Tiden er løbet ud!

[Anya Slyngelræv]

Katinka Sølvtunge
Anya var endnu engang på rov i Legans gader. Hun stoppede et ægtepar for lige at spørge om vej, mens hun listigt sneg sin hånd ned efter parrets penge. Så takkede hun for hjælpen og smuttede videre. Anya var rigtigt i sit es i dag, og tænkte ikke videre over de mange barneøjne der hvilede på hende med jævne mellemrum. Et par mere fik lettet deres pung, og da hun kom til markedet afhjælp hun også en bod for et par æbler og bageren for lidt brød.
Herefter gik det mod havnen, hvor hun besluttede sig for, at hun ville indtage sin frokost. Hun fandt et godt sted at sidde i læ for vinden og fandt så et æble frem, pudsede det i ærmet og tog en bid. Det var ganske godt, hun lænede sig lidt tilbage og nød havets stille brusen og den friske blæst.

[Katinka Sølvtunge]

Katinka var sjældent en, der tog det beskidte arbejde. Det var efterhånden en del år siden i forhold til hendes levetid, at hun havde været nødt til det selv, så hun gjorde det ikke, medmindre hun fandt det morsomt. Og netop med Anya var det tilfældet. Hendes små børn havde holdt øje med tyvetøsen i de følgende dage og til sidst besluttede hun, at det var tid.

Børnene ankom først. Fire stykker slog sig ned hos Anya, før Katinka roligt slentrede ned ad havnen og også sluttede sig til. "Der har vi jo min lille yndlingsræv," hilste hun roligt og tog plads over for den kun lidt ældre pige med et dovent og noget arrogant smil hængende om læberne.

[Anya Slyngelræv]

Anya nød stilheden på havnen og opdagede først Katinka, da det var for sent. "Hvad vil du her?" Hun tog et bid mere at sit æble mens hun overvejede om det havde noget at gøre med, at der var gået langt over 10 timer, siden deres sidste møde. Det skulle dog ikke skræmme hende væk så let. Hun rystede det af sig og påtog sig så et mere skarpt blik "Hvad vil du her?"

[Katinka Sølvtunge]

Måske det var gadens hårde liv, måske var det bare sådan hun var født, men Katinka nød at se skyggen af noget, der kunne ligne frygt i Anyas blik. Måske var det også bare noget, hun ønskede at se, men det efterlod hende kun mere selvtilfreds. "Du er nok mange ting, Anya, men ikke dum, så lad være at lade som om." Hun lagde benene over kors og tilføjede så: "Det klæder dig ikke." Børnene forholdt sig stadig tavse, som de havde lært det.

[Anya Slyngelræv]

Hun tog et sidste bid af sit æble og kastede det så væk. Kiggede på Katinka og smilede let "Tak det tager jeg som et kompliment" Anya kiggede rundt på børnene, der afventede Katinkas ordre, Hun følte sig en smule jaget op i en krog, men så let skulle de ikke få hende, det var sikkert. "Du er utilfreds med at jeg ikke har forladt byen endnu, tænker jeg. Beklager at måtte skuffe dig, men det er ikke i min interesse" Hun smilede provokerende til katinka og og børstede så sine hænder i kjolen.

[Katinka Sølvtunge]

Hun smilede og trak på skuldrene, var egentlig ganske ligeglad med, hvordan hun valgte at tolke hendes ord. Det ville i hvert fald ikke holde hende vågen om natten, det stod ganske klart. Hendes øjne studerede Anyas ansigtstræk i skjulte blikke. Så rystede hun på hovedet. "Nej, tværtimod," konstaterede hun og smilede. "For det ville jo betyde, at du ikke vil lege med os." Hun slog ud med hænderne mod sig selv og de noget yngre børn. "Men eftersom du stadig er her, må det jo betyde, at du gerne vil?" Hun vippede hovedet på skrå med et kattevenligt smil.

[Anya Slyngelræv]

Godt så Anya var lidt i undertal, men mon ikke det nok skulle gå. Hun kiggede rundt på børnene da Katinka slog ud med hænderne. Hun forstod ikke helt, hvad Katinka prøvede at få frem, men det lod hun ikke skræmme af. "Jeg er ikke interesseret i dit tilbud, jeg klare mig fint selv. Det troede jeg vi havde fået på plads?"

[Katinka Sølvtunge]

Rent instinktivt stivnede hendes smil en anelse, da Anya igen afviste hende, men heldigvis var hun ikke sådan lige at få ned med nakken. Det havde et liv som gadebarn om noget lært hende. Hun fandt derfor et nyt, afslappet smil frem og trak igen på skuldrene. "Men jeg er ikke interesseret i, hvorvidt du klarer dig selv. Det er nemlig ikke en mulighed," hun rettede sig igen helt op, stadig med blikket på pigen foran sig. "Det troede jeg, vi havde fået på plads," afsluttede hun flabet og genbrugte bevidst hendes sætning med sine egne ændringer.

[Anya Slyngelræv]

Anya trak vejret dybt. Kunne hun ikke bare få fred fra denne irriterende tøs? "Hør, du behøver ikke interessere dig for om jeg klare mig. Og jo som jeg ser det, så er det bestemt en mulighed" Planen var at Anya skulle samle sige en bande og lede kriminaliteten, det skulle en eller anden mide ikke komme og lave om på, og hun ville aldeles ikke bukke under bare fordi hun var i undertal. Det generede Anya at Katinka genbrugte hendes sætninger, men hun kunne jo nok ikke skabe sine egne. "Der tror jeg desværre du har misforstået noget"

[Katinka Sølvtunge]

Hun måtte kvæle et suk og aktivt tage sig selv i nakken for ikke at himle med øjnene af åbenlys irritation over pigebarnet. Kunne hun da ikke bare se og forstå, at det var hende, der var autoriteten af de to og så underkaste sig? Åbenbart ikke. Lige så langsomt rejste hun sig op. "Følg med. Der er noget, jeg gerne vil vise dig." Det var tydeligt, at det ikke var et tilbud, men derimod en lodret ordre. Og hun havde allerede givet udtryk for, hvor godt hun tog afslag.

[Anya Slyngelræv]

Anya kiggede afmålende op og ned af hende, før hun rejste sig "Hvad er så det?" Hun var en smule nysgerrig men også på vagt. Det kunne helt sikkert være farligt at lægge paraderne. "Hvor skal vi hen? Hun ville ikke gå med uden at have nogen som helst ide om i hvilken retning de skulle, eller hvor de skulle hen. Hun skulle ikke bare tage hende med et underligt sted hen, uden først at gøre opmærksom på det.

[Katinka Sølvtunge]

Pigen rejste sig og Katinka satte i bevægelse. Hun stod ikke til ansvar for nogen anden end Elaine og så derfor heller ingen grund til at besvare spørgsmålene. Hvis hun var nysgerrig nok, måtte hun jo følge med og hvis ikke... Ja, så var børnene stadig tilbage, så et reelt valg var der egentlig ikke. Men det var også sådan, Karinka arbejdede. Hun gav altid illusionen om valg. Efter hendes erfaring var det sådan, folk helst ville have det. Så var der ikke så mange problemer med indvendinger og oprør.

[Anya Slyngelræv]

Anya fulgte tøvende efter, men da det ikke lod til, at katinka ville sige hvad deres mål var, opgav hun langsomt og sakkede bagud. Hun var ikke dum nok til at følge blindt med. kort tid senere stoppede hun helt "Hvor skal vi hen, blev der spurgt!" Anya var ved at være træt af hendes attitude til alting og måske var det også derfor hun begyndte at blive lidt dumdristig. Hun ville vide, hvad der foregik og nægtede at gå et skridt mere før det var sket.

[Katinka Sølvtunge]

Ud af øjenkrogen bemærkede hun godt pigens tøven, men reagerede ikke på hverken det eller det frustrerede udbrud, der fulgte kort efter. En dreng, der ud fra udseendet at dømme ikke kunne være meget mere end omkring tolv eller tretten, men alligevel var samme højde som Anya lagde en hånd i et stramt greb om nakken på gadesiden og de andre børn gik straks lidt tættere på. "Følg med," hvæsede en af dem faretruende i samme øjeblik som Katinka igen vendte sig om mod dem, vippede igen hovedet lidt på skrå. "Problemer?"

[Anya Slyngelræv]

Anya begyndte at blive vred. En lille mide havde fået fat i hende og det passede hende bestemt ikke! Hun forsøgte at vride sig ud af hans greb med uden det store held "Slip mig!" Hun kiggede vredt på Katinka, det her skulle hun ikke slippe godt fra, det var sikkert! Anya stoppede op og lagde armene over kors. "Hvor.. Skal.. vi.. hen?" Hun holdt pause mellem hver ord, og sagde dem meget tydeligt, som for bedre at det kunne trænge ind hos Katinka. Det måtte jo være grunden til. at hun ikke svarede.