Gjort er gjort

[Selmira Skæbneseer]

Kian Falkeblik

Der var gået dage. Der var sikkert gået over en uge. Selma havde stadig ikke forladt værelset. De fleste dage havde hun blot ligget og stirret tomt ind i væggen. Hun rejste sig op fra baljen, Vitor havde stillet klar tik hende og vred det mørke hår. Dråberne plaskede tungt mod vandet. Langsomt trådte hun og trak et håndklæde om kroppen.

Hvor længe hun brugte på at tage tøj på, var hun ikke helt sikker på. Pludselig sad hun der. På sengekanten. Bukser og skjorte. Ansigtet var helt bart. Hun følte sig ikke som en viskone og vejleder for sit folk. Ikke tilnærmelsesvist. Hun havde haft synet, men været blind. Blind af had og afmagt. Hun rejste sig fra sengen og gik ned i krostuen i sin jagt på Kian.

[Kian Falkeblik]

Han havde været på havnen for at arbejde det meste af dagen. Ryggen værkede noget, da han kom tilbage til kroen, men forhåbentlig ville et krus øl kunne fjerne den værste smerte hurtigt – det plejede det i hvert fald at gøre. Måske skulle han bestille et ekstra krus og tage det med op til Selma? Hun var stadig ikke kommet sig, og han var noget bekymret efterhånden. Han havde netop bestilt to krus øl, da kvinden kom ned af sig selv, så han gik hende smilende i møde. ”Hvordan har du det, Selma?” spurgte han og lod kort blikket glide over det fugtige mørke hår. Hun var kommet ud af værelset ... det var da fremgang.

[Selmira Skæbneseer]

Der gik et øjeblik, før hun fik øje på ham. Et ganske lille smil lå på spring i hendes mundvige, men nåede ikke helt frem til hendes læber, som hun gik frem mod hende. "Jeg har det fint," løj hun uden at bekymre sig om, at det ikke var synderligt overbevisende. Hun vidste godt, at hun ikke kunne lyve for ham uanset, men det var heller ikke det, der handlede om. Løgnen havde understreget, at hun ikke følte et behov for at tale om det.

[Kian Falkeblik]

Det lød ikke særlig overbevisende, men han måtte vel hellere lade være med at snage i det. I stedet kyssede han hende i håret og tog så de to krus med øl. ”Noget at sunde dig på,” forklarede han og rakte hende kruset. De fandt et mere stille hjørne at sætte sig i, og Kian slog sig ned på en plads over for Selmira. ”Hvordan har din ryg det?” spurgte han. Det var noget tid siden, at hun var blevet angrebet, så han håbede, at alt helede som det burde. Han gik ud fra, at den fysiske smerte ikke nødvendigvis rørte hende så meget, som den indre smerte gjorde det.

[Selmira Skæbneseer]

Hun kom ikke med indvendinger, da han lagde et kys i hendes hånd, men nikkede blot. Øl havde aldrig været hendes ting. Der var hun mere forfalden til den cider, Sach engang havde introduceret hende til. Ikke at der var nogen indvendinger at spore. Hun satte sig ved bordet og så hen på ham, trak på skuldrene. ”Den heler,” svarede hun kortfattet. For det var ikke det, der nagede hende. Det var de ting, hun havde gjort ved en uskyldig kvinde. Det var det faktum, at hun ikke var et hak bedre end Orvar. Hendes mund smagte surt og hun skyllede ned med en tår øl.

[Kian Falkeblik]

Han nikkede blot til det korte svar og drak af sit krus. Et eller andet sted forventede han vel, at hun ville sige til, hvis hun ønskede at komme ud med noget. De sidste par uger havde været hektiske, nærmest ude af kontrol. Efter en ordentlig slurk af øllet, stillede han kruset fra sig og lagde en hånd over på hendes. Tavst gav han den et blidt klem.

[Selmira Skæbneseer]

Efter et øjeblik, hvor hun blot havde siddet og stirret tomt på kruset foran hende, så hun op på Kian. Hans hånd brændte varmt mod hendes og hun lukkede de kolde fingre om den, besvarede det blide klem. Et blegt smil fandt frem til hendes nøgne kinder, mens hun tyggede ned om sin underlæbe. Så skilte hun læberne. Samlede dem. Vædede dem. Gentog det et par gange. Forberedte. Der var ikke andet at gøre. Hun hoppede ud i det. ”Jeg har gjort noget forfærdeligt.” Hendes stemme var ikke andet end en lavmælt hvisken, mens hun lænede sig ind over bordet.

[Kian Falkeblik]

Ordene fik ham til at rynke lidt på panden. ”Hvad har du da gjort?” Umiddelbart gættede han på, at hun var kommet til at læse Vitors skæbnelinje eller sådan noget. I hans hoved var Selmira slet ikke i stand til at gøre folk fortræd, medmindre det var selvforsvar. Sidstnævnte havde han trods alt oplevet på egen krop. Bare tanken fik det til at gøre lidt ondt i skridtet igen. Hun havde et noget skarpt knæ.

[Selmira Skæbneseer]

Selvfølgelig ville han vide, hvad det var. Hun havde heller ikke forventet andet. Ambivalensen truede med at flå hende itu. Uanset hvor gerne, hun ville fortælle ham alt, ønskede hun aldrig nogensinde at tale om det, der var sket den aften. Ønskede ikke at anerkende dens eksistens. Vurderende så hun på ham, før hun rejste sig fra sin plads stadig med et greb i hans hånd og trak ham med sig. Øllene lod hun stå, havde allerede glemt alt om dem igen. Uden at gøre holdt for indvendinger trak hun ham med ind på sit og Vitors værelse.

[Kian Falkeblik]

Han blev ikke mindre forvirret, da hun pludselig bestemte sig for at trække af sted med ham. Han fulgte lydigt med hende op på værelset – selvom han egentlig godt ville have drukket øllen færdig først. Inde på værelset trådte han dog bekymret hen til Selma og lagde hænderne på hendes kinder for at få hende til at se op på ham. ”Selma, hvad er der i vejen?” spurgte han og aede hendes kinder lidt med tommelfingrene. Hun virkede helt ude af den.

[Selmira Skæbneseer]

Hun lukkede og låste døren efter sig, da de var kommet ind på værelset og så så på Kian igen. Hendes øjne blev fugtige, som hun trykkede kinderne ind mod hans hænder i et forsøg på bare at finde en smule tryghed. Så trak hun sig løs igen og lukkede øjnene. Før hun kunne nå at standse det, væltede det ud af munden på hende.

”Jeg.., Jeg kidnappede en kvinde.” Hendes stemme skælvede. ”Orvars kvinde. Jeg gav hende et svampeudkog, der manipulerede med hendes sanser og forskruede hendes opfattelse af tid og sted, virkelighed og fantasi. Liv og død.” Hun så ned og turde ikke fange hans blik, mens hun blev ved at fortælle. Fortalte, hvordan hun havde jagtet dem og hvor hun havde gjort det. Hvordan Vitor havde fundet hende.

[Kian Falkeblik]

Han blinkede overrasket, da hun begyndte at tale. Den her historie var ikke noget, som han havde forventet at høre komme ud af Selmas mund, og han blev kun mere og mere chokeret i takt med at fortællingen foldede sig ud. Mest af alt bebrejdede han for en stund sig selv for at have taget hende med sig. Hvis hun var blevet ved sit hjem og folk, ville hun aldrig være endt i sådan en situation. Han rakte ud og trak hende ind til sig igen. ”Din tåbelige unge,” skældte han og lagde armene om hende for at holde hende fra at flygte igen. ”Det gør du aldrig igen. Forstået?” Hun virkede selv meget påvirket af det, så forhåbentlig ville hun være enig med ham. Hun skulle ikke gøre den slags ting. Han strammede grebet lidt og knugede hende ind til sig.

[Selmira Skæbneseer]

Det hurtige glimt, hun nåede at få af hans overraskelse og skuffelse var nok til at få det til at vride sig ubehageligt i hende og hun frygtede et øjeblik, at hun ville kaste op igen. Så trak han hende ind til sig og hun søgte omgående tryghed i hans arme, som hun havde gjort det så mange gange før. Duften af ham gjorde hende rolig. Endelig fik hun samlet sig nok til tavst at nikke ind mod hans kraveben. Hendes arme lukkede sig om ham og hun knugede ham hårdt tættere ind til sig.

[Kian Falkeblik]

Heldigvis virkede hun enig. Den slags ting var ikke noget, som hun burde begive sig ud i. Hvorfor lod han hende også komme ind i den her verden? Han kunne dog ikke sige sig fri for at nyde, hvordan hun knugede sig til ham. Som den lille pige han havde samlet op og taget med sig for så mange år siden. Han kyssede hende i året og strøg hende forsigtigt over ryggen.

[Selmira Skæbneseer]

Sårene på hendes ryg var heldigvis helet nok til, at det ikke længere gjorde ondt, da han rørte hende. I stedet trykkede hun sig kun tættere ind til ham og fik til sidst skubbet sig op på tæerne, så hun kunne vippe hagen over hans skulder og lægge kinden ind mod hans. Armene strammede taget om ham lidt. ”Kian, jeg ved ikke, hvad der skete.” Hendes stemme var ikke højere end en hæs hvisken.