.

[Myrilla af Stenbjerg]

For et splitsekund hævedes hendes bryn i overraskelse over Vanias ord, før de igen sank ned over de grønne øjne, som hun fik genvundet kontrollen over sit ansigt. Selvfølgelig forstod hun godt, hvorfor Vania ville tage hånd om udfordringen selv, men med hendes kendskab til Murray, kunne han sagtens hjælpe. Men hun accepterede valget med et kortfattet nik.

Uden et ord tog hun brevet og gav sig til at læse det. En sitren i den ene mundvige talte sit tydelige sprog om, hvor meget hun morede sig over Vanias svar og efter lidt tid hævede hun blikket til svigerinden igen. "Så burde hun da også forstå budskabet," ordene kom helt ufrivilligt ud med et fornøjet fnys.

[Vania af Naxen]

Hun stod som på nåle, mens Myrilla gennemlæste brevet. Hun var ærligt talt lidt nervøs. Godt nok havde hun ikke sendt det endnu, men hun udviste en ikke særligt pæn side af sig selv og hun var ærligt talt lidt nervøs for, hvordan Myrilla ville tage det.

Da smilet kom frem, blev Vania lidt mere rolig og hun sank den klump, hun havde haft i halsen. "Er jeg for hård?" spurgte hun så ligeud. Hun var nødt til at vide det.

[Myrilla af Stenbjerg]

Der var egentlig kun ét svar på Vanias spørgsmål og det var ja. For hun var hård. Men det var sådan en hertuginde måtte være. Det var sådan en kvinde af Naxen måtte være. Myrilla lagde blidt hænderne mod hendes overarme, så de stod front mod front. "Du er lige præcis hård nok," forsikrede hun hende og forsøgte sig med et nyt, opmuntrende smil. "Velkommen til livet som hertuginde. Det kommer til at blive hårdt, men jeg har altid fundet at sejrens laurbærsaft er en drik, der smager bedst med et lille strejf af modgang."

[Vania af Naxen]

Vania sukkede let og følte det, som løftedes en vægt af hendes bryst. Det lille smil blev bredere og mere ægte. "Se, der er vi for en gangs skyld ganske enige." Hun kom til at grine en ganske lille smule, fordi det indtil nu var sket så sjældent, at de var enige. "Selvfølgelig ender hun sikkert med at blive så vred, så hun finder på et eller andet tåbeligt modspil. Hun er selvoptaget nok til ikke at ville lade striden ligge her." Vania sukkede stille. Hvad Murray nogensinde havde set i det forkælede lille barn, lærte hun aldrig at forstå.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det glædede hende at se, hvordan Vania allerede lod til at være mere afslappet ved bekræftelsen og hun lagde derfor brevet fra sig igen. "Vores stunder i enighed er blevet flere og flere - vi må begynde at passe lidt på," kommenterede hun med en spøgefuld latter og nikkede så. Grevinden af Disart var ikke just kendt for at være hverken storsindet eller tilgivende. "Men du vandt. Du er Hertuginde af Naxen nu og der er intet, hun kan gøre længere. Hendes..." Hun tav for at vurdere, hvad det passende ord for brev og pakke fra Grevinden kunne være. "Gave er et udtryk for det og intet andet."

[Vania af Naxen]

Ja, det var ikke løgn. "Nu er vi jo også officielt i familie," svarede hun med et smil. "Men så sender jeg brevet. Hun gjorde mig ærligt talt også så vred, så jeg er lidt ligeglad med, om jeg straffer hende for hårdt." Hun satte sig ned i en stol ud for den kande og de to kopper, som var blevet sat frem, inden Myrilla dukkede op.

[Myrilla af Stenbjerg]

Ordene blev blot besvaret med et mildt smil, før hun selv tog plads. "Grevinden burde have forventet sådan en tilbagemelding ellers er hun mere tåbelig end den gave," konstaterede hun med en tørhed, der udelukkende var rettet mod den omtalte gås, der prøvede at skabe ond jord mellem Murray og hans hustru. "Men nok om hende," slog hun det væk, før hun så spørgende over på Vania. "Hvis du har det bedre altså?"

[Vania af Naxen]

Vanie hældte te op til dem begge og smilede næsten skævt til Myrilla ved den næste kommentar. "Ja, lad os bare skifte emne. Hun har ikke krav på mere af min tid end højst nødvendigt alligevel." Hun smilede let og satte kanden igen. "Kan jeg tillade mig at spørge, hvordan du har det for tiden? Ja, jeg har slet ikke haft tid til at spørge, fordi jeg har haft så meget af mit eget."