Stadig kolde fødder

[Vania af Naxen]

Myrilla af Stenbjerg

26. august, 527 M.T.

Efter snakken med Pendrima var Vania gået helt til hundene. Hun havde sat sig ned på gulvet nærmest hvor hun stod og hun sad og rokkede frem og tilbage i indestængt angst og panik, da den kammerpige, hun havde fået tildelt fra Naxen-staben kom tilbage, efter at Vania havde sendt hende væk. Kammerpigen var blevet næsten ude af sig selv og intet af det, hun havde forsøgt at gøre for at hjælpe Vania, havde rent faktisk hjulpet. Hun havde klaret at få hende ind i seng, men fordi det føltes, som ville hendes hjerte springe ud af brystet på hende, havde Vania nu igen sat sig op og knugede sine ben ind til brystet, mens hun så tomt ud i rummet. Hun kunne ikke overskue det her. Overhovedet ikke. Og ingen kunne åbenbart hjælpe hende med at få en form for kontrol over det. Afmagtsfølelsen hjalp ikke ligefrem på det hele.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det havde været helt underligt at være tilbage i Naxen. Selvom stedet aldrig helt havde været hendes hjem lige så meget som Corus havde været det, havde hun fundet sig noget vemodig efter at være vendt tilbage til sit barndomshjem. Naxen. Et sted, der nu emmede af alt det, hun aldrig mere ville være. Alt det, hun skubbede i baggrunden for at gøre Larkin lykkelig.

Med en følelse af at være mere ensom end nogensinde før var hun derfor søgt ind i sine gamle gemakker. De grønne farver skinnende stadig igennem i indretningen, selvom det så noget tomt og sølle ud, efter hun var flyttet til Stenbjerg. Myrilla lagde armene om sig selv, som hun lænede hovedet mod væggen. Som altid havde hun søgt plads i den brede vindueskarm, hvor hun som lille altid havde læst. Et tungt suk forlod hendes læber.

En banken trængte ind i hendes lille kugle af sårbarhed og selvmedlidenhed på det værst tænkelige øjeblik og hun så næsten bebrejdende på den kammerpige, der havde vovet at forstyrre hendes fred. Lige indtil beskeden blev overbragt.

Der gik ikke længe, før hun ilede ned ad gangene - selvfølgelig med en hertugindes ynde og værdighed (sådan da). Først ved Vanias gemakker standsede hun. De havde engang været hendes moders. Det sved i hendes næse og hun tog en dyb indånding, før hun trådte ind. "Vania?" Introduktion og alt det andet obligatoriske etikette- og høflighedsfis gad hun ikke.

[Vania af Naxen]

Vania anede ærligt talt ikke, hvad klokken var eller hvor længe, hun havde siddet sådan. Hun var bare glad for, at kammerpigen endelig havde ladet hende i fred. Hendes konstante skræmte plapren havde ligesom ikke rigtigt hjulpet noget.

Hun sad stadig i samme stilling, da der igen var nogen, der bankede på, men hun kunne ikke rigtigt få sig til at se i den retning. Hun havde endelig opnået bare et mindstemål af kontrol ved at sidde helt stille og se på den samme plet i væggen. Og den var hun ikke helt villig til at give slip på.

Hun hørte dog, at det var Myrilla's stemme og forsøgte at byde hende ind, men måtte rømme sig, førend stemmen ville lystre. "Kom ind," sagde hun bare. Der måtte være en grund til, at hun var her. Og Myrilla var trods alt også lige blevet gift. Måske kunne hun komme med nogle af alle svarene.

[Myrilla af Stenbjerg]

Tavshed efterfulgt af mere tavshed. Et øjeblik overvejede hun bare at gå ind. Det var immervæk hendes moders gamle gemakker. Men det var det ikke længere. Ligesom Myrilla ikke længere havde så meget at skulle have sagt, når det kom til Vania og hendes beslutninger, så i stedet væbnede hun sig med sjældent set tålmodighed.

Endelig bevægede hun sig ind i lokalet og uden yderligere omsvøb satte hun retningen direkte mod sengen. Hun satte sig forsigtigt ned, studerede svigerinden. "Har du lyst til at tale om det?" Det var kun to måneder siden, hun selv var blevet gift og huskede udmærket natten før bryllupsdagen. Forsigtigt lagde hun sin hånd frem som et tavst tilbud.

[Vania af Naxen]

Hun så ikke på svigerinden, da denne kom ind, men hun følte en sær lettelse over, at hun satte sig ved siden af hende. Og at hendes stemme var rolig og blid. Hun blinkede let et par gange, inden hun kunne dreje ansigtet og se på Myrilla's fremstrakte hånd. Hun havde rent faktisk rigtigt meget lyst til at tage den. Hun havde lyst til at blive trøstet og til at nogen skulle sige, at alting nok skulle gå. Men hun kunne ikke få sine arme til at lystre. I stedet så hun bare op på Myrilla med tårer i de brune øjne. "Jeg kan ikke det her." Og så løb tårerne over og ned over hendes kinder. Selvom hun ikke tillod andet af sin krop at reagere.

[Myrilla af Stenbjerg]

Alt ved Vania skreg bare, at der var noget, der ikke var i orden. Noget var ravruskende galt, men hun kunne heller ikke få sig selv bare til at være frembrusende og spørge. Tårerne i hendes øjne bekræftede kun den fornemmelse og hun rykkede sig tættere på. Hun var ikke et krammemenneske. Havde hun været det, havde det nok ikke være helt så akavet, da hun trak Vania ind til sig i et forsøg på at være både imødekommende og blid. "Hvilket af det?" mumlede hun ind mod hendes hår og strøg så prøvende hånden over i en lidt kejtet bevægelse.

[Vania af Naxen]

Hendes hjerte bristede næsten under vægten af alle de følelser, hun havde ophobet derinde i løbet af den sidste uges tid, da Myrilla trak hende ind til en omfavnelse. For Vania var den ikke det mindste akavet. Den var mere velkommen, end hun kunne sætte ord på. Og netop derfor kunne hun heller ikke holde tårerne tilbage mere. Hun begravede sit ansigt ved Myrilla's hals og ignorerede, at de to sådan set aldrig havde haft et helt fortroligt forhold. Det var ligemeget lige nu. Hun snøftede let og et lille knust hulk kom over hendes læber. "Det hele," sagde hun i en lav og grødet stemme. "Jeg skal giftes og være hertuginde og have børn og have bryllupsnat og.." Hendes gråd tog til i styrke, som hun oplistede alle de ting, som hun overhovedet ikke kunne overskue lige nu. "Myrilla, han har knap nok kysset mig endnu..!" Hvordan skulle hun kunne gå fra to så yderligt placerede samfundsroller på et øjeblik? Den ærbare komtesse det ene og den ansvarsfulde hertuginde, som lå med sin mand det næste? Det var for meget at forlange af et menneske.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det gik da udmærket. Sådan da. Der blev vådt på hendes skulder, men det fik hende udelukkende til at holde Vania tættere ind til sig. Det var faktisk slet ikke så akavet endda. De blide strøg blev til et kejtet klap, før hun besluttede sig for bare at holde sig til at stryge i stedet og sådan fortsatte hun så. Følelserne var præcis de damme, der havde flakket i hendes tanker natten før brylluppet med Larkin og før hun vidste af det, havde hun lagt et fjerlet kys mod svigerindens hår.

"Vania," mumlede hun blidt og trak hende så lidt fra sig for at fange hendes brune øjne med sine grønne. "Du holder af Murray og han af dig, selvom han af og til et elendig til at vise det." Forsigtigt tørrede hun en tåre med tomlen. "Desuden kommer det at være hertuginde til at falde dig lige så naturligt som at trække vejret."

[Vania af Naxen]

Hun fandt en form for ro i Myrilla's arme og meget af det kom sig nok af, at hun endelig havde givet slip på alle de følelser, hun havde gemt inden i sig. Derfor lod hun også bare Myrilla trække sig lidt tilbage og hun så fortabt ind i svigerindens øjne. "Selvfølgelig holder vi af hinanden," mumlede hun stille. "Jeg elsker ham.." Det vidste hun lige så sikkert, som at solen stod op i øst. "Men jeg har ikke en stormvinges chance i en glasbutik for at vide, hvad han forventer af mig.. Hvordan jeg skal opføre mig.. Hvad jeg skal gøre.." Hun snøftede igen og tårerne var ikke stoppet med at løbe. Hun havde brugt hele sit liv på at sikre sig, at hun ikke fik den slags oplevelser. Og hun var ikke den bedste i verden til at håndtere situationer, som hun ikke havde kontrol over.

[Myrilla af Stenbjerg]

Mens tomlen blev ved at stryge hende over kinden, fortsatte den anden hånd med at køre over hendes mørke hår i et forsøg på at berolige hende. "Men du har mig," forsikrede hun hende med et mildt smil. "Murray elsker også dig, det er jeg sikker på." Eller i hvert fald temmelig sikker. Storebroderen havde aldrig været lige så let for hende at læse som Marcus var det. "Og jeg kender ham bedre end så mange andre." Hun prøvede at smile. Situationens fremmedhed for hende stod tydeligt frem, selvom hun prøvede at holde den i skak. "Jeg vil altid hjælpe dig, så godt jeg kan."

[Vania af Naxen]

Hun havde det lidt bedre. Det var rart at vide, at man havde en forbundsfælle. "Tror du.. Tror du, at jeg vil vide, hvad jeg skal gøre, når jeg står i det?" Lige nu var hun allermest bange for, at hun ville gå fuldstændigt i panik og såre Murray og måske ødelægge noget, som han havde glædet sig til.

Hun trak vejret dybt ind og blinkede nogle af alle tårerne væk. "Jeg er virkelig glad for, at du kom her i aften, Myrilla. Jeg... Jeg havde det ganske forfærdeligt.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det lod allerede nu til, at Vanias vejrtrækning var blevet rolig igen. "Jeg tror, du er meget mere klar på dette end du tillader dig selv at indse," svarede hun roligt og prøvede virkelig at tænke over, hvad mon Marcus ville have sagt og gjort i en sådan situation. Han havde altid været den gode til den slags. Hende og Murray var langt bedre til at brænde inde med ting og være stædige og umulige at have med at gøre.

"Selvfølgelig," forsikrede hun hende. "Vi er familie." For hende var der slet ingen tvivl. Familie kom først og selvom hendes loyalitet frem for alt nu lå hos Larkin, ville Naxen altid være i hende.

[Vania af Naxen]

Hun tog en dyb indånding og holdt det et øjeblik, inden hun faktisk smilede lidt til Myrilla igen. "Det er vi. Især.. Især efter imorgen.." Hun ville være en Naxen imorgen. Det var slet ikke til at forstå. "Jeg ved godt, at det er barnligt.. Men.. Vil du blive her, indtil jeg falder i søvn? Jeg kommer til at ligne et fugleskræmsel, hvis jeg ikke snart får noget søvn. Og en Naxen kan jo ikke se sådan ud på sin bryllupsdag?" Der var et hint af noget drillende i tonen nu.

[Myrilla af Stenbjerg]

Smilet smittede og straks overgav Myrilla sig selv til ét. Hun havde rent faktisk formået at trøste et andet menneske, en kvinde. Det var næsten ikke til at tro! Så nikkede hun. "Det kan hun ikke, nej." Måske det var sådan, det føltes virkelig at have en veninde. Hun møvede sig op ved siden af svigerinden med raslende skørt. Larkin ville nok ikke blive videre begejstret over at finde hendes gemakker tomme, men lige nu var Vania hendes prioritet.

afsluttet