En vigtig lektie

[Damina Salmalín]

Adrian af Dunlath

Adrians fremskridt over de sidste par uger havde været fænomenalt og havde efterladt Dina med en følelse af nåde glæde og stolthed. Han var den første elev, hun havde taget sig og det glædede hende, hvor meget potentiale, der lå i både hans gave og kreative sind. En tanke havde dog fået netop det potentiale til at virke faretruende og det gik op for hende, at der var mange ting, de slet ikke havde talt om.

Med lette skridt havde hun derfor sat mod Adrians værelse. Hun vidste, at han brugte meget af sin tid derinde med sine studier og hun bankede på døren, mens hun trak sit sjal lidt tættere. Selvom det efterhånden var længe siden, hun var flyttet tilbage til Tortall fra Carthak, havde hun stadig ikke fået udvidet sin garderobe med noget, der passede bedre til det noget lunefulde klima i hendes hjemland.

[Adrian af Dunlath]

Adrian sad i vindueskarmen på sit værelse og læste sine lektier, hvilket var blevet lidt af en vane efterhånden. Han savnede dog efterhånden at komme mere udenfor. Han havde ikke været meget ude i den virkelige verden på det seneste, så han burde nok snart få gjort noget ved det ...
Da det bankede på døren, rejste han sig fra sin plads og lod bogen ligge, imens han gik over og låste døren op for at kigge ud. ”Du kunne ikke holde dig væk?” drillede han med et skævt smil og lod døren glide helt op så læremesteren, så hun kunne komme indenfor.

[Damina Salmalín]

Hun hørte straks fodtrinene på den anden side af døren. Ellers havde hun nok banket igen. Hans ord fik hende til at smile overbærende. Skulle man undervise Adrian, fulgte de sleske, lumre og kække bemærkninger bare med fra tid til anden. Det havde hun efterhånden lært at glide ind af det ene øre og ud af det andet igen.

Han åbnede døren og hun rystede på hovedet. "Kom med. Vi skal ud på en tur." Hun smilede hemmelighedsfuldt til ham. Det var ikke ligefrem fordi han havde lagt skjul på, at han var ved at køre død i den evige teori og de mange timer indenfor. Desuden ville lidt frisk luft nok gavne ham.

[Adrian af Dunlath]

Hendes ord fik ham til at rynke spørgende på panden. ”På tur?” Han trådte ud i gangen og lukkede døren efter sig. De havde ikke været ude og gå tur før, så han var en anelse nysgerrig. Var det måske en del af en eller anden praktisk øvelse? Blikket faldt kort på sjalet om hendes skuldre. ”Mangler du stadig noget ordentligt tøj?” spurgte han med et skævt smil og fulgte med hende, da hun begyndte at gå.

[Damina Salmalín]

Hans nysgerrighed var som forventet og hun glædede sig over den. Så kunne hun stadig vække hans interesse, når altså ikke hun kom slæbende med favnen fuld af tunge, støvede bøger. Med et smil om læberne og Adrian ved sin side gik de fra værelset og ud på gaden, hvor de satte mod tempel distriktet. Det ville være der, hans undervisning skulle foregå.

Spørgsmålet fik hende til at se forvirret op på ham et øjeblik, før hun igen overgav sig til smilet med et træk på skuldrene. "Det gør mig nu ikke så meget på solskinsdagene," kommenterede hun undvigende. Hun var ikke klar til at indse, at hendes liv i Carthak var overstået.

[Adrian af Dunlath]

Han lagde hænderne på ryggen og fulgte med på passende afstand. Da de kom udenfor tog han en dyb indånding og nød den friske luft. Det var vist noget tiltrængt. ”Det er måske rigtigt, men du har forhåbentlig noget varmere til vinteren?” bemærkede han roligt. ”Hvis vi skal til Dunlath på et tidspunkt bliver vejret også noget køligere.” Man vidst aldrig, hvornår far kunne få lyst til at slæbe ham med nordpå. De skulle i hvert fald derop til foråret, når brylluppet skulle stå.

[Damina Salmalín]

Hun sagtnede farten, så de endte med at gå på linje og hankede sin arm om Adrians, som det nu passede sig at folk fra adelen gik. Altid med en lille kvinde om armen. Hun smilede lidt for sig selv og trak sjalet op over skuldrene. Det var friskt i vejret, men heldigvis var der ikke så langt til tempel distriktet.

"Det kan jeg se på til den tid, hvis det kommer." Hun havde ikke lyst til at tænke for meget over det. Alle kjolerne var nogle, hun havde fået af Numair og det at stoppe med at gå med dem, ville være en underlig afslutning på det kapitel. "Du har tilbragt mere tid med Komtesse Julietta efter jeres brødre er taget af sted til Frølund," vævede hun og fangede hans blik. "Det må vel være et tilfælde?"

[Adrian af Dunlath]

At hun ændrede lidt på afstanden og kontakten mellem dem, kommenterede han ikke på. I stedet smilede han lige så uskyldigt ved hendes antydning. ”Ja, det er bestemt et tilfælde,” medgav han blot, selvom det nok var let at se, at han løj om den del. Hverken Rupert eller Roland var her til at holde øje med dem, så han og Julia kunne lige så godt nyde det, så længe det varede. ”Jeg fik bare lidt mere tid på hænderne til at se hende.”

[Damina Salmalín]

Det var ikke første gang, Dina så det uskyldige smil, som kendetegnede at Adrian skulle til at stikke hende en plade og bag det venlige smil blevhendes blik strengt. "Nu passer I på," formanede hun blot og valgte ikke at kommentere yderligere på det. Hun håbede virkelig, at junkerens forlovede var mere fornuftig end han selv var.

De gik og snakkede lidt og det varede ikke længe, før de nåede tempeldsitriktet, der husede over hundrede templer for de forskellige Guder. Dina så på ham igen med et blidt smil. "Guderne giver Gaven af en årsag," startede hun og så igen frem på vejen. "De ønsker, at vi skal brug dem."

[Adrian af Dunlath]

Hendes advarsel fik ham til at grine lidt. Damina var næsten lige så streng som en anstandsdame. ”Bare rolig.” Han og Julia var ikke gået for langt endnu – efter hans egen mening. Hun ville jo så gerne overholde traditionerne på ét bestemt punkt.
Da de nåede frem til templerne, var han i første gang en tand forvirret. Skulle de ind og bede? Så talte Damina igen og en lettere fortrydelig grimasse lagde sig over hans ansigt. Åh nej, ville hun nu til at belære ham om Gudernes vilje. ”Jeg har allerede hørt det en 300 gange efterhånden,” bemærkede han. De havde fået tudet ørerne fulde i Gudernes By om, hvordan det var Gudernes vilje, at man fik sin Gave og bla bla bla ... Hun havde da også sagt noget af det samme, da de mødtes første gang under rundrejsen?

[Damina Salmalín]

Adrians ord beroligede hende som sådan ikke, men hun valgte at lade det flyve og bad til Almoderen om, at komtessen holdt ham i nogenlunde kort snor. Dina havde aldrig været typen, der lyttede til sladder, så hun kendte ikke meget til familien, pigen kom fra eller de værdier, der herskede i den.

Ligeså tog hun sig heller ikke af hans modvillige grimasse. Selvom han havde hørt det før, var det vigtigt for hende, at han også forstod. "Det er meget muligt, Adrian, men lyttede du også?" Hun smilede drilsk til ham og fortsatte så ufortrødent. "Guderne giver forskellige gaver. Nogle er hurtige, andre stærke. Nogle kan ændre sindets vilje. Du er vokset meget bare i de måneder, jeg har kendt dig, men du må også forstå, at det ikke er Gudernes vilje, at du bruger din Gave uden omtanke." Hun holdt en lille kunstpause og tilføjede så: "Som at sætte ild til nogen, du ikke bryder dig om." Det kunne ligne ham at ønske sådan noget.

[Adrian af Dunlath]

Damina stoppede ikke foredraget, og Adrian så bestemt ikke mindre opgivende. ”Ja, ja, jeg skal være ansvarlig,” mumlede han og viftede lidt med hånden. Man skulle bruge sin Gave ansvarligt, ellers blev Guderne vrede. Da hun bemærkede på hans tidligere ønske om at sætte ild til folk – læs: Niklaus – skar han endnu en grimasse. ”Han fortjente at blive sat ild til ...” Det var måske ikke helt sandheden, men Adrian fik nu stadig lysten af og til. ”Desuden var jeg bare vred. Jeg havde ikke tænkt mig rent faktisk at gøre noget ...” Han ville ikke henrettes på grund af Niklaus.

[Damina Salmalín]

For blot et halvt år siden ville hun have været irriteret over den flabede viften med hånden, men nu kendte hun Adrian lidt bedre og vidste, at det ikke var altid, han var klar over, hvor irriterende, han egentlig var. Derfor var det også lidt lettere at tilgive. "Adrian, det er vigtigt," sukkede hun overbærende og stoppede for at fange hans blik. Hendes spraglede øjne bar et gennemborende blik. "At være ansvarlig handler ikke altid om at tænke med hovedet. Af og til er det også at handle ud fra hjertet." Hun lagde en hånd over hans brystkasse, hvor hjertet sad.

[Adrian af Dunlath]

Han lukkede munden, da først Damina fastholdt, at det her var en vigtig samtale. Det var bare frustrerende, når han ikke brød sig om at få trukket alt det ansvar ned over hovedet konstant på grund af noget, som han aldrig selv havde haft kontrol over. Nu hvor han kunne bruge sin interesse for at male, hjalp det selvfølgelig på det, men derfor hadede han stadigvæk at blive belært om sit åh så store ansvar. Han forstod heller ikke rigtig, hvad det var hun forsøgte at sige. ”Hvad mener du?” Tænke med hjertet? Det sagde ham ikke det store.

[Damina Salmalín]

Hun måtte kvæle et suk. Det var vel ikke kun hans skyld, at han ikke forstod den slags ting, men det gjorde det bestemt ikke mindre besværligt at skulle arbejde med ham. "Fra tid til anden ønsker mennesker omkring dig modstridende ting. Måske ønsker du selv noget helt tredje. Da er det vigtigt, at du mærker efter. Hjertet, maven - hvor end dit instinkt ligger." Hun trak på skuldrene og gestikulerede mod Mithros templet. "Måske vil Guderne vejlede dig, men mange gange må vi finde svarene selv."