Det nygifte ægtepar [R]

[Larkin af Stenbjerg]

Myrilla af Stenbjerg

Efter håndfæstningen var overstået gik resten af dagen med festligheder. Der blev serveret god mad og vin. Om aftenen blev der så spillet op til dans, og Larkin havde mere eller mindre forberedt sig på at skulle holde øje med Myrilla for at redde eventuelle fejltrin i dansen. Til hans overraskelse gled hun dog lige så yndefuldt rundt som enhver anden komtesse, og da de noget tid senere forlod dansegulvet for en stund, kunne han ikke undgå at bemærke på det: ”Sikke fremskridt du har gjort.” Han kyssede hende let på håndryggen. ”Du klarede det fantastisk.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Festlighederne var heldigvis ikke så slemme, som hun havde frygtet. Det meste af aftenen gik med en overdådig middag og dans, hvor hun også fik mulighed for at danse med begge sine brødre, mens Larkin fik danset med sin kusine og Annalin, der havde blinket muntert i Myrillas retning ved øjenkontakt.

Hun smilede til Larkin, da de lidt senere forlod dansegulvet sammen og hun kunne ikke undgå at fryde sig over hans forundring ved, at hun havde lært at danse i mellemtiden. Det havde også været et noget optimistisk foretagende, men det var gået glimrende i sidste ende. ”Det glæder mig, at du synes det,” hun tøvede lidt og tilføjede så: ”Husbond.”

[Larkin af Stenbjerg]

Smilet blev lidt bredere ved hendes tilføjelse. ”Det var en ganske behagelig overraskelse, hustru,” svarede han og strøg hende langs kæben – der vist ikke var i sit stædige hjørne i øjeblikket. ”Hvordan går det? Du må sige til, hvis du får brug for en pause fra ... ja ...” Han nikkede diskret mod gæsterne. Hun opførte sig jo eksemplarisk, så han havde ikke noget problem med at tage lidt hensyn til hende. Umiddelbart så hun ikke ud til at føle sig alt for overvældet af festlighederne, men man vidste jo aldrig, om det kunne gå hen og ændre sig.

[Myrilla af Stenbjerg]

Aldrig havde hun oplevet ham så betænksom og det var svært ikke at blive lidt blød i knæene. Måske det bare var den vin, hun havde fået til middagen. Så trådte hun et skridt tættere på ham. ”Det kan sagtens vente, men jeg ville gerne ud og trække noget luft på et tidspunkt, hvis du ville gøre mig selskab?” spurgte hun. Det behøvede ikke være øjeblikkeligt, men der var varmt og hendes kinder blussede efter dans og vin, så en smule frisk luft ville være tiltrængt. Desuden ville hun gerne tilbringe bare et øjeblik alene med Larkin. Måske det så ville være lettere at forholde sig til, at de nu var gift.

[Larkin af Stenbjerg]

Hendes forespørgsel fremkaldte et accepterende nik fra ham. Blikket gled kort over de festende gæster, som lige nu virkede optagede. Han tog derfor et blidt tag om hendes arm og ledte hende med ud på terrassen. Der var selvfølgelig også gæster derude, men det var trods alt lidt mere fredeligt. Et par af gæsterne opgav straks deres pladser på en bænk til gengæld for brudeparret, og Larkin hjalp Myrilla ned at sidde, før han selv slog sig ned ved siden af hende og indåndede aftenluften. Det var køligt, men ikke nok til at man direkte frøs.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun betragtede ham afventende, mens han så rundt og fulgte så med ham uden for. Aftenluften var dejlig frisk og kølig mod hendes hud, der dampede let i mørket. Hun smilede taknemmeligt til gæsterne, der flyttede sig og gjorde plads til hende og Larkin på bænken, før hun med hjælp fra ham kom ned at sidde. Hendes grønne øjne lå på hans ansigt, da han kom ned at sidde ved hendes side.

”Det endte med at blive et smukt bryllup, Larkin.” Måske det var det samtalen med Annalin, der havde hjulpet, eller det, at hendes brødre var til stede – måske var det endda fordi de var blevet gift, men hun følte sig mere tryg i Stenbjerg nu end hun havde gjort før.

[Larkin af Stenbjerg]

Da hun talte, så han på hende med et let smil. ”Ja, vi har klaret det godt.” Alt var gået gnidningsfrit, og de havde vist, at Stenbjerg som altid var et stærkt len. Men der var selvfølgelig endnu et par festdage, som de skulle i gennem, før de kunne vide sig fuldstændigt sikre. Det var jo meget normalt for store bryllupper at vare over flere dage. ”Og du har holdt godt ud. Jeg ved jo, hvordan du ikke bryder dig om denne slags ting.” Han strøg en lok af hendes mørke hår om bag hendes ører. ”Jeg er stolt af dig.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Ved hans ord rankede hun sig en smule, som han havde bedt hende om. Hun var hertuginde nu og måtte også ligne en. Og det gjorde hun. Som en lille sol strålede hun ved hans side, da han valgte at give hende del af æren i det, der nu var blevet en overdådig festdag for ikke blot dem og de to familier involverede, mens også alle hertug- og grevefamilierne. Hendes mor ville sikkert have været stolt. ”Og du har vist dig at være en både hensynsfuld og hengiven husbond for mig,” kommenterede hun. ”Jeg er også stolt af dig.”

[Larkin af Stenbjerg]

Han lo en smule og kyssede hende så i håret. ”Det var pænt sagt af dig.” Han lagde en hånd over hendes og vendte så blikket mod de få gæster, der også var ude for at trække luft. Et par folk var på vej ned for at gå en tur i haven, og bålet var blevet reduceret til nogle kul, der endnu glødede en smule rød og orange på jorden. ”Det har været en lang dag,” konkluderede han med et let suk. Når først denne uge var overstået, ville det blive rart at vende tilbage til hverdagen igen. Siden Myrilla havde undskyldt for sin opførsel nogle dage tidligere, havde han bestemt sig for ikke at få videre med Kierans forslag. Der var ingen grund til at efterlade hende alene på Stenbjerg, så han planlagde at blive her sammen med hende. At rejse til Corus lige efter sådan en travl uge orkede han ikke. Der var brug for en uge eller to i fred og ro.

[Myrilla af Stenbjerg]

Endnu engang blev hendes kinder mørkerosa, men denne gang kunne hun ikke skyde skylden på hverken vin eller varme. Det var udelukkende Larkins ord, lyden af hans varme latter og følelsen af hans læber i hendes hår, der havde fremprovokeret den. Hun priste sig lykkelig over, at hans opmærksomhed var på nogle af de andre gæster frem for hendes blussende kinder og hun skyndte sig at frigøre lokken fra bag sit øre for at skjule dem yderligere.

”Det er sandt,” istemte hun og lagde lige så forsigtigt sit hoved på hans skulder. Hans arm var varm mod hendes. ”Men natten er først lige begyndt.” Denne gang var hendes rødmen selvforskyldt og hun vovede ikke at se op på ham. Eller… Det blev til et enkelt, stjålent blik for at se, hvordan hendes ord blev modtaget.

[Larkin af Stenbjerg]

Da hun lagde hovedet mod hans skulder, vendte han blikket ned mod hende igen. Smilet blev mere skævt og selvtilfreds ved hendes lettere vovede bemærkning. ”Sikke modig du er i aften,” bemærkede han drillende og nød ellers synet af de røde kinder. Hun virkede heldigvis ikke fuldstændig rædselsslagen ved tanken om, hvad der snart skulle ske. Det var lidt af en lettelse for Larkin. ”Men du har selvfølgelig ret. Vi bør nok snart trække os tilbage. Hendes Majestæt sagde godnat for lidt siden, så der er intet som holder os her længere.” Han sagde det måske mest for at presse og drille hende lidt, men de kunne jo heller ikke blive ved festen for evigt.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det burde ikke overraske hende, at han valgte at drille hende, men kæbemusklen spillede lige i et splitsekund, før den igen faldt til ro. Hun havde ganske vist prøvet at undgå at tænke på den nat, der lå foran dem, men det kunne ikke undgås længere. Og lige i det øjeblik skræmte det hende ikke så meget. Måske var det fordi Larkin og hende havde haft en god dag sammen.

Ubevidst spændte hun lidt sammen, da han foreslog, at de snart burde sige godnat og hun tvang sin krop til at slappe af igen, før hun hævede hovedet fra hans skulder og fandt hans blå øjne med sine grønne. Så nikkede hun ganske langsomt. ”Det vil jeg lade være op til dig.” Selvom hun ikke brød sig om tanken, om at skulle forlade Murray og Marcus for at… Fuldbyrde ægteskabet, var hun også ved at være udmattet oven på den lange dag, der jo ikke ville slutte med festen for brudeparret.

[Larkin af Stenbjerg]

Det selvtilfredse smil blev lidt bredere, da Myrilla blev lidt nervøs ved situationen igen. Han ville have været mere bekymret, hvis hun tog det i stiv arm og ikke lod sig påvirke på nogen måde. ”Så synes jeg, at vi skal trække os tilbage nu,” svarede han roligt på tilbuddet om, at han skulle bestemme det. Han rejste sig fra bænken og rakte hende en hånd.

[Myrilla af Stenbjerg]

Som altid irriterede det hende, når Larkin lod til at være kommet rigtig højt på strå. Det var alid ganske tydeligt gennem det selvtilfredse smil på hans læber, men hun lod det fare. I stedet så hun vurderende på den fremstrakte hånd i et øjeblik, før hun lagde sin egen i den og kom op at stå. ”Nuvel,” hun lagde sin hånd om hans arm, da hun stod ved siden af ham og de begyndte at gå ind igen. ”Burde vi annoncere det?” spurgte hun. Det mente hun vist nok var måden, det skulle gøres på, men det var som om det var opstået et sort hul i hendes hukommelse, hvor den information burde ligge.

[Larkin af Stenbjerg]

De begav sig indenfor, og Larkin overvejede kort hendes spørgsmål. ”Naturligvis.” At forsvinde sådan uden videre ville vel være for uhøfligt.
De fik gæsternes opmærksomhed og fik gennemgået de obligatoriske afskedsord om, hvor skønt det var at se alle gæsterne, og at de selvfølgelig blot skulle blive og nyde festlighederne, selvom værtsparret nu trak sig tilbage. Det var trods alt meget normalt, at festen fortsatte, selvom brudeparret gik i seng.
Da formaliteterne først var af vejen forlod Myrilla og Larkin så festsalen. Når man havde brugt det meste af dagen omgivet af mennesker og musik, kunne resten af godset pludselig virke meget stille. Alle var forsamlet ved festen, så de stødte kun på et par enkelte tjenestefolk på vej op til værelset.