En lille ny til samlingen?

[Katinka Sølvtunge]

Aksel Bogklog

Tempoet var højt og var det ikke fordi, hun nærmest ikke havde lavet andet, siden hun var helt lille, ville det nok være gået grueligt galt. Men fødderne kendte efterhånden tagene i Legans slumkvarter og det var immervæk den hurtigste, for slet ikke at nævne sikreste, vej til markedsgaderne. Katinka var allerede i fuld spring, da det gik op for hende, at noget var anderledes. Det var da overhovedet ikke det rigtige tag, hun var ved at springe til. Og afstanden var større end hun lige havde regnet med.

Fingrene fik lige akkurat fat. Så hang hun ellers der. Forbandet! Hun strammede taget lidt om halmen og fik på den måde skubbet sig lidt hen langs taget, før hun fik vrikket sig ned på en bjælke, der stak lidt ud af huset. Derfra var faldet ikke så langt. Hun tog en dyb indånding og skubbede sig så ud.

Som hun havde lært det, gjorde hun knæene bløde og forsøgte at lade kollisionen med jorden gå hele vejen ud gennem hendes krop. Smerten jog gennem hendes ryg og hun sendte en arrig tanke til fortids-Katinka, der havde ladet Anya få et alt for godt spark ind i deres slagsmål. Så så hun sig omkring. Nå, så langt fra markedsgaderne var hun alligevel ikke endt og det var heldigvis en forholdsvis lille gade, der var helt menneskeforladt. Altså ingen vidner til hendes forholdsvist uelegante landing. Hun smuttede ud på den større gade, så sig omkring. Der var lidt tættere med mennesker her, men det var også en af de mere solrige sensommerdage.

[Aksel Bogklog]

Aksel trak knæene tæt på kroppen og forsøgte at se sørgelig ud. Han havde for længst erfaret at man ikke kunne leve længe blot på andres nåde, og at selvsamme sjældent rakte særlig vidt. Det havde været hårdt da tidligere naboer, folk han havde kendt hele sit liv, havde afvist ham ved døren. Det ville ikke overraske ham hvis de også havde "mistet" deres gældspapirer der hans hjem brændte og helst ikke så at nogen senere kunne gøre krav alligevel.
Det var først da han faktisk begyndte at observere andre tiggere, at han begyndte at nå nogen steder. Der var de aggressive, hvilket han med sin ringe skikkelse og milde natur. I stedet opnåede han en vis succes ved at placere sig i umiddelbar nærhed af templerne, hvor borgerskabet altid blev mindet om deres medmenneskelighed efter de havde været inde og bede. Det var tilsyneladende lidt en balancegang, mellem at komme tæt nok på til at få glæde af deres skamfølelse men ikke så tæt på at de indså manipulationen.
Han troede netop det var lykkedes for ham, da en gruppe gadebørn i noget mere laset tøj og brovtede accenter havde jaget ham bort fordi det var "deres sted". Det var ikke den heldigste dag, men han havde da tjent nok til at få.. et eller andet at spise. Da lød der stemmer længere nede af gaden og deres velkendte kadence drev ham til hurtigt at springe på benene og stikkede ned af en gyde. Han var rimelig sikker på at det her ikke var.. reserveret.. men han havde alligevel ikke løbe ind i dem igen.
Ironisk nok løb han i stedet direkte ind i en anden person. Han så op på pigen med store øjne.

[Katinka Sølvtunge]

Nå, nu hun alligevel var endt et par gader fra sin destination, kunne hun lige så godt gå forbi de unger, hun havde til at sidde og tigge. Det var oftest de sørgelige små pus. Mellie med de store, sørgelige øjne eller Liam, der på en eller anden måde altid formåede at ligne en forkommen fugleunge, selvom han hjemme i huset faktisk både var rapkæftet og temmelig langt fra sølle. Men sådan var det. Alle havde deres talenter.

Hun så ned på det, det måtte være en yngre dreng, der ikke havde set sig for og var løbet direkte ind i hende. Et smil lagde sig på hendes læber. Han var ikke en af hendes, men det kunne der jo være så mange grunde til. "Hva' har du så travlt for?" Hendes ord var bestemt ikke uvenlige.

[Aksel Bogklog]

Aksel havde ikke rigtig tid til at tage ordentlig bestik af den ældre pige, han havde lidt for travlt med at ville undslippe. Gadebørnene - de andre gadebørn - havde ikke været så grove igen, men han havde allerede erfaret hans distinkte havbakke dialekt ikke altid faldt i god jord.
Han skævede hurtigt ud på gaden hvor de pågældende unger stadig blev hængede og vendte sig så tilbage til den fremmede. Så smal var gyden ikke at hun afspærrede ham fuldkommen, men som hun stød ville han blive nødt til at mase en smule for at komme forbi. Han trådte et nervøst skridt tættere på og så sig atter over skulderen.
"Må jeg komme forbi?" Spurgte han.

[Katinka Sølvtunge]

Han var godt nok noget af et skravl, bemærkede Katinka, mens han lod til at have mere travlt med at studere et eller andet bag sig. Hun fulgte hans blik, men koncentrerede sig om at have øjnene på hans ansigt igen, da han trådte et skridt tættere på. Det var ikke fordi hun bevidst prøvede at være irriterende. Af og til greb det hende bare. Så selvfølgelig spærrede hun vejen for ham yderligere ved at slænge sig nonchalant op ad den ene væg. "Hvorfor?" spurgte hun med et underholdt smil om læberne.

[Aksel Bogklog]

Aksels opvækst havde egentlig ikke involveret særlig mange andre børn, men jo flere han mødte, desto mindre syntes han om dem. Det vejspærrende eksemplar her var vel egentlig lidt for stor til stadig at blive kaldt et barn, men det flabede fjæs på den unge kvinde mindede meget om hans tidligere plageånders.
Hans hånd tog ubevidst rundt om stofpungen der lige akkurat indholdt nok mønter til at klirre mod hinanden. De sidste mange måneder havde givet ham et nyt perspektiv på penge; han havde aldrig troet at en kobbernobel skulle synes som en hel skat.
"Vil de flytte dem," sagde han en smule irriteret. De højlydte stemmer syntes tættere bag ham nu, "..Jeg har travlt." Han forsøgte at mase sig forbi hende.

[Katinka Sølvtunge]

Drengen foran hende lod kun til at blive mere irriteret, hvilket selvfølgelig kun gjorde hele legen sjovere for Katinka. "Åh, det er en lille, fornem travl herre," drillede hun og måtte modstå fristelsen for at puffe ham tilbage, da han prøvede at kante sig forbi hende. I stedet flyttede hun sig og gjorde plads for ham. Det lod ikke til, han var et sted, hvor han ville have plads til at tage hendes tilbud til sig, så det kunne sikkert bedre betale sig at vente lidt. Måske endda få en af de andre til at opsøge ham.

[Aksel Bogklog]

Aksel kastede et blik tilbage som han fortsatte ned af gyden, men det var ikke for at betragte den besværlige tøs - nej hun var så godt som glemt. I stedet bekymrede han sig, med hvad han følte var god grund, for de andre gadebørn der havde været på vej, men de passerede muntert forbi gydens åbning uden at skænke den mindste opmærksomhed. Aksel havde klemt sig ind i en døråbning i håb om at blive oversat, og trådte nu usikkert ud og bevægede sig langsomt tilbage den vej han var kommet fra, ud mod lyset.
Og der var hun igen. Den flabede frøken. Han havde lige glemt hende, men nu stod hun endnu engang i vejen. Der var en vis ironi ved situationen, men Aksel havde bestemt ikke tænkt sig at finde den morsom. Han krydsede armene og sukkede opgivende.

[Katinka Sølvtunge]

Hun så efter ham med et vurderende blik, før hun trak på skuldrene og lod gadeunge være gadeunge. Det var immervæk ikke dem alle, hun kunne hjælpe og han lod heller ikke til at ville have det. Med et dovent gab lænede hun sig igen mod husmuren og smilede til en af pigerne fra hjemmet, som hun gik forbi.

Et suk fik hende til at vende sig om og hun himlede opgivende med øjnene. "Hva så nu, stump?" sukkede hun og hævede et bryn. "Hva' er du nu ude på?" Hun krydsede armene over brystet.

[Aksel Bogklog]

Aksel foldede ligeledes armene i en væsentligt lavere kopi af det andet gadebarn. Han havde ikke længere travlt, men det irriterede ham stadig en smule at hun insisterede på at agere vejbom på denne her lille gyde. Det var ikke engang at hun rigtig stod i vejen; det var bare at hvis han ville forbi, var han nødt til at røre ved hende - hvilket han ikke var super glad for. Generelt havde de sidste par måneder ikke ligefrem givet ham gode oplevelser med fysisk kontakt.
"Ikke noget.." mumlede han tvært som svar på hendes spørgsmål. Igen lå hans ophav åbenlyst i artikuleringen af hver stavelse. Forstod hun ikke hintet eller var hun bare kronisk på tværs? I det mindste havde hun ikke fundet på at kræve penge endnu.. Og hvad var det med det blik som han mente, han havde set hende sende til hans plageånder. Hans udtryk gik gradvist fra irriteret til mistænkelig og han tog et lille skridt tilbage.

[Katinka Sølvtunge]

Det var næsten lidt kært, som han stod der og prøvede at efterabe hende. Katinka vidste udmærket godt, at hun var den eneste af sin slags og hendes læber krusedes til et flabet smil. Sådan ville de jo kunne stå længe. Han lod ikke til at ville give sig og hun havde vist heller ikke bedre at tage sig til.

Hendes bryn rynkedes, da han talte. "Hvor du fra?" spurgte hun og vippede hovedet lidt til siden. Han var ikke som de andre børn, hun havde fundet rundt omkring. Blikket var som syet til ham og det blev kun tydeligere, da han tog et skridt tilbage. Måske sådan en lille splejs kunne noget?

[Aksel Bogklog]

Og der var det. Spørgsmålet han var kommet til at frygte over den sidste tid. Fordi det lod til at visse folk ikke forstå at man kunne lyde velstående uden nødvendigvis at være det, og selv de der gjorde nærede et had til folkene fra havbakke. Det var grunden til at han havde lært at tale så lidt som muligt, men lige da klarede hans træk al kommunikationen for ham. Hans øjne blev store, hans mund faldt en anelse åben. Der var ingen overraskelse, blot frygt.
Så klappede hans mund i med en høj lyd, måske i beslutsomhed, i hvert fald blev det startskuddet til at han snurrede rundt på hælen og gav sig til at løbe.

[Katinka Sølvtunge]

Gadebørn var vant til lidt af hvert. Eller.. Det var Katinka i hvert fald. Hun havde dog ikke lige forudset drengens reaktion, da hans kæbe gled nedad i en noget ucharmerende måben og øjnene lignede, de praktisk talt var ved at trille ud af bolden på ham. Havde det ikke været for det, der fulgte efter, havde hun nok fniset lidt af hans reaktion. Men hun fik aldrig tid. Uden overhovedet at tænke over det satte hun i løb efter ham, så de filtrede lokker strittede næsten lige ud i luften bag hende.

Den lille snothvalp. Hun var hurtig, let på tå og kendte gaderne. De var hendes. Eller altså faktisk var de jo Elaines, men i forlængelse af det, kunne man vel godt argumentere for, at de var hendes. Det mente hun i hvert fald og ingen ignorerede bare et spørgsmål i hendes gader.

[Aksel Bogklog]

Aksel havde måtte lære at løbe, og modsat det meste andet læring, havde han faktisk haft svært ved det. Allerede næsten samme øjeblik som han satte fra kunne han allerede mærke blodet dunke i ørene, hans åndedræt helt oppe i halsen. Lyden af fodtrin gungrede fra væg til væg i gyden og det tog ham ikke mange splitsekunder at indse at han blev forfulgt. Med en anstrengt grimasse satte han farten op og drejede om hjørnet.
Der var endnu en grund til at han havde valgt netop dette sted at sætte sig. Gyden her var kort men førte, efter to knæk ud i den travle markedsplads. Halsene hastede han folkemængden i møde, opsat på at forsvinde blandt dem, men som han trådte ud af den dystre gyde, kom han til at tøve og se sig over skulderen.

[Katinka Sølvtunge]

Nok var hun impulsiv, men bestemt ikke uovervejet. Beregningerne strøg allerede gennem hovedet på hende. Nok havde hankønnet i store dele en eller anden form for fysisk fordel, men hun var ældre og meget mere erfaren og var blevet formet af de gader, de nu sprintede gennem. Desuden var han en lille snothvalp og hun var selveste Katinka Sølvtunge, at han vidste det. Hvilket han nok skulle ende med. Han stoppede op. Ulvesmilet var allerede at finde på hendes læber. Så satte hun tempoet op, rakte frem. Fingerne strejfede stof og lukkede sig stramt.