Forfærdeligt!

[Amelia af Perlegab]

Leonora af Legan
20. marts 527 M.T., Meron, Rundrejsen

Det måtte være en spøg! Hun gik arrigt gennem teltlejren, som omgav Merons lensborg. Hun havde nægtet at blive siddende og finde sig i forældrenes erklæring om, at hun skulle giftes. Hun nægtede at gifte sig med en eller anden ubetydelig baronsøn!
Hun nåede Legans teltlejr og blev vist til sin venindes telt af en tjener. ”Leonora!” udbrød hun ulykkeligt, da hun først stod inde i teltet med blanke øjne og tårer af ren og skær arrigskab i øjenkrogene. ”Det er forfærdeligt!” Ja, Leonora vidste nok ikke, hvad der var så forfærdeligt, så hun burde måske uddybe ... ’forfærdeligt’ virkede bare som sådan en god beskrivelse af situationen.

[Leonora af Legan]

Leonora sad og broderede for sig selv i sit telt. Havde ikke rigtig lysttil at gå udenfor lige nu, men ønskede mest at være alene. Pludselig stod Amelia i hendes telt, Leonora kiggede forskrækket op på sin veninde som som stod der med blanke øjne og fortalte at noget var forfærdeligt, men hvad! Leonora kiggede ud gennem teltåbningen, som om hun kunne se, hvad der var tale om, men nej. "Hvad sker der?" Hun rejste sig hurtigt op og skyndte sig hen til veninden.

[Amelia af Perlegab]

Amelias læbe bævede, imens Leonora kom hen til hende. ”Mine forældre har bestemt sig for at forlove mig med en eller anden baronsøn, og de er fuldstændig ligeglade med, hvordan jeg har det med det!” fortalte hun med dirrende stemme og snøftede for sig selv. Hun ville giftes, og da slet ikke med en eller anden ubetydelig baronsøn! Selvfølgelig var Leonora en barondatter, så for hende ville en baronsøn være et godt parti, men Amelia var af greveslægt! Hun burde kunne få en grevesøn! Eller måske en mand af hertugslægt ... åh, en mand af hertugslægt ville have været perfekt ...

[Leonora af Legan]

Leonora blev i et splitsekund skuffet over hvorfor en baronsøn skulle være et så skidt parti, men forstod godt, hvad Amelia egentlig mente med det. Hun tog Amelias hånd og trak hende med hen i stolen, hvor de kunne sidde. Det var svært for hende hvad hun egentlig skulle sige.
Hun frygtede selv for om hun overhovedet ville blive forlovet, men ville selvfølgelig gerne være der for sin veninde "Det skal nok gå. Kan du ikke øhm tale med dine forældre om, at de bør finde en bedre muligthed. Der må da være andre?"

[Amelia af Perlegab]

Hun snøftede voldsomt og fulgte med Leonora over for at sætte sig i stolen, hvor hun begyndte at tørre øjnene. ”De har allerede indgået aftalen,” snøftede hun og havde mest af alt lyst til at sætte sig midt på gulvet og vræle som et andet barn. Det ville dog være lidt for barnligt, så hun holdt sig til at snøfte og forsøge at tørre øjnene. ”De gider slet ikke lytte til mig.” Og de lyttede ellers altid! De havde aldrig gjort sådan noget her imod hende før! ”Jeg har ikke lyst til at blive gift og bruge resten af mit liv på at skulle behage en eller anden selvoptaget mand! Hvad så med mine behov og drømme?” Hun så med store øjne på Leonora.

[Leonora af Legan]

Leonora mente i bund og grund, at Amelia tog det helt lidt for pylrende. Hun burde være glad for at hendes fremtid var sikret, men vidste godt det ikke var hvad veninden ville høre. "Man har da hørt om aftaler, der er blevet brudt" Hun gennemgik i hovedet om hun kunne komme på et godt eksempel at nævne, men uden held. I stedet tørrede hun en tårer af kinden på Amelia "Du kender ham jo ikke endnu. Måske viser det sig at han er sød, at I med tiden vil lære at elske hinanden. Ja tænk engang måske går han op i dit ve og Vel"

[Amelia af Perlegab]

Hun snøftede, så skuldrene hele tiden gik op og ned, og duppede sig om øjnene og næsen med et lommetørklæde. ”Tror du, det er muligt?” spurgte hun, næsten håbefuldt. Hvis hun kunne få forlovelsen afbrudt ville det være skønt. Hun ville jo ikke bare have, at manden skulle gå op i hendes velbefindende. Hun ville have sin vilje, og den slags var nærmest umuligt i disse ægteskaber. Kvinden havde ikke noget at sige indenfor de fleste områder af ægteskabet eller styringen af lenet – medmindre hun selv var lensoverhoved.

[Leonora af Legan]

Leonora bed sig lidt i læben, hvad havde hun dog startet? "Altså, muligheden er der, men den er meget lille og hverken nem eller køn" hun sukkede let og overvejede, hvad hun dog skulle sige. Hun ville nødigt være skyld i en større skandale. "Har du overhovedet mødt din kommende mand? Man høre da om forlovelser, hvor det går ganske fint"

[Amelia af Perlegab]

Leonora trak lidt i land igen, og Amelia faldt tilbage i en håbløs mine. ”Jeg har ikke mødt ham. Han er ikke med på Rundrejsen – heldigvis.” Hun kunne slet ikke overskue at skulle møde ham. Hun havde allerede bestemt, at han måtte være en opblæst person, der ikke ville gavne hendes liv på nogen måde. Hun snøftede lidt videre og lænede sig ind til veninden. Forlovelser gik sikkert kun fint, fordi kvinden til sidst knækkede og føjede sig for mandens vilje. Sådan ville hun altså ikke have det! ”Hvordan går det med dig?” spurgte hun endelig – nu havde hun jo fået noget frustration ud. ”Efter alt det drama ...” Leonora havde jo kysset med en eller anden junker for en måned eller to siden.

[Leonora af Legan]

Leonora smilede trøstende til hende "Se så du kan ikke vide om han er så slem. Giv ham nu en chance. Når du så møder ham, og det viser sig om han er slem, så kan vi prøve at finde en løsning der." Leonora ville oprigtig gerne hjælpe sin veninde, men hun vidste ikke lige umiddelbart hvordan, medmindre Amelia ville ud i en større skandale og det kunne hun ikke forestille sig nogen valgte frivilligt. Da Amelia spurgte ind til Leonoras uheldige kysseri med Junkier, blev Leonoras blik flovt og trist. Hun trak lidt på skulderen før hun svarede "Det ved jeg ikke rigtig. Jeg føler mig snyd og svigtet og alligevel føler jeg at jeg har kastet skam over familien"

[Amelia af Perlegab]

Hun nikkede snøftende. Ja, hun måtte vel lige se manden an. Måske ville hun kunne finde noget ved ham, der gav anledning til at afbryde forlovelsen? Det eneste positive indtil videre var, at manden i det mindste ikke var meget ældre end hende selv. Hun ville hade at skulle giftes med en eller anden gammel mand. Som Leonora fortalte om sine egne problemer, nikkede hun igen. ”Man skal være diskret med mandlige bekendtskaber. Den slags falder ikke i god jord hos hoffet,” sukkede hun let og klappede Leonora lidt på hånden. ”Det gør mig ondt, at du skal trækkes gennem sådan noget. Det var svinsk af den mand.” Sådan at narre Leonora til den slags uden at tage hensyn til hendes rygte! Det var præcis sådan nogle egocentriske mænd, som Amelia hadede mest.

[Leonora af Legan]

Leonora kiggede ned i jorden og prøvede at finde ud af, hvad hun skulle synes om det hele. Han havde været en sød fyr og Leonora havde virkelig troede han havde ment de ord han sagde hende. "Jeg håber ikke det har ødelagt mine muligheder for en forlovelse." Hun var flov og skuffet over sig selv og følte sig krænket og pinlig over situationen. Tænk at hun kunne byde sin familie det, det kunne hendes to ældre søskende aldrig have gjort.

[Amelia af Perlegab]

Amelia syntes egentlig, at det ville være en god ting at undgå forlovelser, men Leonora var selvfølgelig optaget af at glæde og ære sin familie – og der fyldte ægteskab meget. ”Jeg er sikker på, at det nok skal gå, Leonora,” sagde hun derfor med et lille smil på læberne. ”Legan er en god alliance, så du skal nok finde nogen.” Måske ville hun ikke kunne skaffe sig en grevesøn, men en baronsøn burde ikke være et problem for hende. ”Du er pæn og sød, så det skal nok gå.”

[Leonora af Legan]

Leonora kom til et le let for sig selv, da hun igen kiggede på Amelia "Se os lige. Du er ked af, at du er blevet forlovet og jeg er ked af det, fordi jeg er bange for ikke at blive forlovet, grundet hvad der er sket." Hvis bare de kunne bytte. Men så nemt var det ikke, det vidste hun godt. Hun smilede over Amelias komplimenter "Tak. Jeg håber da det går. Og jeg er sikker på det også nok skal gå med din forlovelse. Hvis bare du er lidt åbensindet"

[Amelia af Perlegab]

Hun havde ikke lyst til at være åbensindet. Hun havde lyst til at få sin vilje. Men ja, hun måtte også selv grine lidt over ironien i det hele. ”Jeg gav dig gerne min forlovelse ... hvis jeg kunne.” Hun overlod gerne den fremtid til Leonora. Hellere nogen der faktisk ville have den end hende. Hun sukkede opgivende og gemte lommetørklædet væk. ”Rundrejsen er ikke ovre endnu, så mon ikke dine forældre finder en mand til dig, før vi når hjem.” Alle havde jo så travlt med at blive forlovet til højre og venstre.