Dem vi er

[Larkin af Stenbjerg]

Myrilla af Stenbjerg

Dagen efter bryllupsfesten var mere afslappet – nok så gæsterne kunne få hvilet ud efter eventuelle tømmermænd. Der var nogle mere uformelle arrangementer i løbet af dagen med lidt spil og gåture i haven og området omkring borgen. Larkin havde derfor taget muligheden for at få en rundvisning af sin hustru. Det var trods alt hendes hjem, og han havde ikke selv været særlig tit på Naxens borg. ”Det er en smuk have,” bemærkede han, da de vandrede ned af en af de mange stier. De fulgtes arm i arm som altid. ”Tilbragte du tid herude, eller var du ikke til at trække ud af biblioteket?” Han sendte hende et drillende blink. Det var jo ikke fordi, at han selv havde været den særlig aktive type som barn. Bøgerne trak mere i dem begge.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det bedste ved brylluppet var bestemt muligheden for at kunne nyde det, der engang havde været hendes hjem, en hel uge. Lensborgen var tryg for hende og selvom det bestemt ikke var det sted, hun havde tilbragt mest tid i løbet af sit liv, var det skønt at være tilbage. Alene duften i vinden fyldte hende med barndommens tryghed.

"Det forventes af en ung komtesse, at hun tilbringer tid med at nyde naturens skønhed," pointerede hun og gav hans arm et strengt, men blidt klem ved drillerierne. "Så selvfølgelig tog jeg fra tid til anden mine bøger med herud." Hun smilede indforstået op til ham og måtte tage sig i, at føle sig særdeles heldig, som hun gik der ved Larkins side, der hverken dømte eller kritiserede hende over den akademiske interesse.

[Larkin af Stenbjerg]

Han grinede lidt, da hun klemte om armen. ”Jeg kan se det for mig,” sagde han med et skævt smil. ”Dig der sidder på en bænk og forsøger at læse, imens vinden hiver i bogsiderne og blæser dit hår ind i øjnene.” At læse udenfor havde en del ulemper til tider. Det kunne dog også være ganske behageligt, hvis man fandt et ordentligt sted at sidde. ”Eller måske du fandt et gemmested, hvor du kunne læse i fred for vind og folk?” Det ville egentlig ikke komme spor bag på ham.

[Myrilla af Stenbjerg]

En tåbelig glæde bredte sig i brystet på hende alene ved det, at han forestille sig hende for sit indre blik. Alene tanken om, at han tænkte på hende. Hun smilede lidt af sig selv og rystede det så af sig for igen at skænke ham sin fulde opmærksomhed.

Munden var netop gledet op, for at komme med en indvending, da han selv nåede til den rette konklusion og hun nikkede. "Vil du se det?" spurgte hun med et skævt smil om læberne og begyndte allerede at sætte mod det, før han havde fået tid til at svare. Det var ikke langt derfra, kun lidt dybere i haven. Buske skærmede af for både vind og blikke, bortset fra en enkelt passage ind. Deres mor havde altid elsket små gemmesteder og kroge.

[Larkin af Stenbjerg]

Han blev trukket i, da hun allerede satte kursen mod sit gemmested, før han sagde noget. ”Det kan vel ikke skade,” sagde han derfor og valgte at lade sig trække med. Hun virkede jo ivrig efter at vise ham det, og han kunne godt tænke sig at komme udenfor de andre gæsters synsfelt. Hvilket de også snart kom, da de gik ind mellem nogle buske, der spærrede udsynet til resten af haven. Han kastede et blik omkring sig, imens han fulgte Myrilla.

[Myrilla af Stenbjerg]

Han lod ikke til at have nogle indvendinger, så hun fortsatte blot videre ned ad den sti, de var nået til. En bue af slyngroser dannede indgangen til et lille stykke græs, hvor der stod en lille bænk med et lille fuglebad ved siden af. Det så ikke ud af meget andet end et lille hvilested, der kunne bruges som dårlig undskyldning, hvis man ville lidt væk. Men det var meget mere for Myrilla. "Da jeg var yngre, fortalte min mor, at det var et helt specielt sted," fortalte hun og så sig lidt omkring. Det var efterhånden længe siden, hun sidst havde været der, selvom det havde været hendes foretrukne tilflugtsted som yngre. "Hvorfor fik jeg egentlig aldrig at vide," slog det hende.

[Larkin af Stenbjerg]

Han så sig omkring, da de nåede hendes gemmested. Ganske fredeligt. Han kunne let forestille sig, at det ville være et fint sted at læse. ”Det har sikkert noget med din fader at gøre,” gættede han på. Stedet var forholdsvis isoleret, fredeligt og med roserne kunne det sikkert være ganske romantisk. Måske havde hendes forældre forlovet sig her, eller blot haft en eller anden god stund sammen i fred og idyl. ”Det her sted er jo noget afsides,” han trådte hen på siden af Myrilla og kyssede hende en enkel gang på kæben. ”Det er godt for par, der vil have lidt fred.” Så gik han over og slog sig ned på bænken.

[Myrilla af Stenbjerg]

Da hun endelig var færdig med selv at suge indtrykkene af sit gamle gemmested til sig, så hun over på ham. Som altid prøvede hun at studere hans ansigt, for måske at få bare et lille glimt af en tanke eller følelse, men som altid var det svært at tyde. "Mh," mumlede hun tankefuldt og nikkede, en smule fjern i blikket, mens hun vurderede, hvad der mon havde gjort stedet så specielt.

Kysset mod hendes kæbe sprang den sarte tankeboble, hun havde bevæget sig ud i og hun så efter ham, atter vågen i blikket. "Det er det, ja." Hun smilede blidt og fulgte efter ham, men satte sig ikke på bænken ved hans side. I stedet gik hun om bag bænken og bukkede sig ned over ham, strøg håndfladerne ned over hans brystkasse. Et blidt kys blev lagt mod hans tinding. "Savner du Stenbjerg?"

[Larkin af Stenbjerg]

Han forventede egentlig blot, at hun satte sig hos ham, så han fulgte hende undrende med blikket, da hun i stedet gik om bag bænken. Da han mærkede hendes hænder mod brystkassen, slappede han lidt af igen og lagde hovedet tilbage for at se op på hende. ”Så lang tid har vi heller ikke været væk,” lo han. De tog jo også hjem igen om et par dage, så han savnede ikke rigtig lenet. Han lukkede veltilfreds øjnene. ”Jeg har gået og overvejet noget – angående dine akademiske interesser ...” startede han så. Nu ville sikkert være et fint tidspunkt at foreslå det.

[Myrilla af Stenbjerg]

Smilet gik fra læberne og helt op til de grønne øjne, hvor det havde lagt sig som en varm glød, mens hun så ned i hans blå. Hun trak sig lidt op igen og lagde hænderne mod hans skuldre, hvor hun trykkede blidt med tommelfingrene. "Ja?" spurgte hun med vakt interesse. Larkins forståelse og interesse for hendes akademiske nysgerrighed havde nok - ud over selvfølgelig hans intimiderende betagende, blå øjne - været det, der havde vakt hendes interesse for ham i første omgang. Og gjorde hende kun mere tiltrukket af ham for hver dag. Hun rystede på hovedet af sig selv. Det var sikkert, fordi de lige var blevet gift, at hun havde det sådan.

[Larkin af Stenbjerg]

Han brummede lavmælt, da hun begyndte at arbejde på skuldrene. Det var da ganske behageligt. Kort efter åbnede han atter øjnene for at fokusere på samtalen. ”Jeg ved jo, at du ikke ligefrem elsker tanken om at skulle sidde og brodere over en kop te og småkager med andre adelsfruer,” lagde han ud. Myrilla havde vist ved deres bryllup – og for den sags skyld her under hendes broders bryllup – at hun godt kunne klare rollen, men han vidste trods alt, at hun næppe brød sig om den slags sammenkomster, hvor hun ikke rigtig kunne udfolde sig mere intellektuelt. ”Så hvad med at du gør det attraktivt for andre adelsfrøkner at studere?” Han så afventende op på hende. ”Lad det blive deres adgang til dig.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Efter lidt tid med fingrene mod hans skuldre, slap hun ham igen og lagde et enkelt kys i hans nakke, før hun tog plads ved siden af ham på bænken. Selvom hun var (måske lidt for tydeligt) skeptisk over for hans forslag, kunne hun ikke se sig fri for også at være bare en smule nysgerrig. "Nu ved jeg ikke, hvor mange adelsfrøkener, du har mødt gennem dit liv, Larkin, men det er snarere undtagelsen end reglen, der ser fordelen i rent faktisk at have andet end silke og perler mellem ørerne," kommenterede hun og smilede fornøjet til ham uden at afvise forslaget endnu.

[Larkin af Stenbjerg]

Som hun svarede ham, gik det op for ham, at man måske kunne misforstå forslaget. Han trak lidt på smilebåndet og lagde en arm om hendes spinkle skuldre, da hun satte sig ved hans side. ”Ja, kedsommelige samtaler om dekorationer og fester, kan du næppe undgå.” Uanset hvad skulle de sørge for at pleje deres forhold til andre hertugfamilier, og så var der jo diverse besøg og sammenkomster med forretningsforbindelser. ”Jeg taler dog om, at du selv skulle skabe dig et netværk. Stenbjerg har selvfølgelig gamle alliancer, som vi skal pleje, men hvis du ønsker at påvirke andre adelsfrøkner, ville dit selskab være en god måde at gøre det på.” Han lod pegefingeren nusse hende lidt i håret bag det ene ører – forsigtig med ikke at ødelægge frisuren. ”Du er ikke den eneste adelsfrøken, som har tilbragt tid på at studere. Find de andre og invitér dem til nogle sammenkomster i ny og næ. Skab et intellektuelt miljø for kvinder omkring dig selv. Hvis det ikke var der før, må du jo bare selv lave det, ikke sandt?” Han løftede et øjenbryn. Der var alverdens steder, hvor mænd kunne gå hen og møde ligesindede, men adelskvinder med en uddannelse manglede sådan et miljø. Myrilla havde nu en position, hvor hun kunne vælge at skabe det, hvis hun ønskede det.

[Myrilla af Stenbjerg]

Som det efterhånden var blevet en vane for dem, når de var alene, lænede Myrilla sig tættere ind mod ham. Hele bevægelsen var blevet så naturlig efterhånden. Et morskabens smil dansede over hendes læber ved hans kommentar til de kedsommelige samtaler, der oftest herskede mellem adelskvinder, men som han fortsatte med at tale blev det erstattet af en mere interesseret og eftertænksom mine. "Begavet af Guderne, intelligent, politisk anlagt og så endda også indsigt i hunkønnet," vævede hun med et slet skjult imponeret glimt i de grønne øjne. "Det var da en imponerende liste af kompetencer." Ideen var bestemt ikke dårlig.

[Larkin af Stenbjerg]

Han sendte hende et skævt smil og kyssede hende ved øjenkrogene. ”Det var nu dig, der fik mig til at tænke over det,” bemærkede han. ”Da vi mødtes ved gallaen i Tirrsmont. Nogle ting står det i vores magt at ændre, og hvis du ønsker flere uddannede kvinder ... tja, du har magten til at forsøge at påvirke resten af hoffet nu, hvis du ønsker det?” Siden hun komplimenterede ham, havde han ikke noget imod at dele fortjenesten med hende. Fingrene strøg lidt længere om og nussede hende lidt i nakken, lige over kanten af kjolen. ”Det ville måske åbne op for nogle nye alliancer til os, og jeg vil ikke have noget imod det, hvis Stenbjerg får et ry for at være et sted, man kan finde intellektuel samtale.”