Hverdagens udfordringer

[Jonathan af Condia]

Illunie af Condia

Der hang en mindre tordensky over hovedet på hovedet på Jonathan mens han marcherede (sådan kunne de lange skridt bedst beskrives) ned ad paladsets velkendte gange mod sine egne gemakker. Ikke en sky i ordets bedste betydning, men at kronprinsen var mindre end fornøjet, kunne selv en blind muldvarp se på lang afstand. Et par tjenestepiger med favnen fuld af linned gik skyndsomst til siden mens han skred forbi dem, uden at ænse dem og i samme fart fortsatte han ind i de gemakker han delte med sin kone.

Døren fik måske et lidt unødigt hårdt skub da han lukkede den, men uden at tage sig af det, begyndte han at vandre frem og tilbage på det udsøgte gulvtæppe, mens han mumlede indædt for sig selv.

[Illunie af Condia]

Illunie havde netop været på vej til gemakker, hun delte med Jonathan, da hun så det forskræmte blik på tjenestepigens ansigt. Lyden af en dør, der smældede gav genklang i de store gange og hun satte straks tempoet lidt op uden på noget tidspunkt at se hverken bekymret eller forhastet ud.

Hun lukkede døren forsigtigt bag sig. De mørke øjne hvilede omgående på Jonathan, men hun sagde ikke noget. Med deres temperament vidste hun, at det var bedst, hvis hun ventede lidt. Det havde erfaring lært hende.

[Jonathan af Condia]

Jonathan stoppede et kort øjeblik da døren gik op bag ham, kastede et enkelt blik på sin hustru og vandrede så videre, stoppede igen ved et af de store vinduer der vendte ud mod haven og gned sig hårdt over panden med et dybt, frustreret suk "Hun er mere stivnakket end.. end.." han var lige ved at bruge sig selv som eksempel, men stoppede før det slap ud og slog i stedet ud med begge arme "Ti gamle mulddyr!" gjorde han sætningen færdig og vendte sig mod hende med mindst tre dybe rynker i panden.

[Illunie af Condia]

Der gik endnu et par øjeblikke, mens hun blot lod Jonathan vandre frem og tilbage, før hun tog et skridt frem mod ham, som han vendte sig mod hende og begyndte at tale. Hun havde sådan lyst til at foreslå et drilsk dig? til hans sammenligning, men det ville nok ikke være den bedste fremgangsmåde. Derfor forholdt hun sig tavs og tog endnu et skridt frem mod ham. ”Det er forfærdeligt,” kommenterede hun og prøvede sig med et blidt, forstående smil. Hun lagde hånden mod hans kind og vippede hovedet lidt til siden, så hun bedre kunne se op på ham.

[Jonathan af Condia]

Jonathan rynker blev ikke mindre dybe over Illunies ord, men da hun lagde hånden mod hans kind, sank de anspændte skuldre lidt "Hvorfor kan hun ikke indse, at det er presserende at tage de beslutninger nu?" mumlede han frustreret videre mens han ubevidst lænede hovedet lidt ind mod hendes hånd og så på hende som om han forventede hun havde alle svarene "Hvad får hun ud af at blive ved at udsætte det når det er nu jeg kunne handle, ikke om en uge.. eller en måned!"

[Illunie af Condia]

Tomlen strøg blidt over hans skæggede kind, da han valgte at overgive sig til hendes kærtegn. Hun havde desværre ingen af svarene på hans spørgsmål og tidligere diskussioner havde også lært hende, at de ikke altid var helt enige om tingene. ”Din moder er en stædig, men intelligent kvinde,” konstaterede hun og fandt hans brune øjne med sine. ”Lige som sin søn.” Hun smilede lidt og fortsatte så ”Og du ved lige så vel som jeg, at hun har sine grunde til alt.” Det var ikke et svar til hans spørgsmål, men hun håbede alligevel at det ville kunne berolige ham bare en anelse.

[Jonathan af Condia]

Han fnøs halvhjertet, løftede hovedet og gned sin pande hårdt, som om han var ved at få hovedpine, hvis ikke han allerede havde det "Men vi har ikke tiden til at vente!" udbrød han frustreret og havde igen hævet stemmen "Til Mithros med hendes grunde! han valgte at overhøre sammenligningen. Den var sand nok og han orkede ikke diskutere om den var det eller ej. I steder begyndte han igen at skridte rastløst frem og tilbage foran hende "Måske... måske kunne der stadig gøres noget, men hun vil ikke prøve!"

[Illunie af Condia]

Den lille muskel ved hendes kæbelinje spillede under hendes mørke hud, da han igen valgte at hæve stemmen af hende. Det var bestemt ikke noget, hun brød sig om, men hun bed en spydig bemærkning i sig og fortsatte blot at stryge hans kind i blide berøringer med tommelfingeren, før han igen trak sig tilbage og begyndte at trave frem og tilbage igen. ”Jonathan,” mumlede hun opgivende. Hun kendte udmærket hans grund til at være både ulykkelig, frustreret og rasende, men det ændrede ikke på det faktum, at Lianokami stadig var dronning. Og hans mor.

[Jonathan af Condia]

Han nåede at trave frem og tilbage flere gange før lyden af hans eget navn over hendes læber, fik ham til at standse op og se på hende. Det var mere tonen i hendes stemme der gjorde udslaget end det at hun sagde noget og hans blik flakkede et splitsekund, så den ellers evigt selvsikre maske revnede lidt.

Han så ned, kneb øjnene hårdt sammen og gned sig igen hård over panden mens et tungt suk gled ud mellem hans læber. Så tog han et enkelt langt skridt hen til hende igen, trak hende ind til sig og gemte ansigtet i hendes mørke hår med et mumlende "Om forladelse, al-qamar" han blev stående sådan og søgte forsikring, trøst måske, for sin egen frustration og bekymring.

[Illunie af Condia]

Endelig stoppede han. Hun vidste bedre end rent faktisk at ånde lettet op, men lettelsen meldte sig alligevel i hendes indre. Det betød dog på ingen måde, at hun havde tilgivet ham for den måde, han havde talt til hende på, men det kunne de altid diskutere på et bedre tidspunkt. For nu var det ham, der behøvede hende. Hun lagde armene om ham og strøg ham over ryggen. ”Hun skal nok klare den, ash-sham,” beroligede hun ham blidt, selv fuldkommen overbevist om netop det. Andet kunne hun slet ikke forestille sig.

[Jonathan af Condia]

Jonathan strammede ubevidst sit tag omkring hende og tog en dyb indånding i hendes krusede hår. Det skete sjældent, at han på den måde sænkede paraderne, men lige i det sekund behøvede han hendes forsikring og nikkede uden at løfte hovedet. Inderst inde var han ikke overbevist. Hans mors sygdom var kommet og gået over længere tid. Hver gang den var gået på tilbagetog havde de åndet lettet op og troet sig sikre, og hver gang hun igen begyndte at skrante, havde bekymringen været større.

Han tabte tidsfornemmelsen lidt mens han stod der, men endelig løftede han hovedet, med endnu en dyb indånding for at stive sig selv af og mestrede endda antydningen af et smil da han mødte hendes blik ”Jeg håber ved Mithros du får ret.” oftest var an den der ville have ret og gik langt for at få det, men lige denne gang…

[Illunie af Condia]

Det var sjældent, Jonathan viste sig så sårbar og Illunie strammede taget om ham. På trods af deres forskelligheder elskede hun ham. Han var hendes mand og hun ville gøre alt for at være der for ham. Sådan stod de derfor længe. Hun lukkede øjnene for bedre at nyde øjeblikket, på trods af de rædselsfulde omstændigheder, der havde ført til det.

Hendes blik og smil var igen begge blide, da de mødte hans. ”Det har jeg som oftest.” Hun forsøgte sig med at blinke til ham, før hun igen fandt alvoren tilbage i blikket.

[Jonathan af Condia]

Han var faldet nok ned til, at et lille fnys undslap ham, før han bøjede hovedet lidt og lod sine læber møde hendes i et flygtigt kys "Hvor er Lianne?" han slap hende ikke, men så sig omkring i rummet, først nu opmærksom på, at der manglede den lyse pludren af deres døtres stemmer. Så snart han havde spurgt vidste han nok at Lianne endnu ikke var færdig med sine lektioner for dagen, og blev husket på, at Kalasin nu var i Gudernes By hos Søstrene og der ville gå en rum tid før de så hende igen. Det fik dog kun hans akutte behov for at have sin familie omkring sig endnu mere udtalt.

[Illunie af Condia]

”Hendes lektioner er endnu ikke færdige,” svarede hun selvfølgeligt efter at have besvaret flygtige kys, der egentlig ikke dækkede hendes behov, men hun kom ikke med indvendinger. Det havde været hårdt at sende Kalasin af sted til Gudernes By og der virkede underligt tomt i huset, nu de kun havde den yngste datter hjemme. Nogle gange havde hun overvejet at spørge Jonathan, om de ikke burde få en mere, men på den ene eller anden måde havde hun altid fået talt sig selv fra det.

[Jonathan af Condia]

Han nikkede med et næsten ikke hørligt suk og blikket fandt igen hendes ”Her er alt for stille..” konstaterede han med en svag trækning i den ene mundvig ”Jeg overvejede at tage min middag hos væbnerne og pagerne. Det er længe siden jeg har gjort det.” det var ikke uhørt at medlemmer af kongefamilien ind i mellem gæstede de kommende ridderes spisesal. Han havde selv gjort det mange gange før, men lige denne gang, var der en mere personlig grund. Han slap hende med den ene hånd, kun for at løfte den og lægge hånden mod hendes kind ”Hvordan har din dag været?” hans stemme var pludselig blid, mens han skubbede sine egne bekymringer i baggrunden og i stedet fokuserede på hende.