En impulsiv beslutning

[Iliane af Disart]

Gavin af Trebond

Det havde ikke været nogen god idé. Eller nogen velovervejet idé, hvis man altså så bort fra alle de nætter, tanken havde holdt hende oppe. Og da først den havde fået grobund, var den ikke til at stoppe. Så inden hun vidste af det, sad Iliane pakket og klar i vogn på vejen mod Frølund.

Det var ikke just en kort tur og hun var uendeligt udmattet, da hun endelig nåede frem. Til beskeden om, at Gavin var at finde på Vassafortet. Det var ulempen ved at komme uanmeldt. Hun fik mulighed for at skifte til en af sine yndlingskjoler og tog en smule parfume på, før hun tog videre til fortet.

Der var han. Ude i kanten ved gårdspladsen. Hendes knæ blev omgående bløde bare ved synet af hans ryg, men hun bekæmpede impulsen til at sætte i løb over til ham. I stedet rankede hun sig og gik forbi ham med hofterne blødt vuggende, så sig ikke tilbage, men håbede virkelig, han ville bemærke hende, som hun gik forbi.

[Gavin af Trebond]

Dagene havde været lange. Meget lange. Hver dag, når han kom hjem, forventede han at finde et brev fra hende. Og sådan havde det været i næsten en uge. Og hver eneste dag var han blevet skuffet. Han var endda begyndt at overveje, om han skulle skrive og undskylde for at have medsendt sådan et brev, siden hun måske var blevet vred på ham over det. Han havde dog ikke nogen idé om, hvorfor hun ikke skulle kunne lide det. Men for hver dag der gik, blev han mindre sikker og denne dag var han efterhånden bare trist til mode. Der måtte være noget rygende galt, når hun ikke skrev tilbage til ham. Og han havde ikke en jordisk chance for at finde ud af, hvad det var, hvis ikke hun ville svare på hans breve.

Det var disse tanker, som for 35. gang den dag fyldte hans tanker, som han brugte sin stav flittigt mod øvelsesdukken. Netop som savnet efter et livstegn fra hende skød gennem ham igen, trak hans hjerne åbenbart et billede frem af hende for at gøre tingene endnu sværere for ham. Et langt øjeblik stod han bare og nød synet, som han havde savnet noget så voldsomt, inden han rystede på hovedet for at få sit fokus tilbage. Det forsvandt hun dog ikke af og han sukkede. Så dybt var han altså sunket.

Det var først, da han opdagede, at der faktisk var flere af ridderne omkring ham, hvis blikke fulgte hans fatamorgana, at han fik set rigtigt på hende. Og pludselig lå staven på jorden, inden han var fulgt efter hende og nåede hende, netop som hun var kommet over til en portåbning. Og uden for mange omsvøb vendte han hende mod sig og løftede hende op i sine arme, så hendes ben dinglede mod jorden og kyssede hende grundigt.

[Iliane af Disart]

Skoene smældede mod stenene i gården og hun fortsatte med at gå. Efterhånden kunne hun mærke adskillige blikke mod sin ryg og fristelsen for at se sig tilbage efter Gavin var næsten ikke til at modstå, men hun kæmpede, selvom det kløede i hendes fingre efter at røre ham. Han var så tæt på. Tættere end hun troede. Paradokset var ikke til at håndtere, da alt i et par sekunder stod stille samtidig med, at det skete ubegribeligt hurtigt.

Hun nåede knap nok at ænse lyden af staven og skridt bag hende. Så blev hun snurret rundt. Ikke en eneste indvending kom over hendes læber, da hun slap jorden og lod sig søge ind i hans favn, mens læberne fandt hendes med et længselsfuldt, vaklende suk, der emmede af lettelse over igen at være hos ham.

[Gavin af Trebond]

Han holdt hende tæt ind til sig, som forsøgte han at sikre sig, at hun ikke ville kunne forsvinde mellem hænderne på ham. Han havde længtes efter at have hende i sine arme på denne måde så længe og nu ville han bare ønske, at han aldrig behøvede at slippe hende igen. På et tidspunkt havde han dog pludselig akut brug for luft og han trak sig en smule tilbage, så han kunne se på hende. "Så kom du alligevel," var hans svar, som kom ud af et glædestrålende ansigt. "Åh, hvor har jeg savnet dig!" Og inden hun rigtigt kunne nå at svare, så havde han krævet hendes læber igen.

[Iliane af Disart]

Hendes fingerspidser strøg insisterende over hans hovedbund, før de lukkede sig om hans hår i et besidderisk greb. Hvor hun kun øjeblikke forinden havde nydt de mange blikke på sig, lå intet nu længere fra hendes bevidsthed. Hun følte sig svimmel, da luftmanglen begyndte at melde sig, men først da det begyndte at svide i hendes hals, slap hun endelig hans læber. Bredt smilende nikkede hun af hans ord og protesterede ikke, da han igen krævede hendes læber. Denne gang var kysset dog ikke lige så langt, før hun igen trak sig. ”Min Gavin.” Hun slap taget i hans hår og lagde i stedet hånden på hans kind. Der kom flabede pift fra sidelinjen.

[Gavin af Trebond]

Han kunne ikke lade være med at smile over hendes ord og de fik en varme til at brede sig i hans bryst, som han havde savnet i efterhånden mange uger. "Som du er min," svarede han bare og lod sig ikke gå det mindste på af de høje pift. Han havde intet problem med, at hans kammerater vidste, hvilken fin kvinde, han kunne kalde 'sin'.

Endelig satte han hende ned igen og tog hendes hænder i sine. "Hvordan kan det være, at du pludselig dukker op her uden varsel?" Ordene var måske et spørgsmål, men der var ikke en eneste dråbe af beklagelse i stemmen, han brugte. Kun glæde.

[Iliane af Disart]

Han var præcis så skøn, som hun huskede ham og hun smilede glædestrålende op til ham, da hun kom ned at stå på jorden igen. Hendes knæ føltes bløde, men hun lod sig ikke mærke med det. Selvom hun var hans Lia, var de ikke alene og blandt alle de andre var hun stadig Grevinden af Disart – der nok egentlig ikke burde stå tæt sammenslynget med en svedig ridder midt på træningspladsen.

Hun gav hans hænder et blidt klem. ”Jeg ville se dig,” forklarede hun selvfølgeligt, før der kom et drilsk glimt i hendes øjne. ”Ser du… Jeg fik et brev.” Hun blinkede sigende til ham.

[Gavin af Trebond]

Hendes ord kaldte et fjoget smil frem på hans læber og han var måske bare en lille anelse rød i kinderne. Det forsvandt dog hurtigt igen og han gav hende bare et klem tilbage. "Jeg håber ikke, du er vred på mig," begyndte han. Han troede det ikke rigtigt, når han nu vidste, at hendes stilhed ikke havde været afledt af modvilje, men fordi hun måtte have smidt det meste af, hvad hun havde i hænderne for at rejse op til ham. Men han var alligevel nødt til at sige det. "Jeg kunne simpelthen ikke lade være."

[Iliane af Disart]

Normalt var det ham, der gjorde hende rød i kinderne, men denne gang var der også en smule farve at spore i Gavins ansigt og det gav en triumferende følelse i hendes indre. Hun strøg tomlen over hans fingre og rystede på hovedet. ”Vred er bestemt ikke ordet.” Smilet lå stadig på hendes læber og voksede en anelse. ”Kunne vi måske finde et mere.. Privat sted?” spurgte hun og hævede brynene. Et par uger i vogn og afsavnet efter ham gjorde, at der var en del ting, hun godt kunne trænge til og ingen af dem var mulige midt på træningspladsen.

[Gavin af Trebond]

Den sidste rest af sten faldt fra hans hjerte og hans smil blev endnu bredere. Indtil hun begyndte at tale igen og det faldt en helt del. "Åh, det er jeg ikke sikker på, at jeg kan, Lia. Jeg har vagt her indtil femte timeslag. Indtil da kan jeg desværre ikke gå nogen steder." Han slap hendes ene hånd og strøg en finger over hendes kind. "Måske.. Du kunne tage hjem til min families hus og friske dig op og hvile ud efter rejsen..? Og så kan vi ses, når jeg har fri her?"

[Iliane af Disart]

Hans smil falmede og uroen begyndte allerede at melde sig i hendes mave, samtidig med tankerne begyndte at vrimle. Måske havde han en kvinde der. Hun blev dårlig bare ved tanken. Derfor var det også en lettelse, da han forklarede vagten. Selvom hun egentlig helst ville have ham med sig med det samme. Igen blev hun slået af impulsen til at klamre sig ind til ham og klynke, at hun ville have ham med sig. At hun aldrig mere ville forlade ham igen. Tankerne skræmte hende og hun rankede sig lidt mere med et distanceret nik. ”Udmærket.” Hendes fingres greb, der var så stramt at knoerne blev hvide, afslørede dog hendes indre kamp.

[Gavin af Trebond]

Han kunne mærke, at hun ikke var ubetinget vild med ideen, men han kunne jo ikke bare smutte midt i det hele. Han løsnede sin ene hånd og brugte den til at stryge hende over kinden. "Du er også velkommen til at blive her og vente på mig. Jeg er sikker på, at du kan få lov til det," forsøgte han med et lille smil. "Men det vil vare et par timer. Tror du ikke, at du vil finde det mere behageligt at tage hjem til mig? Du kan få et bad og jeg kan skrive en seddel til Mathilda, så vil hun sikkert lave dig noget at spise?"

[Iliane af Disart]

Hun var overhovedet ikke tilhænger af ideen om, at skulle forlade ham igen efter at have længtes efter ham så længe og det gjorde hende bestemt ikke mere løsningsorienteret, at hun igen ikke kunne få sin vilje. ”Jamen jeg har jo sagt ja, Gavin,” svarede hun med malplaceret distance efter det inderlige kys, de lige havde delt. ”Kan jeg lægge mig i dit værelse eller har I en speciel plads til gæster?” Der var ikke synlige tegn på irritation, men hendes manglende varme efterlod ikke nogen tvivl om det. Også selvom det ikke direkte var møntet på Gavin.

[Gavin af Trebond]

Den distance, hun pludselig lagde mellem dem, var som et spark i maven på ham og han tabte vejret et øjeblik. Han havde savnet hende sådan og han var så lykkelig for, at hun var her. Hvorfor skulle det altid være sådan her? Skuffelsen ramte ham så hårdt, at han måtte blinke hurtigt et par gange for ikke at få blanke øjne. "Selvfølgelig må du sove inde ved mig. Jeg vil helst ikke have det på nogen anden måde." Han strøg hende over kinden med en finger igen og rankede sig så helt. "Jeg er nødt til at gå tilbage nu. Vi.. Vi ses senere." Hvis han blev, så endte det bare med, at én af dem begyndte enten at råbe eller at græde. Og han var ikke sikker på hvem. Men han vidste, at ingen af dem brød sig om, at det skulle ske foran alle de andre riddere. Derfor bukkede han sig bare ned igen og gav hende et let kys på panden, inden han gik tilbage til sin stav.

[Iliane af Disart]

Der var en slet skjult længsel i hendes blik, da han rankede sig helt og hun blinkede tungt et par gange for at sikre sig, at hun ikke ville give efter for tårerne, før hun så endelig nikkede. Længslen blev ikke mindre udtalt, som han vendte ryggen til sig og gik tilbage til sin træning. Et langt øjeblik stod hun sådan og stirrede efter ham, før hun endelig gik ud til vognen igen.

I Trebonds hjem fik hun et godt måltid, som hun prikkede lidt til, mens der blev forberedt et bad. Hvor længe hun sad der, vidste hun ikke, men vandet var koldt og hendes hud fingre næsten runkne, da hun endelig rejste sig.

Der blev brugt yderligere et par øjeblikke med at se vurderende på sengen, før hun endelig tog sig sammen og trak den tynde kåbe af, før hun lagde sig nøgen i sengen. Uanset hvad var det sådan, hun helst ville ligge, hvis Gavin skulle vælge at lægge sig ind til hende.