Det går stærkt

[Roland af Linden]

Niklaus af Legan

Dagens vagt var overstået, og der var heldigvis ikke sket noget nævneværdigt på den. Eller. For en mand som Roland havde det netop derfor været en kedelig vagt. Men det bekymrede han ikke sine kammerater om. I stedet var de taget hen på kroen, for at få et lille krus øl, eller mange, inden sengen kaldte på dem for natten.

Han satte sig ned overfor Niklaus med et dybt suk. "Det er sørme godt gået," kommenterede han og havde et brev i sin ene hånd. "Man når lige at slippe ud af kløerne på en komtesse, inden man havner i kløerne på den næste," han løftede kruset op til læberne og tog en stor tår. "Vores mødre har vist haft travlt, kære ven," Roland tvivlede på, at Niklaus vidste, hvad der var sket. Men han ville med glæde fortælle det.

[Niklaus af Legan]

Niklaus trådte ind på krostuen. Det havde været en fuldkommen begivenhedsløs dag og der havde derfor ret hurtigt meldt sig et behov hos ikke blot ham selv, men også kammeraterne, for at gå til kroen. De var alle rastløse efter rundrejsen (og manglen på natligt selskab for nogle af dem), hvilket et par øl lød som en lovende løsning på.

Et gutturalt suk forlod ham, som han dumpede ned på sin stol, for at blive kopieret fuldkommen af Roland kun et øjeblik efter. Det sitrede i hans ene mundvige over netop det, før han igen gemte enhver antydning af smil væk igen, som kammeraten begyndte at tale. ”Det lyder hårdt,” brummede han og rynkede brynene. ”Men normalt er det kun din egen mor, der giver dig grå hår. Hvad har min nu rodet sig ud i?”

[Roland af Linden]

Han kom med et dybt og meget dramatisk suk. "Min mor og din mor... De holder åbenbart af teselskaber. Og sørme, om emnet bryllup ikke dukkede op," han fnøs irriteret. "Talen faldt på, at jeg jo igen står uden en forlovet. Og at din ældste søster mangler en forlovet," han vidste, at Niklaus kunne se, hvor det bar hen. "Jeg har lige akkurat modtaget et brev fra din søster for en uge siden. Og nu et brev fra min egen mor, der bekræfter din søster udsagn," endnu en tår øl blev skyllet ned. "Jeg har ikke noget imod din søster, kære ven, men jeg havde håbet på bare et par år mere uden en hustru."

[Niklaus af Legan]

Det var underligt underholdende at se den ellers så rolige Roland pludselig helt ophidset. Normalt så han ikke ligheden i ridderen og hans hysteriske søstre, som Niklaus havde forsøgt at holde sig langt fra på rundrejsen, men netop nu kunne han godt se fællestrækkene i melodramaet. Folderne i panden glattedes ud, da det gik op for ham, hvor kammeraten var på vej hen. ”Jeg tager det bestemt ikke personligt,” skyndte han sig at forsikre Roland om, før han fortsatte ”Jeg ved, at vi deler syn på alt dette med ægteskab, men jeg kan til gengæld forsikre dig, at mænd som os netop ville være ganske godt tjent med en pige som Katrina.”

[Roland af Linden]

Han brummede lavmælt, og vidste ikke helt, hvad han skulle mene om det udsagn. "Jeg kender hende ikke. Og kommer nok heller ikke til det før brylluppet," han rynkede utilfreds på næsen. Hvorfor havde hans mor så pokkers travlt? Han var ung endnu. Og hun havde tænkt sig at leve mange år endnu. Han kunne da godt rende rundt uden en hustru ind til han i hvert faldt var på den anden side af tredive. "Hun kan uden tvivl kun være bedre egnet end den sidste. Jenessa havde nogle frygtelige vrangforestillinger om kærlighed," som han absolut ikke havde de mindste intentioner om at leve op til.

[Niklaus af Legan]

Det var ikke længere så ligetil at være komplet enig med Roland, nu det var Katrina, der var hans nye forlovede. Selvfølgelig var Niklaus ikke lige pludselig komplet og overbevist tilhænger af konceptet om arrangerede, heteroseksuelle ægteskaber, men samtidig var den ældste af de to søstre nu en meget fornuftig ung kvinde. "Det har hun heldigvis ikke," brummede han med et tilfreds smil, før han så fortsatte: "Misforstå mig ikke, ven, jeg føler dig smerte i dette. Der burde være en regel om, at riddere ikke må tvinges til ægteskab og den slags, før de fylder fyrre."

[Roland af Linden]

Han åndede en smule lettet op og nikkede, inden han drak af sit ølkrus. "Det er altid gode nyheder. Men hun er jo også din søster," sagde han med et skævt smil. "Lidt god opdragelse har der da været. Folk ser op til dig," begge deres tidligere væbnere havde set op til dem. Og Roland så selv frem til at få sig en ny. På et tidspunkt. "Det har du så evigt ret i. Og jeg er glad for dine vegne om, at du også slap ud af din forlovelse. Vi er for unge og for tiltalende på samme tid. Hvilken forbandelse!" Det var ikke ofte, at den stivnakkede og konservative Roland kom med spøgefulde bemærkninger, men Niklaus var en af de få venner, som han havde lukket bare en smule ind bag den hårde facade.

[Niklaus af Legan]

Al anspændthed, der var dukket op i hans skuldre forsvandt så snart Roland anerkendte ikke blot Niklaus selv, men også hans søster. Skuldrene sank igen helt og han nikkede, kunne ikke dy sig for at støde sit krus mod kammeratens. "Ingen har det hårdere end os," istemte han muntert og drak som afslutning på deres konklusion. I starten af deres tid som page og væbner havde deres venskab været mest af hensyn til lenernes alliance, men med årene var det blevet reelt og Niklaus nød, hvordan han kunne slappe af i Rolands selskab. "Men så er det godt, vi har Frølund. Vores lille helle for hysteriske, giftesyge kvindfolk."

[Roland af Linden]

Han nikkede og drak efterfølgende en tår af ølkruset, inden han satte det ned og måtte le over Niklaus kommentar. "Frølund er og bliver et fristed for os hvileløse sjæle," sagde han og var ret glad for endelig at være helt alene uden nogen søstre eller moder at tage hensyn til. Bare ham i deres hus. "Og jeg håber ved Guderne, at der ikke kommer nogen som helst giftesyge kvindfolk herop," mest af hensyn til Niklaus. "Jeg kan nu bedst lide dig uden en forfærdelig forlovelse hængende over hovedet," kammeraten havde været noget nedtrykt under den tidligere forlovelse.

[Niklaus af Legan]

Niklaus klukkede fornøjet og drak endnu engang i enighed. Frølund var virkelig stedet at være. Uden søstre eller moder eller sin horrible far. Der manglede kun lidt Alexander og så ville tilværelsen være perfekt. Han burde da egentlig også få skrevet et brev. Tanken faldt i baggrunden igen, da Roland igen talte. "Ja, der er intet, der kan tage kræfterne fra en mand, som en giftesyg, sygeligt romantiseret komtesse," sukkede han. Eller komtesser generelt, tilføjede en stemme i hans indre.

[Roland af Linden]

Han kunne kun sætte sig ind i, hvad Niklaus talte om. Disse romantiske forestillinger anede han ikke, hvor kom fra. Det måtte være nogle svage forældre, der lod sine døtre få en helt forkert opfattelse af, hvad en kvindes pligt var. Men han havde godt hørt om disse bøger, der satte kriller i hovedet på komtesserne. De skulle i hvert fald ikke indenfor hans dør, når han blev lensherre. "Jeg er ganske enig, og heldigvis slipper vi for dem heroppe. Lad os skåle for vores fristed," foreslog han og løftede derefter sit krus for at slå det imod Niklaus'. Deres samtale efterfølgende flød ganske let, og de bevægede sig efterhånden væk fra kvinder og ægteskab, og i stedet ind på hvad deres tid i Frølund mon denne gang ville byde på.

Tråd afsluttet