Mon jeg har undervurderet dig?

[Kieran af Stenbjerg]

Prunella af Trebond

Med bryllupsfestlighederne vel overstået på godset i Stenbjerg, havde Kieran ikke spildt tiden, før han satte næsen mod Corus igen og overlod det nygifte hertugpar til deres nye hverdag. Under normale omstændigheder ville han være rejst alene, og ville have kunnet gøre turen på noget kortere tid end nu, men han havde valgt at slå følgeskab med et lille selskab af bryllupsgæster, der også skulle tilbage til Corus.

Der var en ganske bestemt grund til hans valg, men det holdt han ganske for sig selv. Det var nok at Larkin havde bemærket det. Selvom broderen ikke havde sagt det højt, var Kieran slet ikke i tvivl. Endnu en grund til at komme hurtigt tilbage til Corus. Kunne han til gengæld finde ud af mere om vildkatten der var den yngste datter af greveparret på Trebond, var det kun et plus.

De var ikke mange dage fra Corus og havde indlogeret sig på en kro i en mindre by for natten. De havde arrangeret at indtage middagen sammen i et separat rum. Krostuen var ikke et sted for bedre selskab. Han kom i god tid, med overlæg, men måtte se sig slået i punktlighed af Prunella der allerede var tilstede "Komtesse Trebond." hilste han høfligt og markerede et buk med overkroppen "Jeg må komplimentere Deres punktlighed."

[Prunella af Trebond]

Prunella så op, da Keiran kom ind i rummet og hilste på hende. Hendes smil spillede muntert på læberne, for hun var i godt humør efter at være landet på kroen. Det hele var et eventyr for hende, og hun havde sandelig ikke tænkt sig at gemme sig på værelset, når der var så meget, hun skulle nå at snuse til sig i den sparsomme tid, som hun havde til rådighed uden sin moders blik i nakken. Hun havde taget sig god tid gennem krostuen, der emmede at et liv, der lå så langt fra hendes, men hun havde nu ikke vovet at blive der. Tiden alene var hun vant til, men det var nu heller ikke uinteressant selskab, der dukkede op i døren.

”Mester Kieran af Stenbjerg,” smilede hun sødmefuldt og gav et lille nik tilbage som hilsen. Hun rejste sig ikke fra stolen, hun sad i. ”Tak. De er tidligt på færde?” De fleste andre af kvinderne tog sig et hvil inden middagen, men hun foretrak den frihed, som denne vane forærede hende. Her kunne hun være sig selv. Hun havde dog gjort sig det besvær at vaske sig og klæde om. Det kunne hun dog ikke undsige sig; forfængelighed. Hun var smuk, som hun sad der, stadig med vinden i sine kinder.

[Kieran af Stenbjerg]

Den charmerende trækning i hendes mundvige, den lille antydning af et smil, spejlede sig på hans eget ansigt. Han blev stående lige indenfor døren nogle lange sekunder og bare betragtede hende, før han gik nærmere, trak en stol ud fra det allerede dækkede bord og satte sig overfor hende ”Det ser ud til livet på landevejene tiltaler Dem.” musede han med hovedet lidt på sned og et blik der gled undersøgende over hendes ansigt og de stadig let blussende kinder.

[Prunella af Trebond]

Hun følte sig opløftet, da han smilte. Det var nu ganske klædeligt, og hun var egentlig glad for at få så interessant selskab på egen hånd. Den mulighed havde hun kun sjældent hvis nogensinde. Hun knejsede let, da han betragtede hende, men hendes blik lå fast i hans som en stille udfordring. Hun betragtede ham roligt gå hen til bordet og sætte sig, så nikkede hun og smilede bredere. Det var et ægte smil.

”Det gør det bestemt!” svarede hun. ”Det er en kærkommen afveksling, særligt da jeg ikke deltog i Rundrejsen. Hun mønstrede ikke at lyde bitter. Denne tur havde bragt følelserne langt væk, hvad Rundrejsen angik. Hun havde nydt festlighederne, og selvom det nu var slut, så føltes eventyret ikke helt som at være til ende. Hun så mere indgående på ham. ”Foretrækker De at være på farten eller Deres kendte element, Mester Kieran?”

[Kieran af Stenbjerg]

Han rynkede brynene svagt. Der var noget over hendes smil denne gang, der var anderledes, men han kunne ikke helt sætte fingeren på hvad. Han havde haft fornøjelsen.. Han gik i stå midt i den tankerække da det faktisk gik op for ham, at han de samtaler han havde haft med hende under sin ældre brors bryllupsfestligheder, netop havde været en fornøjelse, men han opretholdt den høflige maske, uden tegn på nogen overraskelse "Jeg er vist mest til livet i byen." han behøvede ikke tænke over det svar. Næsten et år på Stenbjerg som sin brors stedfortræder, havde kun gjort ham endnu mere sikker i sin sag "Hvor alting er lige indenfor rækkevidde og mulighederne er mangfoldige. han lænede sig tilbage og lagde den ene arm op på stolens lave ryglæn "Må jeg være så fri at spørge hvorfor De ikke fik lov at deltage i Rundrejsen?" spørgsmålet var måske ret uskyldigt, men ordene nøje valgt.

[Prunella af Trebond]

Prunella blev ved med at se på Kieran, mens han talte. Det ville have været helt acceptabelt, måske forventeligt, for hende at se ned eller væk, men det ønskede hun ikke. Et eller andet mellem dem fik hende til at lade være. Hun havde talt med ham ved flere anledninger under rejsen, mest bare høflighedskonversationer, men alligevel havde hun ikke kedet sig. Hun var ellers hurtig til at miste interessen, når man ikke talte om noget med synderlig sammenhæng eller dybde, men et eller andet sted så formåede han ikke at lade hende slippe så let uden nogensinde at bryde gennem den høflighed, de skjulte sig bag. Det virkede pirrende på hende. Hun var nysgerrig.

Hun nikkede af hans svar, der kom prompte, men følte nok ikke helt med den samme frihedsfølelse omkring det. ”Ja, det forærer jo visse muligheder at leve i Corus. Jeg må også indrømme, at jeg foretrækker livet der, trods jeg føler mig lidt begrænset til tider, særligt når jeg ønsker et ridt uden forstyrrelser. Der er ikke helt de samme vidder her som i Trebond…” hun lænede sig lidt frem mod ham og lod diskret armene hvile på bordet, men ikke så det umiddelbart faldt helt i øjnene. Hun smilede sødt.

”Men mon dog vi taler om de samme muligheder,” hendes stemme lød konstaterende. ”Nævn Deres favorit?” Der var en uskyldig tone i hendes stemme, der ikke matchede smilet om hendes mund. Hun trak sig dog lidt tilbage i stolen igen, da han stillede et spørgsmål, som hun måske nok burde havde været mere parat med et svar på. Hun spidsede læberne og så ham an nogle lange sekunder. ”De spørger, som ved De noget, jeg ikke gør,” drillede hun videre, men var ikke bleg for at svar. ”En rundrejse var for lang tid for min moder… Hun var vel… skeptisk… overfor mulighederne en rundrejse kan ligge inde med. Selv for en adelsfrøken.” Hun skød hagen frem og gned ubevidst den finger, som hun havde stukket til blods ved deres første møde.

[Kieran af Stenbjerg]

Det både pirrede og provokerede ham, at hun ikke slog blikket ned, men ganske bramfrit betragtede ham. Nej, vurderede ham var en meget mere korrekt beskrivelse. Det var ikke uvant, og alligevel var det, fordi hun var.. anderledes. Han besvarede hendes overvejelser med et nik og brummende enighed ”Nej, men det er stadig muligt at finde albuerum – hvis man ved hvor man skal gå hen.” konstaterede han og overvejede hendes spørgsmål mens han talte ”Åh.. komtesse..” begyndte han så, hendes titel gled over hans tunge som var den svøbt i honning og ikke blot en titel ”Det ville tage mig længere tid end vi har at indvie Dem i mine.. favoritter.” hans blå øjne spillede udfordrende mod hendes og hendes fortsatte drilleri, fik det kun til at sitre yderligere i hans mundvige mens han afslappet rystede på hovedet ”Desværre, nej.” han kneb øjnene lidt sammen og betragtede hende et langt øjeblik uudgrundeligt ”Så Deres moder havde ingen planer om at få Dem afsat ligesom det lod til størstedelen af adelen ellers udnyttede rejsen til?” det var et vældig direkte spørgsmål, ikke direkte personligt eller upassende, men det lænede sig faretruende op ad det.

[Prunella af Trebond]

Prunella spekulerede lidt over Kierans ord, men forfulgte det ikke. Hun var ganske vist nysgerrig omkring, hvor man så gik hen for at finde det omtalte albuerum, men hver ting til sin tid. Dette var ikke stedet eller måske bekendtskabet, som man stillede disse spørgsmål. Hun smilede opløftet uden at være helt afklaret med, om hun kunne lade være med at følge op på det senere. Hun blev varm i kinderne over lyden af sin titel fra hans mund. Hendes smil krusede drilsk på hendes læber, men hun følte nu alligevel, at hun var ved at bevæge sig faretruende langt mod – eller nok over – grænsen for, hvad de kunne tillade sig. Det pirrede hende.

”De er ikke så lidt fræk, mester Kieran,” lo hun konstaterende. Hun spidsede påtaget spekulativt læberne. ”Måske er det derfor vi bliver ved med at støde ind i hinanden?” Det kriblede let i hende ved tanken. Det smagte af forbudden frugt. Ikke at hun havde taget mange bidder af den slags, men hun havde ofte været fristet. ”Nævn én!” udfordrede hun ham, men var nu stadig interesseret i hans forestillinger om frihed på et mere uskyldigt plan, selvom hun spillede højt spil.

Hun mistede ikke sit gode humør trods hans ret ligefremme spørgsmål, så hun tillod sig et lige så direkte svar. ”Åh mester Kieran,” spandt hun ”Jeg tror, min moder har alle intentioner om at få mig afsat, men at præmisserne er bedre uden min tilstedeværelse.” Hun skød hagen frem og spidsede læberne, mens hun lod hagen hvile på sin ene hånd og albuen i bordet.

[Kieran af Stenbjerg]

Det trak afslørende i hans ene mundvig, men ud over det formåede han at se næsten alvorlig ud ”Der var mennesker værre end Dem jeg kunne forestille mig at støde i.” konstaterede han med et glimt i øjnene før han rynkede brynene og overvejede ”Støvlekatten.” mere sagde han ikke, men en slet skjult udfordring spillede momentært i hans blik ”Alles mødre lader til at have haft lignende planer det sidste år. Det gør det næsten lettere at bære, at min moder ikke længere er i blandt os.” det var ikke fordi han som sådan savnede sin mor. Det var efterhånden længe siden hun gået bort og de havde aldrig helt set tingene på samme måde, men hun havde dog været hans mor.

[Prunella af Trebond]

Hun smilede pjanket som en modreaktion til det alvorlige ansigt Kieran mønstrede. Det var næsten flirtende, men alligevel stadig tilbageholdende i sit udtryk. ”De er nu heller ikke værst,” svarede hun frækt. Hun kunne godt lide hans tilkendegivelse, og hun fandt ham trods alt charmerende. Trods hans hemmelighedskræmmeri. Hun spidsede læberne og spekulerede, men genkendte ikke navnet. ”Ja så…” Hun sukkede tungt. Hun gjorde et stort nummer ud af at lyde skuffet, men hendes glimt i øjet matchede det ikke. ”Det ved De med garanti, at jeg ikke kender til stedet… Men hvis det ellers passer sig for en dame, så kan De muligvis blive påbudt at vise mig det en dag.”

Hun tænkte sig lidt om, før hun svarede denne gang. ”Ja, det lader til at være det eneste mål med tilværelsen for alles mødre. Hvad skal De dog stille op med dem selv, når de har fået giftet Deres sønner og døtre væk?” Hun drak af sin te, som hun helt havde glemt. En antydning af noget smerteligt gled over hendes læber for lynhurtigt at forsvinde. Hun savnede stadig sin fader. ”Det gør mig ondt at høre, men jeg tror ærlig talt, at det havde været en helt anden verden at stå op til, hvis det var min fader, der levede nu…” Hun så ned i koppen et par lange sekunder, før hun mødte hans blik igen.

[Kieran af Stenbjerg]

Kierans smil sitrede insisterende for at blive bredere ved hendes kompliment og han nikkede let, som man ville nikke ærbødigt til en anden adelsmand, eller kvinde, men sagde ellers ikke noget. I hvert fald ikke før hun fortsatte og smilet denne gang tydeligt trak lidt længere op i den ene side end i den anden "Jeg er ikke sikker på flertallet ville dømme det passende for en dame af Deres byrd.. desværre." der var næsten ægte beklagelse i hans blik, men endnu mere fremtrædende var den usagte udfordring "Det ville ellers være mig en fornøjelse af.. indvie Dem i Støvlekattens mangfoldige muligheder for underholdning." hans blik forlod hendes ansigt og fulgte i stedet hendes hånd da hun løftede tekoppen, hvilede momentært på hendes læber og fandt så hendes øjne igen "Forældre er både en gave og en forbandelse - ganske ligesom jeg er vis på de siger om deres børn."

[Prunella af Trebond]

Prunella lo. En let latter, fordi hun følte sig frimodig og sorgløs. Det var en farlig følelse, fordi hun måtte holde sig fra at lade sig forføre af stemningen. Hans smil havde sin indvirkning. Hendes latter døde ud, men blev hængende om hendes mund som en drilsk grimasse i mundvigen. ”Jeg er sikker på, at De har ret. Det er der så få ting, der er… Når mænd kommer der.” Hun synes altid at blive ekskluderet, så snart der var noget spændende ved det. ”Fornøjelsen vil forhåbentligt være gensidig,” Hun smilede sødt, men det blev afløst af et suk. ”Så sandt, mester Kieran. Den erfaring har jeg også gjort mig.”

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran trak lidt på skuldrene og lagde så armene over kors, mens han lænede sig tilbage mod væggen overfor hende, i en langt mere afslappet positur end før ”Det er synd og skam..” udfordringen spillede stadig tydeligt i hans blik, selvom den ikke blev sagt direkte med ord ”Man kunne ønske nogen en dag ville gøre oprør mod konventionerne.” han tav og kneb øjnene sammen mens han betragtede hende mere intenst end der nogensinde ville blive tækkeligt ”Hvilke andre erfaringer har De gjort Dem?”

[Prunella af Trebond]

Prunella spilede øjnene op ved hans ord. Ikke noget særligt mærkbart, men en grimasse der et splitsekund afslørede, at hun havde fanget udfordringen i hans ord. Hans afslappede positur havde modsatte effekt på hende. Hun følte sig opildnet. Hvilket utvivlsom var hans mening. Hun smilede sødt med en kant af noget farligt. ”Der vil til alle tide findes folk, der trænges så hårdt af konventionerne, at rammerne må sprænges… En dag.”

Hun drak igen af sin te og drak den ud. Så lo hun let. Hun forsøgte at skjule den kriblen ned af ryggen, som hans intense blik gav hende. ”At forskellen mellem gave og forbandelse synes at have en meget stor grå masse af udedefinerbarhed mellem sig… Og hvis man studerer det længe nok, giver den større frihed end den begrænser dig.” Hun smilede varsomt, men hendes øjne funklede forræderisk. ”Men det tror jeg, at De er udmærket klar over.” Hun rynkede på næsen i påtaget væmmelse. Det var yderst klædeligt.

[Kieran af Stenbjerg]

Som Prunellas blik besvarede den ordløse udfordring i hans eget, trak hans ene mundvig betydeligt mere op end den anden i et skævt, næsten drenget smil. Han var ikke dum nok til ikke at læse mellem linierne og han var tilfreds. Han havde ment at provokere hende, at vejre stemningen for, hvor langt hun ville gå og han havde fået sit svar "Selv den tammeste sangfugl må før eller siden længes efter at se verden uden for buret." hans blik fulgte intenst hendes mindst bevægelser da hun tømte sin kop for te og han gjorde sig ikke den ulejlighed at gøre det diskret.

Det skæve, vidende smil var intakt da han nikkede "Frihed er en underfundig størrelse, Komtesse.. en vi alle higer efter, selv når vi ikke er helt klar over hvad den indebærer. Jeg håber De finder Deres en dag." han gjorde en lille pause, åbnede munden med en lille indånding som for at sigemere, men før han nåede at fortsætte, gik døren op, og resten af deres lille selskab kom ind, klar til dagens middag. Han sendte hende et sidste, alt andet end uskyldigt blik før han hilste som det sig hørte til. Øjeblikket var passeret, men mens middagen blev serveret sørgede han for at placere sig lige overfor Prunella. Hun var bestemt mere interessant end først antaget.

Tråd lukket