Dit og mit

[Serena Løveklo]

Olivia Krodatter

Det var stadig tidligt på dagen, i hvert fald efter slyngelstandarder, men der var altid liv på Den Dansende Due. Nogen gange mere end andre og da Serena kom vuggende ned ad trappen fra førstesalen, var der forholdsvis roligt. Ved Slyngelens langbord sad en mindre gruppe af inderkredsen fordybet i en samtale, der ikke så ud til at skulle afbrydes, så i stedet for at sætte sig i sin sædvanlige stol, ved siden af Amos's, gik hun op til baren og satte sig med sædvanlig, forførende ynde, op på en af de høje taburetter. Der stod ingen bag baren lige nu, men hun kunne høre umiskendelige lyde af arbejdende folk ude bagved i køkkenet, så hun ventede.

[Olivia Krodatter]

Olivia gik og stillede flasker på plads i baglokalet og da den sidste kasse var tom, tog hun en god flaske rom med ind i baren, den skulle Amos have. Hun var i ganske godt humør og gik og nynnede en sang for sig selv.
Da hun kom ind i baren, fik hun straks øje på Serena, den smukke kvinde, der så ofte sad ved Amos's side. I dag sad hun dog i baren. Olivia stillede flasken fra sig og gik hen mod Serena "Hvad kan jeg gøre for dig?"

[Serena Løveklo]

Serena hørte skridtene allerede før Olivia kom til syne og rankede sig let på sædet da deres blikke mødtes. Der var øjeblikkeligt en svagt, anspændt stemning mens hun fulgte den yngre kvinde med blikket. Hun følte sig ikke direkte truet, men hun var heller ikke blind. Tøsen havde et godt øje til Amos - og han gjorde ikke rigtigt noget for at forhindre det.

Hun trak på skuldrene "Saft." svarede hun simpelt. Hun var ikke ligefrem afholdsmenneske, men der var ingen grund til at fylde sig med drik der sløvede dømmekraften så tidligt "Og noget at spise. Jeg har ikke fået noget siden i aftes." tilføjede hun og trak det mørke hår, der hang løst, henover den ene skulder.

[Olivia Krodatter]

Olivia kunne allerede mærke den lidt anspændte stemning der langsomt blomstrede. Hun kiggede på kvinden foran hende. Hun forstod ikke, hvorfor hun altid skulle være så fin, med rank ryg og sad der og gjorde sig til med sit lange hår. Nå hun måtte lade det ligge, hun var trods alt Amos's kvinde og havde derfor en ret vigtig status. "Øjeblik, så finder jeg noget" Hun skænkede saft op og gik ud for at hente brød og pølse til hende.

[Serena Løveklo]

Serena forventede ikke andet end at hun ville få hvad hun bad om og hun belønnede pigen med et lille, smalt smil da hun fik et krus med saft. Det nåede dog ikke rigtigt hendes grå øjne, der fulgte Olivia indtil hun forsvandt ud af syne igen. Hun var nødt til at gøre noget ved sagen før eller siden. Hun vidste godt hun var jaloux anlagt og det forsvandt ikke bare lige sådan. Hun tvivlede ikke på Amos’s følelser, men det gjorde det kun værre, når hans blik af og til drev – også selvom hun vidste det var hende der ville dele hans seng med ham sidst på dagen. Og slet ikke når hun vidste hvilken tiltrækningskraft han havde på de fleste individer af hendes eget køn. En ung, køn tøs der vimsede omkring på Duen hver dag var nok i sidste ende lige det, hun forsøgte at bilde sig selv ind hun ikke var – en trussel, men forhåbentligt en der kunne gøres noget ved.

[Olivia Krodatter]

Hun kom tilbage lidt efter med en tallerken, hvor der var brød, kød og lidt ost. Det virkede ikke som om det var super fint anrettet eller at der var gjort noget særligt ud af det. Det var vitterligt bare brød og pølse på en tallerken. Serena skulle ikke tro hun var en eller anden form for Dronning bare fordi hun havde være heldig at få lov at dele seng med Amos.
Olivia mente bestemt at Serena førte sig lidt for meget frem og badede sig lidt for meget i Amos's lys. "værsgo, og velbekomme" Hun smilede til hende, men mere af pligt end af lyst.

[Serena Løveklo]

Der var ingen utilfredshed at spore på Serenas ansigt over maden. Det var mad, og glimrende mad alt taget i betragtning. Hun var ikke utaknemmelig for at få mad hver dag. Maden havde ikke været dårlig på Liljen, men den havde været dyrt betalt. Også her arbejdede hun sig til den, men på lidt andre måder. Så hun gav Olivia et let nik som tak, uden dog at give sig til at spise med det samme. I stedet redte hun sit mørke hår ud med fingrene og begyndte at flette det i en stram fletning, stadig ind over den ene skulder "Amos fortalte mig I kom fra Caynn.. før I kom hertil.." begyndte hun, mens fingrene arbejdede med fletningen. Hun behøvede ikke se hvad hun lavede og så i stedet spørgende, omend en smule afmålt på den yngre kvinde.

[Olivia Krodatter]

Olivia drømte sig tilbage til Caynn, det havde bestemt været et godt sted at bo, men hun var nu noget gladere for Duen, der var bedre omløb og skete mange flere spændende ting. faktisk var der sjældent en aften uden at der skete et eller andet man kunne underholde sig med. hvert fald hvis man var til væddemål og den slags. "Det er korrekt Amos og jeg har kendt hinanden meget længe" hun smilede og kunne ikke helt dy sig og fortsatte derfor "Jeg tror bestemt at Amos altid vil holde øje med mig og at vi altid vil have vores ting sammen, som ingen andre" Hun smilede og vente ryggen til for lige at sætte nogle flasker på plads på hylden. Mens hun spændt ventede Serenas reaktion.

[Serena Løveklo]

Serena gjorde sin fletning færdig og snørede enden stramt til, med en lædersnøre, som hun fugtede mellem læberne. Når den tørrede ville den trække sig sammen og bindingen blive endnu strammere. Pigens åbenlyse forsøg på at provokere hende, virkede for en gangs skyld ikke, men fik det til at sitre afslørende i hendes mundvige. Optrækket til et hånligt smil, der aldrig helt blev til noget "Det må være rart.." begyndte hun og lagde hovedet lidt på sned med et kattevenligt smil "Hvis man har brug for nogen til at holde øje med sig fordi man ikke kan klare sig selv." hun lukkede slanke fingre omkring kruset med saft, løftede det til læberne og drak en mundfuld.

[Olivia Krodatter]

Olivia fandt viskestykke frem og begyndte at tørre glas af, mens Serena snakkede. Da hun var færdig trak Olivia lidt på skuldrene "Tja, jeg kan godt klare mig selv, men derfor er det da rart at vide der er en når man falder, eller til at muntre en op, eller i ny og næ give et kærligt klap bagi" Det sidste var egentlig ikke mere noget hun sagde for at se Serenas reaktion end direkte sandhed. "Jeg mener bare, det er let at blive ensom hvis man altid klare sig selv og tja jeg vil bare ikke ende op som en tillukket person, som aldrig lukker nogen ind fordi hun kan klare sig selv" Der var spor af en hentydning i det sidste hun fik sagt.

[Serena Løveklo]

Serena fnøs og tog nippede til saften igen, satte så kruset fra sig "Der er forskel på at vælge hvem man lukker op overfor, og at være tillukket." konstaterede hun, ganske afslappet, eller i hvert fald virkede hun sådan "Men man skal også vide hvornår man skal vige pladsen.. og acceptere, at man måske ikke havde de chancer man selv troede. Man kunne komme til at træde nogen over tæerne." denne gang så hun direkte på pigen, stadig med et smil.

[Olivia Krodatter]

Olivia tog et nyt glas og begyndte at pudse det, åndede på en vanskelig plet og gned så med kluden. Sådan stod hun længe og gentog da også proceduren 3-4 gange for at få glasset helt rent. Så kiggede hun på Serena igen "Min plads er ganske fin, og tja chancer kommer og går vel. Intet tabt her... selvfølgelig bortset fra det 2 kobber i går, men det er da også det." Hun trak lidt på skulderen, satte glasset og to fat i et nyt. "Hvad med dig? er du sikker på din plads?"

[Serena Løveklo]

De smalle bryn krøb lidt opefter i en tydeligt skeptisk gestus "Hvor dejligt.." konstaterede hun tørt og brækkede et stykke af brødet på sin tallerken. Hun tog sig god tid til at tygge og synke og skylle efter med en mundfuld saft "Jeg har kæmpet for min plads, men man kan aldrig være sikker på noget. Hvis man læner sig tilbage og tror alt er fint.. så går det galt. Man er nødt til at være på vagt hele tiden." konstaterede hun roligt, trak en lille kniv op fra skeden i bæltet og begyndte at skære osten og pølsen i mindre stykker.

[Olivia Krodatter]

Olivia nikkede. Det gav mening det med at være på vagt, selvom hun ikke lige kunne forestille sig nogen ville tage hendes plads lige foreløbig. folk virkede for glade med at hundse rundt med hende. Hun hævede kanden med saft mod Serena, som for at høre om hun vile have mere. "Og De er så på vagt nu over for mig?" Hun skulle lige tjekke om hun nu havde forstået det rigtigt. Kunne kvinden da ikke bare komme til sagen i stedet for hele tiden at gå om den varme grød?

[Serena Løveklo]

Et smalt bryn hævede sig igen over tiltalen. Hun var absolut ikke vant til at blive tiltalt sådan og hun endte med at knibe øjnene lidt sammen, uden helt at kunne vurdere, om den yngre kvinde brugte den for at provokere, eller fordi hun mente den var korrekt. Så tog hun en bid brød mere og trak på skuldrene mens hun tyggede og sank "På vagt er måske så meget sagt, men jeg ville sætte pris på, hvis du gjorde dig knap så meget til overfor min mand." svarede hun så roligt og ganske neutralt, selvom advarslen var ganske tydelig alligevel.