Næsten fremme [R] [TW: Incest]

[Mortimer af Genlith]

Lyanna af Genlith
18. juli 527 M. T.

De var efterhånden nået til Stenbjerg. Der var i hvert fald ikke langt endnu. Og de var endelig nået til Meagmarsk. Det var en hertugslægt, som Mortimers egen familie ikke havde nogen dybere tilknytning til. Men han kendte dem nu godt alligevel. Han var selv på alder med hertuginden, som dog ikke befandt sig på slottet. Ej heller gjorde resten af familien. Der var dog sørget for, at gæsterne på vej til Stenbjerg, kunne overnatte på slottet og samle kræfter, inden rejsen gik videre.

Hans kære datter, Lyanna, havde fået et værelse ved siden af ham. Og det var han ganske godt tilfreds med. Hun burde for altid været tæt på ham. For hun var hans helt alene. De havde spist aftensmad for længe, og tjenestefolkene var gået til ro, mens det endnu var nat. Dog sov Mortimer ikke. Han havde ventet, med vilje, på at kun ganske få havde deres øjne åbne, og så havde han forladt sit værelse, for at gå ind til Lyanna. Uden at banke på døren. Han lukkede den efter sig, og betragtede sine sovende datter, som hun lå der mellem puder og dyner. Ganske uskyldig og uendelig smuk.

[Lyanna af Genlith]

Rejsen havde efterladt Lyanna udmattet, men det havde bestemt uopdragen og hun blev til middagen, konverserede som det passede sig og fulgte etikette. Da det dog blev tid til at sove, klagede hun bestemt ikke. I en natkjole af tynd silke havde hun lagt sig i sengen. Hun savnede Mortimer. Det var efterhånden længe siden, hun havde sovet uden ham og der virkede underligt tomt i sengen ved siden af hende.

Hun holdt vejret, da hun hørte døren gå op og hun satte sig langsomt op. Et smil vandt ind over hendes læber, da hun så ingen anden end sin far. “Fader,” hviskede hun glædestrålende og smilede hen til ham, vidste at han ville kunne høre det grundet stilheden i rummet.

[Mortimer af Genlith]

Han hørte hende bevæge sig, og afslørede, at hun ikke sov endnu. Han smilede varmt ned til hende, da hun hviskede til ham. ”Min egen,” hviskede han tilbage og låste døren, inden han med rolige skridt gik hen til hende, og satte sig på sengekanten. Han havde allermest lyst til at ligge sig ned ved siden af hende, men han holdt sig i skindet lidt endnu.

Hun var så smuk i den tynde silke natkjole, som bestemt ikke skjulte særlig meget for ham. Og det kløede i hans hænder efter at røre hver en centimeter af hendes krop. Han lagde en hånd oven på hendes lår, men med dynen mellem dem. ”Er du meget udmattet?” Spurgte han bekymret, og ville ikke holde hende vågen for længe, hvis det nu var tilfældet.

[Lyanna af Genlith]

Lyden af døren, der låste, havde hun hurtigt lært at associere med noget godt. Ham hos hende. Hun så hengivent op på ham, da han satte sig på sengekanten. Hun længtes sådan efter at ligge i hans arme igen. Det havde ikke været muligt så ofte under rejsen. Langsomt skubbede hun sig op at sidde.

“Ja,” svarede hun, men smilede så. “Men jeg finder det svært at sove uden dig.” Hendes krop længtes efter bekræftelsen og kærligheden, hun fandt i hans kærtegn og berøringer. Ja, endda i hans blotte nærvær.

[Mortimer af Genlith]

Hvis hun blot havde nøjedes med at svare ja, så ville han have forladt hendes sovekammer, men hendes fortsættelse gjorde det umuligt. ”Jeg har det på samme måde, min elskede,” svarede han lavmælt, så ingen ude på gangen ville kunne høre, at de var i samme rum. Selvom han altid kunne undskylde sig med, at hans datter havde fået det dårligt, og havde kaldt på ham.

Han rykkede længere ind på sengen og rakte ud efter hende, så han kunne tage hende i sine arme. Mærke hendes krop ind mod sin. Han havde en lang kåbe på, tunika og sine braies. Og et par tøfler på fødderne. ”Lad mig kysse dine læber, som jeg længes så meget efter,” hviskede han, inden han lagde sine læber mod hendes og kyssede hende blidt og alligevel krævende.

[Lyanna af Genlith]

Hans stemme var lavmælt og blid, selvom den stadig tilhørte en mand. Dyb og krævende, som hun sådan elskede det ved ham. Aldrig ville nogen kunne tage hans plads i hendes hjerte. Sengen gav sig under hans vægt og hun gled let automatisk længere frem mod ham, kun for at blive taget i hans arme kort efter.

“Ja,” nåede hun lavt at hviske, før han indtog hendes læber. Hendes øjne lukkedes i, mens hendes små hænder lagde sig på hans skuldre, så hun kunne trykke hele sin lille skikkelse tæt ind mod hans krop. Manglen på brystbind under natkjolen gjorde, at den begyndende kavalergang var blød og formbar mod hans brystkasse.

[Mortimer af Genlith]

Åh, hun gjorde det svært for ham, at modstå hendes fine og nydelige lille krop, der så villigt trykkede sig ind mod hans brystkasse. Han holdt hende derfor tættere ind til sig, inden han med et vip med hver fod, fik skubbet sine tøfler af. Så lænede han sig frem og fik lagt hende ned mod sengen igen, med ham oven på sig. ”Min elskede Lille Lyanna, har du virkelig savnet mig så meget?” Spurgte han varmt og bekymret. Han brød sig ikke om, at hun gik rundt og havde det sådan, når han ikke var i nærheden.

[Lyanna af Genlith]

Hun gav et lavt suk af længsel fra sig, da han skubbede hende ned at ligge med ham over sig. Øjnene gled op igen, da han brød kysset og talte til hende og hun lagde en spinkel hånd mod hans skæggede kind. “Jeg ved godt, jeg ikke burde, men jeg savner dig hver gang, vi er adskilte,” sukkede hun. Hun havde troet, at klosterskolen ville have lært hende at være væk fra ham, men det havde blot vist hende, at nu hun endelig var hos ham igen, ville hun aldrig lade noget skille dem ad.

[Mortimer af Genlith]

Hans ansigt blev en smule bedrøvet ved hendes svar. ”Du skærer i mit hjerte, når du siger sådan noget,” kommenterede han og kyssede hende blidt igen, mens han lod den ene hånd vandre ned langs hendes ene side. ”Jeg vil gerne vise dig i nat, hvor meget jeg elsker dig,” hviskede han og kyssede hendes ned af hendes hals. Åh, hvor ville han gerne se hende for sig. For første gang i hendes voksne krop, ville han se hende i aften. Han kunne ikke vente længere.

[Lyanna af Genlith]

Lyanna brød sig bestemt ikke om at se bedrøvelsen malet i sin faders ansigt og hun strøg den lille tommelfinger over hans kind i et forsøg på at kurere ham for den smerte, hendes ord havde forvoldt ham. “Åh, fader, det har jeg længtes efter så længe,” hviskede hun og lagde et kys bag hans øre, da hans læber nåede frem til hendes hals. Hendes unge krop dirrede af forventning.

[Mortimer af Genlith]

Han var ikke helt sikker på, at hun vidste, hvad han helt præcist mente. Men det ville hun jo nok opdage, når de kom dertil. Han sukkede lykkeligt over hendes ord og kyssede hendes kraveben, mens han fik lagt sig mellem hendes ben. Der var noget tilfredsstillende over, at have hende helt for sig selv på denne måde. Det kom til udtryk i, at han lod den ene hånd glide ned forbi hendes hofte, og lagde den til hvile på hendes lår, mens han langsomt fik trukket natkjolen op. ”Lov mig, at du blot slapper af. Jeg ville aldrig gøre noget, som kunne gøre dig ondt,” hviskede han og trak natkjolen så langt op, at han kunne mærke starten på hendes braies. Huden under natkjolen var blød og tillokkende.

[Lyanna af Genlith]

Hans læber var bløde og varme mod hendes kraveben og hun sukkede endnu engang, henført over den kærlighed, han følte for hende, der gav genklang i hendes sjæl. Hun vred sig let ved følelsen af hans varme hånd udenpå hendes natkjole og gav et gisp fra sig, da hendes krop skælvede ved følelsen af hans varme hud direkte mod hendes hud. Forskrækket nikkede hun. Aldrig ville hun da have tænkt tanken om, at han ville gøre hende ondt, selvom hun ikke vidste, hvad hun skulle forvente af ham.

[Mortimer af Genlith]

”Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at få dig til at føle lykke,” lovede han, mens hendes hud blev berørt af hans fingre. Da natkjolen lå oppe omkring hendes hofter, lod han sin hånd glide op langs med hendes side igen, og lagde den lige neden under hendes bryst. ”Du er så uendelig smuk, og jeg har ventet så længe på at se din krop,” hans stemme var hæs og skælvede ganske let, som han talte. Han lod sin tommelfinger glide over hendes bryst og sukkede over følelsen. Ja. Lyanna var hans og hendes krop føltes så perfekt under ham.

[Lyanna af Genlith]

Hun tvivlede ikke på sandheden i hans ord, mest af alt fordi han aldrig havde bragt hende andet end lykke og hun så ned på hans hånd, der hvilede under hendes bryst. Den fik det til at sitre ganske let i hendes hud og hendes åndedræt blev tungere, mens hendes hjerte slog hårdere uden at hun helt forstod hvorfor. Kun én følelse, kunne hun placere. Trangen efter mere. “Dine ord får mit hjerte til at svulme af glæde,” hviskede hun og sukkede af uventet nydelse, da hans tommel gled over hendes bryst. På umiddelbar instinkt buede hun kælent op mod ham.

[Mortimer af Genlith]

Han smilede ned til hende. ”Det er også sådan, at kærlighed skal føles,” fortalte han og lod tommelfingeren glide over hendes bryst endnu engang, da han mærkede hendes reaktion på det. For et kort øjeblik fjernede han hånd fra hendes overkrop, og trak i stedet ned i den tynde skulderstrop. Ned over hendes skulder, og ned midt på hendes overarm, så det ene bryst blev blottet. ”Åh min elskede, din skønhed blænder mig og gør mig vild,” hviskede han med længsel i sin stemme, inden han bøjede sig ned og kyssede hende lige midt på brystet, inden hans læber omsluttede hendes lille og fine brystvorte. Den smagte sødt og vidunderligt, og det fik hans manddom til at dunke kraftigt mod stoffet i hendes braies.