Hvad så nu? [R]

[Selmira Skæbneseer]

Vitor Øksesvinger
2. juli 527

Solen var stået op igen, da Vitor endelig havde fået hevet Selma ud fra den lille kælder i Dyndkulen og turen var sat direkte mod Aben. I tavshed. Ikke at hun havde forventet andet. Selvom hans berøringer i sig selv egentlig var blide, var der en hårdhed i både dem og hans udstråling, som hun ikke var vant til. Og heller ikke ønskede nogensinde at blive det.

Af frygt for at gøre ham mere vred end han var i forvejen, var hun derfor heller ikke kommet med flere indvendinger, men var blot gået op på værelset. Hendes ryg gjorde stadig ondt efter at være blevet hamret ind i væggen og nu hun var kommet lidt væk fra det hele, var hendes krop begyndt at ryste.

[Vitor Øksesvinger]

De kom op på deres værelse. De boede jo sammen nu. Delte ting. Og åbenbart også alt det lort, som Vitor havde gået og samlet på de sidste tretten år af hans liv. Da døren blev lukket bag dem, sørgede for at de stod ansigt til ansigt. Ja, der var sket ting i deres liv i den seneste tid, som ville forandre dem. Men hvad så? Hvorfor ikke sørge for, at det blev til det bedre?

Han lagde hænderne på hendes kinder, og så hende ind i øjnene. Gennemborede hende med sit isblå blik. "Aldrig mere, må du få mig til at tro, vi ikke skal være sammen. Aldrig," sagde han og strøg en tommelfinger over hendes hud, gennem den sorte maske, hun havde givet sig selv. "Jeg var så frygtelig bange for, at jeg ville miste dig," hans tone var blid. Alt det vrede og hårde forsvundet fra hans ansigt og krop. Han kunne fornemme, hun var på grænsen til at knække sammen.

[Selmira Skæbneseer]

Rent instinktivt rykkede hun sig en smule tilbage, da han rakte frem mod hende. Som en hvalp, der havde fået tæv. Så gik det op for hende, at berøringen var blid og hun lod hans hænder lægge sig om hendes kinder. Den blide tone kom bag på hende og hun søgte tættere ind til ham i søgen efter tryghed. Hun havde ingen anelse om, hvad hun skulle sige, så hun stod blot og rystede i hans arme.

"Jeg havde styr på det." Hun forsøgte at lyde hård og stålsat, som han og Ovar havde gjort det, men hendes stemme var svag og vaklende, da hun talte og hun lukkede læberne igen, som rystelserne i hendes krop tiltog.

[Vitor Øksesvinger]

Han gav hende ikke en chance for at bakke væk fra ham. Ikke på vilkår. De var sammen, og så skulle man ikke frygte hinanden. I hvert fald ikke, at han nogensinde ville slå hende. Eller skade hendes krop. Han rystede på hovedet af hendes ord. "Nej," sagde han blot og lagde så armene omkring hendes krop.

Han trykkede hende blidt ind til sig. de vidste begge to, at situationen var kommet ud af kontrol. Og hvis han havde ladet hende slå en af dem ihjel, så havde intet stået til at blive repareret. De vidste det begge to. Hun havde fået hævn. Selma var ikke død hos Orvar, og Silvya var ikke død hos Selma. Sådan skulle det være. Og de to, Orvar og Silvya, ville være på vej til Legan, for aldrig mere at sætte deres fødder i Corus. Det skulle Vitor nok sørge for.

Uden yderligere ord, løftede han hendes krop op i sine arme, og bar hende hen til sengen. Det var der, de forenede sig hver gang, noget skete med dem. Det var der de helede sammen. Og Guderne skulle vide, at de havde brug for heling begge to.

[Selmira Skæbneseer]

Hun opgav al kamp og alle indvendinger, da hans stærke arme lagde sig omkring hende. Det var overstået nu, men selvom hun havde fået sin hævn, følte hun sig hverken gladere eller mere hel. Hun følte sig knust, ødelagt.

Og så skete det. Det, hun ellers havde lovet sig selv, aldrig ville ske i Vitors nærvær. I starte opdagede hun det slet ikke. Først, da tunikaen syntes fugtig mod hendes kind, gik det op for hende, at tårerne lige så lydløst var begyndt at strømme ned over hendes blege kinder. Hun blev lagt ned i sengen og trykkede sig omgående ind til ham.

[Vitor Øksesvinger]

Han tog sig ikke af hendes tårer. For hans skyld måtte hun græde lige så meget hun ville. For pokker. Han havde selv lyst til det. Men han gjorde det ikke. Nogle gange var der forskel på kvinder og mænd. Og han skulle være stærk for Selmas skyld.

Han lod hende trykke sig ind til ham, da de lå sammen i sengen. Han lagde beskyttende armene omkring hendes krop og kyssede hende blidt i håret. "Få det ud," hviskede han, og strøg forsigtigt sin hånd trøstende over hendes ryg. Han vidste, at den var øm. At det var hans skyld. Men han havde været nødt til, at gøre det. Han kyssede hende i håret igen. "Jeg elsker dig, Selma," hviskede han ind i hendes hår, og mente hvert et ord.

[Selmira Skæbneseer]

Selvom hun havde overgivet sig til tårerne, havde hun ikke tænkt sig at gøre lyd. Ikke hulken eller snøften. Hun begravede bare ansigtet mod hans bryst og lod tårerne trille i tavshed, kun afbrudt af hans blide ord og hendes skæve, overfladiske vejrtrækning.

Langsomt trak hun hovedet lidt fra ham igen og så op på ham. Hun lagde en hånd på hans kind og lod tomlen søge langs hans kindben. "Og jeg elsker dig, Vitor Øksesvinger." Fra denne dag var det ikke længere noget fra hans fortid, der havde krav på ham. Ulveklanen måtte affinde sig med, at de havde mistet en søn og Selma havde fået ham. I bytte for sin sjæl. "Jeg er din til verdens ende og længere endnu." Så lagde hun sine læber mod hans. Selvom hun følte sig både svag og skrøbelig, kunne det ikke mærkes i kysset. Det var hårdt og insisterende.

[Vitor Øksesvinger]

Han kunne ikke høre hende. Men gråd var gråd. Uanset om der var hulken eller snøften. Sådan var det bare. Og han lod hende gøre det, uden at fortænke hende i det. Enhver anden kvinde i hendes sted ville være stukket af fra ham på nuværende tidspunkt. Fra det liv, som han kunne tilbyde en kvinde. For det var mest et hundeliv.

Han forsøgte at smile ned til hende, da hun gengældte hans erklæring. "Og jeg vil have dig, helt ind til knoglerne," mumlede han og gengældte hendes insisterende kys. "For jeg er din, så længe du kan holde mig ud," han lagde sig om på ryggen og trak Selma over sig. Normalt plejede det er være omvendt, men han tog trods alt hensyn til hendes ryg.

Tiltrods for det, de lige havde været igennem. Og alt det andet før det, så var han klar. Det var han altid, når han mærkede hendes krop mod sin egen. Bulen i hans bukser var tydelig. Han ville have hende.

[Selmira Skæbneseer]

Smilet på hans læber virkede underligt og halvhjertet. Generelt virkede et smil fremmed på hans læber, selvom han havde givet hende lov til at se det et par gange nu. Sultent bevægede hun læberne mod hans, mens adrenalinen stadig hamrede hårdt i kroppen på hende. Hun havde endnu ikke taget et liv, men hun havde været klar til det. Og hun måtte komme af med sin frustration på en anden måde.

Hendes krop kendte hans, alle hans bevægelser og tegn, og hun trillede med ham, som var det det mes naturlige i verden. Allerede da hun sad over ham og derved førte ekstra vægtover hans skød, mærkede hun ham. Hård og insisterende mod hendes skød. Hun trykkede sig ned over ham i en æggende bevægelse, før hun satte sig helt op og trak skjorten over hovedet, nød at mærke hans blik mod sin skikkelse.

[Vitor Øksesvinger]

Han glemte hurtigt alt om smil og andre ting. Lige nu fokuserede han fyldt på sit behov for at eje Selma. Gøre hende til sin. Han lod sine hænder vandre over hendes krop, med en indestængt frustration og sult, som mindede om første gang de var sammen.

Han stønnede hæst, da han mærkede hendes skød mod sin manddom, og hans øjne glimtede begærligt, da hun trak sin skjorte af. Straks fandt hans hænder op til hendes bryster, og kuplede dem, mens han gav sig til at nulre hendes brystvorter hårdt mellem sine pege- og tommelfingre. Der var ikke tid til blidhed. Det her var instinktivt, og dyrisk. Som det plejede at være mellem dem.

[Selmira Skæbneseer]

Hans berøringer mindede hende om de første par gange, de havde været sammen. Især efter hendes besøg på Duen og hos Sach. Det var en dag, hun næsten havde glemt, men de insisterende hænder fik den nat sammen til at fremstå klart og tydeligt i hendes erindring, før den igen blev skubbet i baghovedet og gav plads til nydelsen af nuet.

Hun stønnede hæst, da hans fingre fandt om hendes bryst og hun spildte ikke tiden, men gav sig straks til at løsne hans tunika med garvede fingre. Der gik ikke længe, før hun trak i den og da han satte sig op, hev hun den af ham.

[Vitor Øksesvinger]

Han lod hende tage hans tunika af. Han elskede, når hun betragtede hans krop. Akkurat ligesom når hun elskede, at han betragtede hendes krop. Så snart hans arme var fri, fandt de med det samme tilbage til hendes brystvorter, som han hev let i, og nulrede hårdt mellem pege- og tommelfingre.

Han pressede sit underliv op mod hendes skød, trak sig væk, og gjorde det igen. For pokker. Han ville snart flå tøjet af hende og ligge hende på ryggen. Hendes krop æggede ham, forførte ham og gjorde ham vanvittig efter at mærke hende omslutte sig.

[Selmira Skæbneseer]

Frustrationen byggede op i hende, som hendes krop krævede ham, behøvede ham. Med et lavmælt suk bøjede hun sig ned over ham og fulgte et at hen over hans brystkasse, før hun igen følte sig utålmodig og igen indtog hans læber i et hårdt, besidderisk kys. Der var ikke længere nogen Orvar, der kunne splitte dem ad.

Neglene trak røde streger efter sig, da hun trak fingrene ned over hans brystkasse og endeligt nåede hans bukser. Det var ikke første og bestemt ikke sidste gang, hun skulle fjerne hans bælte og det var med garvede fingre, at hun fik åbnet det, før hun med slet skjult iver efter at mærke ham også åbnede hans bukser.

[Vitor Øksesvinger]

Det var sjældent, at han helt gav afkald på, at styre slagets gang. Men denne her gang kunne han mærke, at hun trængte til at være den styrende. Så han lod hende være det.

Da hun trak røde streger ned over hans krop, stønnede han hæst og klemte hårdere omkring hendes bryster. Så løftede han sig ganske let op, så hun kunne få hans bukser af. Da han var taget afsted, havde der ikke været tid til at tage braies på. Hans manddom var hård og klar til hende. Så frygtelig klar, at det næsten gjorde ondt på ham.

[Selmira Skæbneseer]

Hun kravlede ned fra sin plads over ham og begyndte at trække bukserne af ham. Det gik heldigvis let og ligetil og hun skubbede dem ned på gulvet, blind for hvor de endte. Så lagde hun sig ved hans side, halvt ind over ham, og fangede igen hans læber. Denne gang var kysset dog kort. "Vitor," hviskede hun lavmælt og hæst, men under hendes hunger efter ham, var der en vaklende fortvivlelse. Hun havde brug for ham, behøvede ham til at tage styring og bekræfte hende i, at følelsen af kærlighed og længsel var gensidig. Efter den horrible nat, følte hun sig både rodløs og underligt tom. Og han var hendes klippe og stabilitet i al den tågede forvirring. Hendes hånd lagde sig om hans manddom med et lavt, længselsfuldt suk.