Er det virkelig

[Jacob Syvspring]

Neli Ilddanser
Jacob sad i en lille solplet og stemte sin violin. Han var ikke i det bedste humør, overalt hvor han kiggede så han lykkelige forelskede folk gå sammen i par. Han var ensom. OG så alligevel ikke. Det var en af de dage, hvor hun ikke kunne få Neli ud af hovedet. Han lænede sig tilbage, lukkede øjnene og tænkte sig tilbage på dengang han rigtig havde set ilddanseren.

Han havde set hende mange gange før den dag, men denne dag var noget særligt. Hendes øjne, hendes bevægelser, hendes udstråling. Wauw. Han sukkede længselsfulgt men dog glad. Hun havde stået der, dansende på scenen mens han havde spillet. Det havde været næsten som om hun havde svævet omkring i de bløde bevægelse. Der gik nogle minutter, så tog han violinen og lagde den under hagen. lagde buen på og en smuk melodi spillede frem. Han kendte den ikke på forhånd, men lod den selv få liv. Den var livlig som hun havde været. yndefuld og smuk. ganske lystigt og eksotisk var tonerne.

[Neli Ilddanser]

De var langt om længe nået til Corus. Det havde været noget af en tur fra Tangvig af, men der havde også været massere muligheder for at standse undervejs og lave nogle opvisninger. Hovedstaden var dog langt fra lige så varm som den sidste by, de havde været i, konstaterede Neli og trak sjalet tættere om sig, som hun drejede ud på en lidt større vej. For enden af den var markedspladsen.

En tone fik et smil frem over hendes læber. Musik! Hun satte tempoet op og fortsatte ud på markedspladsen, hvor hun blev mødt af et virvar af farver og boder og materialer og dimsedutter og dingenoter. Dufte, lyde og alle andre sanseindtryk var overvældende og hun stod et øjeblik bare med et stort smil om læberne og nød synet til musikken.

[Jacob Syvspring]

De skønne toner dansede afsted, Jacob drømte sig tilbage til tiden med resten af gøgler familien, det var dem der var inspirationen til musikstykket. De gode tider hvert fald. han mærkede glæden boble i maven på ham ved de gode minder, og kunne ikke lade være med at smile.
Med jævne mellemrum kiggede han ud over markedspladsen, for at se på folk der kom og gik. pludselig gik et sug igennem maven på ham. Der mellem folk og farver stod... Nej det kunne ikke passe. Kunne det? et par sekunder glemte han helt at spille. Nej det måtte bare være hans minder der spillede ham et puds, selvfølgelig var Neli ikke her, det ville betyde Cato også var her, og dét ville han have hørt.
Han spillede videre stadig med en glædelig melodi, men den havde nu fået en snert af dyster undertone

[Neli Ilddanser]

Tonerne gav hende lyst til at danse og springe og lade sig rive med, men hun beherskede sig selv og fortsatte blot med at undersøge markedspladsen. En mand lod hende dufte til nogle krydderier, en kvinde holdt noget garn frem, som hun kunne mærke. Smilet syntes konstant at trække yderligere opad.

Så forandrede noget i musikken sig og hun stoppede et øjeblik. Noget i det var så underligt velkendt, men hun turde ikke at håbe. I stedet besluttede hun sig at sætte mod lydens ophav. En så dygtig violinist fortjente et kompliment. Neli kantede sig forbi to fremmede og... Alt stoppede. De grønne øjne var som fastlåst på Jacob, som han sad der ikke mere end et par meter fra hende.

[Jacob Syvspring]

Jacob spillede videre lidt og kiggede så igen op på menneskemylderet. Denne gang blev hans blik fange af de smukkeste grønne øjne han havde set, han genkendte dem med det samme. Neli, det var hende. hun var her. Så stoppede han op Neli var her! det betød han ikke burde være det.
Han pakkede violinen sammen for at ville gå, og dog alligevel gav han sig god tid. Hvis han var heldig, og det håbede han at han var, nåede hun at stoppe ham.

[Neli Ilddanser]

Det var bestemt ikke den reaktion, hun havde håbet på. Selvom Jacob bare var forsvundet en nat, havde hun altid drømt om, at de en dag ville mødes og han ville forklare hende om, hvordan han aldrig ønskede at forlade hende, men havde været tvunget til det. Og nu stod han og pakkede sin violin sammen, som kunne han ikke komme væk fra hende hurtigt nok.

"Lad mig ikke stoppe dig," hendes stemme var grødet og bar tydelige præg af, at hun ikke var fra hovedstaden. Så vendte hun om på hælen og satte væk fra ham igen.

[Jacob Syvspring]

Det var skønt at høre Nelis stemme igen. Han snurrede langsomt rundt, lod violin være violin og kiggede på hende. Hvor var hun smuk. Om muligt smukkere end sidst han så hende. Så rystede han lidt på hovedet for lige at blive klar igen "Neli? Er det virkelig dig? Hvad laver du her?" Han tog dog et par skridt bagud. Bare lige for at være på den sikre side.

[Neli Ilddanser]

Hun havde været på vej væk, havde ikke haft andet end at tilbagelægge så meget afstand som muligt mellem dem. Så talte han og hun stoppede. Hans stemme var præcis, som hun havde husket den og den satte gang i en række af forskellige reaktioner, der alle som en skød op gennem hende. Langsomt drejede hun rundt mod ham igen og blinkede tungt et par gange, før hun åbnede læberne. Lukkede dem igen. Hvad skulle hun sige? Hvordan skulle hun reagere? Han var skredet, havde forladt hende og taget alle deres drømme med sig. Hun sank hårdt og åbnede så munden igen. “Jeg…” Munden blev lukket igen. Den føltes tør. “Min familie kom hertil for et par timer siden.”

[Jacob Syvspring]

som hun stod der tog han hende bedre i øjensyn. Han kunne ikke helt vurdere om hun var sur eller glad, eller hvordan hun havde det med at se ham. Han nikkede for sig selv "Jeg rejser videre i morgen" det gjorde ham trist om hjertet men han var nød til det for hendes skyld. Og han kunne ikke sige hvorfor. Han ønskede at forklare men det var bedre hun hadede ham end sin far. "Neli, jeg...." hvad skulle han dog sige? "det er godt at se du har det godt"

[Neli Ilddanser]

At han havde gjort klar til at pakke sammen og gå det sekund, han havde fået øje på hende, havde alligevel ikke forberedt hende på hans næste ord. Han ville forlade hovedstaden udelukkende på grund af hende. Hun sank hårdt og måtte blinke et par gange for at afhjælpe et tilfælde af ekstremt blanke øjne. Hvorfor var han også sådan? Hvad havde hun egentlig gjort ham? Langsomt nikkede hun, selvom hun mest af alt havde lyst til at klamre sig til ham og bede ham om, aldrig at forlade hende igen. "Ja," svarede hun tamt, selvom hun overhovedet ikke havde det godt. "I lige måde."

[Jacob Syvspring]

Han stod længe og kiggede på hende. Hun var så fin, så smukt og nu også trist. Det skar i hjertet at han var den der gjorde hende ked af det. Den knugende fornemmelse i maven voksede og han var nød til selv at bide tænderne hårdt i for ikke at sige sandeden. Så fandt han en fin ligge hvid sten frem fra sin lomme, gik tættere på Neli og rakte den til hende "Værsgo, den skal du have. På den måde kan du altid huske mig... hvis du overhovedet har lyst til det. men jeg er nød til at rejse" Han trak vejret tungt og virkede en smule fjerne i øjnene. Det var nemmere ikke at føle noget.

[Neli Ilddanser]

Hvorfor stod han der og gloede på hende? Det var ham, der havde forladt hende! Tanker og følelser var ét virvar i hendes indre, mens de stod der i tavshed og stirrede på hinanden. Hun rakte frem og skulle til at tage imod stenen, da han talte. Så rystede hun på hovedet. "Hvorfor vil du have, jeg skal tænke på dig?" spurgte hun og hendes kinder blev varmere. "Hvorfor er du nødt til at rejse?" Hendes øjne blev blanke. "Hvorfor vil du ikke være sammen med mig?" Tankerne væltede ud over læberne på hende.

[Jacob Syvspring]

Hvad skulle han dog sige? Under alle omstændigheder kunne han ikke fortælle hende sandheden. Det var ikke en mulighed. Han kiggede usikkert på hende og kiggede så på sine sko "Den sten fandt jeg udenfor mit telt i måneskinnet efter den første tur vi gik sammen. Jeg har haft den på mig lige siden. Jeg tænkte bare.... Flot, hvad skulle han siger. Så besluttede han sig for at sige noget fra hjertet "Jeg tænker på dig hver dag. Du hader mig sikkert, men ja, stenen var som minde om de gode tider vi har haft sammen. " En masse spørgsmål fløj over hendes læber, Jacob havde ingen ide om hvad han skulle svare på dem. Han trak vejret dybt og forsøgte så at forklare "Jeg er nød til at rejse, fordi jeg ikke kan blive i byen her længere. Det ville give problemer. " Han knyttede hånden og tvang ordene over sine læber selvom han ikke havde lyst "Jeg vil ikke være sammen med dig, fordi jeg vil noget andet nu. livet med gøglerne er blevet kedeligt og jeg vil gå min egen vej nu. alene" Det gjorde ondt at sige! Han kunne ikke kigge hende i øjnene, så var han selv begyndt at græde. Det galt om at skjule alle følelser og få det overstået, selvom han aller mest havde lyst til at kramme hende og aldrig give slip.

[Neli Ilddanser]

Armene snoede sig ind mellem hinanden, som de blev lagt over kors under hendes bryst og kun fik hende til at fremstå mere bebrejdende. Hun ville ikke stå der og lytte til de ord, der kun gjorde hende mere forelsket i ham, når han ikke ville have hende. Hvert af dem skar dybere i hendes sjæl.

Dødsstødet ramte, hårdt og brutalt. Hun vaklede et skridt bagud. "Du vil ikke have mig?" Kedsomheden kommenterede hun ikke på, for ærligt kunne hun ikke se, hvordan hun skulle være kedelig. Helt ærligt - hun slog knuder på sig selv og legede med ild som levebrød. Hvad i alverden var der kedeligt ved det? Nej, det var ikke livet. Det var hende. Hende, han ikke gad. Hende, der ikke var nok. Tårerne vældede op i hendes øjne.

[Jacob Syvspring]

Et trist slør lagde sig over Jacobs øjne. Han stod lidt og kiggede på Neli og så efter længe gik han endnu tættere på hende. Helt hen til hende gik han, og lagde en finger under hendes hage, så han på den måde kunne løfte hendes hovede op. Han tørrede hendes øjne. Hun skulle ikke være ked af det. Det kunne han ikke bærer. "Neli.. Jeg vil gerne have dig. Men det er ikke en mulighed. Tingene er så lige til længere. " han lagde armene om hende og gav hende et let kram, og trak sig så væk igen.