Et lille hjerte

[Julietta af Dunlath]

Adrian af Dunlath

Det var faktisk sjældent, at man mærkede nogle tegn så tidligt, havde helbrederen sagt. Julia havde gjort et stort nummer ud af at undgå sladder. Med håret stramt flettet og iført en af Violas kjoler var hun søgt helt ned til galopdistriktet, hvor hun havde fået en helbreder til at se på hende. Kvalmen, den meget selektive appetit og det ømme fortrin havde alle været tegn. Desuden havde hun været varmere. Hendes krop havde fortalt sandheden. Hun var med barn.

Fingrene rystede, så hun foldede hænderne tæt sammen, sank hårdt. Tjeneren syntes underligt fjern, da han bød hende ind i hallen og efter de begge blot havde stået der et par øjeblikke i tavshed, rendte han vist af sted efter Adrian. Hun følte sig underligt svimmel og sank hårdt igen, mens hænderne glattede skørtet. Efter helbrederen var hun taget direkte hjem til Adrian og havde ikke fået skiftet inden.

[Adrian af Dunlath]

Han forsøgte at fokusere på sine studier, men blikket strøg hele tiden mod værelsets vindue. Han talte dagene hele tiden, ventede og ventede. Det var lettere uudholdeligt, og ordene virkede til at flyde sammen foran hans øjne, når han forsøgte at læse.
Da det bankede på døren, brummede han noget utydeligt, og der blev banket på igen. Så kiggede en tjener endelig ind og fortalte, at komtesse Julia var her. Hjertet røg op i halsen på ham, imens han rejste sig og forlod værelset. Han var lettere paranoid og forsøgte at opføre sig helt normalt ... hvilket blev svære, da han kom ned og så, hvordan Julia var klædt. Det var da ikke en af hendes kjoler? ”Julia ...” Han rømmede sig lidt og tvang sig selv til at finde sit sædvanlige skæve smil frem, imens han gik over til hende. ”Hvor er det godt at se dig. Skal vi gå en tur i haven? Mor har fået sat et lille fuglebassin op.” De skulle ud af det her hus, så de ikke ville blive overhørt. Han førte hendes straks med gennem huset, ud på terrassen og ned i haven. Det krævede en del at gå hele vejen i et almindeligt tempo og ikke bare sætte i løb derud. ”... ved du det?” Han skævede til hende, imens fulgte en sti rundt om nogle blomsterbede.

[Julietta af Dunlath]

Tid virkede underligt ikke-eksisterende, mens hun stod i hallen med blikket naglet til et punkt i gulvet. Så lød skridt. Hun så først op, da Adrians stemme lød. Noget knustes inden i hende. Hvordan skulle hun fortælle ham, hvad der var sket? At hun var med barn? Han ville aldrig røre hende igen. "Adrian," hilste hun og prøvede at lyde upåvirket, men hendes stemme fremstod underligt hul.

Med en ukarakteristisk afstand mellem dem gik de ud i haven. Ord syntes at være en mangelvare. "Jeg..." Hun rømmede sig. Der var ikke nok tid. Hendes hoved føltes tungt. "De tror det ikke," løj hun og prøvede at finde sit bedste smil frem.

[Adrian af Dunlath]

Han holdt næsten vejret, indtil Julia talte. Nej? Han åndede lettet ud. ”Det lyder jo lovende,” sagde han. ”Hvornår kan vi være sikre?” Gudinden være lovet, du var vist reddet. Da han så ned på Julia, virkede smilet dog lidt forceret. ”Er der noget galt?” Måske havde hun faktisk håbet på at være gravid? Det gav dog ikke meget mening, for det var næppe noget en kvinde ønskede udenfor ægteskabet.

[Julietta af Dunlath]

Hans lettelse var til at mærke og føle på og sled kun yderligere på de i forvejen flossede nerver. Hendes håndflader føltes svedige og hun gned dem mod skørtet. "Et par uger," svarede hun og prøvede at gøre smilet mere overbevisende. Et par uger ville hun vel godt kunne tage, før man begyndte at kunne se det. Svimmelheden tog til. Hun ville være alene om dette. Uanset om hun fortalte ham det eller ej, ville hun ikke kunne finde støtte i ham og visheden om det, fik det kun at snurre mere i hendes hoved. "Nej, bare lidt ondt i hovedet," prøvede hun at slå det hen med og prøvede ikke at svaje så faretruende.

[Adrian af Dunlath]

Han så bekymret på hende. Hun virkede ikke så lettet. Faktisk virkede hun ... syg? Da hun begyndte at svaje, greb han fat om hende og ledte hende over til en bænk, så hun kunne sætte sig. ”Julia, hvad er der galt?” Han knælede foran hende og så op på hendes ansigt. Bagerst i hovedet gnavede frygten sig frem igen. ”... lyver du?” Hun var overhovedet ikke så lettet, som hun burde være. ”Du er gravid, er du ikke?” Han kunne ikke komme på et andet svar. Hun var jo tydeligvis syg og dårlig.

[Julietta af Dunlath]

Hænderne om hendes liv gjorde hende straks mere rolig og hun fulgte ham over til bænken med et taknemmeligt smil. Tanken om at lyve for Adrian gnavede i hende, men frygten for at miste ham overskyggede det. "Nej," løj hun, betydeligt mere overbevisende denne gang. "Jeg har bare været så urolig på det seneste." Julia prøvede på et nyt smil. Det var stadig en smule blegt, så hun greb hans hånd for at kompensere for det. Hun ville ikke kunne bære at miste ham, ikke når de endelig var nået så langt.

[Adrian af Dunlath]

Hun benægtede det fortsat, så han nikkede. Han vidste ikke meget om graviditet, så han kunne ikke ligefrem se det på hende. Det var vel meget muligt, at det var bekymringen, som gjorde hende utilpas. ”Ja, det har været hårdt,” medgav og satte sig op ved siden af hende og lagde en arm om hende. ”Men det er overstået nu. Vi kan slappe af igen.” Han kyssede hende blidt i håret. ”Det er også meget rart at slippe for at tage hul på nødplanen.”

[Julietta af Dunlath]

Hun lænede sig straks ind til ham, da hun mærkede vægten af hans arm om hendes liv. Alene duften af ham og følelsen det gav hende igen at have ham nær, gjorde det lettere at forsøge at slappe af. "Det kan vi." Eller det kunne han. Hun skulle stadig tænke over, hvordan og hvornår hun skulle sige det. Hvad der ville ske, hvis nogen fandt ud af det. "Ja, tænk hvad vi skulle have gjort, hvis det havde været tilfældet." Hun prøvede at le, men det lød skingert, så hun stoppede hurtigt igen.

[Adrian af Dunlath]

Hun var vist stadig noget ude af den, så han aede hende på skulderen og sukkede let. ”Tja, jeg overvejede at fortælle far om mit projekt. Hvis han nu ønskede at sende mig til Dunlath i nogle måneder, kunne du så insistere på at komme med – så ville vi have en undskyldning for at fremskynde brylluppet, uden at folk nødvendigvis ville tro, du var gravid. Og vi ville være alene i Dunlath, så folk ville ikke vide noget om graviditeten.” Det var ærlig talt det eneste, han havde kunne komme på. Alexander havde heller ikke haft en bedre ide. ”Det er rart at kunne blive her i Corus. Der er nu engang mere spændende.” Han grinede lidt ved tanken. Dunlath var så langt væk fra alting.

[Julietta af Dunlath]

"Du har tænkt på det," udbrød hun forbløffet og trak sig lidt ud af hans greb for i stedet at se op på ham med store øjne. Der gik et langt øjeblik, så flakkede blikket. Hun kunne ikke lyve, ikke nu når han havde vist sig rent faktisk at ville hjælpe hende. Nu havde hun fundet bekræftelsen på, at han ikke ville stikke af eller svigte hende. Læberne var stadig lukkede. Hendes øjne blev våde. "Åh, Adrian."

[Adrian af Dunlath]

Han så forvirret på hende. ”Selvfølgelig har jeg tænkt på det! Jeg har ikke gjort andet end at tænke på det. Man kan ikke ligefrem lade være.” Hvorfor lød hun så chokeret over det? Han havde da ikke tænkt sig at stikke af fra hende i sådan en situation. Han blev kun mere forvirret, da hun fik blanke øjne. ”Julia?” Hvorfor græd hun? Måske var det lettelse over ikke at skulle slæbes til Dunlath?

[Julietta af Dunlath]

Tårerne trillede og der gik ikke længe, før hun begravede ansigtet i hænderne. Hvordan var livet lige blevet så kompliceret? Hun kunne ikke bære det. Skuldrene skælvede og rystede lidt i takt med hendes stødvise vejrtrækning. "Jamen jeg er... Med barn." Hænderne forblev foran hendes ansigt. Hun turde ikke se op og se skuffelsen i hans ansigt. Det ville sikkert rumme alle de følelser, der lige nu væltede rundt i hendes indre.

[Adrian af Dunlath]

Da hun begyndte at græde, blev han kun endnu mere forvirret og lagde begge arme om hende. Så kom hun med sin indrømmelse ... hun var virkelig gravid. ”Du ...” Adrian rynkede på panden. ”Hvorfor sagde du ikke det fra starten af, Julia?!” Det var svært ikke at lyde vrede. Han havde lige siddet og været lykkelig ved tanken om at de havde undgået det problem, og så var det alt sammen løgn?! ”Du kan da ikke bare skjule den slags fra mig?!”

[Julietta af Dunlath]

Det bebrejdende tonefald fik hende til at krympe sig lidt og hendes små klynk og hulk intensiveredes. Hun rystede på hovedet og hænderne fulgte med, stadig skjulende hendes røde øjne. "Du må ikke hade mig," hulkede hun, dybt ulykkelig over hele situationen. Hvordan skulle hun nogensinde klare det uden ham? "Jeg vidste ikke, hvordan..." Resten af ordene druknede i hendes tårer, som hun sank dybere og dybere ned i sin ulykkelighed.