Det bedste bryllup! [ÅBEN]

[Murray af Naxen]

Gennem den sidste uge var gæsterne langsomt ankommet. Vania havde haft travlt med forberedelserne, og hendes humør havde ikke tålt mange forstyrrelser, så Murray brugte det meste af sin tid væk fra festsalen og Vanias arbejde.
Nu stod de her så. Efter en ventetid på adskillige år. Et stort bål brændte udenfor festsalens vinduer – Murray havde sørget for at det var en tand større end Larkins. Det kunne godt være, at manden var hans svoger, og at det også havde været hans lillesøsters bryllup, men Naxen skulle stadig være størst og bedst!
Efter at have udvekslet deres morgenfruekranse, afgivet deres løfter og tændt bålet rykkede festlighederne indenfor.
Borgen var blevet smukt dekoreret med blomster, bannere i Naxens farver – og et par i Blåhavns. Murray syntes måske godt, man kunne have pyntet med mere, men Vania havde set på ham, som om han måtte være sindssyg. Der var åbenbart noget der hed ’for meget pynt’. Uanset hvad var borgen smukt udsmykket, meget af kødet var fanget i Naxens egne skove, og gæstelisten indeholdte folk fra baroner til de kongelige.
Alt i alt var Murray ganske tilfreds med, hvordan det hele havde udartet sig. Til gengæld var han også lidt bekymret. Vania havde opført sig ... underligt gennem meget af dagen, så han var bekymret for, om hun var vred på ham igen. Han kunne ikke lade være med at skæve lidt til hende af og til, men han kunne ikke ligefrem bare spørge hende, når de konstant var omgivet af gæsterne.

((Gæsterne til festen er: De kongelige, hertugerne, greverne og baroner fra guldskjoldenes bog - I kan bare slå jer løs!))

[Vania af Naxen]

Vania var ved noget bedre mod, end hun havde været det aftenen før og fordi Myrilla var blevet, havde hun rent faktisk også klaret at få sovet så meget, så hun var funktionel og ikke lignede en hængt kat.

Og brylluppet var storslået. Der var så meget større og bedre, end nogle af de andre, hun havde været med til og det glædede hende mere, end hun kunne sige i ord. Hendes kjole, som Rosetta havde syet til hende, var overdådig og fantastisk detaljeret og hun havde allerede fået mange forespørgsler på, hvem hun dog havde fået til at sy den.

Selve ceremonien havde næsten taget pusten fra hende. Nu var hun ikke længere Komtesse Vania af Blåhavn. Nu var hun Hertuginde Vania af Naxen. Og Murray var hendes mand. Og hendes hjerte var ved at sprænges af lykke det ene øjeblik og hun var ved at gå til af skræk for den kommende nat det næste.

Hun forsøgte dog på at holde den del ud i armslængde, så hun ikke behøvede at tænke over det, men engang imellem dukkede det op alligevel og hun kunne ikke lade være med at sende Murray et frygtsomt og tænksomt blik engang imellem, når det skete, mens hun forsøgte at gætte, hvordan hun ville komme gennem det hele.

[Myrilla af Stenbjerg]

Brylluppet havde været fuldstændig overdådigt, ikke fordi Myrilla havde forventet noget andet af Murray. Selvom han aldrig havde været en ekspert inden for adelslivet og generel etikette, var han heller ikke én, der nogensinde gjorde noget halvt. Flere steder havde hun kunne se inspirationen fra sit eget bryllup og det havde fået hende til at trykke sig tættere ind til Larkin, endda fra tid til anden at lægge et blidt kys mod hans kind.

Efter ceremonien var hun gået over mod det nygifte par, selvfølgelig ved Larkins arm. Smilet spillede bredt på hendes læber. "Tillykke." Så kunne hun ikke dy sig mere. I en glidende bevægelse fik hun smøget sig ud af hans greb og faldt Murray om halsen.

[Murray af Naxen]

Murray lyste straks op, da Myrilla kom over til dem. Glæden blev kun større, da hun gav ham et knus, så han slap Vania for en stund, så han kunne omfavne søsteren og kysse hende i håret. ”Tak.”

Larkin havde ikke kunnet undgå at bemærke, at hertugen havde gjort bålet lidt større end hans eget havde været. Det irriterede ham ærlig talt, at det irriterede ham. Han burde virkelig være hævet over den slags barnligheder. Til gengæld lod festen til at have en god effekt på Myrilla, så det var forholdsvis let at holde sig selv i godt humør. Han smilede imødekommende til det nygifte par og lod ellers Myrilla forsøge at kramme livet ud af sin bror. ”Tillykke,” fulgte han op på sin hustrus ord med et let buk, før blikket faldt på den nye hertuginde. ”Det glæder mig at møde Dem, Deres Højhed. Tillykke, det er blevet en storslået begivenhed – ikke at man ville kunne forvente andet fra Naxen.”

Murray var stadig i gang med at kramme Myrilla. ”Det er godt at se dig igen, Myr.” Han syntes, at det havde været en lang måned at gå rundt og vide, at hans lillesøster var blevet gift og boede et helt andet sted. Hun virkede dog umiddelbart ganske glad, hvilket selvfølgelig også glædede ham.

[Vania af Naxen]

Vania kunne slet ikke lade være med at smile, da hun så Myrilla komme hen mod dem sammen med Larkin. Hertugen fik dog et mere behersket smil. Hun kendte ham sådan set slet ikke. Det var dog rart at se søskendekærlighed mellem de to, netop fordi de sommetider kæmpede med det og hun nejede passende for Larkin, inden hun svarede på hans lykønskning. "Tusind tak, Hertug Larkin. Hvis blot det er blevet halvt så smukt som Deres eget bryllup, så vil jeg være glad," sagde hun med et høfligt smil. Hun vidste selvfølgelig godt, at de havde overgået dem, men det var mere høfligt at lade som om, man ikke selv mente det. Og Larkin og Myrilla's bryllup havde også været virkelig smukt og grandiøst. "Ikke mange forstår at holde festligheder, som I gør på Stenbjerg."

[Myrilla af Stenbjerg]

De stod længe med armene om hinanden. "Og det er godt at se dig." Han duftede af Naxen, af tryghed og af barndom, og Myrilla knugede sig tæt ind til ham et par øjeblikke længere, end hvad normalt var, før hun igen trak sig tilbage med et varmt smil om læberne.

Kort efter vendte hun opmærksomheden mod Vania og måtte kun bruge et ganske kort sekund på den stikkende ambivalens ved, at hun nu var hertuginde af det, der havde været hendes barndomshjem. Så lagde hun armene om hende og trak hende ind til sig, omend i et noget mere tilbageholdent kram end det, Murray havde fået. Hun slap hende også lidt efter, før hun igen fandt tilbage på sin plads ved Larkins arm, der igen fik et ganske blidt klem. "Det var meget smukt."

[Murray af Naxen]

Larkin bøjede let hovedet ved Vanias ord. ”De smigrer mig, hertuginde Vania.” Smilet blev lidt skævt, og han trak på skuldrene. ”Når man bor så langt nord på, må man nogle gange selv skabe nogle lyse stunder i de kolde måneder.”

Murray slap kun modvilligt Myrilla igen og nikkede enigt til hendes ord. ”Ja, Vania har arbejdet længe på det. Hun bed hovedet af mig, hver eneste gang jeg vovede mig ind i festsalen for at se til hende.” Han rystede let på hovedet, men med et sigende træk i mundvigen.

Larkin kyssede Myrilla ved øjenkrogen, da hun atter stillede sig ved ham og forsøgte at lade være med at more sig for åbenlyst ved tanken om hertuginden, der jagtede Murray ud fra festforberedelserne.

[Vania af Naxen]

Vania gav diskret Murray en spids albue i siden for dén kommentar og smilede til Myrilla, da hun gav hende et knus. Det virkede på én eller anden måde, som om Myrilla igen forsøgte at genopføre den afstand, der havde været mellem dem før aftenen før, men Vania ignorerede det og gav Myrilla et solidt klem, inden de trådte fra hinanden igen. "Jeg er sikker på, at De skaber mere end nogle få lyse stunder, Deres Højhed," fortsatte hun smilende.

[Jonathan af Condia]

Måske havde Jonathan over aftenen fået et glas vin eller to mere, end der passede sig. I hvert fald et par stykker mere, end han normalt ville have tilladt sig selv i et ærinde som dette. Selvfølgelig var Naxen familie, over flere omgange, men han vidste godt, at han og Illunie var der mest for at vise ansigt. For at vise Tortalls adel, at trods Dronningens sygdom, var kongehuset optimistisk nok, til at kronprinseparret tog turen til Naxen for at deltage i hertugens bryllup.

Realiteterne var dog lidt nogle andre, og Jonathan var fyldt med rastløs energi. Allerhelst forlod han festlighederne med det samme for at sætte kursen tilbage mod Corus, men selvfølgelig gjorde han det ikke og han var rutineret nok til ikke at lade nogen af sine frustrationer skinne tydeligt igennem. Det havde været en udemærket fejring. Klart en af de bedre, men han fejlede i at nyde den for alvor, selvom han prøvede i hærdigt da han løftede sit glas i hilsen til hertugen og den nye hertuginde. Hans eget glas endte med at være tomt igen da han satte det fra sig.

[Murray af Naxen]

Ud af øjenkrogen bemærkede Murray sin fætter. "I må have os undskyldt," og så trak han uden videre Vania med sig – efter at have givet sin lillesøster et kys i håret. ”Nyd festen.”
Han førte Vania med over til kronprinsessen og mødte fætteren med et svagt smil. ”Det var godt, De kunne komme, Deres Kongelige Højhed,” hilste han med et buk.

[Vania af Naxen]

Vania var ikke forberedt på, at Murray pludselig trak af med hende og hun forsøgte sig med et smil og en hurtig undskyldning og afsked til Myrilla og Hertugen, inden hun helt kom i trit med Murray igen og hun trak ham bestemt i armen. "Giv mig lige et øjeblik til at sige ordentligt farvel næste gang," brokkede hun sig let, inden hun så, hvor de havde retning mod og tog en dyb indånding. Hun smilede let til Kronprinsen, men lod Murray om at tale til en start. Det var trods alt hans fætter.