Måske...

[Jonathan af Condia]

Illunie af Condia

Foråret 514 M.T.

Foråret havde for alvor bidt sig fast og viste sig fra sine aller pæneste sider, også i Tortalls hovedstad. På paladset var der mere travlt end sædvanligt. Et royalt bryllup stod for døren om blot nogle måneder og ikke bare et hvilket som helst, men tronarvingens, med en carthakiansk prinsesse.

Netop de to kom denne dag gående arm i arm, ganske platonisk, gennem paladsets haver, hvor alt enten var sprunget ud, eller var godt på vej til det. Den indledende akavede stemning der helt naturligt havde været under deres første møder, var begyndt at trække sig lidt i baggrunden. Det blev bedre og nemmere, mere naturligt og afslappet jo mere tid han tilbragte med hende, jo mere de snakkede og mens de nu gik af en grusbelagt sti, lå der et lille smil på hans læber mens han lyttede til hende tale "Så du mener ikke der ville kunne indføres offentlige skoler i Carthak ligesom vi har her i Corus?"

[Illunie af Condia]

Som deres tid sammen var blevet mindre akavet og mere.. Jo, man kunne vel godt gå så vidt til at bruge ordet 'behagelig', var et smil på Illunies læber også blevet en selvfølgelighed. Det var jo ikke fordi rejsen til Tortall var kommet som nogen overraskelse hverken for prinsessen eller nogen andre i hendes hjemland, men dagen var alligevel kommet hurtigere, end hun havde forestillet sig. Og nu gik hun der. Arm i arm med sin kommende husbond.

"Jeg ville ikke gå så vidt som at sige, det er en umulighed," et tankefuldt udtryk havde lagt sig over hendes ansigt og ville nok have tegnet folder i hendes pande, hvis ikke stadig huden var så ung. "Men ud over de praktiske ting, vi har været inde på, er der en generel følelse af, at vi forandrer os meget efter Tortalls ønsker. Får den følelse lov til at vokse, vil den sprede sig som skimmelsvamp." Hun løsnede lidt op og sendte ham et forsøgende smil.

[Jonathan af Condia]

Jonathan drejede hovede mod Illunie med let rynkede bryn over et ærligt interesseret blik i de mørke øjne "Men du mener det kommer til at tage tid? For at folk kan føle det er deres egen idé og ikke en de føler de er blevet presset på fra os?" det var sådan han hørte hendes ord, men om det også var det hun mente, var han ikke helt sikker på. '

Det havde ikke taget længe før han erfarede, at hun ikke blot var køn, men også intelligent. Ingen af delene talte imod hende, Tværtimod havde det fået ham til at lukke mere op overfor hende, end han måske ellers ville have gjort. En ting var at de skulle giftes, men han var vokset op med altid at bære en usynlig maske overfor nye mennesker, i hvert fald mens hans så dem an.

[Illunie af Condia]

"Og ganske meget af den," svarede hun med et langsomt nik, som for at understrege sine ord. Forsigtigt lagde hun sin frie hånd på hans overarm, så op på ham med øjnene spilet en anelse op ved dristigheden i denne nye berøring. "Det er ikke første gang, Condia og Ilinat danner bånd og selvom Tortall er et land i hastig fremgang, er Carthak..." Hun tav uden at vide helt, hvilket ord hun kunne sætte på. Det var hendes hjemland, hendes ophav. Men hun ville snart være kronprinsesse af Tortall. Uden hverken interesse for eller ord til at kunne afslutte sin sætning, vendte hun blikket tilbage mod den lille sti, de gik ned af.

[Jonathan af Condia]

Han rynkede brynene lidt igen da hun lod sin sætning hænge ufuldendt i luften mellem dem. Han fornemmede hvad hun ville sige, eller i hvert fald hvad hun mente. Han måtte dog også overveje sine næste ord og de gik nogle øjeblikke i tavshed, før han tog ordet "..mere forsigtige når det kommer til store ændringer?" forsøgte han diplomatisk med et imødekommende smil.

[Illunie af Condia]

Tavsheden irriterede hende ikke længere. Den var på ingen måde så ubehagelig, som den havde været i deres første uger sammen og hun fortsatte derfor upåvirket med at gå i tavshed ved hans side. Først da Jonathan igen tog ordet, så hun op på ham. Et lille smil spillede på hendes læber, idet hun fejede en mørk, kruset lok væk fra ansigtet. "Det tror jeg er første gang, jeg har hørt ordet forsigtigt brugt om Carthak," reflekterede hun og lod blikket dvæle et langt øjeblik ved hans ansigt, før hun igen vendte blikket tilbage mod stien. "Men ganske passende."

[Jonathan af Condia]

Ganske impulsivt blev det ellers blot høflige smil på kronprinsens ansigt et øjeblik skævt og drenget, og fik ham til at ligne den unge mand der oftest gemte sig bag den royale facade "Diplomati over alt." konstaterede han frejdigt og stoppede et sekund næsten op midt i et skridt da han gengældte hendes blik "Om noget er jeg sikker på det også er noget du er vokset op med."

Han rynkede brynene lidt igen mens de fortsatte. Grublede lidt og stoppede så en smule brat "Der er noget jeg gerne vil vise dig.. hvis du vil lade mig?" han havde ikke sænket armen hun holdt fast om, men havde alligevel vendt sig lidt ind mod hende, nu med et spørgende, måske lidt tøvende blik.

[Illunie af Condia]

Pludselig trak et nyt smil, hun hidtil ikke havde haft æren af at se, over Jonathans ansigt og det havde en smittende effekt. Øjeblikket i tavshed med blikkene syet sammen efterlod hendes kinder varme, men hun trak ikke blikket til sig, selvom det i al sin uskyldighed nok kunne kategoriseres som deres mest intime øjeblik. Tungen gled over læberne. "Ja."

Hun vendte blikket tilbage mod stien. Den mistede hurtigt hendes interesse igen. Især da Jonathan standsede helt. Idet han bevægede sig tættere på, kunne hun knap ikke trække vejret imens hendes øjne blot hvilede observerende på ham. Afventende. Tavsheden var hendes accept, eftersom hun umiddelbart ikke kunne finde evnen til at mønstre et ordentligt svar.

[Jonathan af Condia]

Et kort sekund flakkede hans blik mens han ventede på hendes svar. Han fik ikke et med ord, men hendes afventende blik var nok. Et nyt smil krusede sig på hans læber mens han nikkede, et enkelt, bekræftende nik og så begyndte at gå igen. Ud af haverne via en af de mindre åbninger i hækkene, der ledte dem ud ikke så langt fra de kongelige stalde. Fortsatte forbi dem, mens et par mere eller mindre diskrete blikke fulgte dem fra et par stalddrenge og med en mindre sti ind mellem træerne bag staldene, indtil de ikke længere ville være synlige ude fra pladsen, men stadig tydeligt kunne se paladset mellem løvhænget.

"Jeg kom altid herned da jeg var dreng.. ja.. også efter det. Jeg gør det stadig ind i mellem. Når jeg har brug for at have mine tanker for mig selv, eller bare.. være mig selv." han skar en lille grimasse mens han stoppede ved et tæt krat, der, da han slap hende og trak nogle grene til side, ikke var helt så tæt. En lille passage gennem krattet var nu tydelig og han slog opfordrende ud med den ene hånd, for at få hende til at gå først "Der er ingen torne, men pas på din kjole alligevel." bad han og fulgte efter hende mens grenene svippede på plads bag dem.

[Illunie af Condia]

Synet af hans smil var i sig selv nok til at bekræfte hende i, at hun havde taget det rette valg og hun fulgte efter ham med hvert skridt emmende af nysgerrighed. Normalt var hans kropssprog og den kontrol hun havde over sin gestik, som at se et skuespil opført, men denne gang var der noget andet i hans bevægelser. En naturlighed. Impulser.

Ved hans ord så hun op på ham, spøgefuldheden spillede i hendes mørke øjne, før hun ufortrødent satte igennem krattet uden det mindste hensyn til sine skørter. På den anden side af krattet vendte hun igen blikket mod ham, benyttede sig et øjeblik af muligheden for diskret at kunne betragte ham.

[Jonathan af Condia]

Han stoppede ikke selv da han blev opmærksom på hvordan hun betragtede ham, men gik op på siden af hende, fortsatte forbi hende med et spøgefuldt glimt i de mørke øjne og ledte vejen videre gennem træerne af den lille sti.

Lyden af løbende vand blev tydeligere og tydeligere, indtil han bøjede nogle tykke grene til side og afslørede en lille lund der lå lige ned til floden "Kom.." han rakte den frie hånd frem mod hende og lede hende med sig under grenene, ud i solskinnet der faldt ned gennem trækronerne over dem. Lunden var domineret af flere rækker træer i sirlige rækker, der tydeligt afskilte sig fra løvtræerne der ellers udgjorde begyndelsen på skoven. De var ligeså tydeligt ikke kommet der naturligt, men var plantet, selvom det måtte være mange år siden nogen havde taget sig af dem, deres knudrede grene og det høje græs mellem den taget i betragtning. Stammerne var korte, men grene strakte sig langt op og var besat med et tæt flor af sarte, lyserøde blomster "Min oldefar gjorde et forsøg på indføre ferskentræer, men selvom de står her endnu, kom de aldrig til at give særlig meget frugt og med årene mistede han interessen og glemte dem igen." han smilede skævt, men havde en aura af afslappethed omkring sig nu de stod her "De fleste har glemt de overhovedet er her." han vendte ansigtet mod hende, en smule spændt på hvad hun synes.

[Illunie af Condia]

Det var ikke ligetil, men det var også sådan, Illunie bedst kunne lide det. En lille smule modspil, en lille smule udfordring og hun fulgte gerne med på hver af hans udspil. Med hånden i hans fulgte hun med ham gennem krat og under grene, før de så kom til en lille lund. Kæben faldt ned til en tavs måben. Mange smukke ting havde hun set i Carthak, men et smukt scenarie som dette, havde hun hidtil aldrig oplevet.

"Tak." At kalde den carthakanske fåmælt ville være en usandhed, men som hun stod, overvældet af synet og den tillid, der lå i hans handling bag at tage hende med, virkede det som det mest passende for situationen. Hun fik endelig vristet blikket fra den fantastiske natur udelukkende for at blive draget mod hans ansigt, lige så fængslende som det pragtsyn, hun netop havde beskuet.

[Jonathan af Condia]

Smilet på hans læber krusede sig lidt ekstra mens han betragtede hendes betagelse. Det gjorde ham ganske tilfreds, og glad, at hun tydeligvis kunne se den samme skønhed i den lille lund som han selv gjorde.

Han lod hende tage det hele ind uden at aflede hende og rynkede så brynene i let undren "Tak?" spurgte han og rakte så op da brisen puffede en mørk, krøllet hårlok ind foran hendes ansigt, og strøg den om bag hendes øre i stedet "For hvad?" fortsatte han nysgerrigt, mest for at høre hendes stemme igen med lige den klang, end fordi han reelt ikke var klar over hvad hun mente.

[Illunie af Condia]

Hendes blik havde kun dvælet ved hans øjne i et ganske kort øjeblik, før hans hånd strejfede hendes ansigt. Var hendes hud ikke så mørk, havde en rødmen stået frem på hendes kinder, men hun mødte ufortrødent hans blik og smilede facetteret op til ham. "Jeg er taknemmelig for, at du valgte at dele dette med mig." Selvom synet havde været så smukt, føltes det helt naturligt at vende fronten væk fra floden og ferskentræerne og i stedet vende sig helt mod ham.

[Jonathan af Condia]

Han endte med at være den første der slog blikket ned, og gjorde det med en næsten beklemt rømmen "Fornøjelsen er på min side.." beklemt eller ej, så hvilede et afslappet smil og udtryk stadig på hans ansigt mens de stod der "Det er ikke så ofte jeg har nogen at dele det med." fortsatte han ..nogen der er værd at dele det med.. tilføjede han i tanker og løftede den ene arm opfordrende mod hende, kun for at ændre mening midt i bevægelsen og i stedet blot række hende sin hånd.