Når reden er stille

[Raoul af Condia]

Illunie af Condia

Raoul bankede roligt på ind til sin brors og svigerindes gemakker og regnede med at finde sidstnævnte derinde. Han havde brug for et råd og samtidig tænkte han, at hun måske kunne bruge lidt selskab, nu hvor Kalasin var taget af sted til klosterskolen.

En tjener kom frem i døren og viste ham ind i en stue, hvor han blev modtaget af Illunie. Han gik hen til hende med et varmt smil og lagde sin kind mod hendes et øjeblik, inden han trak sig tilbage. "Du må undskylde, at jeg kommer uanmeldt. Du kan bare sige til, hvis jeg kommer ubelejligt, så forføjer jeg mig igen."

[Illunie af Condia]

Efter et helt år i konstant selskab med mennesker under rundrejsen, syntes det kun mere tomt i paladset efter Kalasin var taget af sted til klosterskolen. Jonathan var som altid begravet bag et læs arbejde og Lianne endnu ikke færdig med dagens pligter, hvilket kun havde efterladt Illunie mere frustreret. I et rædselsfuldt humør var hun søgt tilbage til sine og Jonathans gemakker.

Lyden af fodtrin fik hende til at se op fra det brev, hun netop var gået i gang med at skrive til datteren og synet af svogeren fik det endelig til at trække opad i hendes mundvige. "Du kommer aldrig ubelejligt, Raoul," forsikrede hun ham og slog inviterende ud mod den sofa, hun netop havde rejst sig fra. "Kan jeg byde på noget? Te? Saft? Vin?"

[Raoul af Condia]

Han smilede til hendes svar og satte sig tungt i sofaen med et smil om læberne. "Saft vil være meget velkomment," sagde han med et lille suk. "Det tøj her er noget af det mest indeklemte jeg nogensinde har været udsat for." Irritationen skinnede tydeligt igennem, nu hvor han var i fortroligt selskab og uden for andres hørevidde. "Hvorfor insisterer moder på, at jeg skal klæde mig som en påfugl, bare fordi jeg skal tage imod en baron eller to?"

[Illunie af Condia]

Hun sendte tjeneren et flygtigt blik, der straks fik ham til at forføje sig i jagten på saft til de to. Så snart han var ude af døren begyndte Raoul at tale og ordene fik hende til at overgive sig til latter. Netop indeklemt, tilknappet og stift var ord, hun altid havde brugt om moden til adelen i Tortall. "Du skulle have været en carthakiansk prins," kommenterede hun og smilede fornøjet til ham. "Så kunne du møde alle de baroner, der var behov for og stadig være komfortabel." Alvoren tog igen plads i hendes ansigt - eller hun forsøgte i hvert fald. "Hvilke baroner er der tale om?"

[Raoul af Condia]

Han kunne ikke lade være med at smile i respons til hendes latter og kom måske i lidt bedre humør, mens han besværligt løsnede de to øverste knapper i sin pyntede dragt, så han kunne få lidt luft og varmen kunne slippe ud. "Ja måske. Eller bare slet ikke prins," fortsatte han hendes tankerække, men smilede dog skævt for at vise, at han ikke rigtigt mente det. "Det er flere af baronerne langs kysten. De har sat sig i hovedet, at vores flåde patruljerer oftere nær grevskaberne og hertugdømmerne, end de gør i nærheden af baronierne. Tåbeligt." Han rystede irriteret på hovedet. "Hvorfor skulle vi spilde Kronens resurser på at patruljere ekstra langs hertugdømmerne, når de uden problemer selv kan stå for den del?"

[Illunie af Condia]

Raouls besvær med at få åbnet de øverste knapper, fik kun hendes smil til at vokse og hun lænede sig lidt frem mod ham, så hun kunne assistere med åbningen af de øverste knapper. Hendes spinkle fingre og det faktum, at hun kunne se, hvad hun foretog sig under hans hage, hjalp gevaldigt. Så lænede hun sig tilbage igen og genetablerede den passende afstand mellem dem. "Ja, jeg kan lige se dig for mig som fisker," drillede hun og blinkede til ham.

"Små mænd vil altid føle sig forfordelt." Hun trak på skuldrene og foldede hænderne i skødet. "De skal bare være på tværs, så de kan blive bekræftet lidt fra tid til anden." Der var selvfølgelig også muligheden for, at de ligesom så mange andre var blevet nysgerrige oven på dronningens sygdom.

[Raoul af Condia]

Med et taknemmeligt smil overlod han kampen med knapperne til Illunie og sendte hende også et smil, da hun lænede sig tilbage og han nu pludselig kunne trække vejret en hel del nemmere. Hendes bemærkning fik dog hans øjenbryn til at skyde i vejret. "Hov, hov. Må jeg lige slå fast, at jeg er en ganske udmærket fisker!" Hans indignerede ansigtsudtryk faldt dog hurtigt for et smil og han trak på skuldrene. "Selvom jeg nu foretrækker en morderisk scanraner frem for en kæmpeblæksprutte."

Han nikkede let og lod den ene hånds fingre glide gennem håret i nakken i en frustreret bevægelse. "Jeg ved det godt," indrømmede han og rystede så på hovedet. "Jeg forstår bare ikke, hvorfor så mange følger ham. Jeg mener... Jeg kan jo tilbagevise alle klager med vores skibslog. Det har jeg allerede gjort indtil flere gange. Og alligevel står de nærmest i kø for at komme og brokke sig alligevel."

Han sukkede let og så op, da tjeneren kom tilbage med saft i en kande. "Et velkomment syn," kommenterede han næsten lettet og tog imod, da der blev skænket op til ham.

[Illunie af Condia]

Hun havde ikke flere kommentarer til hans ord. Selv havde hun aldrig skulle stå med hverken blæksprutter eller scanranere, så valget mellem dem var lige så fremmed for hende som situationerne. "Selvfølgelig vil folk brokke sig, når der bliver vist sva..." Hun stoppede sig selv. Tidspunktet var nok ikke det rigtige til at begynde og fremhæve den lettere sårbare situation, dronningens sygdom havde sat dem i. Især ikke, når hun i forvejen var overbevist om, at Raoul godt vidste det.

Tjeneren kom tilbage som en gave fra Gudinden og hun skyndte sig i stedet at smile til svogeren i stedet. "Ja, den lod vente på sig, synes jeg." Der var ingen grund til rent faktisk at se på tjeneren. Han lod til selv at være ganske klar over det. "Men nu har vi også danset rundt i kedsommeligheder længe nok, til at jeg kan tillade mig at spørge ind til din forlovede." Illunie nippede til saften.

[Raoul af Condia]

Han var glad for, at hun ikke valgte at færdiggøre den sætning. Han kunne ikke overskue endnu en samtale om, hvor svagt de stod, fordi Dronningen var syg lige nu. Den samtale havde han haft igen og igen med Jonathan de sidste par uger. Et næsten ufrivilligt smil dansede ham dog om læberne, da hun nævnte Gisela og han sprang ivrigt ud i at fortælle. Hun var en lille perle den unge prinsesse og han havde ikke noget imod, at andre også hørte om det.

*Tråd afsluttet*