Han elsker mig.

[Julietta af Dunlath]

Adrian af Dunlath

Jeg elsker dig, Julia. Hun havde efterhånden læst linjen et utal af gange. De blå øjne løb over den igen. Hun ville aldrig blive træt af de ord, den følelse. Sengen gav sig under hende, som hun dumpede bagover ned at ligge og pressede brevet tæt ind mod brystet. Sådan lå hun et par øjeblikke. Så rakte hun ud og tog rosen, holdt den op under næsen. Den strejfede hendes læber.

Øjnene gik op igen efter lidt tid, hvor hun blot havde nydt følelsen af den varme sitren i hendes krop. Hun sukkede, længselsfuldt og inderligt. Sekundet efter var hun kommet på benene. Kaosset af hendes tanker gjorde hende ude af stand til at fokusere på en eneste af dem, som hun hastede ud af døren og mumlede et eller andet til en tjener i forbifarten. I løbet af ingen tid var hun i halvløb mod Dunlaths hus.

En tjener åbnede og gjorde klar til at tage en besked eller instruks, men hun vimsede forbi uden at ænse ham. Komtessen var efterhånden også et ganske almindeligt syn i huset og hun satte ufortrødent op mod Adrians værelse, som hun var blevet peget i retning af. Først ved døren standsede hun et øjeblik. Så lod hun knoerne danse over den i en munter melodi.

[Adrian af Dunlath]

Han frygtede lidt, hvad han kunne have skabt med det brev. Det havde taget ham flere timer at skrive det og acceptere, at han ville sende det over til Julia. Faktisk fortrød han allerede halvt at have gjort det.
Uanset hvad havde han dog stadig studier at passe, så han sad på sit værelse og læste. Far gik og ærgrede sig over, at Adrian ikke kunne sende op til Gudernes By for at studere igen, siden han nu lod til at tage det mere alvorligt. Adrian selv var dog kun glad for at kunne sidde med en bog og studere her i Corus. Ikke tale om at han skulle op til den forfærdelige skole igen.
Da der blev banket på døren, svarede han lettere distræt: ”Kom ind.” Blikket hvilede i bogen, og han så først op, da han havde læst linjen færdig. Så glippede han overrasket med øjnene. ”Julia? Hej ...” Hvornår var hun ankommet? Hvorfor havde ingen annonceret hendes ankomst?

[Julietta af Dunlath]

Forsigtigt åbnede hun døren og trådte ind, før hun i samme bevægelse lukkede den efter sig. Fingrene rystede lidt, da hun drejede nøglen i låsen og gik et par skridt frem mod ham. Så så han op på hendes. Hendes knæ skælvede under hende og truede med at give efter, men hun klarede den hele vejen hen til ham. En hånd fandt vej til hans skulder, mens hun lænede sig ned mod ham og lagde et ømt kys mod hans læber. Det skiftede hurtigt karakter og blev mere krævende, mens hånden lukkede sig lidt om hans skulder. Hendes kinder føltes brændende og hjertet hamrede hårdt i hendes brystkasse.

[Adrian af Dunlath]

Hun sagde ikke noget? Hvorfor sagde hun ikke noget? Adrian lukkede bogen i, imens Julia kom over til ham og fulgte hende blot med blikket. Da hun lænede sig ned til ham, lagde han bogen væk og tog imod hendes læber. Han lod hende styre kysset og gengældte hendes egen intensitet. Med armene greb han fat om hendes liv og trak hende ned at sidde på sit skød – efter at have rykket stolen lidt ud fra bordet.

[Julietta af Dunlath]

Hun lod sig trække ned på hans skød og lukkede armene om hans nakke, mens hun fortsat krævede hans læber med hendes. Da hun endelig slap, var hun stakåndet og rødkindet. Hun lagde panden mod hans og så henført ind i de smukke, blå øjne, hun elskede mere end noget andet. Lige med undtagelse af hans læber. Og hans sind. Hans humor. Hans kærlige sind. Hun kunne ikke beslutte sig og opgav. For han elskede hende og det var det eneste, der betød noget. ”Jeg elsker også dig, Adrian,” hviskede hun, stadig stakåndet efter kysset.

[Adrian af Dunlath]

Det var utroligt, så lidenskabelig hun pludselig var. siden han var mere optaget af kysset, tog det ham lidt tid at regne ud hvorfor. Brevet. Selvfølgelig. Da hun endelig trak sig væk og talte til ham, blev mistanken blot bekræftet. Han smilede let og strøg en finger over hendes ene brændende kind. Han nikkede blot til hendes ord og trak hende så lidt frem igen, så han kunne kysse hendes næse og så hendes kæbe.

[Julietta af Dunlath]

Det var utroligt, så stille Adrian pludselig var. Normalt var han fuld af kække bemærkninger eller romantiske kommentarer, men nu var han tavs. En lav fnisen forlod hende, men hun kom ikke med nogen indvendinger, som han plantede en række blide kys mod hendes kæbelinje. ”Åh, Adrian,” sukkede hun lykkeligt og filtrede fingrene fra den ene hånd ind i hans halvlange, bløde hår. Han var så smuk og skøn, at det gjorde hende helt svimmel. Hun havde det næsten som den første gang, hun havde fået vin til middagen.

[Adrian af Dunlath]

Det trak lidt i mundvigene, imens han lod læberne vandre videre ned til hendes hals. ”Ja, jeg ved det godt. Jeg er fantastisk,” sagde han drillende og knugede hendes lille, fine krop ind til sig. Nu hvor hendes erklæring var gledet lidt i baggrunden, havde han ikke noget imod at tale lidt igen. Selvom han havde skrevet brevet til hende, følte han sig ikke rigtig klar til faktisk at sige ordene. Det var bare lidt for voldsomt.

[Julietta af Dunlath]

Endnu et lavmælt suk forlod hende. At være tilbage i hans arme gjorde hende altid både tryg og rundtosset på den allerbedste måde. Med ham var hun lykkelig. Hun puttede sig tættere ind til ham og strøg fingerspidserne mod hans hovedbund. ”Jeg har savnet dig.” Det var egentlig ikke engang så længe siden, de sidst havde set hinanden, men alligevel savnede hun ham det sekund, han var væk. Det ville heldigvis blive bedre, når de engang blev gift.

[Adrian af Dunlath]

”Mhm, jeg har også savnet dig,” mumlede han mellem kyssene og aede hende på ryggen. Så trak han ansigtet lidt tilbage og så over på skrivebordet. ”Jeg burde dog læse ...” Han skulle jo kunne følge med i sin undervisning. Fingrene strøg dog stadig mod Julias ryg, siden det var noget svært at løsrive sig helt fra hende.

[Julietta af Dunlath]

Skuffelsen kom som et hårdt stik, så snart Adrian trak sig væk igen, men hun tøvede ikke og fandt i stedet hans hals med læberne. Fortsatte, som han var startet. Fingrene dansede ned over hans brystkasse og bevægede sig ned mod hans hoftelinje i en temmelig sigende bevægelse, der skulle få hans tanker over på noget helt andet end studier. ”Der er vigtigere ting,” hviskede hun mod hans øre, før hun fortsatte ud langs hans kæbelinje.

[Adrian af Dunlath]

Hendes lokkende bevægelser fik ham til at le. ”Tjo, det er måske rigtig nok ...” vurderede han i en påtaget tøvende stemme. ”Men jeg tror, jeg får brug for mere overtalelse ... mine studier er jo vigtige,” fastholdt han så og løftede et drillende øjenbryn af Julia. Det var nu engang lidt sjovt at bytte roller af og til, så det var hende, der var nødt til at lokke med ham.

[Julietta af Dunlath]

Hun rynkede lidt på næsen i utilfredshed over, at han ikke var så let at lokke i fordærv denne gang, men heldigvis havde hun opdaget en ting eller to, der normalt lod til at fange hans fulde opmærksomhed. Kjolen larmede en smule, da hun trak den op over knæene, så man kunne ane hendes strømpestropper, før hun skubbede sig rundt på hans skød, så hun sad med et ben på hver side af ham. Fingrene var allerede i gang med at løsne hans tunika. ”Virkelig?” spurgte hun og ordene var som dyppet i honning. Hendes kinder glødede. Uanset, hvor gerne hun ville forføre Adrian, som han havde gjort det med hende, kunne hun ikke undgå at føle sig genert i den noget fremmede situation.

[Adrian af Dunlath]

Han fulgte hendes bevægelser med blikket og forsøgte at ignorere, hvordan hun rykkede sig rundt på hans skød. Det var nogle æggende bevægelser, men hun var muligvis ikke selv klar over det, siden hun blot virkede til at sætte sig til rette. ”Virkelig,” svarede han lavmælt med et skævt smil, men stoppede hende ikke fra at arbejde på at løsne tunikaen. Blikket lod han hvile på hendes ansigt, imens han nød synet af de røde kinder. Hun var så bedårende, når hun forsøgte at være en lille forføreske. Det var altid sjovt at presse hende lidt og se, hvor langt hun turde gå.

[Julietta af Dunlath]

Fingerspidserne lagde sig prøvende mod huden på hans overkrop, da tunikaen endelig var blevet åbnet. Der gik et øjeblik, før hun lagde fingrene ind under stoffet og krængede den over hans skuldre, før hun trak den helt af ham. Hun spændte lidt i lårene og fik hævet sig over ham, før hun prøvende trykkede sig ned over hans skød. De blå øjne var store og studerede hver af hans træk for at se, hvordan han ville reagere på det. Det var langt fra første gang, de sad i sådan en situation, men på en eller anden måde virkede det lige fremmed for hende hver gang. Så lagde hun læberne mod hans hals, tøvede. Læberne skiltes og hun bed ganske forsigtigt.