En nådigfrues ensomhed

[Annalin af Stenbjerg]

Joshua af Stenbjerg
5. august

Bryllupsfestlighederne var endelig overstået. Annalin havde set frem til hele ugen. Med Stenbjerg fyldt op af mennesker havde der ikke været muligheder for at se Kieran. I det hun vidste, var hans yndlingskjole, gik hun med forventningen emmende ud af hvert skridt mod hans gemakker. Udelukkende for at modtage beskeden om, at hertugens bror da allerede var på vej mod Corus igen - vist nok i selskab med en Greven af Trebonds datter.

Gråden sad tykt i hendes hals og nægtede at lade hende trække vejret ordentligt, som hun hastede igennem lensborgen uden at vide, hvor hun var på vej hen. Kieran var væk. Joshua var på vej væk. Det samme var Athur. Hendes kinder blussede vildt, som hun drejede om et hjørner. Skørtet brusede om hende. Han var sammen med en komtesse. Og hun vidste godt hvilken. Hun havde fanget hans blik i at dvæle ved netop én flere gange under bryllupsfestlighederne. En klemt, åndeløs lyd af fortvivlelse slap hende.

[Joshua af Stenbjerg]

De sidste forberedelser til afgangen mod Frølund var ved at blive foretaget, og Joshua var på vej tilbage til sine egne værelser, for at holde øje med tjenerne. Det gjaldt om at få de rigtige ting pakket sammen. Han skulle jo trods alt ikke til Corus denne gang. Han skulle forsvare grænsen indtil det blev vinter.

Han kom gående rundt om hjørnet på gangen, da en Annalin i høj fart stødte ind i ham. Han blev noget overrumplet, og måtte holde fast i hende, for at sikre sig, at hun ikke væltede. "Jamen dog mit barn, sikke dog en fart du har på!" Udbrød han, og slap hende først, da han var sikker på, at hun havde balancen. Det var her han fik mulighed for at se hendes ansigt. "Hvad er der sket? Hvad har Arthur nu lavet?"

[Annalin af Stenbjerg]

Et meget lidt diskret hvin forlod hende, da det pludselig ikke længere kun var hende og hendes ulykkelighed, der stormede gennem gangene. Hænderne var det eneste, der afholdt hende fra at vælte og hun holdt fast i armene, opdagede først der at det var Joshua, hun var tumlet ind i. Lyden af omsorg i hendes stemme fik hende til at blinke lidt hurtigere et par gange. Øjnene var blevet blanke. "Intet," svarede hun og stemmen var en anelse skinger, før hun rømmede sig. Så tog tårerne over og hun skjulte ansigtet i hænderne.

[Joshua af Stenbjerg]

Han løftede et øjenbryn, for han kunne jo se hendes blanke øjne. Og han kendte hende efterhånden ret godt. Ikke så godt som sin egen datter, men hun var en god erstatning. Hun knækkede da også sammen, og skjulte ansigtet i sine hænder. Han lagde med det samme armene omkring hendes arme. "Så min pige," sagde han roligt og strøg hende over håret. "Kom med ind," hans stemme var lavmælt, mens han førte hende længere hen ad gangen, for til sidst at åbne døren ind til hans gemakker. En tjener var i gang med at rydde op derinde. "Lad bare det der stå. Hent i stedet en kande te og et fad med kager," sagde han til tjeneren og førte Annalin hen til sofaen.

[Annalin af Stenbjerg]

Der gik ikke længe, fra de spinkle hænder havde lagt sig over hendes ansigt, før Joshuas store hænder var at føle mod hendes arme. Hun jamrede lavt i klage, men puttede sig kun tættere ind til ham, før hun fulgte med ham ind i hans gemakker. Et højlydt snøft forlod hende, før hun endeligt sænkede hænderne igen, da en lyd bekræftede, at døren nu var forsvarligt lukket og de var alene. "Du må ikke forlade mig," snøftede hun med tårerne trillende ned over de blussende kinder.

[Joshua af Stenbjerg]

Han satte sig ned ved siden af hende på sofaen, og havde på intet tidspunkt sluppet hende. Da hun talte, gled et svagt og opgivende suk over hendes læber. "Min søde pige," sagde han med en varm stemme. "Du ved lige så godt som jeg, at det er mit lod i livet," han havde skam heller ikke lyst til at forlade hende. Men sådan var det nu en gang. "Husk på, at jeg kommer hjem om blot et par måneder. Jeg er hjemme inden midvinter," han strøg en hånd over hendes ryg.

[Annalin af Stenbjerg]

Grebet var så dejlig betryggende, omend det kun fik tårerne til at fortsætte den tilsyneladende endeløse strøm ned over hendes kinder. Alt virkede pludselig så meget mere uoverskueligt, når ikke Joshua var der til at kunne hjælpe og vejlede og trøste hende. Selv Larkin virkede det underligt at søge trøst hos, nu han havde taget sig en hustru. Især fordi det var en, hun brød sig om. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre uden dig her," hulkede hun fortvivlet.

[Joshua af Stenbjerg]

Han smilede lidt af hendes fortvivlede udbrud. "Du skal gøre som du plejer. Være mor for Domitan, og sørge for, at Larkin og Myrilla ikke ryger i totterne på hinanden konstant," sagde han og kiggede op, da tjeneren kom tilbage. Han havde en bakke, hvorpå der var en kande te og et fad med småkager. Det blev stillet på bordet, og Joshua vinkede tjeneren afsted uden yderligere ord. "Du skal se, det går alt sammen. Hvis du vil..." Han holdt en lille pause, og vidste ikke helt, om han kunne tillade sig dette her. "Skal jeg skrive til Helena, og bede hende komme herop?"

[Annalin af Stenbjerg]

Hun åbnede munden og et kort øjeblik var en begyndende indvending ved at føre til en afsløring af alt det, hun ikke kunne fortælle nogen. Om hendes nætter i Kierans favn, vridende og stønnende. Tjeneren åbnede døren og hun lukkede munden igen. "Nej, det..." Ved nærmere eftertanke kunne det måske være en meget god ide med lidt ekstra hjælp og selskab. Især hvis Larkin og Myrilla ville have travlt med andre ting. Så nikkede hun. "Ville du?"

[Joshua af Stenbjerg]

Han havde haft på fornemmelsen, at det ville hjælpe lidt på Annalins humør. Og han havde haft ret. "For dig, vil jeg gøre alt, hvad jeg kan," for det stod netop ikke i hans magt at blive hjemme. En ordre var en ordre. Selv ikke Larkin kunne få den omstridt. "Jeg skriver til hende i aften, og beder hende komme herhjem. Så kan hun også vænne sig til livet på Stenbjerg," han strøg igen Annalin over håret.

[Annalin af Stenbjerg]

Et taknemmeligt smil fik endelig samlet nok styrke til at skinne igennem tårerne. Så tog hun hans ene hånd med sin og gav den et klem. "Mange tak, jeg..." Det ville være løgn at sige, at hun allerede havde det så meget bedre. Selvfølgelig huskede hun Helena af Linden som værende en behagelig pige, men samtidig var det en ringe trøst for tabet af Kieran. Det gjorde næsten fysisk ondt at tænke på og hendes blik flakkede ned mod skoene, der stak en smule ud under kjolens skørt. "Jeg er med barn," kvækkede hun og priste sig lykkelig over, at hun ikke røbede mere.

[Joshua af Stenbjerg]

Han lod hende holde sin ene hånd. Hendes var blød mod hans ru og hærdede hud. Hans hånd var hærget efter mange års arbejde som ridder. "Det anede jeg," sagde han med et smil og kyssede hende på håret. Han havde oplevet en del graviditeter gennem sit liv. Og han kunne godt huske, hvordan hun havde været, da hun var gravid med Domitan. "Jeg glæder mig til at se dig, når jeg kommer hjem igen," sagde han og strøg hende over ryggen med sin frie hånd. "Du har været lidt... Mere følsom de sidste par dage. Og jeg kan tydeligt huske, hvordan det var sidst."

[Annalin af Stenbjerg]

Selvfølgelig havde Joshua set det på hende. Det var de færreste ting, der undgik hans blik, selvom hun stadig havde formået at holde hemmelig for hele Stenbjerg, at der var mere end en mulighed, når det kom til det fædrende ophav. Hun sank hårdt. "Ja, det må være derfor," hendes stemme var lidt ru og hun rømmede sig. "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det her alene." Selvom tårerne var stoppet med at trille ned over hendes kinder, blev øjnene våde igen.

[Joshua af Stenbjerg]

Han strøg hende over ryggen igen. "Så, op med humøret min pige," sagde han med en varm og fader-agtig stemme. "Du er stærk, og jeg er sikker på det bliver bedre, når du har noget kvindeligt selskab. Udover Myrilla," men de vidste begge to, at det selskab nok ville være noget begrænset i forhold til, at ægteskabet med Larkin stadigvæk var nyt. "Og du kommer ikke til at være alene. Jeg er ret sikker på at Helena trænger til luftforandring, så hun vil holde dig med selskab. Og måske..." Igen holdt han en pause mellem sine ord. "Måske kan i sammen forberede brylluppet? Planlægge og lave invitationerne? Du ved, at jeg ikke går så meget op i den slags. Og jeg er sikker på, at Helena vil være meget glad for hjælpen. Det vil også få dig til at fokusere på andre ting," han lænede sig ind mod hende, og kyssede hende i tindingen.

[Annalin af Stenbjerg]

Hun nikkede snøftende og prøvede at få genvundet bare en smule selvbeherskelse og kontrol midt i al det kaotiske. Joshua havde sikkert ret, selvom hun nok heller ikke ville kunne dele sin virkelig frygt med Helena. Nej, den eneste, hun kunne tale med det om, var Kieran. Og han var flere uger væk. Tilbuddet fik hende dog straks til at lyse en smule op og hun nikkede ivrigt. At planlægge bryllupper var noget af det bedste, hun vidste. Desuden var hun også forholdsvis rolig, da Myrilla ikke lod til at have haft interesse i det. "Det ville være en glæde og ære, Joshua," udbrød hun og greb taknemmeligt hans hånd. "Åh, mange tak!"